Jeg er fan af påskeferie!

I onsdags havde min søster fødselsdag.

Hun fyldte hverken halvt eller hel rund, men fejres, det skulle hun nu alligevel og vi kom og spiste både steg og kartofler, kager og salater, lagkage og usundheder af den søde, gode slags og vi kom og vi gik og vi gik sørme over til hende igen og fik fyldt maven op en gang til, før vi overlod dem til eget gode selskab.

Om dagen, altså inden vi overhovedet begyndte at fejre min søsters fødselsdag, sendte vi både Daniel (fødselsdagssøsterens ældste søn) og min yngste Sarapige med flyveren til Nuuk, hvor de begge har deltaget i Grønlandsmesterskaberne i snowboard.

Jeg er en stor kylling, hvad angår den sportsgren og bryder mig slet ikke om, at se, når de dyrker den.

Det ser farligt ud og kan også være det og jo ældre jeg bliver, jo mere bekymret bliver jeg for mine kære.

Dét er vist meget almindeligt at blive mere bekymrende, når man når en vis alder og selvom jeg prøver at lægge mine bekymringer væk, lurer de hele tiden lige under overfladen, når Sara er ude på sit snowboard.

Nu er konkurrencerne forbi og der er ikke sket nogen uheld. Sara er tilfreds med sin deltagelse og har, såvidt jeg har kunnet høre på hende, haft nogle gode dage og fine oplevelser.

Men i onsdags sendte vi Sara og Daniel afsted mod Nuuk, tog til kaffemik og i torsdags kørte Jan afsted på snescooteren sammen med en af sine venner, for at tjekke fjordisen.

Jeg har et lille traume med hensyn til at køre på dårlig fjordis, så jeg er også kylling, hvad det angår.

Min fornuft råber og skriger at selvfølgelig sker der ingenting og jeg skal bare slappe af og tage det roligt, men en anden meget højrøstet stemme indeni mig skriger endnu højere og overdøver fuldstændigt og aldeles fornuftens fine og .. fornuftige argumenter.

Jan ringede fra satellittelefonen og sagde ikke andet end: “ kan du så få noget tøj på, gøre dig klar og komme afsted. Jeg henter dig lige nu” så jeg drønede rundt, købte lidt proviant, løb rundt om mig selv og tog en runde mere om mig selv og var klar akkurat, som Jan holdt nede foran vores hus.

Solen skinnede fra en dybblå, smuk og klar himmel  og vi kørte afsted på det fineste spor.

Vi var akkurat lige kommet ind til hytten, før de første gæster stoppede deres snescootere og så gik det da ellers lige slag i slag.

Når det ene hold kørte, kom det næste hold gæster og dagen fløj afsted mens vi sad udenfor med folk, der kom forbi og ville hilse på og drikke en kop kaffe sammen med os og lige pludseligt var det aften og solen var træt og listede ned bag fjeldet for at overlade den smukke scene til natten med alle dens mange, lavthængende, blinkende stjerner.

Vi spiste god mad, sad i olielampens hyggelige skær og hyggede med hver vores.

Jeg læste en e-bog færdig og Jan syslede med opvask, oprydning afbrudt af nogle hyggestunder med kaffekoppen.

Man sover altså bare så fantastisk ude i den hytte i den store stilhed i det naturlige mørke med stjernerne vidende at man kan sove akkurat til man ikke orker mere.

Intet skal nåes og intet haster.

Der er ingen internetforbindelse, ingen mobildækning, ingen radio, intet fjernsyn og ingen anden underholdning end den du selv kan diske op med.

Der er intet rindende vand og derfor ingen rør, der gurgler, – skibsovnen kan finde på at klukke lidt og ellers er der kun fjord-isens sjældne knirken at høre.

Det giver en sjælden ro, som er ualmindelig svær at beskrive.

Det burde være ethvert menneske forundt at opleve den ro og den fred, som man kan opleve sådan et sted. Du kan med garanti også finde den andre steder, men indtil nu har jeg kun oplevet den i vores lillebitte hytte, hvor der ingen menneskabte lyde er, andre end dem, som vi selv laver og dem laver vi så ikke så forfærdeligt mange af, når vi er derude.

