Delete

Dagen startede allerede kl 06.30 og dét var jeg sådan set godt tilfreds med, for jeg var udhvilet og frisk på dagen. Et par sider blev læst inden jeg stod op til fedtfattig youghurt med fiberdrys på, jo, jo intensionerne, ambitionerne og lysten til at gøre noget er i behold (endnu) og morgenkaffen blev nydt, mens jeg skrev en mail til webstrikkerne med en forespørgsel på en cardigan, som jeg har set her og der og alle vegne i strikkerelaterede blogge/blogs, og som jeg har forelsket mig i og købt garn til. Webstrik er guld værd, når man sidder med strikkeproblemer og der er svar pr. omgående med gode råd og masser af hjælp, hvis og når man henvender sig. Jan og Johannes havde allerede i går aftes under aftensmaden herhjemme, aftalt, at de ville op på toppen af Præstefjeldet, og mens Jan rendte derop, satte jeg fødderne i vand, smurte mudder i ansigtet, hældte kur i håret, gned albuer og knæ med pimpsten, drak en liter grøn te mens jeg hørte god musik på afspilleren. Da mudderet var vasket af, kuren skyllet ud og mishandlingen af albuer og knæ var indstillet, kørte jeg ud for at handle og hente Jan ved vejen. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg afslutte dagen akkurat her og forhåbningsfuldt bare springe videre til næste dag i kalenderen, men desværre! Da vi kom hjem, forvandlede dagen sig til en ond og ildsprudlende drage, der ville mig til livs: Jeg satte kamerakortet i computeren, for at se de flotte billeder, som Jan havde taget fra toppen af Præstefjeldet, det drillede og inden jeg nåede at se, hvad der videre skete, var alle billederne slettet. Øv og øv og øv. Jan tog det pænt i modsætning til mig, der blev så frustreret og indædt, at jeg kun så en mulighed for at overleve: jeg gik i seng, hvor jeg faldt i en dødlignende og dybt fortrængende søvn og drømte onde drømme, og det var jo ikke lige derfor jeg havde begravet mig under dynen, så op igen, og finde noget spændende at give mig til. Garnet, som jeg havde til cardiganen, kunne vindes op, og dertil har jeg en fin garnvinde og et krydsnøgleappat, men garnet havde transformeret sig om til en kæmpestor bunke knuder, løkker og indviklinger, der fik mig til at skrige og trampe i gulvet, mens blodtrykket steg og steg til næsten uanede højder. Jeg så små stjerner og røde prikker for øjnene, men kunne i det fjerne høre Jan tilbyde sin hjælp og efter et par timer fik vi viklet bunken af garn ud til en rigtig og brugbar nøgle. Som tak for hjælpen, ville jeg forsøge at lave noget dejligt koldskål a'la farfars, og havde dertil købt ymer og cheasy vanilie, past.æg og jeg skal komme efter dig, men min monstermaskine af en kitchen aid (jeg hader den maskine og forbander den dag, hvor jeg købte den. Jeg vil stadig hellere have en Kenwood!!) fik pisket halvdelen af massen ud på små 100 km2 og jeg fik ansigtet smurt ind for anden gang i dag. Jeg håber, at ymer og æggeblommer er sundt og godt for huden, for godt for blodtrykket og humøret var det bestemt ikke. Overhovedet ikke! Resultatet af koldskålen look alike, var rimeligt og brugbart, når nu man ikke kan købe kærnemælk heroppe og længes efter farfars koldskål og glade sommerdage. Som I næsten kan regne ud hvorfor, er der ingen billeder til dette indlæg og der er stadig ingen stop/pauseknap til dagen at finde, så jeg har sat afslappende musik på, trækker vejret laaaaangsomt gennem næsen, mens jeg indeni gentager og gentager OHMMMMMMMM.., visualiserer laaaangsomme skvulpende bølger ved en stille strand som fuldmånen spejler sig i og forsøger at sidde fuldstændigt stille, så jeg ikke laver flere ulykker for i dag.