fredag den 6. juli 2018

At græde sig igennem en hel sommer

Jeg ved ikke helt, hvorfor det er så forfærdeligt og hvorfor det er så slemt.

Jeg kan ikke engang helt sætte ord på følelserne eller helt præcisere, hvad der ryster mit indre så meget.

Jeg prøver.

Mest for mig selv, men kan du mon genkende en smule af det?

_SNG7313

I mandags rejste Sara.

Vi har hele tiden vidst at hun skulle rejse og jeg har indeni mig selv gået og forberedt mig på det.

Det troede jeg jo at man kunne.

Selvom jeg havde forberedt mig, så var jeg ikke helt forberedt på, hvad det ville sætte i gang indeni mig. I mit moderhjerte og i mit følelsesliv.

Jeg har talt med mig selv og gjort op i fordele og ulemper ved at Jan og jeg blev alene, men hver gang endte det med at jeg helst bare ville have at hun blev.

Hun er det yngste og selvom hun kun er 13 måneder yngre end Laura, så er hun mit yngste barn. Hende, som jeg fik sidst.

Hun var i Bruxelles sidste år og hun kom hjem sidste sommer.

Hun tog hjem og fik arbejde med det samme i en tøjbutik, hvor hun trofast og stabilt arbejdede lige indtil d. 20. juni.

I det sene efterår blev venskabet med Max lidt mere alvorligt og han rykkede ind i hjemmet som kæreste.

Han gik i 3. g indtil for et par uger siden.

_SNG7331

Det var ganske tydeligt at de var meget, meget glade for hinanden.

_SNG7332

_SNG7582

Det er i  hvert fald meget sjældent, at jeg har set to mennesker, der har det så hyggeligt i hinandens selskab.

_SNG7566

Der er blevet grinet rigtigt meget imellem dem og der er blev kysset, krammet, snakket, hygget og lavet en masse fælles ting, så allerede i foråret gik jeg og tænkte dystre tanker om Saras afrejse herfra byen, for kæresten skulle ikke med til Danmark da han ikke havde søgt uddannelse og han skulle “bare” hjem og holde sabbatår.

_SNG7471

Det er jo 2 år siden, at Sara blev student, så hun er nået dertil, hvor hun skal til og i gang igen.

(resten af billederne kan ses her)

Hun skal først til Ålborg på  et suppleringskursus i denne måned og planen er, at hun så skal til Århus og læse psykologi.

At hun skal til Århus og læse hænger sammen med at Laura læser antropologi i Århus og det er smart og bekvemt at de bor i samme by, når nu de er så langt væk hjemmefra begge to.

Det glæder jo deres mor, at de kan være samme, se efter hinanden, hjælpe hinanden og støtte hinanden, men i mandags, hvor Sara skulle rejse herfra, kunne ikke engang jeg være til megen gavn, da hun skulle tage afsked med sin kæreste.

Jeg forstod dem til fulde, da de græd i hinandens arme, da de skulle tage afsked og selvom min yngste søster var med på turen, fordi hun skulle ned og hente sin søn, der skulle ankomme fra Honduras, hvor han har været i et helt år, så var jeg knust på Saras vegne, hendes kærestes vegne og på på mine egne vegne.

Han tog afsted senere på dagen.

Han rejste mod nord og han var beklemt, ked og trist.

Det forstår jeg til fulde og det lagde til oveni min tristhed og sorg over at det sidste af mine unger forlod hjemmet.

Jeg græd da hans flyver også lettede og følte tomheden, som værende total.

Jeg græder faktisk stadigvæk.

Lidt hele tiden.

Rigtig og med alt for mange salte tårer.

Jeg lægger min hoved på Jans skulder og græder og græder over det tab som jeg faktisk føler at det er, for hverken Laura eller Sara kommer hjem igen bare sådan lige og når de kommer hjem, så jo formentligt på ferie og aldrig mere for at bo sammen med os.

Da Sara steg ombord på flyveren mandag formiddag, var det den sidste rest af mine tre børns barndom, der blev afsluttet.

Den sidste unge, der fløj og nu står jeg her alene og skal til at finde en ny rolle i livet.

En rolle, hvor jeg skal spille alene og sammen med Jan.