Næste morgen stillede jeg mit kamera ned til isfoden.

Sidste år skulle jeg holde et foredrag og jeg skulle nærmest selv finde på noget at sige, så jeg fortalte lidt om mit ganske almindelige, hverdags-liv, som så ikke er så forfærdeligt almindeligt i forhold til, hvad et ganske almindeligt liv, er andre steder på kloden.. viser det sig.

Rigtig mange ting, som jeg tager for givet og som jeg overhovedet ikke tænker over, blev der spurgt meget ind til. Foreksempel var der nogen, som ikke havde skænket det en tanke, at isen som lægger sig i fjorden og nogen steder på havet, naturligvis følger med tidevandet op og ned.

Her i Sisimiut er tidevandsforskellen på ca 4 meter. Det vil jo sige, at isen flytter sig ca 4 meter op og ned sammen med tidevandet og det kan jo faktisk ses, hvis man sætter sig ned og ser efter..  eller sætter sit kamera til at tage billeder af isen over en længere periode og det var så det, jeg ville.

Det lykkedes såmænd næsten også, bortset fra at batteriet på mit kamera løb tør for strøm, så jeg kun fik taget billeder af ca 4 timers tidevands-stigning/falden og faktisk var der kun en tidevandsforskel på 3,8 meter i fredags, så helt retvisende er min lille (mislykkede) timelapse ikke, men jeg har ikke helt opgivet at gøre det igen og få taget billederne, så man kan se det over et lidt længere tidsrum.

Der er nogle “gaps” i mine billeder og jeg ved ikke hvorfor. De er meget forstyrrende, men hvis du ser den lillebitte filmsekvens igennem et par gange og hvis du fokuserer på isen (og ikke på solen og himlen og de der få snescootere, der drøner forbi) så kan du faktisk fornemme isens falden med tidevandet)

(aargh, så vil det ikke rigtig virke med det der ju-tjup, argh)

Selvom det er mislykket, kan du måske fornemme isens vandring en smule??

Som sagt havde vi besøg hele tiden. Det var hyggeligt og det var især hyggeligt at Dudi helt og aldeles uplanlagt kom forbi.

Vi sad længe i solen, drak kaffe og sad lidt mere i solen og pulsen faldt og skuldrene sank helt ned på plads. Hun skulle vist tage sig alvorligt sammen for at vende næsen hjemad igen og for os var det pludseligt aften og dagen var gået med sol, kaffe og masser af afvekslende, hyggeligt, roligt selskab.

I går skulle jeg til møde om aften.

Vejret var også slået om til gråt/hvidt og blæsende, så det var de helt rigtige dage, vi var afsted i og den rigtige dag vi tog hjem på

Jeg har sagt ja til at til igen at få taget lidt billeder under Arctic Circle Race, så jeg skulle lige mødes med de andre, som også skal tage nogle billeder og min søster gav chili con carne. Jamen, hvad er der ikke at være glad over?

(du kan forøvrigt se billeder fra nogle af de forgående år, ved at følge dette link)

 

I aften var der fin og god påskemiddag hos min mor, hvor vi spiste os en pukkel på i godt, grønlandsk lammekølle og fin og let citronfromage.

Jeg er så mæt, at øjnene er ved at trille ud af hovedet.. puh, hvor var det godt.

I morgen vender snowboarderne hjem fra Nuuk.

De skal hentes og de skal have deres påskeæg.

Denne uge har været god ved mig. Jeg har også trængt til den og jeg har nydt den i så fulde drag. Den måtte såmænd godt have varet en uge eller to længere, men jeg vil ikke klage, for denne uge gjorde godt.

På tirsdag lægger jeg hårdt ud igen og det med at lave en is-iglo sammen med mine elever og nogle af mine kollegaer.

Jeg vil ikke bekymre mig om hverken om vejret vil være med os (om der er frost nok) eller om vi kan nå at blive færdige inden torsdag. Jeg vil ikke bekymre mig om, om det bliver godt eller ej og jeg vil ikke bekymre mig om at være bekymret, selvom det måske er det, som jeg er en lille smule?

