Allerede

Det er det samme år efter år. Hvert år synes jeg at sneen kommer for tidligt, at sommeren for hurtigt er forbi, men jeg kan glæde mig over at myggene så forsvinder! Jeg glæder mig så meget til weekenden, hvor Jan har inviteret mig ud, så jeg håber ikke det bliver alt for koldt.. den tid den sorg,og ellers må Jan ligge sig ekstra tæt ind til mig i teltet. Jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig!

Frit valg: rengøring eller sejllads?

I morges havde jeg valget mellem at gøre rent eller at tage ud og sejle. Vi havde en fantastisk dejlig sejltur. Vi fik fanget lidt torsk, men det var nu rødfisk vi gik efter. Dem fik vi nu ingen af, men en kort tur på land, sikrede julens grønt: enebærgrene. Vi var sammen med nogle af vores venner. Jeg fik set en mærkelig hule, der helt sikkert er menneskeskabt, eller rettere: der er tegn på menneskelig aktivitet, idet der er stablet sten op foran et klippefremspring, men hvorfor og hvornår, står hen i det uvisse, men det er bestemt ikke hverken sket i år eller sidste år. Der er er lagt grene og kviste ind i hulen, som skulle man/den/de ligge blødt.  Der er naturligvis masser af teorier, og at der også ligger to menneskeskelletter lige i nærheden under nogle store sten, gør jo ikke teorierne mindre fantasifulde. Skelletterne så jeg ikke, men fik anvist hvor, hvis jeg skulle få lyst til at se dem en dag.. alene. Bagefter drak vi kaffe sammen i båden, hyggede og sejlede en lille omvej hjem. Hjemme kunne vi konstatere at Aimi, den barslende tæve, var sluppet løs, og så kunne vi lige så godt få hende bundet med det samme. Det er hyggeligt at gå nede hos hundene,    og jeg vil vove den påstand, at de smiler til os. Hvalpene er blevet store og frække. Jeg og især pigerne krydser fingre for at de slipper for hvalpesyge Næste uge, den vi går ind i i morgen, kan måske indeholde lidt rengøring? Måske? Eller mere sejllads?

Gode intensioner

Jeg vågnede skam med rigtigt gode intensioner i morges, men intensionerne blev pænt liggende i sengen, da jeg stod op, og så kunne jeg jo ligesom ikke rigtigt gøre mere ved dem, vel?! Jeg forsøgte skam hele denne dejligt lange lørdag, at hive dem ud af fjererne og samarbejde lidt med mig, men de insisterede på, at blive liggende. Jeg mindede dem om, at vi i fællesskab havde planlagt rengøring og vinduespudsning i dag, men om de ville? Nul! Så måtte jeg jo lave noget andet. Jeg kunne tage over til min far og mor, som kom i går, og aflevere den bunke af rensdyrgevir, som vi har samlet til min far. Der skal laves kuglepenne og andre sjove ting. På himlen kunne jeg se en flok gæs, som drog mod nord. Der er mange store flokke over himlen for øjeblikket. Og da jeg kom hjem igen, var mine intensioner slumret ind, men det passede fint med at Lena og Johannes (med hund) kom på besøg. Det ville nok se mærkeligt ud, hvis jeg begyndte at svinge moppen, mens de sad der, og drak deres kaffe, og de ville højst sandsynligt også synes jeg var underlig, hvis jeg stillede mig op og vaskede vinduerne udefra, mens de sad derinde. Så jeg lod artigt være ;-) Støv, rod og snavs er pænt blevet liggende, og løber ingen steder, så vi kørte en tur ud til sandstranden og nød de sidste solstråler til aften. Et billede til den anden blog kunne det lige akkkurat blive til… Om ikke alt for lang tid vil jeg kravle under min dyne, og hvis jeg er heldig møder jeg de gode intensioner, der blev liggende i sengen i morges, da jeg stod op. Måske står de op sammen med mig i morgen? Måske?

