Forhåbentlig en superweekend i Sisimiut

Jeg har købt billetter til både Jan og mig. Og vi glæder os, gør vi!

Slaskehue

I næsten tre døgn har jeg ikke taget så meget som et enkelt billede, men i morges skulle det så bare være slut! Det ender jo med jeg kommer helt ud af vanen. Og uden billeder synes jeg ikke et blog-indlæg er fuldgyldigt. Jeg har skam slæbt rundt på mit monster-tunge kamera, så det er ikke derfor. Laura stillede modstræbende og modvilligt op til fotografering, for jeg synes jo næsten jeg skylder at vise den grimme hue frem, som jeg strikkede til hende for et par uger siden. Jo, der bliver skam strikket lidt indimellem heroppe i det stadig kolde nord. Og strik har skam i særdeleshed sin berettigelse… heroppe i det kolde nord. Og helst i uld, for der er altså koldt heroppe… stadigvæk. Jeg har med vilje strikket en kant, så huen kan bukkes op, når det (forhåbentligt) bliver umoderne at have en lang, slasket pose hængende ned ad nakken..Ups, stødte jeg nogen derude?? Jeg kan bedst med huer, der sidder nogenlunde til, men jeg er også så konservativ, hvad huer angår.. Den er strikket efter strenge anvisninger, og hun blev tilfreds, – jamen, så er jeg vel i virkeligheden også tilfreds. Jeg skal jo ikke gå med den. Den er strikket i Brugsens strømpegarn, som jeg har lagt dobbelt. Den er varm, og det er der stadig brug for heroppe. Det sner, der er overskyet og der er , øh,jeg har vist skrevet det før: koldt. Imens kan jeg gå og nynne:” Inderlig jeg længes. Efter vår, men vintren trænges..” Fotografiapparatet kom også i brug lige efter aftensmaden, for min kollega, som for 4. år i træk blev Grønlandsmester i håndbold, bad mig tage nogle billeder, som skal bruges til sponsorerne. Det ville jeg da gerne, men jeg synes stadig det er svært at fotografere i en sportshal og jeg har det stadig svært med blitz på mere end en måde. Jeg skal nok få det lært!  Pokalerne er for guld til kvinderne og den anden til mændene, der vandt bronce. Hun var vist tilfreds med billederne, og så er jeg vel i grunden også tilfreds med det også. Jeg vil trisse over i sofaen og strikke langsomt videre på mit sjal. Baby-alpacen er lidt langsommelig at strikke. Det er tyndt og ret glat, men det er flot, flot. 

Forfra

Nej, hvem gider have et så flot sjal i strømpegarn?? Og så til og med med fejl i? Ikke mig. Trevle op, trevle op og forfra i det blødste, blankeste baby-alpaca, som jeg købte i Nuuk i februar 2008, da jeg var på kursus. Jeg ved altså ikke hvorfor, men noget garn nænner jeg bare ikke at bruge, og det her er altså noget af det.. indtil lige før. NU skal det altså i brug. Det er stadig kun en “prøve” for jeg vil VIL strikke det i det moskusgarn, som jeg fik af Lena i fødselsdagsgave (i år)

Prøveklud

Jeg strikker på livet løs! Jeg startede, naiv som jeg er, med at strikke det i moskusulden, men efter et par forkerte pinde, besluttede jeg mig for at lave en “strikkeprøve” i strømpegarn. Jeg skal lige igennem alle diagrammerne, så skal det laves rigtigt! Det er et fantastisk flot mønster og selvom jeg har lavet et par småfejl (som kan ses) hist og pist, så tror jeg indtil videre at jeg kan finde ud af det. 

