torsdag den 7. februar 2008

Kursusafslutning

Kender du det, at du sidder i en situation, en stemning, hvor du pludselig bliver hensat til en anden tid, som et dejavu; minder fra for længst forsvundne dage, og pludselig og uden varsel bringer en duft, en stemme, en lyd, en bevægelse dig tilbage i tid og sted. I forgårs om aftenen gik jeg en lille tur i midtbyen og luftens temperatur, storbyens lyde og lugte, bragte mig tilbage i tiden, hvor Simon blev født. Han blev født i april, og det var en svær, underlig vacuum-indpakket tid, hvor følelserne bølgede med store udsving, dels fordi han var født med et alvorligt handicap, og fordi han samtidig var det dejligste, der var sat i verden. Det var en følelsesmæssig turbulent tid, og den ramte mig lige i hukommelsens tredje øje, mens jeg gik i Nuuk midtby. Gåturen bragte og så minder frem fra barndommen, og glemte ansigter og navne dukkede op i mindernes overflade. Navne og ansigter, som for længst havde forputtet sig i glemslens gemmer. Sidste gang jeg var i Nuuk, var lige efter at jeg havde læste Kim Leines bog ”Kalak”, og stemningen i bogen smittede i den grad af på mig som en ond virus og gjorde at jeg så Nuuk gennem trøstesløse, deprimerende og forhutlede briller. Jeg er godt klar over, at selve opholdet i Nuuk for Kim Leine ikke var hovedtemaet, og at hans budskab med bogen ligger et helt andet sted, men hans tone farvede mit syn, og bragte underlige drømme til mig om natten, hvor handlingen forgik i Nuuk. Det var derfor dejligt med min lillebitte gå tur, for den mindede mig om alle de positive minder og oplevelser jeg også har om og fra Nuuk. I går aftes gik jeg en tur ned i Katuaq, for at se den fotoudstilling, som jeg tidligere har nævnt. Den var O.K, om end lidt lille, men måske kun lille i min verden? O g måske lille fordi jeg ville ønske, at der havde været mange flere billeder at se på. Det smagte bestemt af mere. Mit dankort har ligget lunt og hengemt i min pung siden jeg kom til Nuuk. Jeg fik i dag købt noget dejligt stof i silke i den flotteste turkisblå farve, og to bundter baby-alpakka fandt også vej ned i min taske. Der er intet, der frister og det er tankevækkende: enten er alle mine behov dækket eller også er jeg svær at imponere (eller måske endda begge dele?) Kurset er slut, og i morgen går turen hjemover igen, og jeg glæder mig som sædvanligt til at komme hjem til børnene, manden, hjemmet, sengen, hjemmelavet mad og alt hvad der nu lige udgør mit liv, som jeg holder så meget af. Og for at det ikke skal være løgn, har pigerne og jeg vinterferie hele næste uge. Skønt!

3 kommentarer:

  1. Tak for billederne, nu kommer minderne igen frem om en dejlig tid :)

    SvarSlet
  2. Først tak for de stemningsfulde biller, du alt tid tager.Jeg kender godt det med at se tilbage.
    Så mindes jeg aften turene med min bror,far og mor. Når vi gik tur en sommeraften langs markskældet, for at se om kornet moden til høst, det nød jeg meget

    SvarSlet
  3. det går alt tid galdt når jeg sende en kommentar til dig.

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding