Lost in Los Angel.. øh, Ålborg og om, hvordan Laura næsten græd øjnene ud af hovedet

Så oprandt den store dag, hvor Laura skulle hentes hjem igen og ganske rigtigt, som flere af jer skrev, blev der grædt, krammet og holdt om i mængder, som der ikke er set så mange gange før.

Hold da helt fast.

 

Bare for at få tiden til at gå og for at opleve lidt, tog Sara og jeg bussen til Ålborg i går.

Jeg troede at min søster arbejdede, men det gjorde hun faktisk ikke.

 

(Der er mange link, men prøv at følge nogle af dem. Der er  smukke billeder)

 

Min pakke, den lillebittebitte gave, som jeg ville have givet hende i onsdags, kom i torsdags, så den kom med i tasken, hvis nu vi kunne ses, der var tid og lyst.

Gaven til min søster, synes jeg selv, var godt fundet på, selvom den ikke syner af noget som helst, men tanken om, at min søster har en stump 20 karat guld hængende om halsen, som er resterne fra Dronningens flotte, smukke og helt unikke diadem, synes jeg er god. (giv dig lidt tid til at se det smukke diadem.. du fortryder ikke)

Det er også meget godt at vide, at jeg ved at have købt det unikke smykke til min søster har været med til at støtte Foreningen Grønlandske Børn.

Kender du nogen, som i den grad fortjener det samme som en dronning, har du også mulighed for at købe et lillebitte smykke som glæder mere end een person? Du kan købe det i Foreningens webshob og det er ganske ligetil.

 

Men tilbage til busturen. (sidste kvadrat i s/h)

Vi kørte ind i Ålborgs busterminal og gik så op ad gågaden.

Vi gik ikke særligt langt før vi stødte på en foto-forretning.

Sara har kun et objektiv og det er lidt lidt, når hun efter sommerferien ikke kan låne af mig, som hun lyster, så inden jeg havde tænkt mig ordentligt om, havde jeg i al min godhed købt et nyt objektiv til hende. (Det kostede ikke som i linket 3400,- men 2999,-)

Umiddelbart ser det ud til at være et godt objektiv og jeg kan vel godt tillade mig at forlange at hun næste skoleår, mens hun går på efterskole tager billeder hver dag så jeg kan følge med?? Eller??

Lige overfor fotobutikken ligger en garnforretning og så var det bare om at skrå over vejen og ind i slaraffenland. Pokkers, at jeg ikke kan medtage flere ton i flyveren hjem!

Jeg måtte nøjes med et par nye erstatningspinde til mit knitpro begyndersæt, hvor pindene knækkede, metaldelen løsnede sig og hvad der ellers kunne gå i stykker, gik i stykker på under 3 måneder. Ikke desto mindre ville jeg have nogle nye, for de har nogle spidser, der passer så udemærket til mig.

Der røg også to nøgler strømpegarn i kurven og det var så beskedent, at det næsten var latterligt.

Til gengæld kunne jeg svinge dankortet igen i Intersport for et par nye løbesko til yngstepigen og i Friis fandt jeg en lillebitte håndbagage-kuffert i en heftig mørke-pink farve, sat vildt og voldsomt ned til 279,- kr.

Vi fik spist lidt, gået lidt mere rundt og så begyndte vi faktisk at kede os. Måske var det det, som min søster fornemmede og ringede derfor til os.

Vi aftalte, at hun, når hun havde gjort nogle ærinder ville ringe til os igen og i mellemtiden formåede Sara og jeg så at gå lidt (meget) vild.

Heldigvis mødte vi to japanske turister, hvis bykort vi nakkede (de talte stort set ikke engelsk og vi var bare faret vild) og fandt så ud af, hvor vi var, så vi kunne fortælle min søster det, da hun ringede igen.

 

Busturen hjem med den sidste bus varede i 1½ time, men hvad gør det, når man har tid nok og ikke skal nå noget.

 

Men i dag oprandt dagen, hvor Laura skulle sige farvel.

 

Og der blev sagt farvel under tårer, små-hulk og tætte omfavnelser.

Det tog tid.

 

Farfar drog i byen og så kunne jeg da lige finde ud af at lave en omelet

af nye æg, som ikke har været undervejs i flere uger

 

friske krydderurter,

 

tomater,

der stadig er faste i både kød og skind (gid det var mig) og salat.

Jeg var mere end mæt, da jeg reste mig fra bordet.

 

Haven bliver jeg aldrig helt træt af at se på og jeg elsker de mange farver og de svulmende blomster, der i modsætning til “mine” er til at få øje på, uden at man behøver at ligge på maven med næsen helt nede i jorden.

Hvad de hedder, ved jeg absolut ingenting om, men det gør ikke nydelsen mindre

 

og ved du hvad? I nat dukker Jan op.

