Minde-fremkaldelser

Jeg tror, at jeg til evig tid, vil forbinde lyserøde pelagonier med farmor.

I hendes hjørne ude på den overdækkede terasse stod et par krukker med evigt blomstrende, lyserøde pelagonier og når hun sad i sit hjørne allerinderst inde med sin kaffekop og avisen, pillede hun ofte de døde, visne blade af og sagde næsten hvergang, at bladenes lugt ikke var særlig spændende og det tænker jeg på, hver gang jeg kommer til at strejfe et blad på den pelagonie, som jeg fik forrige weekend af mine forældres nabo.

Den blomstrer lige nu og den er lyserød og mine tanker går ret så ofte til farmor.

Jeg ville ønske, at der var en telefon-linie op til himlen, for der er i grunden mange småting, som jeg gerne lige ville opdatere hende med, når jeg nu alligevel lige skulle fortælle hende, at jeg også har en lyserød pelagonie stående inde i vores sydøstvendte soveværelses-vindue.

For ikke så lang tid siden kom mine forældre også med en blomst.

Man kan ikke invitere dem til noget så simpelt som en nyfanget torsk med sennepssovs uden at de kommer med en blomst eller andet.

Blomsten er jeg glad for og den blomstrer flittigt.. og hvis jeg ikke tager helt fejl er det da vist også en flittig-lise af en eller anden slags.

Den er ret så fordrukken, men til dens undskyldning er luften heroppe altså også tør.

 

Ofte kigger vi jo kun på forsiden af de farverige, flotte blomster, men jeg synes at de ofte også har en sjov og seværdig bagside… akkurat ligesom alle os andre