Og jo, du har ganske ret i, at der er rigtig mange ting, som bliver anderledes, når vi ikke bor 4 men kun 2 herhjemme; vi kan lettere tage ud og spise, hvis vi ikke gider at lave aftensmad, der er ikke så mange mennesker, der skal involveres, hvis vi skal noget, og mindre at koordinere, der bliver mindre tøjvask, mindre rodet og mindre trængsel på badeværelset.

Men det er jo småting og jeg savner dem så meget lige nu, at det næsten er ubærligt. Jeg græder lidt igen og savner dem, deres grin nede fra værelset, når de kommer op ad trappen og skal have noget at spise, at de ligger på briksen i hjørnet og griner, kysser og sludrer, deres morgenkaffedrikning, deres planlægning for dagen og deres blikke til hinanden.

Jeg savner, at Max sidder sammen med Jan og ser sport, kommenterer fjernsynet og jeg savner snakken, hyggen og stemningen af ungt liv.

Jeg græder lidt igen over, at alting også for os er nyt.

Det er nyt for de unge, at skulle finde fodfæste i nye byer, nye situationer med studier, nye venner, nye hjem, men det er også nyt for Jan og mig at skulle være helt alene og uden ansvar for andre end os selv (og hundene og katten) men mest græder jeg fordi jeg savner mine unger og fordi jeg føler at tiden gik for stærkt og jeg gerne ville have haft dem i bare lidt længere tid. Sådan helt egoistisk og selvisk.

Måske er det helt normalt og ganske naturligt, at man som mor, og jeg er rigtig meget, meget mor, har svært ved at give slip og lade gå?

Jeg ønsker dem alt det bedste og jeg ønsker, at de kommer ud og oplever verdenen, ser nye steder, får nye venner, oplever så meget som muligt og lærer nyt.

Jeg er så stolt over dem, at det næsten er kvalmende.. at de tør og at de gør, men jeg græder altså stadigvæk over at Sara rejste hjemmefra mandag formiddag.

Tirsdag aften pakkede vi lidt sammen.

Jan og jeg sejlede op i hytten og det føltes tomt og trist at forlade det mennesketomme hus og det føltes underligt at ankomme hytten, velvidende, at vi ikke var ventet af andre end katten, når vi engang skulle hjem igen.

Bevares, måde min søster og Jans bror er her og holder øje med både os, katten, hundene, planterne og huset, så vi går ikke rundt helt alene, men følelsen indeni var altså meget anderledes.

Og så græd jeg altså lidt igen. Og igen og igen.

Det er fuldkommen irrationelt og giver ikke mening og måske spiller et dalende østrogen niveau også en rolle, en snert separationsangst og angsten for det ukendte synger også med i grædekoret.

Hvis jeg ser bort fra det mange salte tårer, der faldt igen og hele tiden, så havde vi faktisk en god tur ind til hytten.

Jan lavede en lille trappe mellem de to reposer foran hytten.

Der blæste en kold og kraftig vind, så der var ingen myg.

_SNG7638

_SNG7642a

_SNG7648

_SNG7643

Jeg tullede bare rundt og lavede absolut ingeting.

Der blev taget et par enkelte billeder og så blev der lavet ingenting igen.

Vi blev nødt til at sejle hjem om aftenen.

Der var så meget tang i vores udhal og hvis vi ville være hjemme inden middag næste dag og …

Der var pænt gang i havet, da vi sejlede hjemad, men ingen fare og ingen grund til uro.

_SNG7645_SNG7650_SNG7654_SNG7655_SNG7658_SNG7661

(p.s hvorfor mon billederne på blogspotten falmer/bliver anderledes efter et stykke tid?? )

I aften kom der gæster.

De spiste med, hyggede, sludrede og følelsen af at blive forladt, savnet og bekymringen for det nye og det ukendte, trængte lidt i baggrunden og hvis jeg nu bare holder den kørende et stykke tid endnu, så kan det være at jeg kan være lige så moden, dygtig, modig og frygtløs, som mine børn.. jeg skal vist bare lige lære at være alene hjemme, at være mor til voksne, udeboende børn og være uden ansvaret for andre end mig selv (og katten), så kan det være at jeg græder, når der er grund til det og ikke som nu, helt uden gyldig grund.

torsdag den 21. juni 2018

10 år gammel sløjfe og endelig ferie

Kan du mon huske dette billede.

