Gode intensioner
Jeg vågnede skam med rigtigt gode intensioner i morges, men intensionerne blev pænt liggende i sengen, da jeg stod op, og så kunne jeg jo ligesom ikke rigtigt gøre mere ved dem, vel?! Jeg forsøgte skam hele denne dejligt lange lørdag, at hive dem ud af fjererne og samarbejde lidt med mig, men de insisterede på, at blive liggende. Jeg mindede dem om, at vi i fællesskab havde planlagt rengøring og vinduespudsning i dag, men om de ville? Nul! Så måtte jeg jo lave noget andet. Jeg kunne tage over til min far og mor, som kom i går, og aflevere den bunke af rensdyrgevir, som vi har samlet til min far. Der skal laves kuglepenne og andre sjove ting. På himlen kunne jeg se en flok gæs, som drog mod nord. Der er mange store flokke over himlen for øjeblikket. Og da jeg kom hjem igen, var mine intensioner slumret ind, men det passede fint med at Lena og Johannes (med hund) kom på besøg. Det ville nok se mærkeligt ud, hvis jeg begyndte at svinge moppen, mens de sad der, og drak deres kaffe, og de ville højst sandsynligt også synes jeg var underlig, hvis jeg stillede mig op og vaskede vinduerne udefra, mens de sad derinde. Så jeg lod artigt være ;-) Støv, rod og snavs er pænt blevet liggende, og løber ingen steder, så vi kørte en tur ud til sandstranden og nød de sidste solstråler til aften. Et billede til den anden blog kunne det lige akkkurat blive til… Om ikke alt for lang tid vil jeg kravle under min dyne, og hvis jeg er heldig møder jeg de gode intensioner, der blev liggende i sengen i morges, da jeg stod op. Måske står de op sammen med mig i morgen? Måske?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.