Trygheds-narkomani

I forgårs, midt om natten (så i virkeligheden må det jo have været i går?) sms-ede Laura.

Ikke til mig og ringede heller ikke til vores fastnet-telefon, men sms-ede til Jans mobil.

Jeg hørte det ikke, for jeg hører ingenting, når jeg sover.

Ikke engang vækkeuret. Ikke når Jan ligger ved siden af mig.. for så hører han den.

Laura havde glemt sin pung og skulle hjem fra en veninde.

 

 

Uanset, hvor dybt jeg sover, vågner jeg promte, når Jan ikke ligger ved siden af mig.

Jeg vågner ikke af, at han står op, men at han er væk.

Midt om natten til i går, vågnede jeg med bankende hjerte, kun for at få endnu mere hjertebanken: Jan var væk!

Der blev kaldt, råbt og råbt mere og mere panisk og jeg fik ringet til hans mobiltelefon, som han ikke svarede.

Så fik jeg ringet til Lauras mobil og hun svarede da heldigvis og sad lige ved siden af sin far…

I morges, langt, langt inden jeg overhovedet havde tænkt på at vågne,- faktisk var jeg først lige begyndt at sove dybt og inderligt, vågnede jeg igen med bankende hjerte og urolig sjæl, for Jan lå ikke ved siden af mig.

Jeg skulle dog hverken ringe eller gå yderligere i panik, for jeg kunne høre at han var i bad og så blev jeg sur.

 

Et er at han ikke ligger der lige ved siden af mig, så jeg kan sove roligt og et andet er, at jeg vågner kl. næsten-midt-om-natten-på-en-søndag.

Jeg har ingen, absolut ingen grund til at tro, at han vil gå fra mig og jeg stoler blindt på ham.

 

Faktisk stoler jeg næsten mere på ham end på mig selv, hvis man kan det, så hvorfor min underbevidsthed rusker mig vågen, når han ikke er ved min side, kan jeg ikke forstå og da slet ikke, når jeg sagtens kan sove, når han er ude og rejse.

Nå, men jeg kunne da heldigvis falde i søvn igen, men havde jeg vidst at jeg på under 2 timer ville blive kastet ind i de drømme, som jeg blev, ville jeg til hver en tid have foretrukket at være vågen. Også selvom jeg var blevet vækket næsten-midt-om-natten (kl lidt i 07, hvis du er nysgerrig. Jeg er prototypen på et B-menneske)

Jeg drømte om en mand fra Ghana (?). En mafia-boss, som havde stjålet al mit fotoudstyr og farfar var med i drømmen og han havde heldigvis en snu og meget dygtig schæferhund, som via et eller andet elektronik kunne spore tyven, som befandt sig midt i Rom, som i dagens anledning var flyttet til Jylland og Sara fødte en lille pige, som kom fuldt påklædt ud af hendes mave, men hendes kæreste var gået fra hende og tog derfor toget til Randers og ville forøvrigt være facebook-ven med mig. Kors, hvor var jeg stresset af al den aktivitet og nøøøj, hvor var jeg bekymret for mit kamera, da jeg vågnede og besluttede mig for, at når jeg var færdig med noget papirarbejde, ville jeg ud i solskinnet og fotografere.

Der sad en ravn på vores hus-tag.

Der sad den længe og klukkede, kaldte og så ud til at nyde solen.

 

 

Og mens Jan så en håndboldkamp, som han sikkert bagefter fortrød, at han så, kørte Laura, Lena og jeg en tur ud i verden, hvor vi bl.a så på hundehvalpe. Ikke vores, for vi har ingen, men ganske tilfælde hundehvalpe.

 

 

Og når en hundehvalp er så sort-hvid, er det jo nærliggende at overeks. (highkey) lidt:

 

 

Og så sluttede vi af med at køre på Sømandshjemmet, hvor vi fik kaffe

 

 

(prøv at klikke på Lauras billede nedenfor… tihi)

og så kunne vi forøvrigt køre op til min far og mor og drikke lidt mere kaffe.

 

 

Nu er søndagen væk.

Jeg kunne godt have brugt 3-4 søndage lige efter hinanden, for jeg er ikke udhvilet.

Jeg er stadig træt og trænger i virkeligheden til at sove længe, sidde stille, være tanke-tom og bare være til, men sådan er verden jo desværre ikke indrettet, så jeg må forsøge at indstille tankerne, kroppen og sjælen til at skulle på den allerede når natten er omme.

Håber du får en god mandag.