Nu har Johannes gået i skole i 10 år og han fik papirer på endt skolegang sammen med sine klassekammerater i fredags.

Hvis sandheden skal frem, så kan jeg ikke lige finde originalbilledet fra 2008.

Hvis jeg ledte længe nok, ville billedet såmænd nok dukke op, men det er ikke det vigtige lige nu, selvom det måske kunne være sjovt at sætte billederne op ved siden af hinanden.

Johannes gik ud af skolen i fredags med papirer på, at han har gået på skolen i 10 år og det var da lidt sjovt at slå en sløjfe på det første billede med et sidste-skoledags-billede.

_SNG7189

Desværre skulle de være i hallen og desværre fordi der er vildt dårligt lys derinde, så det var svært at fange et godt billede af ham og jeg jeg havde lidt haft i tankerne at det kunne være sjovt at stille akkurat de børn op ved siden af hinanden igen, men nogle af dem er rejst og så er det jo ret svært.

_SNG7185_SNG7190_SNG7256_SNG7259_SNG7273

Min sommerferie startede i går.

Jeg trænger til at sove længe og uden afbrydelser, men det med afbrydelserne bliver nok svært.

Måske er det min alder og mine hormoner, men ind imellem er jeg hælder jeg mest til at det er lidt stress, som gør, at vågner minimum 3 gange om natten og er vågen i længere tid.

Det bliver man ret træt af på flere måder. Måske er det en kombination eller måske er det noget helt andet?

Det er ihvertfald bare sikkert at jeg trænger til at have muligheden for at koble helt fra og holde fri og det kan jeg så nu.

Heldigvis.

Vi har ingen sommerferieplaner og skal ikke ud og rejse.

Det er både godt og skidt.

Skidt fordi at jeg kunne godt trænge til nye input og indtryk og jeg kunne godt trænge til at komme lidt væk hjemmefra, men jeg har kun feriefri-rejse hvert andet år og det bliver en lidt mærkelig sommer, hvor Sara rejser hjemmefra d. 02.juli og Laura kommer på sommerferie ca d. 23. juli.

Jeg passer hus med dertilhørende planter og vi har hunde, som vi også skal passe, så vi er ret bundne hertil, men vi skal i hytten, så meget som muligt, ud og sejle og læse bøger.

Godt, fordi vi kan komme så ofte i hytten, som vejret nu tillader det og i hytten plejer jeg at kunne sove og sove og sove.

_SNG7079

_SNG7116_SNG7118_SNG7139_SNG7143

onsdag den 13. juni 2018

Et lille hallo

Online-dagbogen:

Jeg har opdateret dag-bloggen lidt, så jeg kan se tilbage og mindes og huske. Det sker jo desværre ikke så tit mere, selvom jeg holder meget af at kunne bladre tilbage og mindes og huske.

Selvom der er mange ting, som man måske gerne vil glemme og måske endda glemme hurtigt, holder jeg af, at have nogle notater til senere.

Det er lidt rodet og lidt usystematisk. Jeg har forsøgt at systimatisere lidt, rydde ud og rydde op, men det blev ikke helt som jeg gerne ville have det.

Skidt, pyt.

Mareridtet, som blev virkeligt:

Midt i sidste måned oplevede vi det, som vi som hundeejere altid frygter.

Det ligger altid en lille smule i baghovedet og især heroppe, hvor hunde står lænket udenfor og hvor der ikke er 100 % opsyn med dem døgnet rundt, er det en risiko.

Da jeg var barn var hundene begyndt at blive lænket, men der gik stadig mange løse hunde omkring.

Før jeg blev født var ingen af hundene stort set bundet, men de holdt sig til omkring deres ejeres hjem, fortælles der, men jeg oplevede det ikke.

Da jeg var barn var der hunde bundet i spand/flokke overalt i byen. Vi vidste alle sammen at vi ikke må gå ind til andres hunde og ikke gå i nærheden af dem.

Vi vidste alle sammen, at hvis vi faldt imellem hundene, ville de tro, at vi var foder, som blev kastet ud til dem og så kan du jo selv tænke videre over, hvad der så ville ske med dig.

Det skete faktisk engang imellem, at der skete ulykker og en sjælden gang kostede det desværre også livet for et barn.