Højreklik af billeder

Hvordan er det nu liiige?
Jeg havde sådan en indstilling på min blog, så man ikke kunne højreklikke på mine billeder. Eller gøre det bare en lille smule mere besværligt at tage/bruge billederne.
Og ja, jeg ved godt, at man altid kan tage et billede af skærmen og at hvis jeg helt vil sikre mig, så skal jeg ikke lægge billeder ud på nettet

Det ser ud til at den ikke fungerer mere og det synes jeg altså er ØV
Er der mon een, derude, der ved, hvordan jeg får den funktion til at virke igen??
Eller sætter en ny en på?

Dejlig dag og ønsket om flere af slagsen

Der er sket så forfærdeligt meget på det sidste, men jeg starter bare lige med at vise nogle billeder fra i dag, hvor Sara og jeg fik startet snescooteren og kørte ind i baglandet, hvor vi slikkede sol, nød livet, drak en kop te og spiste en tørfisk.

Vi fortsatte ned på fjorden og kørte over og besøgte kusine Karoline, Jesper og gæsterne inden vi vendte snuden hjemad igen.

Jeg er overhovedet ikke mæt af den friske luft og jeg håber og krydser fingre for, at der kommer mange flere dage både i påsken og de næste mange uger frem.

De dage gør godt på alle måder og giver energi og overskud til at tumle hverdagen, der de kommende hverdage bliver hektiske og travle.

Jeg skal fotografere til Arctic Circle Race, men først skal jeg lave endnu en farverig is-iglo. Jeg håber, at den bliver fin og flot, fotogen og værd at vise frem, men i dag vil jeg nøjes med at vise lidt billeder fra dagen, som var god og dejlig.

Note til mig selv:

Jeg skal huske at fortælle om et surpriseparty og jeg skal huske at vise mit hjemmespundne garn

Hov, er jeg her endnu?

Januar gik, som januar har for vane at gå.

Den gik og lige pludseligt er februar gået samme vej som januar.

Hvor de begge gik hen, ved jeg ikke, men jeg ved, at de pludseligt er væk, uden at jeg rigtigt lærte dem at kende.

Jeg har lidt en fornemmelse af, at de måske bare var nogle døgnfluer og at der måske kommer flere af dem.

Altså døgnfluer.

Og så passer det alligevel ikke helt alligevel.

Som alle andre døgnfluer, bragte, ihvertfald februar, noget med sig.

Måske var det i virkeligheden kun januar, som var lidt intetsigende? For der skete noget i februar.

 

Der er sket en del i februar. Faktisk.

 

Allerede i starten af februar, – for at være helt præcis den 5. februar, havde mine forældre guldbryllup.

Det er hverken hver eller hveranden dag, at man oplever et par, som kan fejre deres 50-års ægteskab.

Vi lever jo i en tid, hvor vi ikke finder os i noget som helst og vi finder os slet ikke i fejl og mangler hos hinanden.

Vi vil det perfekte og på rigtige mange måder er det jo godt, at vi ikke vil lade os nøje og ikke vil finde os i, at skulle lade os stille tilfredse med noget middelmådigt.

Når det så er sagt, er ægteskabet jo ikke en død ting.

Det er jo et evigt samspil mellem to voksne mennesker, som har valgt hinanden på et eller andet tidspunkt.

Når man vælger hinanden, gør man det jo ikke altid med åbne øjne.

Rigtig mange mennesker vælger deres livs-partner med øjne forblændet af forelskelse og fascination og det er ikke altid at man bliver glædeligt overrasket, når sløret bliver trukket væk fra ens øjne.

Med det kendskab, som jeg har til mine forældres ægteskab; og selvom jeg er den ældste og dermed må være den, som har været en del af deres ægteskab i længst tid, ved jeg jo ikke, hvad der foregår imellem de to, når jeg ikke er til stede.

Jeg ved fra mit eget ægteskab, at Jan og jeg er nogle helt andre, når vi bare er os to.

