Inderlig jeg længes, efter vår, men..

Igår var jeg med specialklasseafdelingen (som jeg jo er knyttet til) ude og gøre rent i byen. Det var lidt hyggeligt, og heldig var jeg såmænd også, for jeg var så heldig at finde en god skarp lommekniv. Se, se det er de små gratis glæder ;-) Een af mine kollegaer, var ved at få et chok, da en andemor næsten fløj op i hovedet af hende. Det var en and, der lå og rugede på sine æg. Jeg har aldrig set en anderede før, så jeg skulle naturligvis lige fotografere den. Selve reden, er ikke noget imponerende arkitektonisk mesterværk, og æggene er heller ikke specielt kreativt dekoreret, men når andemor ligger på reden, er hun godt nok svær at se. Nok om den and. Men dagen idag handlede også lidt om børn,- dog i udruget tilstand.. Jeg skulle hente Silas og Daniel fra børnehaven, og traditionen tro ville de køre en tur ud til lufthavnen. Når man har gjort sådan noget med dem een gang, så så hænger man på det, men det var nu hyggeligt nok, og jeg overtalte dem så også til, at vi skulle køre en tur ud til elven. Den susede brølende i sit løb, brusede overvældende og børnene var imponeret over larmen. Det glædede mig at se, at selv de sløveste grene, nu havde besluttet sig for at sætte knopper, og følge trop med de mere ivrige grene, - så der er håb om at det måske alligevel bliver sommer i Sisimiut i år også. Men som I kan se på billedet er der uacceptabelt meget sne på fjeldet endnu. Uacceptabelt for både krop og især sjæl, der længes efter sommervarme og andre billeder på nethinden. KOM nu igang, sommer! "Inderlig jeg længes, efter vår, men vintren trænges.... " Nå, men det var jo de køre-glade unger, jeg kom fra... De var meget, meget glade og meget, meget spørge-lystne. Lige fra min privatøkonomi (Om jeg havde råd til at købe en lille cykel, bolcher mm. og hvorfor/hvorfor ikke?) til hydraulik (de ville vide, hvor alt det vand i elven kom fra, hvor hurtigt det løb og hvor meget der var?) Mine ører var rødglødende af at høre så meget på een gang, og trommehinderne var meget flossede, da jeg satte dem af igen. De ville pludselig hjem til sig selv, da de kom i tanke om den hund, de skulle have boende hos sig fra i dag af, så der blev jeg pludselig næst-bedst. På vej hjem fra bilen så vi dog en anden hund, som vi skulle hilse på. Og slutteligt skal I lige se et billede af byen fra en anden vinkel. (Jeg skal lige ned og drikket noget styrkende te til min pludeligt og meget akut opståede forkølelse. Den kom til mig som lyn fra en klar himmel; næsen løber og jeg er øm i hele min krop (som er stor, så der er meget at have ondt i) og hovedet føles tungt og som fyldt med brugt glasuld-øv, men senere på aften, lægger jeg et billedet ind af et par strømper ;-) (og til de læsere, der klager over manglende indlæg nogle dage: Så spændende er mit liv altså ikke, at jeg kan skrive dagbog, hver dag..tihi, men tak for interesse og deltagelse, som jo holder gang i motivationen, lysten til at skrive og berette)