I virkeligheden

burde jeg skamme mig, for jeg har da helt glemt at fortælle at jeg rent faktisk har fået blomster. Jeg er et skarn!Altså sådan nogle rigtige nogle, der er afskåret og bundet sammen i en smuk buket. Den fik jeg af Jan i går. Han syntes bare lige, og det var jeg da glad for, at han lige syntes. Buketten står nu på vores køkkenbord, hvor vi aller-oftest sidder, og da jeg havde skrevet indlægget om min altan, kom jeg også i tanke om, at jeg rent faktisk havde samme følese sidste år, hvor jeg også længtes efter sommer, sol og planter, der gror.Sidste år foldede jeg en masse the-poser og hængte op i min 18 år gamle gren, som er fundet på en dejlig sejltur ind til 2. fjord/Kangerluaarsuk ungalleq med Jan og Simon.Den skifter pynt med årstiderne. Jeg har et eller andet med uro-er, og pynten skal helst være i temaer og af sammen slags, hvis du forstår? Hele familien sad samlet om køkkenbordet i går aftes, hvor vi foldede nogle nye the-poser, nogle til Lena og hendes nye krans a’la min, og nogle til vores egen samling. Der er stadig så mange the-poser, at vi kan holde os beskæftiget mange, mange aftener endnu, hvis trangen skulle komme over os. For pigerne vedkommende bliver det ikke aktuelt sådan lige. Ulempen ved påsken, hvis man da kan snakke om ulemper i den forbindelse, er at den varer så kort tid. Jeg havde lige akkurat fået påskepynten op, og så skulle det ned igen. Min krans med lyskæden over sofabordet fungerer på samme måde som min gren; den skifter også pynt flere gange om året. Der hang i påsken nogle hjemmefarvede æg, som også har været oppe og hænge mange, mange påsker. Det er hyggeligt med skiftende pynt og det er især hyggeligt, når det er gammelt og gerne hjemmegjort. Jeg har besluttet mig for, at lave en ny krans engang før jul, for min krans viltre grene er knækket af, og ser faktisk lidt for “ordentlig” ud. Det er jo heldigvis nemt gjort, og stort set gratis. Nu skal jeg ikke klage mere over sneen, der pludselig ikke er så sjov at boltre sig i mere, for den er våd og tung, og slædesæsonen står virkelig på hæld, ligesom snescooteren snart har kørt sin sidste tur for denne gang. Snart! En eller to ture mere, please?! Men det er det samme år efter år: skiftet mellem vinter og sommer, hvor slædesæsonen slutter og sejlsæsonen ikke er begyndt endnu. Det er et vadested..som for mig føles som et vadested i mudder og kviksand. Jeg MÅ IKKE klage, for det er så dramatisk og fascinerende med de voldsomme årstidsskift heroppe. Der er så stor forskel på årstiderne, at det virkeligt er til at føle på. Når det er overstået og vi tager hul på sommeren, ser jeg jo faktisk tilbage på foråret med glæde. Jan var ude og køre slæde igen i dag. Han skulle hente eleverne, som han kørte ud i går. De skulle overnatte, og havde haft en god tur. Mens Jan var væk, fik jeg ryddet lidt op på “mit” værelse. Der rodede og der var stort set ufremkommeligt. Jeg fik vendt nogle kurve, og set nogle skuffer, som  jeg ikke har set i ualmindeligt lang tid, og minsandten om min meget gamle ruskindskasket ikke dukkede frem. Hyggeligt gensyn, og den blev straks smækket på hovedet. Der sidder den nu og minder mig om dengang jeg var meget, meget yngre og mens pigerne var til træning, sad jeg og legede med mit kamera. Det kan så mange ting, at jeg nok aldrig kommer igennem alle funktionerne, men jeg ved, at den kan tage nogle gode portræt-billeder, hvis lyset er og omgivelserne er til det. Sådan noget med variende dybdeskarphed, og slørede baggrunde og hvad ved jeg. Jeg er desværre ikke så god til at lære ved at læse manualer, så jeg skal prøve og lære gennem fingrene og Jan stillede frivilligt op som model. Tak Jan, for uden motiver, ingen øvelser. Som om, der ikke er motiver nok :-) Pigerne var til træning i minihallen og istapperne drypper ikke kun fra tagene. P.s Jeg har ikke noget strikketøj. Det føles lidt mærkeligt. Lotte W. sendte mig en opskrift på et superflot sjal. Tusind tak skal du have, Lotte. Den skal jeg have strikket på et senere tidspunkt, for jeg tror at mit garn bliver for tyndt. Jeg har til gengæld købt denne opskrift hos Arnica og glæder mig til at modtage den i min postboks. Det er garnet, som jeg fik af min søster til min fødselsdag, som skal omdannes til noget helt specielt og unikt, kun til mig! Jeg håber, at jeg kan finde ud af det? p.p.s Undskyld Lena, med alle de links.. jeg ved, du hader dem.

Altanhygge

Overalt i blog-land, vises der terasser, der gøres klar. Blomster, der købes ind og hyggelige hjørner, hvor træernes grene, blomstrer lyserødt og hække, der grønnes. Hmmm.. lidt kan vel også gøre det? Et falmet 30 år gammelt vattæppe med blå blomster, et par pil-grene og et uldtæppe at lægge over benene, så er vi kørende med varm te på termokanden og udsigt over sne, der smelter i den varme sol, der bliver reflekteret skarpt, så fregnerne lynhurtigt indfinder sig på næsen.

