Tiltro

Per har glemt sin pung sidste weekend i sin hytte.

Det er ret upraktisk, for at sige det meget mildt.

I pungen ligger både dankort, kørekort og hvad der nu plejer, at ligge i sådan een.

At diverse kort ligger i pungen er ikke upraktisk, men det er upraktisk at glemme sin pung sådan et sted.

Af pålidelige kilder hørte både han og vi, at isen er tommetyk derinde og umuliggør at sejle op til hytten.

Der blev tænkt så det knagede og med for og imod, besluttede Jan og Per, at de ville sejle ind til 1.fjord, ankre op og gå til 2.fjord.

Ikke just en almindelig søndag-eftermiddags-spadsertur.. kan du se den første fjord?

Den bliver sådan ca dækket af det røde A.

Sådan ca inde i bunden ville de ankre op og gå hen over stok og sten ind til den næste fjord. ¨

De ringede over satellit-telefonen, da de nåede ind til hytten.

Det havde taget dem ca 5 timer.

Noget mindre end Jan havde regnet med og lidt mere end Per havde regnet med.

“Og den vej de var gået op, var altså ikke særlig god, så gad jeg lige, at hente dem i morgen ved et næs ved en kløft og sejle dem hen til båden??? “

TAK skæbne!

DMI

har lovet rundt regnet 10 mtr i sek. fra nord i morgen og ud for mundingen af 1.fjord plejer der ikke at være sjovt at sejle i den slags vejr.

Og der er koldt!

 

Om det er derfor jeg har fået ondt i maven og døjet hele eftermiddagen, ved jeg ikke, men glæde mig.. dét gør jeg ikke specielt.

Han sætter blindt sin lid til mig, ham Jan og tvivler ikke et sekund på mig, ligesom jeg selv indimellem/ofte gør.

 

 

Jeg tænkte, at det nok var godt at se andet end indersiden af toiletdøren idag, så jeg kørte en tur ud til elven. 

Den er  næsten frosset til nu.

Næsten.

Selvom solen skinnede, var der ingen varme overhovedet, men det gjorde godt at komme lidt udenfor. Ud i dagslyset og den friske, rene luft.

Lige inden man forlader grusvejen, der fører ud til elven og lige inden vandværket, står denne hund.

Den er meget langhåret og ser altid lidt vemodig og trist ud.

Faktisk ser den lidt deprimeret og livstræt ud, hvis du spørger mig.

Jeg kunne gå helt tæt på den uden den så meget som løftede øjenbrynnene.

Normalt går jeg aldrig hen til andres hunde og det bør du heller ikke gøre heroppe.

Var den hoppet ned fra taget på sit hus, havde den dog ikke kunnet nå mig, da jeg holdt mig udenfor kædens rækkevidde.

Kan du se, at den ansigtsudtryk næsten ikke har ændret sig?

Det er miniminimalt, hvad den orkede, at give udtryk for.

 

Måske den er træt over den manglende sne?

Eller så har den også ondt i maven?