At vores forældrerolle træder lidt i baggrunden og at vi er mere mand og kone/mand og kvinde, når vi kun har os to at tænke på.

Jeg ved, at nogle andre mekanismer træder til og at det er nogle andre ting, som fylder rummet imellem os, som ikke fylder helt så meget, når vi er sammen med andre.

Vi snakker om nogle andre ting, vi tænker på nogle andre ting og kemien, spændingen og harmonien er en helt anden, når vi bare er os to.

For Jans og mit vedkommende sker det ikke særligt tit, at vi bare er os to.

Vi har stadig hjemmeboende “børn”.

Vi er meget sjældent helt alene og vi er stadig så meget forældre og forældrepar, at vores to-somhed endnu ikke er den som er den mest markante, men mine forældre, som har været sammen i mere end 50 år og som den 5 februar kunne fejre deres guldbryllup sammen, har været alene sammen i en lang årrække nu.

Mine søstre og jeg med hver vores familier, bor lige om hjørnet af vores forældre og vi besøger dem ret tit.

Ikke at vi sidder hinanden lårene af, men vi besøger hinanden spontant og planlagt og er med i hinandens liv.. hele tiden.

Hvad der sker imellem mine forældre, når de er alene, kan jeg jo ikke sige noget om, men når vi er der, kan jeg observere, at de holder uendeligt meget af hinanden. De er aldrig nogensinde ligegyldige overfor hinanden. Alt, hvad den ene gør, bliver observeret, iagttaget og set af den anden. Det bliver kommenteret med og uden ord.

To meget forskellige mennesker; faktisk så forskellige, som man overhovedet kan blive, men de hygger sig sammen, morer sig sammen, griner sammen og er stille sammen.

Er det ikke lige akkurat de ting, som man skal kunne sammen, for netop at være sammen i så mange år?

 

Jeg ved det ikke?

 

Som i ethvert andet ægteskab har der været op og ned-ture.

Selvfølgeligt har der nok været det, men det er nu de gode ting og de gode år, som skinner igennem. Meget endda.

 

Jeg har kun været sammen med Jan i 23 år og været gift med ham i snart 20.

Der er mange år endnu til Jan og jeg kan høste guld i ægteskabets svære disciplin, men mine forældre har lige gjort det og lur mig om ikke de tager de næste 25 år med.

 

De virker ihvertfald ikke som nogen, som er færdige med hinanden og som er ved at kaste håndklædet i ringen og give op overfor hinanden.

Tværtimod.

Vi fejrede dem naturligvis med æresport og morgenkaffe og om aftenen var vi inviteret, sammen med en masse andre, ud på hotellet til fin mad, sang og taler og kransekage-overflødighedshorn.

De var så søde!

De holdt taler for hinanden og mellem alle ordene og klemt ind mellem hver linie, lå ordene: “Jeg elsker dig” og talerne blev afsluttet med netop de tre fint sammensatte ord.

Udover at kunne bryste sig med guld (-bryllup), kan min mor også bryste sig med at have gennemført en af de korteste graviditeter.

Dengang i midten af ´6o-erne var det ikke helt godt, hvis man blev gravid udenfor ægteskabet.

Det var måske ikke så ilde set, som det var endnu tidligere, men det var stadig besværligt, især for kvinden.

Det er heldigvis knap så besværligt i dag og børn er ikke nødvendigvis “at komme i uføre”.

Min far og mor havde skam kendt hinanden i et pænt stykke tid, inden jeg blev skabt, så ægteskabet var ikke et nødvendigt onde.. bilder jeg mig ind.

Min mor nåede lige akkurat at være gravid med mig i 12 dage inden jeg meldte min ankomst. Jeg kom før tid, –vel som den eneste gang indtil nu, så ja; jeg fyldte 50 år den 17. februar, nøjagtig 12 dage efter mine forældres guldbryllup.

Her i kommunen får man en gratis fridag, når man fylder 50, hvis man er ansat ved kommunen.

Den fridag tog jeg imod med kyshånd, kram og glæde.

