Stærke sager

Sara påstod hårdnakket i går aftes, at jeg havde forsøgt at forgive hende med aftensmaden. Hun spiste noget senere end os andre, for hun var i svømmebadet til langt over spisetid. Dét kunne vi ikke forstå for da vi spiste det var det stærkt men absolut og aldeles spiseligt..ja, for ikke at sige godt. Jan ville tjekke hendes påstand, og jeg havde åbenbart lavet aftensmad med en tidsinspillet bombe. Nøøj, hvor var det, i løbet af et par timer, blevet stærkt af chilien og rosépeberet.

Som barn

I aften lå der pludseligt en mail fra en barndomsveninde til mig i min mailboks. Jeg har ikke hverken hørt eller set hende i ca. 34 år.

Jeg husker, hvordan der altid lå skrællede gulerødder i en stor skål med vand, som vi bare kunne tage af i hendes barndomshjem, og hvordan hendes mor lavede batik sammen med os.. alle de sodavandskapsler og elastikker vi bandt rundt om duge og t-shirt.

Lige så tydeligt husker jeg også hendes klæd-ud-kasse, hvor der var den flotteste røde kjole, jeg nogensinde har set. Som jeg var glad for at klæde mig ud i den røde kjole. Fine, fine aflagte selskabssko, som vi måtte lege lige så tosset med.

Hver gang jeg har skrællet gulerødder, som jeg har lagt i en skål med vand, og det gør jeg mange gange om ugen, kan jeg se den skål, som fodrede mig med uanede mængder gulerødder som barn.

Ved mailen var der vedhæftet et billede af os fra dengang. Veninden til venstre og mig til højre. Hvis jeg skal bedømme vores alder må det blive udfra de tænder, der ser ud om om de ikke er helt udvoksede og de buttede kinder; 6-8 år, måske?

Indrøm, at vi er søde ;-) P.S. : Jeg tror nok, jeg ønsker mig en billedscanner til min 50 års fødselsdag (om 7 år)og uhindret adgang til mine forældres fotoalbums.. kååårzz, hvor kunne jeg få noget sjov ud af de gamle barndomsbilleder, tror jeg?!

Solspil

I aften dukkede solen frem bag regnskyerne. Den berigede himlen med det flotteste lys mellem de tunge skyer. Et billede kan vise meget, og kan være nogenlunde pænt, men virkeligheden, hvor du kan mærke vinden der leger med håret, lugte regnen i luften og mærke fugtigheden mod din pande og se lyset svinde sammen med farverne på himlen. Farverne, der veksler næsten fra sekund til sekund, for lige pludseligt at forsvinde op i den sorte nattehimmel.

Vi havde en fantastisk flot solnedgang til aften og jeg forsøgte mig med kameraet, men måtte give tabt. Virkeligheden er altså bare pænere. 

