Smukke gentagelser

Jeg har skrevet om det før (klik nu på linket=ordet før) og da det er så flot en gestus Inge-Lise år efter år viser, gentager jeg gerne mig selv.

Det er bestemt en gentagelse værd at sige tak.

 

Jeg kan ikke sige nok tak  for den smukke handling, der år efter år efter år, afslutter julen så smukt.

 

Mit hjerte bankede på en helt særlig måde, da jeg gik gennem kirkegården sent i eftermiddags og nød synet, men mest tanken om alle de levende lys blandt dem, som ikke er mere.

Handlingen varmer virkeligt mit hjerte og der var rigtig mange mennesker, der gik rundt nede på kirkegården for at nyde synet og brugte den som endnu en anledning til at sætte deres eget lys ved een af deres kære, som er lagt til ro på vores kirkegård, som ligger lige midt i byen.

Det er ualmindelig smuk måde at sige tak for året, der gik, på, synes jeg.

Det nederste billede kan du klikke større, hvis du har lyst til at se nærmere på det.

 

Vi var inviteret over til mine forældre til Hellig-tre-kongers-mad/spis-julen-ud-middag og vi fik, som sædvanlig rigtig god mad, som blev afsluttet med en rigtig retro-dessert: ice surprice. ¨

Mums.

Og fadet blev ryddet så fuldstændigt.

 

Lena og Johannes var der også.

 

Lena fik i dag en fin hæderspris for sit store engagement og arbejde i sportsforeningslivet.

Sidste år var det Johannes og han kunne så overrasket give prisen videre til sin kone.

Nu er der måske nogen, som tror, at de to selv har noget at skulle have sagt om hvem, der skal hædres, men det har de ikke og ingen af dem anede i dag, at Lena skulle på podiet og hædres.

Jeg var der for en gangs skyld ikke.

Det er jeg normalt altid, men i dag lavede jeg ingenting og alting og kom ikke.. pokkers, pokkers, pokkers også!

Men selvom det næsten var en gentagelse.. ihvertfald en gentagelse, at prisen kom hjem til Lena og Johannes hjem, synes jeg helt aldeles, at det var et godt valg at hædre Lena, for hun gør et ualmindeligt stort stykke forenings-arbejde gratis, kvit og frit.

 

Efter at vi alle havde spist det lækre mad og sagt tak, drog vi ud i verden.

 

Johannes ville gerne have fotograferet kirkegården, men mange af lysene var blæst ud, men så ville han gerne prøve at fotografere en brændende ståluldssvamp og jeg havde intet imod at antænde een.

En gentagelse, som nok bliver gentaget igen senere, når det ikke er så koldt.

Det er forbasket koldt for tiden og jeg kunne godt tænke mig at være lidt mere alsidig med svingningerne af stålulden og ikke bare gentage mig selv igen og igen og igen, for så godt er det jo heller ikke.

Mens jeg ventede på at Johannes hentede sit kamera, kunne jeg fotografere den nye bydel og dens spejlinger i Ulkebugten

Det er også en gentagelse, men i aften slukkes alle julestjernerne, lyskæderne omkring trapper og tage og hvor der ellers er hængt lys op og så er spejlingerne i Ulkebugtens spejlinger af husene på Akia ikke så farverig mere.

 

 

Men kirkegården i eftermiddags.. det er en gentagelse, der rører ved et sted dybt inde i mit hjerte og jeg siger tak til Centrum-kiosken/ Inge-Lise og Thorvald for den smukke gestus.