Han kører lige nu i dette rare øjeblik, i bil på vej herop.

Jeg glæder mig til at putte mig ind til ham i søvnen, som bliver lidt tryggere og til at vågne op med visheden om, at han er lige omkring mig.

Det kan være rart nok med et par dage alene og uden hinanden, men så går det sjove også væk.

Lige om lidt er han her og jeg har købt nogle pølser til at varme på panden til ham, lidt nye kartofler og en smule salat, hvis han skulle føle trang.

Efterskole-eftersyn og afslapning

I går sov jeg helt til kl lidt i elve.

Sov og sov og sov uafbrudt og det gjorde så godt.

En hurtig opringning til Saras kommende efterskole og så var vi på vej nordover for at tilse skolen, så jeg efter august kan sætte nogle billeder på min indre skærm, når jeg skal forestille mig, hvad Sara mon laver.

Da vi havde set skolen, kørte farfar os sydover igen.

Der er jo ferie og ingen havde synderligt travlt, så vi kørte ind mod Løkken, hvor vi nede ved stranden købte en is og en kop kaffe.

Det gjorde godt, at strække benene lidt og se lidt hav.

På vejen købte vi nogle lakse-steaks, friske grøntsager og nye jordbær, som vi i fællesskab fik sat sammen til en god gang aftensmad.

 

 

Jeg har været rundt i haven og set på blomster. Laura er lige om hjørnet, men hun har travlt med at nyde de sidste dage på efterskolen, så hende hører vi nok først fra, når skolen lukker og slukker på lørdag.

Til hver en tid er lavendel min yndlings-duft (sammen med den gule rose)

Og da klokken nærmede sig den tid, hvor solen skal overveje, at gå til ro, gik vi ned til lystbådehavnen, for at høre Samuel spille solen ned med sin cornet.

Det er hyggeligt, specielt og giver anledning til en lille gåtur.

 

 

Prøv at klikke på billedet af Samuel Frederiksen og læs artiklen

Halvanden døgn i billeder

Jeg ved, at jeg fortryder, at jeg ikke sætter ord på alle de oplevelser jeg har gennemlevet det sidste 1½ døgns tid, men jeg har kun sovet 4 timer i nat og jeg er træt og mæt af indtryk, så det bliver et døgn i billeder og måske jeg får sat lidt ord til senere, når jeg har fået lidt søvn og er blevet mig selv igen.

Der er vist rigeligt at drømme om      zzzzzzzzzzzzzzzzzz

Juni-strømper

Af to nøgler garn “Bamboo strømpegarn” fra hjertegarn,  60% uld/25 % bambus/15 % polyamid, fik jeg strikket et par korte ankelstrømper

og et par klipklap-strømper

(som til og med er fodformede)

 

og af resterne, et par strømper str. ca 1-2 år.

Nu tænker du nok, at man ikke har strømper i sine klip-klappere og det har du da ganske ret i, men jeg ville da lige prøve.. og faktisk har jeg set nogen gået med strømper i et par klip-klappere.. et par ganske almindelige, hvide strømper.

Det er kikset, det er grimt og det er meget ufikst at have strømper i sandaler og endnu mere i et par klipklappere, men nu ved du, at man sagtens kan strikket et par, som passer som fod i hose med sommerfodtøjet

Hjerte-smeltning

Hvis jeg nogensinde skulle blive i tvivl, kan jeg bare finde denne stil frem og læse den igen og igen og igen.. den giver mig glæde og tro på, at jeg har gjort det ok.

Det er Lauras engelsk stil og jeg har fået lov til at lægge den ud her, for jeg vil så gerne vise dig de fine ord, som hun har skrevet om mig:

“1. Nominate a torchbearer

There are a lot of people in the world, doing a lot of good things. Donating lots of money to help saving the lives of children in poor countries, participating in big charity events, or uses their own time and money to travel to other countries and join the war for peace. Of course, these people are – and should be – considered as the unsung heroes they are, but aren’t we forgetting someone?

There are so many people in this world, who does not donate lots of money to charity, but still in some ways are heroes. In my life, I have met a lot of people who has meant a lot to me, including my music teacher, Jacob, who introduced me to the amazing world of music. But even though I considered letting him be the one I nominated, I choose someone else – someone who has played a major role in my life.

The person I am now going to tell you about is one of the strongest and bravest women I know. She is not anyone special.. She has never saved anyone from a fire, and neither been a soldier in Afghanistan. She has never donated an enormous amount of money to charity, and neither has she developed new kinds of medication to safe the lives of thousands of people.

The woman I am about to tell you about, is my mother.