Stille i stuen

Bilen blev støvsuget og vasket nødtørftigt af, mens Jan var ude og køre hundeslæde med en masse elever. Vejret slog om, og store, våde snefnug ledsagede Jan på hans hjemtur, men han kunne køres hjem i en næsten ren bil til en ren, stille stue. (Nu mangler jeg kun øverste og nederste etage.. når der skal gøres rent, ville jeg ønske at jeg boede på kollegieværelse endnu, men når det er gjort…)Det er kun inde i mit hoved, der er larm..denne sang (youtube)kører rundt og rundt inde i mine øregange og er ved at drive mig til vanvid. Den har kørt i næsten en uge derinde. Jeg har forsøgt mig med iørefaldende og sangbare sange af både Sanne Salomonsen, Anne Dorthe Michelsen og Cecilie Norby på cd-afspilleren i aften for at fordrive M.J. ud.  Måske skal jeg bare nynne med ham og lade ham køre videre rundt derinde, for han bliver vel træt af mig, ligesom jeg bliver træt af ham?!

Kæledægger og favoritter

Der er vist ingen tvivl om, at der bliver favoriseret! “Fars pige” og “mors darling” Han har det bedre og bedre, og humøret er igen for opadgående. Såret ser ud til at hele fint, og umiddelbart er der inge betændelse at spore. Jeg bilder mig ind at han smiler igen. Kan hunde smile? Dét gør de i min verden. Det er dejligt, hvis såret bare heler sammen uden at give mén. Han får stadig injektioner, og bliver puslet om, men han vil vist helst bare være fri. Det kan også blive for meget for en stor, stærk og barsk, og til og med flot fyr. Det kan det til gengæld ikke for denne lille dame, der nok ved, at hun er fars kæledægge.  At hun er yndet og værdsat for sin skønhed og dejlige væsen. Mig gider hun overhovedet ikke. Hun værdier mig ikke et blik! T æ v e ! Hmmff ! (scooter-sporene tør. Det gir’ et sjovt mønster i sneen. Kan du fornemme mønsteret?)

Fitness på arbejde og i hjemmet.

Nøøj, hvor havde jeg travlt på skolens bibliotek i dag. Små tusind ordbøger skulle stilles på plads inden prøverne begynder, og klassesæt-depoterne, som jeg er i gang med at omrokere og rydde op, kræver også armkræfter. Jeg svedte, så enhver fitness-instruktør ville have smilet stolt af mig, så jeg var varmet godt og grundigt op til rengøringen hjemme. Nøø, hvor var der beskidt. De af jer, der har læst Jørn Riel, ved hvad jeg mener, når jeg siger:”.. at der skulle skrabes med et glasskår …..” Hjemmet kom næsten til at se hæderligt ud, og lugten har ændret sig markant- til det meget bedre. Eftermiddagen bød også på gevir-hentning sammen med min far. Hentning og hentning er måske så meget sagt, for der skal naturligvis betales for det, på et tidspunkt, men når to krejlere handler, så .. Det var vist lykkeland for min far, for han er løbet tør for råmaterialer til sine fine kuglepenne, men nu kan han lidt igen. Vi må samle noget sammen til ham til sommer, når vi alligevel render rundt derude og skyder vildt omkring os som i en anden god western (tombstone)! Så kommer vi heller ikke tomhændet tilbage. Vel hjemme igen i eftermiddags, for at hente møblerne ind i stuen fra altanen, mødte dette blik mig: Stolene blev modstrææææbende aflevet under sure, fornærmede og hvasse blikke, men hvis hun selv skovler havebænken fri i morgen, skal jeg gerne hente den op for hende, og polstre den med vattæpper og puder. Alt for dig min skat :-)Der er masser af forår i luften. Solen varmer dejligt om næsen og kinderne, og sneen smelter hurtigt. Dét giver store vandpytter nogle steder i byen. Og mere end et sted har jeg set drenge lege i pytterne både med og uden gummistøvler på.

Dejligt..