Indpakket

Jeg skynder mig at tilstå, at jeg lige nøjagtigt ved hvor mine ben starter og slutter. Og jeg tilstår, at jeg kan mærke dem, hver gang jeg bøjer dem i bestemte vinkler. Jo, jeg har skam glæde af gårsdagens gåtur igen i dag på mere end een måde. Dejligt! Om det var derfor, jeg pakkede rensdyrfarsen ind sammen med hvidløg og porer i butterdej i dag, ved jeg ikke? Der skulle noget kål til og som dessert blendede jeg et par bananer, en håndfuld bløde kiwier, et par æbler, en hel pose blandede skovbær sammen med lidt appelsinjuice og vanilie cheasy-youghurt. Jeg følte, ihvertfald til at starte med, at vi skulle være lidt sunde, men da butterdejen blev rullet ud gik glansen ligesom af, og så kunne vi jo ligeså godt køre linen helt ud… Det vil sige, at vi også fik mere dessert ude hos Lena og Johannes, for der vankede pandekager, som sædvanligt smagte godt. Vi er fuldstændigt og aldeles stoppede og ikke engang strikkepindene kan bevæges nu, så det er bare direkte i seng og godnat. (Kenzo bliver også dagens billede. Han er, ligesom så mange andre, pjattet med Sara. Det er vist gengældt?!)

En arbejdsdag på toppen

Det blev akkurat så dejlig en dag, som jeg havde håbet på. Eleverne var mere end oplagte, så det var vi også. Jeg kunne op ad fjeldet, bittert konstatere, at bilkørsel og strikning i sofaen ikke øger mit kondital, ligesom jeg heller ikke får masser af stærke benmuskler. Men så er det altså heller ikke værre end, at jeg kunne gå langsomt, uden at miste de andre af syne, mens jeg indimellem hev kameraet op af tasken. Ikke nogen stor sportspræstation, men det var jo heller ikke meningen med turen. Der blæste en blid brise, som holdt myggen pænt på afstand, men ikke nok til at køle min svedige krop af. Solen skinnede fra en skyfri, blå himmel. Vi spiste de medbragte madpakker sammen med eleverne øverst oppe i en højde af knap 600 meter. Udsigten var som sædvanlig fantastisk, og selvom brisen var gået over i decideret blæst, endda af den kolde slags. Det kunne ikke køle vores fælles glæde ned, over at have nået toppen sammen. Vi gik ned igen omkring 11.30 og de sidste (mig) var i mål inden kl 13. Det er så dejligt at se vores elever, når de sejrer i de store og små ting. Det er så dejligt at se dem, når de har nået et mål og har vundet en lille sejr.  For nogen af eleverne var det første gang, de var på Præstefjeldet. Nogen af dem tvivlede fra starten, på egne evner, så at se dem sidde på toppen og fredeligt spise deres madpakke, synes jeg var givende. Vi var med til at føre dem frem og jeg håber, at de vil huske dagen som god og givende, især for selvtilliden, fællesskabet og give dem mod til at være ude i naturen og bruge deres krop og kræfter til noget konstruktivt. Se, det er da en arbejdsdag, der er til at overkomme og morgendagens arbejdsdag ser lysere ud, og jeg glæder mig ligefrem til at se eleverne igen i morgen og høre, hvordan dagens oplevelse har bundfældet sig. Der er flere billeder her.  Til dig, som tænker på at besøge Sisimiut eller som bare overvejer at gå en tur på Præstefjeldet: Det er en dejlig tur, som højst varer 4-5 timer incl småhvil og spise-pause på toppen. Turen op er en smule anstrengende, hvis man ikke er i form, men jeg vil vove den påstand, at alle (ALLE) kan gennemføre turen. Der er tydelige stier, der dog ikke som sådan er afmærket, som man bare følger..De små vandløb og småsøerne er udtørret og jorden er meget tør, så der er støvet, så medbring gerne noget at drikke.  Und dig selv at se byen fra Præstefjeldet også og ikke kun fra Kællingehætten, som også er en dejlig tur.

Duftdæmper

Jeg kommer med garanti til at lugte af hvidløg i morgen. Jeg forsøger, af hensyn til mine kollegaer og mine elever, at slå det lidt ned med klofyl. Forhåbentligt bliver vejret så godt, at vi kan gennemføre den planlagt fjeldtur til toppen af Præstefjeldet i morgen med alle elever og lærere i vores afdeling, så jeg behøver ikke ånde dem direkte ind i næseborene. Jeg krydser fingre og stiller mine sko frem.