Hidsig madlavning

Jeg forbander simpelthen den dag, jeg købte den møgmaskine, hver gang jeg hiver den frem. Hvis jeg har glemt at sætte farten ned eller slukket, begynder den straks at snurre og dreje rundt både med og uden redskaberne, såsnart jeg sætter den i stikket. Farligt, hvis jeg står med mit hår omkring den drejende aksel. Den er svær at gøre ren, og fylder et halvt køkkenskab, samtidig med at den vejer som en drægtig hun-elefant. Næ! Den maskine har jeg aldrig været glad for, og bliver det vist heller aldrig. Dyr, var den også, og den eneste grund til at jeg købte den, var at jeg havde brug for en køkkenmaskine til at hakke al vores rensdyrkød. Knap 3500,- dkk på bud. Vorherrebevaremig! Vi havde på det tidspunkt en håndsvungen gammeldags hakkefidus, som man spænder fast til bordpladen, hvilket vi gjorde med det resultat, at vores køkkenbordplade ligner noget vi har samlet op på dumpen. I panik og frustration, kørte jeg ned i Pisiffik et par dage før Lauras konfirmation, for jeg havde brug for en maskine til at hakke, snitte og blende kager sammen til kaffemikken om lørdagen. En fin, fin lille maskine, som fylder en brøkdel af mit monster af en kitchen aid, men som jeg under ingen omstændigheder kan få til at køre. Den skal vinkles og vrides på bestemte måder før strømmen overhovedet vil løbe gennem tingesten. 999,- hele danske kroner gav jeg for fiaskoen. Blenderen har jeg med megen bøvl og spetakel fået til at virke, men den er altså ikke specielt velegnet til at rive gulerødder med. I aften var mine intensioner fine og flotte. Vi skulle have peberfrugter foret med hakket rensdyrkød blandet med grøntager og couscous og med en anelse reven ost over. De halvdårlige gulerødder, som jeg havde tænkt skulle ledsage peberfrugterne sammen med det italienske brød, skulle rives. Jeg river IKKE 2 kg gulerødder i hånden på et rivejern, nej jeg gør ej. 2 kg. for der skulle også være til madpakkerne i morgen. Jeg baksede stædigt, svedende og med stigende ophidselse med Elektroluxfiaskoen inden jeg måtte kalde på kranen alias Jan, som så hev monster aiden op og den, satte i fine rotationer rundt om ingenting, da jeg satte stikket i. Ophidset på den ufede måde! Jeg næsten hader den maskineog også den anden! Næ! Min mor har nemlig en Kenwood, som har kørt hele min barndom, hele min ungdom og som jeg nu i voksenalderen nogengange låner. Den kører trofast og stabilt, er sikret, så man ikke får sit lange hår snurret rundt om drejende dele ved et uheld og jeg kan ikke ved en fejl komme til at hverken hakke mine fingre til fars eller snitte neglene af. Den er hverken fansy eller ergodynamikmaski, og snobeffekten er vistnok lig nul i disse krisetider?! Dén maskine dur! Om jeg var hidsig, mens jeg spiste? En smule og jeg var svedig, varm og var lang tid om at finde det gode humør frem igen. Pigerne derimod, var i højt humør, for de skulle til deres første træning efter sommerferien. De træner for øjeblikket i skolens aula, da der ikke er andre muligheder i byen. Skole 1’s /Minngortuunnguup atuarfias gymnastiksal er stadig hermetisk lukket pga skimmelsvamp, så klubben tager til takke med næsten igenting og alting. Jeg kørte dem til træning og når jeg nu alligevel var på de kanter, kunne jeg ligeså godt få arbejdet. Jeg knoklede igennem og har nået det første af mange mål som jeg har sat mig for dette halvår på arbejdet (bibl.) Men ser du pludseligt en kitchen aid efterfulgt af en elektrolux-køkkenmaskine komme flyvende ud af mit køkkenvindue, så ved du  hvad menuen består af hjemme hos mig!

Hans Falksen (når nu det ikke er en Hanne Falkenberg)

Så er forstykket da omsider færdigt. Jeg tror sørme, at jeg kommer til at mangle gråsort/sortgrå kauni garn. Jeg havde planlagt, at jeg ville strikke ærmerne ensfarvet i den sortgrå/gråsorte.. Hmmm, jeg må hellere få bestilt noget (og så røg ideen med at få bugt med og udryddet alle mine rester) skidt pyt for jeg synes selv, at den bliver spændende. (Farverne er ikke helt naturtro for det er i halvmørke med blitz, men næsten, næsten, næsten..) Denne model er noget længere, noget smallere og slidsen har jeg atter engang droppet. Jeg strikker med min sædvanlige pind 3½ addi turbo-yndlingsstrikkerundpind, og garnet er rester, mest og 99% uld. Der er en enkelt eller 3 stribe silke og en halv stribe acryl. Indtil videre føles den godt og hot. I morgen slår jeg de mange hundrede masker op til ryggen.