Jeg havde absolut intet forberedt, så jeg stod op til sædvanlig tid til trods for at jeg havde planlagt at ville sove længe, kørte ned til bageren og købte rundstykker, som jeg afleverede på min arbejdsplads, så de også kunne få lidt glæde af min runde dag.

Så skyndte jeg mig hjem og bagte nogle kager, kogte en suppe, trillede nogle boller, stegte en rensdyrkølle, lagde nogle kartofler i fad med noget fløde og satte vand over til kaffe og te.

Det var godt at jeg gjorde det, for selvfølgelig kom mine forældre, mine søstre og deres familier, Jans bror, min gamle barnepige/pap-storesøster og nogle få nære venner.

I det tidlige efterår havde jeg forestillet mig, at jeg ville fejre mig selv med fest og farver.

Jeg havde forestillet mig, at vi ville være helt færdige af hus-renoveringen og at vi kunne byde på mad og musik herhjemme.

Jeg havde forestillet mig, at nu hvor jeg hverken var gravid, ammende, småbørns-mor eller andet i den stil på en rund fødselsdag, kunne jeg for første gang fejre et skarpt hjørne, men som tiden skred frem over efteråret og gennem julemåneden, mit hospitalsophold og gennem hovedpine-tågerne, kunne jeg godt se, hvor det bar hen.

Jeg er endnu ikke kommet til de fulde hægter eller hvad det nu hedder, så jeg måtte nøjes og det var hvad jeg kunne stable mig op til.

Energien er stadig i bund. Mit hoved gør ondt hver dag.

Nogen dage mere end andre, men pinen plager og er til stede hele tiden.

Det tager energi, humør og kræfter.

Jeg har besluttet, at hovedpinen ikke skal være hovedperson i mit liv.

Ikke generelt ihvertfald, så jeg lever stille med hovedpinen.

Jeg har bestemt ikke givet op og har affundet mig med at det skal være sådan resten af mit liv. Jeg er stadig igang med at prøve at finde ud af, hvorfor jeg har hovedpine og som jeg skrev i januar, har jeg været til tandlæge (og fået trukket en kindtand i undermunden ud, fået rodbehandlet en anden og skal have skiftet en fyldning i næste måned) og i torsdags var jeg til synsprøve, som viste at mit syn var blevet en lillebitte smule forværret, men dog ikke så meget, at jeg behøvede at smide 5-10 tusind danske kroner efter et par nye briller. Pjøøøøv. Heldigvis.

Jeg har efter samråd med en læge, som jeg var til i slutningen af januar, stoppet at tage nogen som helst former for smertestillende for at finde ud af om der kan være noget medicin-forgiftning ind over hovedpinen; for ja, man kan faktisk meget let få hovedpine af hovedpinepiller.

Jeg har nu i over 2 måneder taget magnesium og vegetabilsk omega 3 sammen med min daglige vitaminpille, D-vitamin og Q10, så på den front, har jeg også gjort nogle forsøg.

Jeg har gennem mine mange lange gåture og næsten daglig meditation/afslapning, fået mit blodtryk banket helt ned på 148, så hvad det angår er jeg også på rette vej. Nej, jeg er ikke helt i mål, men fra 200 og ned til 148, syn’s jeg selv er godt gået.

 

I næste uge, har jeg en aftale om noget massage.

Jeg ved, at jeg har en masse spændinger i ryg, skuldre og nakke. Måske af hovedpinen? Eller måske er det det som jeg har hovedpine af?

Jeg gør noget, men indtil da, forsøger jeg at leve med at lige nu har jeg altså ondt i øverste etage hele tiden, mens jeg sover og når jeg er vågen.. hele tiden!

Måske, at jeg kan fejre at jeg fyldte 50 og at Jan også gør det på torsdag, på et senere tidspunkt. Fejre det med musik, latter og dans ud på de små timer?

Vi har givet os selv og hinanden et rejse til Island til sommer. Vi skal være væk i en hel uge og vi glæder os så meget.

Vi har endnu ikke fundet  ud af, hvor vi skal bo og hvad vi skal se, men vi glæder os til det hele og især til at vi skal opleve noget sammen, kun os to.