Taget i betragtning af, hvor mange hunde, der var dengang og at de stod overalt, kan jeg faktisk undere mig over, at der ikke sket ulykker oftere, men dengang vidste vi alle, at vi ikke måtte gå ind til andres hunde og vi fik det at vide i en lang uendelighed.

De sidste ca 10 år har kommunen valgt at hundene skal ud af byen og det er der naturligvis både fordele og ulemper ved.

Den største fordel er at der ikke er så meget hundeglam/-larm i byen længere og at der ikke lugter så meget af hundelort og hundetis i byen længere.

Ulempen er at der ikke længere er opsyn med dem hundene.

De står ude i et ubeboet område.

Faktisk står de rigtig skidt derude, hvis man skal tænke på deres velfærd, for der er ikke mange klippesteder, hvor de kan så tørt.

De fleste hundespand, står nu på jord, som bliver mere og mere pløret og når det har regnet, når sneen tør og bare i al almindelighed bliver jorden så våd, at hundene faktisk ikke har steder, hvor de kan stå eller lægge sig et tørt sted.

Der er langt at gå efter vand til hundene og hvis man ikke har bil eller anden form for transportmiddel, så er det helt vildt besværligt at have sine hunde til at stå derude øst for byen i baglandet.

Et er at det er meget, meget dyrt at holde slædehunde.

Det koster ca /minimum 3000 kr alene i foder om måneden og ikke for at blande tingene sammen, kan jeg dog ikke lade være med at nævne at der er afgiften til brændstof, hovedsageligt med tanke for fanger og fiskerne, men det nyder alle vi andre jo også godt af.. ligesom snescooterkørerne og ATV-kørerne har stor glæde af den meget billige brændstof.

Så er det jo, at rigtig mange hundeejere kaster håndklædet i ringen og opgiver at have hunde, når man kan komme ud og opleve naturen på et motoriseret køretøj, som man kan låne penge til i banken, der ikke behøver daglig omsorg, pleje og opsyn og som kan fodres med billigt brændstof og jeg forstår det faktisk godt.

Altså der er ikke engang en dyrlæge i byen til alle hundene og hvis der sker noget med din hund, som du ikke selv kan klare, må du ringe efter en kommunalt ansat hunde-inspektør, i daglig tale: hundeskyderen, som afliver hunden.

Jeg forstår de mange tidligere hundeejere. Alle dem, som ikke orker mere. Men turist-branchen vil jo rigtig gerne have flere turister herop og gerne turister, som vil lægge lidt kontanter.

Jeg tænker at en af måderne kunne være at vi solgte noget af det, som vi har så meget af: nemlig frisk luft og stilhed.

Den stilhed, som bl.a kan opleves på en hundeslæde.

Den stilhed, som kan opleves på en vandretur.

Vi har også en snescooter ved siden af hundene.

Det er da rigtig sjovt at køre på snescooter og man kommer hurtigt langt omkring og mange kommer også omkring, hvor de faktisk ikke engang må køre af hensyn til byens drikkevand (vores vand- reservoir er overfladevand, der bliver renset) og netop af hensyn til hundeslædekørslen-, men at køre hundeslæde;-og især i vores distrikt, er altså noget helt, helt specielt.

Når du kører hundeslæde oplever du naturen på en ganske anden måde. Der er ingen (burde ikke være det, men alt for mange snescooterkører kører overalt) andre lyde end hundeslædens meder mod sneen, hundenes vejrtrækning, naturens egne lyde og naturligvis dine egne.

(Så hvis vi snescooterkørere kunne respektere slædesporet og lovgivningen omkring snescooterkørsel mm kunne vi måske endda begynde at tænke lidt større og længere ud i fremtiden)

Hvis du kører langt og over flere dage, når du at opleve på ganske nært hold og meget tæt, hundenes indbyrdes samarbejde, hierakiet og samspillet mellem hunde og hundekusken. Du oplever naturen meget  intenst og ikke mindst vil du opleve dig selv og dit indre på en ganske speciel måde,- nærmest som en indre pilgrimsrejse.

Det er ganske specielt at have grønlandske slædehunde heroppe og den grønlandske slædehund er en meget beskyttet race, som bliver holdt fuldstændig ren ved at man ikke må indføre eller have andre hunderacer herfra Sisimiut og nord-efter.

Vores hunde er nogle af de allersidste hundespand, som står inde i byen. Der står andre, men i forhold til før, er der kun ganske få tilbage.