Og det blev bare så dejligt et vejr. En dejlig afslutning på vores tre dages “udeliv”. Vi var igen et andet sted end hvor vi plejer, men på den anden side, der er ikke meget plejer over vores arbejde i special-klasseafdelingen. Hver dag er der nye udfordringer og det gør arbejdet spændende og aldsidigt. Sidste år var vi ovre på den anden side af Ulkebugten, og forrige år var vi ude ved Skiliften, og i dag gik turen ud mod lufthavnen og op ad Præstefjeldet. Skønne bakker til de medbragte kurebrædter, snowboards, ski og den medbragte mad/kaffe/te. Både lærere og især børnene havde en dejlig dag i høj, høj solskin. Da jeg fik fri, lidt tidligere end jeg normalt ville have haft, tog pigerne og jeg ned for at se til Balto Han får masser af opmærksomhed og omsorg, og mon ikke det altsammen hjælper? Det ser allerede pænere ud og han stornyder omsorgen og kærligheden. Da vi kom hjem tog Sara og jeg ud til skiliften på snescooter, og slikkede sol, masser af sol. Da vi kom hjem, for at jeg kunne sætte aftensmad over, tog Jan og jeg en tur ned til Balto, for at give ham endnu en injektion, og de hæfteklammer, som John og Jan hæftede ham sammen med i går aftes, holdt, pånær en. Det ser pænere ud i dag, og jeg er fortrøstningsfuld. Sara har ikke fået frisk luft nok, så hendes konstante plagerier har jaget Jan ud på endnu en slædetur. Sara har inviteret en veninde med, så der bliver nok fnidret og fnadret igennem på slæden. Laura er ude og gå arm i arm med en veninde, så jeg er helt alene. Dét er ikke tit at huset er mit ene og alene. Sagde jeg forresten TAK for jeres omsorg for Balto? TAK!

Aftenudsigt

Når jeg ser ud af vores stuevinduer, kan jeg se byggepladser, kommunens depot for skrammel, andelsboliger, kraner overalt og alt muligt, og især umuligt. Det er ganske tydeligt at, hvad der før lå i udkanten af byen, er nu omkranset af nybyggeri af blokke, huse, skole og almindelig byudvidelse. Jeg ville gerne have været depotet og byggepladserne foruden, men byen er i vækst, og har været det i mange år. Dét er jo ganske udmærket og så må jeg tage skrammel og skidt med. Vækst betyder jo arbejde, skatteindtægter og beskæftigelse. Heldigvis vænner øjet sig til mange ting og til daglig tænker jeg ikke over at hele byen, især for en nyankommen mest af alt ligner een kæmpestor byggeplads, hvor entreprenørerne er rendt fra den sidste del af deres aftaler, nemlig terrænplejen og oprydningen. Hørelsen er selektiv, men jeg vil påstå at synet også kan være det! Se bare denne smukke solnedgang:

Mangel: dyrlæge!!!

ADVARSEL: VOLDSOMT billede længere nede! Så kan du vælge at springe dette indlæg over. DMI har lovet høj sol og varme grader de sidste to dage, men har ikke holdt deres løfter. Både i går, i dag og i morgen skal vi være ude sammen med vores elever: “udeliv”. Der bliver stået på langrendsski, kurebrædtsvæddeløb, sækkevæddeløb, kartoffelvæddeløb og almindeligt socialt samvær med eleverne og eleverne indbyrdes. Jeg ønsker for arrangementet, at solen står højt på himlen i morgen som en god afslutning på vores dage. Selvom solen ikke er fremme, tør det lige så stille og de få istapper der stadig hænger fra husenes tage drypper lystigt.  Jeg ville ønske at kunne fange en dråbe i flugten. Det kunne være flot, og jeg har set lignende billeder og kunne godt selv tænke mig at fange billedet. Sådan et, hvor dråben er flot veldefineret og market hele vejen rundt i kanten. Og meget gerne, hvor man kan spejle omgivelserne i dråben og jeg skal komme efter dig.Jan tog med Sara ud og køre en kort hundeslædetur. Hvalpene skulle køres til. Dét gik rigtigt fint. Det ligger tilsyneladende i blodet på en slædehund, at den skal trække, for begge hvalpe havde trukket, som gamle garvede slædehunde. Hvad der var meget, meget lidt fint, var at Balto er kommet til skade. Hvordan ved vi ikke og hvornår ved vi heller ikke. Det er enten sket i nat eller i dag.  Jeg har ringet rundt for at høre alle naboerne om de har observeret noget usædvanligt, men nej, det har de ikke. Det kan være Vaks, der har haft fat i ham, men de har nu ikke for vane at slås voldsomt. Balto virker ikke synderligt påvirket af det. Nok snarere over al den postyr vi laver over det.Der er ingen dyrlæge i byen, så vi må ty til selvkombinerede behandlinger, når noget sker eller i værste fald ringe til hundeskyderen. Lige om et øjeblik kommer en anden hundeejer, som har noget binyrebarkhormon og pencillin, begge dele som injektion, og nogle klemmer til at holde sammen på såret. Men er du dyrlæge og læser med, må du meget gerne komme m ed nogle gode råd til hvad vi ellers kan gøre, for hundeskyderen er ikke en løsning vi har lyst til lige nu. Øv, hans kønne ansigt. Min darling og min yndling.

