Sol med risiko for byger (af tårer)

Jeg bilder mig altid ind, når jeg står i situationen, at dette øjeblik vil jeg huske til mine dages ende.

Jeg bilder mig ind, at akkurat denne følelse vil jeg huske.

For altid.

Disse dage gider jeg på ingen måder anstrenge mig for at huske.

De har været slørede, utydelige og ret så uvirkelige.

Lad bare dem forsvinde lige så stille ind i den store glemmebog.

Dagene lige nu og lige her.. IKKE farmor, som vi har mistet.

Kedelige, triste dage og bare nogen, som skal overståes.

 

Jeg har været på arbejde.

Jeg har siddet ved mit bord på lærerværelset.

Spist min medbragte madpakke og drukket min termokande med grøn te.

Jeg har sågar foregivet at undervise.

Jeg har lavet mad og jeg har børstet tænder.

 

Hverdagsting.

 

Fodret hunde og givet dem vand.

Kløet dem på maven og haft tætte samtaler om tanker og følelser, som de har lovet ikke at fortælle videre.

Alt sammen kørt på min indre og gennemtrænede autopilot.

Det var det, som skulle til.. slå autopiloten til, for nu kører mit strikketøj bare derudaf.

Hvis jeg skal nævne noget positivt, altså?!

Jeg har strikket ½ cardigan, næsten uden at skele til opskriften.

Det bliver spændende at se det færdige resultat, når hverdagen insisterer på at få mig til bage med mere fokus og nærvær.

Mit fokus er hos Jan lige nu.. og hans familie. Nærværen tænker jeg mig til.

Det er dyrt i følelser at være så langt væk fra hinanden, når familien har det hårdt og skidt.

Pigerne og jeg kaster armene omkring hinanden et øjeblik og giver så hinanden fred indtil een igen er trængende efter et kram og et knus.

Fred og ro, til i eget tempo at lade virkeligheden bundfælde, hvor vi ikke lige kan ringe til farmor og sludre i hele og halve timer om ingenting og alting. Om stort og småt..

Vi ved, hvor vi kan finde hinanden, pigerne og jeg, men vi ved også, når den anden helst ikke vil findes.

Bare være stille og fordybet.

Nogen tror, at alfa og omega er at tale, tale, tale og helst græde.

Jovist, har vi fældet nogen svarende til Hald sø i tårer, men lige nu er vi stille.

Stilhed heler også.

Laura og jeg gik sågar sammen til kor i aften. Efter, at vi havde spist lækker middag ude hos Lena og Johannes. (Tak for maden, men mest af alt for omsorgen!)

Til kor fik vi afledt de anmasende tanker og jeg fik pippet et par sørgelige, pippende toner næsten i takt og tone med de andre. Næsten.

 

Dét er altså noget andet, at være så langt væk og alligevel i tanken være så tæt på familien..

I morgen syn’s jeg du skal se de handsker jeg har strikket -og den halve cardigan.. så kan du se, at vi trods alt også har det godt imellem de spredte byger af sortsind og tristheden.

At der altså stadig er masser af latter og glæde i os.. mellem bygerne, som gerne skulle blive færre og mere spredte..

God torsdag!