Om vinteren går folk hen over søen, som fryser til og dermed lige forbi vores hundehold.

Hvis man vil i nærheden af vores hunde skal man gå hen til dem.

De er bundet og kan ikke komme hen til de forbipasserende.

Som du måske kan regne ud, er vores hunde velpasset, i god foderstand, der bliver holdt opsyn med dem og de bliver passet godt og efter alle kunstens regler, men vi kunne ikke forhindre at en 13-årig pige gik hen til to af vores hunde og hvad der så er sket, ved vi ikke helt præcist.

Vi ved kun, at vi skulle ned til dem onsdag d. 2. maj efter aftensmaden og ville køre en tur. Vi tænkte at det nok var sæsonens sidste tur.

Sara skulle naturligvis med på den sidste tur, for hun flytter jo til Danmark til sommer og det er een af de ting, som hun kommer til at savne rigtig meget.

Vi når knap nok at komme derned før Sara får en besked på sin mobil at to af vores hunde har overfaldet en pige og næsten i samme øjeblik, står politiet hos os og fortæller os, hvad der er sket.

Vi er dybt, dybt rystede. Der er heldigvis nogen, som har set hende og hjulpet hende væk fra hundene og fået tilkaldt en ambulance.

Hendes ene øre er næsten rykket af, hun har dybe bid-sår på den ene arm og på det ene ben og en hel masse overfladiske bid-mærker på kroppen.

Det ved vi ikke på det tidspunkt, men vi sørger for, sammen med politiet at tilkalde hundeinspektøren, som kommer med det samme og afliver de to hunde lige på stedet.

Vi står og holder hundene mens de med en boltpistol bliver aflivet og det er også meget, meget ubehageligt.

De efterfølgende dage er vi på sygehuset og se til pigen.

Hun kom til Nuuk, hvor hun blev behandlet yderligere, men nu har hun det godt.

Hun får heldigvis ikke synlige ar i ansigtet.

Der må desværre komme et par mindre på kroppen og hendes forhold til hunde må være fuldstændigt ødelagt.

Hun går på den skole, hvor jeg arbejder, så jeg ser hende jævnligt.

Selvfølgelig har hændelsen sat spor hos os også og der gik lang tid, hvor vi overvejede frem og tilbage, hvad vi skulle stille op. Stille op med hundene, vores slædekørsel, vores hundeplads og alt muligt.

Vi har snakket med forskellige folk (blandt andet pigen og hendes mor) og vi har snakket med teknisk forvaltning, som har ansvaret for tildeling af hundepladserne.

Katten

Som du måske, måske ikke hører for sjældent om, er stadig en stor del af vores liv.

Den må ikke komme ud iflg. loven og hvis den skal ud, skal den være i snor. Derudover, skal den ligesom hundene også være vaccineret for rabbies.

Vores kat kommer allerhøjest ud på vores altan.

Hun er en rigtig inde-kat, men hun har så tre etager og 214 kmv at folde sig ud i, så jeg tror ikke hun lider så stor nød.

Vi har lært hende at “sitte” og “give pote”.

Det er vi ret stolte over, faktisk. Faktisk synes jeg at hun ser så kær ud, at jeg har lagt et lille videoklip ud på min instagram.

Sejlsæson

jollen blev sat i vandet den 30. maj, men vejret har drillet lidt, så vi har ikke været ude og sejle sådan rigtigt, men i lørdags sejlede vi en tur ind i Amerloq.

Vi skovlede en lille grydefuld lodder op med nettet og sejlede videre ind til Sarfannguit.

Der var godt nok stille derinde i den lille bygd, men det var ret hyggeligt og fredeligt.

Vi gik en lille tur, tog nogle billeder og så sejlede vi hjemad igen.

_SNG7161

_SNG7163

_SNG7166

_SNG7170

_SNG7172

_SNG7173

_SNG7174

_SNG7175

_SNG7177

_SNG7181

P1000118

P1000119

P1000121

Om aftenen spiste vi lodderne kogte med nye kartofler til.

Jeg elsker når jeg kan hive en fisk op af vandet og spise den samme dag.

Hytteliv

kan starte op igen.

Isen er stort set væk inde i 1.fjord, som jo ligger nord for byen i forhold til fjorden Amerloq, hvor Sarfannguit ligger.

