Sara som student

Jeg døjer med mit kamera.

Rigtig meget endda.

Og jeg skal endda rejse til Island på mandag.

 

Hvis jeg havde råd, hvad jeg ikke har lige nu, ville jeg investere i et nyt.

 

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, driller det virkeligt meget for tiden.

 

 

Halvdelen af mine billeder bliver uskarpe og/-eller helt sorte og kan overhovedet ikke bruges og jeg har været så frustreret over det, at jeg knap har tjekket de få billeder, som så er blevet ikke er uskarpe, men blot dårlige.

Jeg har tjekket med mine forskellige objektiver og det det lader altså til, at det er kamerahuset, som er i uorden.

Dét er vildt surt og især, fordi jeg jo gerne ville have haft nogle rigtigt gode billeder af Sara.

(Mobilfoto)

 

Hun fik sin studenterhue på den 22. juni, hvor hun var oppe i teknik.

Hun har gået på den linie, som man i “gamle dage” kaldte HTX. Det må man vist ikke kalde det mere,- heroppe. Der hedder det GUX.

Hun har klaret alle sine eksaminer helt vildt flot, men jeg kan se overalt på facebook og de forskellige aviser, som jeg læser på nettet, at man ikke må prale af sine børn og da slet ikke,hvis de har fået sat studenterhuen på hovedet med fine karakterer i.

Det lader til, at vi nu skal dyrke alle dem, som er gået andre veje eller dem, som har set stort på karakter, flid og omhu.

Alligevel trodser jeg strømmen og vil rose min Sara. Hun har været så flittig og knoklet ihærdigt med sine ting. Hun har taget sin skolegang seriøst, er kommet til sine timer, har afleveret alle sine opgaver og brugt sin læseferie til det, som den nu er beregnet til at bruges til; nemlig til at repetere i og til at læse i.

Når det så er sagt, har hun altså også været ude med vennerne, fejret de andre, som fik kasketten på før hende og hun har passet hunde og været hjemme sammen med os.

Hverken Jan eller jeg kan prale af fine eksamensbeviser fra gymnasiet, tværtimod var mine resultater ret så middelmådige og vi har heller aldrig presset vores børn til at stræbe efter rene 12-taller.

Derimod har vi udtrykt ønsker om, at de brugte deres tid i skolen fornuftigt, passede tiden og gjorde sig umage. Hverken mere eller mindre.

Vi har støttet dem i deres fritidsbeskæftigelser, da de er lige så vigtige både socialt og menneskeligt, som at få presset viden og lærdom af boglige karakterer ind i hovedet.

Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra,- det der med at man ikke “må” være stolt over, at få fine karakterer.

Er det mon Janteloven eller et oprigtigt udtryk for at bekymring for de unge, som tror at det eneste rigtige tal på eksamenspapiret er 12?

Jeg var hverken moden nok eller parat nok til at gå på gymnasiet i sin tid.

Det kan jeg se i dag.

Alting var for nyt, for spændende, for fremmed og for stort, da jeg startede i Viborg.

Jeg faldt aldrig til. Hverken i Viborg eller i gymnasiet.

Faktisk faldt jeg lidt igennem og mine karakterer vidner også om det og måske er stoltheden derfor endnu større for mit vedkommende, end for andre forældres over, at Sara kunne afslutte sin gymnasietid med så fine resultater.

Heroppe bliver gode resultater belønnet med en chek både fra Nunafonden og for det højeste gennemsnits vedkommende også fra kommunen.

Sara fik det 3.højeste gennemsnit.. og gennemsnittene lå stort set oveni hinanden.

Heroppe bliver godt og stabilt fremmøde (læs: 0% fravær eller noget, der ligner) også belønnet med en pengegave, for heroppe er der stadig meget stærkt brug for gode, faglige evner, som vi som samfund håber på, bliver brugt til en højere uddannelse, så vi kan få grønlandsktalende herboende til de stillinger, som stadig skal besættes af folk udefra.

Rigtig mange falder fra gymnasiet.

Faktisk er der rigtig mange som falder fra deres uddannelser i det hele taget og det er et problem for Grønland og er en af grundene til at man heroppe giver en penge-erkendtlighed, når de unge klarer sig flot.

Jeg har, som forældre ikke ambitioner om, at mine børn, skal have en høj uddannelse.

Jeg har et stort håb om, at de tager en uddannelse, for livet er da lidt lettere, når man er uddannet.

Lettere på den måde, at du har lettere ved at få et arbejde og kan tjene penge til livet. Livet er da lettere, når man er økonomisk uafhængig.

Jeg håber og ønsker for dem, at de får sig lige netop den uddannelse, som de har lyst til og at de får lige nøjagtigt det job, som giver dem glæde og tilfredstillelse i deres liv.

Hvis de drømmer om at blive hjerneforskere eller  atomfysikere, kræver det, at de har nogle karakterer, som kan sende dem videre i systemet, hvis de skal nå deres job-mål og så er det jo heldigt, at de har gjort sig umage når nu de alligevel var i skole og  ikke mindst at de har nogle gode hoveder skruet på deres skuldre.

Sara ved endnu ikke, hvad hun vil uddanne sig til, men hun har ihvertfald sikret sig, at eksamenspapirerne er i orden og at hun ikke behøver at bruge tid på at gøre nogle af eksaminerne om.

Der har været forskellige uddannelser oppe og vende i hendes kønne hoved, men det er jo store valg og der er ingen som presser herhjemme fra.

Hun tager et år, til at starte med, uden skole og lektier og jeg glæder mig på hendes vegne over at hun kan.

Ja, jeg er umådelig stolt. Og det vil jeg så gerne lige have lov at være, uanset om det er politisk korrekt eller ej.

Tillykke min dygtige pige.

 

P.S.

Jeg holdt stor kaffemik for Sara, da hun fik huen på d. 22. juni.

Der kom rigtig, rigtig mange mennesker.. noget i nærheden af 75-80 mennesker, så der var travlt i det lille hjem.

Jeg havde haft travlt i dagene op til og når der er kaffemik heroppe, ved man jo aldrig helt, hvor mange mennesker, der dukker op, så jeg havde en lillesmule nerver på, da der var den linde strøm af folk.. var der nok kager, var der nok grønlandsk mad, var der rensdyrsteg nok, havde jeg lavet flødekartofler, som rakte og da vi nåede hen på den tidlige aften, kunne jeg ånde lettet op og klappe mig selv på skulderen over at have lavet nok, men ikke for meget.

 

Heroppe, skal de studenter, som har fået 12 i den sidste eksamen løbe foran bussen, som de alle bliver kørt rundt i igennem hele byen, mens hornet bliver trykket glad i bund og som vi hilser, huer og dytter tilbage til, når de passerer.. De studenter, som løber foran bussen, skal ikke løbe hele byen rundt men bare en lille æres-tur (eller er det en straf-tur, hæhæ)

 

Billederne kommer hulter til bulter og i dag satser vi på kvantitet fremfor kvalitet.. jeg kan ikke så meget andet, når kameraet har drillet

 

 

 

 

Sammen med sin veninde igennem rigtig mange år

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barndomsvenner/-folkeskolekammerater og gymnasieklassekammerater