Rundt, rundt, rundt, rundt i ring

 

“Don't leave me in all this pain
Don't leave me out in the rain
Come back and bring back my smile
Come and take these tears away
I need your arms to hold me now
The nights are so unkind
Bring back those nights when I held you beside me

Un-break my heart
Say you'll love me again
Un-do this hurt you caused
When you walked out the door
And walked outta my life
Un-cry these tears
I cried so many nights
Un-break my heart, my heart
Take back that sad word good-bye
Bring back the joy to my life
Don't leave me here with these tears
Come and kiss this pain away
I can't forget the day you left
Time is so unkind
And life is so cruel without you here beside me

Ohh, oh
Don't leave me in all this pain
Don't leave me out in the rain
Bring back the nights when I held you beside me
(rpt Chorus except last line)
Un-break my
Un-break my heart, oh baby
Come back and say you love me
Un-break my heart
Sweet darlin'
Without you I just can't go on
Can't go on”

Mandags-afslutning

Mandag er nu heller ikke at foragte. Solnedgange om efteråret er slet ikke at foragte. På ganske få minutter udspiller sig et farvedrama sig mod nordvest, hvor solen smider sine sidste farvestrålende stråler ned i havet, for derefter at smutte ind i nattehimlen. Man skal være hurtigt, for lige pludseligt er den væk og smuttet ind i mørket.

Morgen torsk

For mig var det tidligt. For jeg er et udpræget B-menneske, der gerne vil være oppe om natten; som gerne sidder til langt ud på de små timer, og som ikke er til at vække om morgenen. Jeg kan, når jeg skal, men får jeg lov, sover jeg ofte og gerne til kl 09.30-10.00. Af een eller anden grund, vendte bøtten en smule i sommerferien. Om det var fordi jeg troligt drak en snaps Kraüterblutt morgen og aften, ved jeg ikke, men det var så påfaldende, så frisk og energisk jeg blev. Op før Jan og næsten alle andre og energisk hele dagen. Jeg er gået over til Hemojern, og handler det ikke om jernet, men om psyken, kan jeg leve fint med det.Placebo-effekten er skam ikke at foragte. Det virker, og det er det, som tæller. Jeg vågnede lidt over syv i morges, og kunne konstatere, at havet lå som et nypudset spejl og solen hang på en dybblå himmel. Lokkende og fristende, og er der noget, jeg ikke kan modstå, så er det fristelser. Jan blev vækket, morgenmaden indtaget og kaffen drukket, og så kunne man ikke se os for bare gummistøvlefodsåler. Pigerne sov videre efter at de havde fået at vide, at vi var ude og sejle, og kunne nåes på mobilen. Vi fandt et rigtigt godt sted, hvor torskene bed lystigt på krogen hele tiden, og mens vi stod og hev torsk, ikke i land, men ned i kurven, kunne vi se solens leg i bølgerne. Aaah, en morgen. Vi kunne sejle hjem igen allerede omkring middag, hvor kurven ikke kunne rumme flere torsk, men inden da, skulle vi da lige ud omkring og se byen udefra (vi er virkelig omkranset af høje fjelde. Den højeste fjeldspids, er Kællingehætten) og se efter om der mon var en sæl til os i dag. Det var der ikke! Vi kunne invitere Lena, Johannes og deres “plejebarn” Kenzo (politihunden)  på meget nyfanget kogt torsk og fiskefiletter, sennepssovs og nye danske kartofler. Nu synker solen rød og dramatisk ned bag fjeldet. Det var den weekend, og sikke en dejlig een af slagsen. 

P.S.: Er man A/B-menneske hele livet eller vender det mon, når man bliver ældre? Bliver Jan, der er udpræget A-menneske, så mon B-menneske?