 

I januar, som gik, som januar gør og i februar, hvor der skete en del, fik jeg strikket lidt.

Faktisk fik jeg strikket mere end lidt, men jeg havde misforstået opskriften, så jeg måtte starte forfra så der er ikke så mange færdige resultater.

Jeg er igang med “Barbara” af Annette Danielsen i noget tyndt uldgarn fra Garnudsalg. Jeg havde misforstået ud-og indtagningerne og opdagede det først, da jeg var næsten helt færdig med forstykket. Øv!

 

Original-garnet, som mest af alt minder om farvet, fladt, uvokset tandtråd ligger i en pose og venter på andre temperaturer end dem, som vi holder os lige nu.

 

Jeg fik strikket en ny hue til Simon

og så blev jeg smittet af tenstitchblanket-feberen, som meget snart resulterer i en pude, som skal sættes fast i væggen i hytten. Et slags ryglæn, om du vil.

Inden da fik jeg strikket to cowboy-tørklæder.

Den ene i grøn to-trådet moskusuld og den anden i blød uld.

De er knappet i nakken og varmer og pynter forhåbenligt om mine to veninders nakker.

Nåeh jo, så fik jeg også strikket en lille hals-dims/fisk til min søster Lena.

Jeg har ryddet vildt og voldsomt op på “mit” værelse.

Det lyder måske ikke af alverden, men jeg garanter dig, at det var vildt og voldsomt.

Jan har lagt nyt gulv inde i soveværelset og det er blevet så fint.

Det blev så fint, at jeg satte små hylder op i hjørnet og hængte en stump rensdyr-gevir op til at hænge mine armbånd på.

Det er blevet så fint, hvis jeg selv må sige det!

Og så har jeg et lille projekt i tankerne, men først skal jeg have samlet nogle flere grønlandske frimærker sammen.

Inden jeg kastede mig ud i det andet, store projekt fik jeg lyst til at prøve at bruge nogle enkelte af frimærkerne til et lillebitte projekt og det er lidt hyggeligt med de små kunstværker, som frimærker jo er, på den lille fyrfads-stage, som står på vores spisebord.

 

Og så måtte jeg altså også være lidt kreativ, da jeg manglede en sæbeholder ude på badeværelset.

Jeg ledte i hele byen, men fandt intet, som kunne bruges, så jeg klippede en gammel dunk op og lavede huller i bunden, så vandet kunne løbe fra.

Det greb lidt om sig og alle de tomme plastflasker, som vi normalt bare smider ud, blev klippet op og skal nu genbruges i hytten, i jollen, i skuret, i hundeskuret, i hjemmet og hvor vi ellers kan bruge en beholder og nu er ideen givet videre, hvis du kan bruge den?

 

 

Apropos hytten.

Gudihimlenhvorjegdogsavneratværeihyttenienhelweekend!

Vi var i hytten i søndags.

Vi nåede at drikke en kop te, spise en ostemad, nyde udsigten og få ordnet olietanken, så vi igen kan få varme derinde/derude.

Mit kamera har ligget gemt væk og i går ville jeg så lige tjekke at knapperne ikke helt har sat sig fast.

Det har de vist ikke.

Jeg prøvede det af, mens mine søstre og jeg, sammen med Daniel, Sara, Laura og Jan sad og fik lidt kaffe på Taseralik/kulturhuset.

Mens jeg var hurtigt ude og tisse, nåede de andres så også at tjekke at kameraet fungerede.

I dag skinner solen, men det blæser også meget fra øst.

En rigtig lun føn-vind, som fejer den nye sne, som er faldt i starten af sidste uge, rundt og omkring.

Det ser godt ud og selvom det ikke fryser (der er omkring 0 grader) tror jeg, at jeg vil blive indendøre i dag.

Måske skulle indersiden af hjemmet have en tur med en våd klud og måske støvsugeren trænger til at blive trukket rundt på gulvet. Måske jeg bare er indendøre og nyder at det er lørdag, fridag og at der ikke stilles større krav til mig end at jeg skal holde mig i live og det er krav, som jeg kan honorere i dag.

Hvad skal du bruge din lørdag til?