Haren kom på lette tå...

Som jeg kan have indgroede aversioner og fordomme! For mange, mange år siden, faktisk for 13 år siden kom Jan glad hjem med to selvfangede, selv-skudte harer (sneharer). Jeg var gravid med Laura og da vi fik flået kræene kunne jeg ikke se andet end to fostre. Som de dog lignede..syntes jeg dengang. Og lugten! Men jeg forsøgte, lagde dem i blød i mælk i et døgn, men hver gang jeg gik forbi den store skål, hvor de lå, vendte association om ufødte fostre tilbage med fornyet kraft, og min lugtesans skreg om nåde. Da aftensmads-tilberedningstiden kom, kunne jeg ikke mere, og ud i skraldespanden røg de to døde kræ. Siden har jeg bare skulle tænke tanken om harer, hvilket jeg iøvrigt med al magt forsøgte at afholde mig fra.. indtil i foråret, hvor Johannes skød 2. (jeg genbruger lige et billede fra turen)Hmm..så firkantet kan man (jeg) jo ikke opføre mig, og jeg tog mig selv i nakken, mens Jan og Johannes flåede dem, og Lena hev dem op af fryseren i onsdags, jeg tog dem med hjem, parterede haren næsten uden kvaler, delte og skar, for tilsidst at lægge den i mælk, hvor den tog sig en døgn-lagt karbad. Den blev brunet i en gryde her til aften, og senere svøbt overdådigt i bacon og lagt i en ovnfast fad ind i ovnen. Den lugtede stadig meget specielt, men min lugtesans kunne klare det, forsøgte endda at analysere duften, og konstaterede at den lugtede af fjeld og jord, men lugten svandt langsomt ind med at den blev bagt i ovnen, - godt nok alt for længe og med bævende hjerte tog jeg en bid, og TÆNK, den smagte faktisk udmærket. Som en blanding mellem rype og rensdyr. Ikke ringe og ikke sidste gang, jeg tilbereder en hare!