She is the reason I have become the person I am today. She has raised me, and taught me the values of life. She has raised me and my brother and sister, with lots of patience and love, but still she had so much of it, that she could give other children who are not as lucky as us some of it. I am certain, that if some of these children could nominate her as their torchbearer, they would.
My mother is a very loving and caring person, but one of the most important things – after my opinion - is, that she is always there for you. No matter what kinds of trouble you have, she will always be there to listen to you, and help and guide you, in the best possible way.

Another thing is, that through the years, I have had many kinds of interests, but the main interest which has followed me since the age of 8, is Taekwondo. Taekwondo is a martial art, and many times I’ve wanted to quit, and just give up on my goal of reaching the black belt, and if it wasn’t for my mom, I would have done it. Thankfully she encouraged me to keep going, and on the 24^th of May, 2009, in the age of 12, I reached my goal – thanks to my mom.
She has pushed me, encouraged me, yelled at me, and taught me things about life. Our relationship has had our up and downs, but in the end, I would never trade her for anything in the world.
She is the best mother I could ever have wanted, and there is nobody else in the world I would rather have nominated than her. She is my supporter, the person I can always lean on, my unsung hero, and I am very thankful to blessed with such an amazing mother as her.

In the end, it doesn’t really matter whether she is chosen to be torchbearer or not: she is - and will forever be - my one and only unsung hero. “

Det er da lige til at vokse ind i himlen af!

Trykte glæder

Der er så mange små glæder at glæde sig til..

Når man skal ud og flyve med Air Greenland, er det ikke kun spændende om man nu også kommer afsted, for heroppe spiller vejret en meget stor rolle.

De af jer, som bor her eller som har været her, ved at, vejret kan skifte fra time til time og det kan ingen lave om på.. jeg har forsøgt, men ganske uden held.

Det der med små glæder, at glæde sig til og Air Greenland; jeg henter troligt deres månedsmagasin Suluk i lufthavnen og glæder mig altid til at læse det. I morgen kan jeg sidde i en flyver og læse Suluk, som bladet hedder.

Det er et, i mine øjne, godt blad, men skulle du få mulighed for det, burde du også skaffe dig et abonnement på Greenland Today.

Der er altid mange flotte billeder og artikler i.

Og nej!

Jeg får absolut ingenting for at reklamere for de to blade, men synes da, at du skal vide, at de eksisterer.

 

 

Faktisk har jeg skrevet en artikel til Greenland Today om een af Sisimiut bysbørn kvit og frit og helt uden beregning og heldigvis, ville GT trykke artiklen.

At kunne bidrage til så fint et månedmagasin, er lidt en ære for mig og skulle du få mulighed for at abonnere på de to blade, er det noget, som jeg kun kan anbefale, hvis du er interesseret i Grønland.

Eller du kan få fingrene i magasinerne, ville også kunne gøre det.

 

Jeg vil også gøre dig lidt opmærksom på de faner, som du kan rulle ned og søge videre i på Greenland today. Der er oplysninger at hente for enhver, som vil vide mere.

 

Tidskriftet Grønland abonnerede jeg på for nogle år siden, men de gik digitalt. Desværre.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med det, men jeg synes ikke der findes noget, som er ret meget bedre end at kunne sidde med et trykt blad og bladre det igennem. Dufte tryksværten og kunne lave æselører. At klippe billederne ud, når bladet er udtjent og.. der er altså noget magisk over et trykt blad.

Jeg glæder mig til i morgen, når jeg kan sidde i en flyver og bladre Suluk igennem og jeg glæder mig til d. 1 juli, hvor det trykte Greenland Today udkommer.

Har du noget at glæde dig til?

Sommerferie-startning

Der er rigtig mange billeder. Så er du advaret!

 

 

Jeg fik sommerferie i onsdags, men først i går og i dag, indtraf den der dejlige følelse af total afslapning indeni mig.

 

De der mange små ting, som fylder og tager plads, er lige så langsomt ved at fordampe og der kommer mere og mere plads til følelsen af frihed, ferie og afslapning.

 

I går skulle min søster rejse på ferie til Danmark og jeg ville gerne sige farvel til hende, selvom vi ses på onsdag igen. Hun henter mig i Hvalpsund, så jeg kan komme til Ålborg, hvor vores lillesøster skal have sit bevis på, at hun er sej, klog, dygtig og ikke mindst har bestået sit cand. jur. studie og med stolthed kan kalde sig jurist.

Nå, men jeg ville gerne køre Lena i lufthavnen og vinke hende ud i ferielandet inden jeg selv tog afsted.

 

Jan sejlede sammen med sin bror allerede ved 8-tiden og flg. billeder er taget mens båden sejler 28 knob.

Havet har været spejlblankt

 

Jeg fik sendt min søster afsted og så sejlede jeg ind med Jans kollega som passager.

 

Vi ankom i næsten, men også kun næsten ligeså godt vejr, som Jan var ankommet i og du skal ikke høre mig klage over det.

 

Jan og Søren fiskede,

mens jeg lavede så lidt så muligt, hvilket jeg var ualmindelig god til. Som jeg dog har trængt til at hive stikket ud og lade op.

 

Jeg gik lidt rundt i fjeldet, plukkede lidt grønlandsk post og blåbærblade til tørring til urteteen

(som bliver blandet op med skotsk timian) og derude, som små prikker kunne jeg se Jan og Søren fiske.

Jeg kunne næsten se dem smile over den store afstand. De virkede ualmindeligt afslappede og da Søren og Jan kom tilbage med to små ørreder

og en torsk,

ordnede jeg ørrederne til en hurtig røgning

og torsken til kogning.

 

Jeg fik nævnt overfor Søren, at muslingerne nede fra stranden også kunne spises og fluks var Søren afsted og kom tilbage med en lille posefuld, som jeg stegte på panden med løg, hvidløg og et skvæt citronsaft over.

 

Søren skulle hjem om aftenen, så Jan sejlede ham hjem ved 19.30-tiden, så jeg fik lidt alene-tid.

Jeg sad på sengen foran vinduet, nød udsigten og strikkede mig et par klip-klap-strømper. Den fotograferer jeg i morgen, sammen med de korte ankel-strømper og babystrømperne, for jeg vil hellere vise dig billeder af de andre ting lige nu.

 

 

Jan og jeg sov længe i morges.

 

Meget, meget længe.

I hytten har vi en futon-seng stående og om det er fordi, at madrassen er noget hårdere end vores seng herhjemme eller om det er fordi der er så stille eller fordi, at der generelt bare er så afslappende at være i hytten, skal jeg ikke kunne sige, men Jan kan ligge længe i sengen inde i hytten i modsætning til herhjemme, hvor han får ondt i ryggen.

Efter morgenkaffen og det medbragte, hjemmebagte brød slappede vi lidt mere af og ifølge Jan ville hans hjerte begynde at slå baglæns, hvis han slappede mere af..(Sidste gang sagde han noget i retning af:hvis jeg slapper bare en lille smule mere af, skider jeg i bukserne, men det skriver jeg altså ikke på bloggen.. sådan noget adrr)

Efter frokosten som blev omkring midt eftermiddag, besluttede vi at være en lille smule aktive. Jeg greb strikkepinden og Jan greb en hammer og en sav og satte nogle manglende loftslister og gulvlister op.

Det blæste ret meget, rigtig meget faktisk og ude omkring strømstedet, kunne vi se tågen bølge frem og tilbage.

Mit zoom til kameraet blev flittigt brugt, for vi havde glemt kikkerten..

 

husk mig iøvrigt lige på, at jeg vil have en god, men billig kikkert liggende fast derinde..det er ganske enkelt for dumt ikke at have en kikkert, når man er så nysgerrig som jeg er.

 

Tågen kom ikke ind til os.

Det blæste der for meget til, men jeg nåede da at hidse mig ret så voldsomt op på den ufede måde og tænke en masse katastrofe-tanker om ikke at kunne komme hjem og med flyveren på tirsdag og at Sara så skulle være alene i mere end et døgn (og bare til din orientering, havde hun fået min venindes telefonnummer og min veninde var orienteret om, at Sara var alene, udover, at vi også ringede til hende ret så mange gange over Iridium-telefonen for at høre om hun havde det godt) og flere katastrofe-tanker om det som er værre.

Jeg kunne nynne:”Åååh, at være en høne.. høne, hønemor..” og efter at have ringet til Jans bror ligeså mange gange for at høre til by-vejret, tog vi afsted.

 

Når jeg stresser mig selv op på den måde, får jeg åndenød og kan næsten ikke få vejret, skal gabe uden at få ilt nok og skal tage mig alvorligt sammen for at få tankerne ud af hovedet igen.

 

Jollen står på land/havbunden, når det er helt lavvande, så det var med hiv og skub, at vi fik den ud og fik vand under kølen.

Halvvejs ude af fjorden mødte vi tågen.

De næste 5 billeder kommer IKKE i kronologisk rækkefølge, til din orientering

 

Den var sådan så nogenlunde at sejle i, lige indtil vi burde kunne have set byen:

Næsten uden at blive uvenner og med farten sat ned i et tempo (under 10 knob), som passede mit katastrofe-beredskab-tankesæt, kom vi land og vupti forsvandt tågen.

Godt, at jeg nåede at hidse mig op.

 

Nu er vi hjemme igen og jeg glæder mig allerede til at komme ind i hytten igen.

Jeg tror, at Jan også længes en smule allerede og når vi kommer tilbage fra Danmark, får vi forhåbentlig mulighed for at vise farfar vores lille afslapnings-hjørne her i verden.