Arktisk paradis

Igennem, ihvertfald 2 år, har jeg truet/lovet at komme forbi en ven, der har bygget et sommerhus inde i fjorden. Han har fortalt mig om de kartofler, som han har sat, som ikke rigtig vil trives i år,(måske, gætter jeg, som knap kan få en kaktus til at overleve!, at det er den manglende/sporadiske/regn/tørre sommer) men som trods alt, er gode, og da han i ugens løb sejlede hen til mig, mens jeg stod og vaskede Jans båd, bestemte jeg mig for, at i år skulle det være. I år ville jeg ind og se hans sommerhus. I år ville jeg komme og drikke den kop kaffe sammen med ham. I formiddags pakkede jeg min rygsæk, tog Jan under armen, og sejlede derudaf uden rigtig mål og med, og da vi alligevel var på de kanter kunne vi ligeså godt rette stævnen ind mod den lovede kop kaffe. Hans båd lå for anker, så han var i sommerhuset eller lige omkring, og jeg sprang i land og gik op til, vil jeg tro, Grønlands største sommerhus (130 kvm) med Grønlands bedste udsigt. Der var ingen i huset, men i det fjerne kunne jeg se en lille jolle, og ganske rigtigt, var det ham, der kom tøffende. Vi blev budt velkommen og blev vist rundt i det lille arktiske paradis. Sommerhuset er bygget igennem en årrække og mest af rester, levninger og overskudsmateriale. Der er blevet lagt flid og ihærdighed ind i arbejdet og tingene er blevet gennemtænkt. Det er nu heller ikke en Hr. Hvem-som-helst, der har bygget, men en mand med hænderne skruet den rigtige vej på. Jeg kunne ikke stå for vinduerne, som er sat i forskellige højde, så alle, store som små, omkring bordet inde i huset, kan se ud, og stående også har udsyn til den vidunderlige udsigt. Der var masser og atter masser af plads og jeg talte ihvertfald 9 rigtige senge med masser af luft omkring. Der var plads til både børn og børnebørn, som kunne jeg forstå, ofte og gerne tilbragte tid i sommerhuset sammen med farfar-en. Under loftet var der også soveværelser, og hvem som bare kunne stå op til lyden af vandet, der slår de første morgenbølger ind mod klipperne og se så lige denne udsigt, som møder een, når man slår dynen til side: Det er da vidunderligt! Solpaneler sørger for den strøm han har brug for..næsten.. for han venter på en vis anden, der ligeledes har tommelfingrene sat rigtigt på hånden til at finde en lille fejl, som gør, at der ikke bliver ladet tilstrækkeligt op på batterierne, der skal forsyne køleskabet og fryseren. Hans lille tørre-hus, hvor der bliver tørret fisk, behøver ikke strøm. Det er tilgengæld placeret strategisk rigtigt så den evige lille brise, der runder næsset passerer tørre-huset. Skuret, hvor fryseren står, står naturligvis i skyggen, så solen ikke unødigt bager ind. Måske er det aller-fedeste dog den stol, der bundet solidt fast til masten på toppen af den lille forhøjning, så man i fred og ro, kan gumle på sin snus, eller ryge en stop pibe, drikke en varm kop kaffe, mens man mediterer over den gode udsigt uanset hvilken vej, man vælger at kigge hen. Et stort gammelt træ er drevet i land, og der er lagt planer om at lave en solid bænk ud af det, som skal skifte stolen ud. Måske han tænker på en bænk, så man kan sidde flere? Roden, som er knudret og sjov, skal der laves noget specielt ud af, men bænken skal først til, kan jeg forstå. Jo, såmænd er der tænkt over detaljerne. Han behøver såmænd ikke byde mig ud igen to gange, så vil jeg med glæde drikke en kop eller to mere i hans vidunderlige sommerhus. Det eneste minus ved vores udflugt i dag, var at starteren pludseligt og uden varsel holdt op med at virke. Dét er dumt, når man skal starte en motor. Meget dumt! Endnu mere dumt, når man/vi ikke har værktøj ombord. Meget dumt! Men vores vært havde det fornødne værktøj, og vi fik motoren igang med lidt snor og vi kunne vinke tak og farvel. (p.s.: uden jeg har opdaget det, har jeg rundet indlæg nr. 1000. Faktisk er dette indlæg nr. 1008)