I morges tog jeg chancen og raskmeldte mig på arbejdet
(jeg hader, hader, hader det system! Jeg mener ikke man burde raskmelde sig, da det jo er en selvfølge at man går på arbejde. Man sygemelder sig, og så mener jeg at man bør tage stilling hver morgen om man stadig er syg, og så sygemelde sige igen alt efter, hvordan man har det. Naturligvis er der undtagelser fx et brækket ben, en dyb depression, lungebetændelse ell. lign. Hvad mener du forøvrigt?)
og jeg måtte lige hive kameraet frem, da jeg stod og skulle raskmelde mig, for magen til “solopgang”.. Jeg blev helt forventningsfuld for resten af dagen.Men humøret faldt gevaldigt i middagspausen, da jeg skulle vise mit strik til een af mine kollegaer, for midt inde i det halvfiltrede angorastrik kunne jeg pludseligt se, at jeg har strikket en ½ kile.. EN HALV KILE! Der mangler halvdelen. Jeg piller IKKE op, farmor, for det filtrer og er stort set umuligt at trævle op, så fejlen må skjules på en anden måde. Kors, hvor kunne jeg have pisket mig selv med min rundpind. Jeg lod være! Kan du se fejlen?
Jan havde ligeså tidligt fri som mig, så vi hoppede i jollen og drog ud på havet. Som jeg har savnet havluften, duften, lyden af bølgerne og smagen af havsalt, den blide vuggen og udsigt til det uendelige.
Det er i grunden en parodi, at jeg i den grad elsker at sejle rundt i min jolle. Jeg kan ikke svømme, og de få gange jeg frivilligt har begivet mig ud i vand (både i Vesterhavet og i div. svømmehaller) er jeg gået delvist i panik og kan ikke komme hurtigt nok op igen, medmindre Jan holder mig i hånden og siger:” nååe og hmmmm..” lyde til mig, mens han kikker mig ind i øjnene og lover mig, at det ikke er i dag/den dag jeg skal dø.
Underligt og paradoksalt. Vi kom drønende med 21 knob og inde på en ø, kunne jeg se et eller andet dyr:
Mig:” Hvad er det derinde? Er det ikke en fugl? En ørn?”
Jan:” Hvis det er en fugl, så er det f…. en struds”
Mig:” Det er da en ørn”og så lettede strudsen frisk-som-en-havørn på store majestætiske vinger og ganske korte ben, taget i betragtning af, at det var… en struds. Hmm.. Dén kommer han til at høre for længe og ved hver given lejlighed!En dejlig tur, kold, men skøn, og gid der kunne blive sejlvejr igen i morgen.
Gid! Dagen-gryet indfriede mine forventninger til dagen. Min hovedpine er væk og det har været en pragtfuld dag. Nu vil jeg forme nogle rugboller til madpakkerne i morgen.
Hvordan har din dag været?