Vejrmænd

Når, og det sker faktisk ofte, at man oppe på byens vartegn, Nasaasaaq/Kællingehætten, kan se sneen, tågen eller skyerne samle sig. Jeg forestiller mig altid, at vejret i virkeligheden er hjemmelavet, og at der står nogen oppe på byens høje fjelde med en lille maskine, hvor de drejer rundt og rundt på et rødt træhåndtag på en gammeldags vakkelvorn, simpelt-kontrueret skramlende og næsten faldefærdig maskine, hvor de med et viser på et simpelt ur med billeder af forskellige vejrtyper, kan lave forskelligt slags vejr. I dag stod den lille mand (for det er en lille mand med stort, sort fuldskæg og snavs under neglene) oppe på Nasaasaaq/Kællingehætten og snurrede med sit håndtag for at frembringe fygesneen og en anden lille kortbenet, korthalset, fuldskægget mand, ligeledes med sorte rande under sine flossede negle stod helt oppe på Præstefjeldet og sørgede for den kraftige vind. Sammen har de frembragt et vejr, der får den nyvaskede dug, der hænger til tørre ude på tørresnoren til at blafre mere end lystigt. De små, beskidte og sikkert også underbetalte mænd, har ligget på den lade side længe, for solen har skinnet og skinnet fra en skyfri himmel, men nu er de kommet på benene og snurrer med deres maskiner. Hæ, og når jeg kommer på de tanker kommer jeg også til at tænke på min kogebog:”Kogebog for Grønland” af Caia Hansen og evigt smukke illustationer af Jens Rosing. Bogen er vist oprindeligt fra 1955 og jeg sidder med 6. oplag., hvor der er anvisninger på en “ismaskine”. Der står:”Frysning af is: Lav en fryseblanding af 1½ kg knust is og ½ kg groft salt og hæld et lag i bunden af en spand. Hæld den kolde creme i en skyllet form med låg og hank. En stor konservesdåse kan evt. bruges. Hanken kan laves af et stykke ståltråd, som sættes fast i et par huller, der bores foroven i dåsen. Frysningen af is i form uden tætsluttende låg kræver dog stor påpasselighed, da selv en ubetydelig smule vand, is eller salt i cremen ødelægger den. Formen stilles ned i spanden og et lag af fryseblandingen hældes omkring den. Isen må være så fint knust at den lægger sig tæt til formen. Ved at dreje formen hurtigt frem og tilbage fryses cremen på ca 20 minutter. Noget af cremen vil hurtigt fryse fast til formens sider og bund; den skrabes væk efterhånden. Når isen er stiv, skives den op og serveres med det samme. Ønskes isen så stiv, at den kan vendes, må den pakkes ned, efter at den er drejet. Til nedpakning af cremeis kan kun bruges en form med tætsluttende låg. For at hindre at saltvandet i at trænge ind smøres lågets kant indvendigt med et lag margarine, og der lægges et stykke smørrebrødspapir over formen, før låget sættes på….” Jeg siger bare god arbejdslyst til dem, som kunne have lyst til i år 2009 at lave is på denne måde. Jeg synes det er en god kogebog, som jeg meget tit bruger, når jeg er i tvivl, men den er på en eller anden måde også husmoderhistoriebog for mig. Der er forrest i bogen forslag til middagsplaner for alle årstidernes uger med to retter mad for  hver dag. Der er anvisninger på borddækning og oprulning af plastikduge på kosteskafte og ikke mindst hvordan man vasker op, tøj og ikke mindst 19 køkkenregler, som jeg måske burde repetere?? Men ismaskinen… gad vide om der ikke ved een af kysterne sidder en lille mand med sin lille konservesdåse og drejer og drejer om vinteren og pludseligt er havet frosset til??? Jeg kunne sagtens forestille mig en børnebog med sjove tegninger med disse vejrmænd. Kan du forestille dig: “ der var engang for længe siden, meget lang tid før internettet blev opfundet og ingen vidste, hvad meterolog betød…..”Hmmm, det må jeg hellere lade andre om! Hvad jeg ikke havde forestillet mig, var at mine læber SÅ hurtigt ville blive normale igen. Jeg kan mærke dem, men det kan stort set ikke ses mere. Det hjalp at blive ynket af jer, så tak for det.