Jeg håber og krydser fingre for at vi kan sejle derop allerede igen i denne weekend og overnatte.

Vi trænger snart til at komme lidt væk fra byen, til at komme ud i stilheden og ud i naturen og vi trænger vist også til at holde lidt fri.

_SNG7183

P1000124

Nu ved du, hvad tiden er gået med, hvis du har undret dig og nu ved du,  hvad jeg planlægger at tiden skal gå med den kommende tid.

mandag den 23. april 2018

Energi til at gå både et valg og en hverdag i møde

Jan og Sara var ude og køre hundeslæde med en turist i går.

Vejret var fantastisk med høj sol og blå himmel, så jeg kørte mig en tur ud i baglandet, hvor jeg mødtes med min søster Dudi, hendes mand og hendes yngste.

IMG_8472

Vi mødtes ved Qerrortusup majoriaa og kørte så videre ned på fjorden, ind i bunden af fjorden og videre ud til Narsaq, hvor der er to fangsthytter, hvor vi satte os udenfor den ene og drak kaffe og nød solens varme stråler mens vi nød udsigten.

IMG_8475

IMG_8477

IMG_8478

IMG_8479

IMG_8480

IMG_8481

IMG_8482

IMG_8484

Jeg havde ikke givet ordentligt besked om hvor jeg kørte hen, hvem jeg kørte med og hvornår jeg kom tilbage, så jeg tænkte at det var bedst at køre hjem inden nogen måske begyndte at undre sig, men efter en dag ude i det gode vejr, den friske luft og de fine udsigter, kunne jeg gå denne uge i møde med dejlige minder og fornyede kræfter.

Vi sov i hytten fra fredag til lørdag og havde håbet på solskin og varme, men solen snød os, så vi hyggede os inden døre med bøger, strikketøj, fred og ro små-sov når det passede os.

Hverken Jan eller jeg ærgrede os over den manglende sol, for vi havde det rigtig rart og hyggeligt i hytten, hvor der var dyb stilhed. Vi så ikke andre hele dagen og ikke engang da vi så endelig kørte hjem ved 19 tiden mødte vi heller ikke nogen.

Der var et tæt, tæt tåge i højderne, men sporet var fin og der var ingen vind, så det handlede bare om, at vi ikke kunne se mere end 20 meter frem, men det er jo nok.

p.s.

DR1 har dækket vores valg i morgen massivt. Det er rigtig godt, men jeg synes altså stadig at der er et meget ensidigt syn på Grønland og os grønlændere.

Der bliver vist problemer, problemer og atter problemer.

Der er fokus på seksuel misbrug af børn og kvinder, der er fokus på alkoholmisbrug, hjemløshed og børnehjemsbørn og det er rigtigt fint, men jeg mangler at min og andre almindelige menneskers verden også bliver vist og sat fokus på.

En hverdag uden misbrug af hverken seksuel art, alkohol eller euforiserende stoffer og hvor man kan se, at jeg, trods en almindelig gennemsnitlig års-indkomst har et ganske almindeligt hjem, hvor mine børn klarer sig godt og har fået rimelige/gode resultater både i den udskældte, grønlandske folkeskole og ligeledes har opnået gode og fine karakter-gennemsnit i gymnasiet og hvor der er fokus på at min datter nu klarer sig godt og på lige fod med danske studerende på antropologistudiet i Århus, hvor hun kom ind på lige fod som en dansk studerende.

Jeg mangler et fokus rettet mod successerne og hvad vi faktisk klarer os godt med og måske de der mange hadske kommentarer der evigt og altid er til os grønlændere ville være færre? Der er mange misforståelser i forbindelse med mange grønlænderes ønske om at blive selvstændige og der er rigtig god grobund for grimme fordomme, dumme kommentarer og jeg mangler en voksen, konstruktiv og moden dialog på de der dagsblade og især mangler jeg lidt mere alsidig oplysning om Grønland og grønlændere.

Forestil dig at der kun blev vist udsendelser om hjemløse danskere, Peter Madsen-typerne, rockerne, misbrugerne og andre ikke-gennemsnitlige danskere både i og udenfor Danmark.

Pressen har et enormt ansvar og en enorm magt og jeg ærgrer mig over at vi bliver så stereotypt fremstillet. Øv.