Fra mit sofahjørne

 Jamen så gik der lige pludseligt mange dage og jeg kigger mig tilbage og forbavses igen over tiden. 

Måske tiden i al almindelighed, livet i særdeleshed og hvor det hele bliver af?

Indimellem bliver jeg ramt noget så eftertrykkeligt af noget vemod over at livet nu er over halvvejs og når jeg står i et sort, mørkt hjørne føler jeg nærmest, at jeg står med det ene ben i graven og at intet længere kan betale sig.

Jeg læste et eller andet sted om noget maj-blues og kunne genkende følelsen, og især fordi det var een fra min egen aldersklasse, som så fint beskrev det langsomme skift fra at føle at man har uendeligt meget tid og lader en del af det spilde, til at nå herud, hvor man iler og forsøger at det meste ud af næsten ingenting.

Heldigvis sidder jeg jo så ikke altid i et mørkt hjørne.

Faktisk sidder jeg mest i min sofa, hvor jeg kan se ud på vores altan, hvor der er masser af fugleliv lige for øjeblikket og jeg glædes over hver en lille fugl, som kommer og spiser hos os.

Jeg synes det er så hyggeligt og livsbekræftende at se de forskellige fuglepar, der på skift spiser sig mætte i de frø jeg lægger og som flittigt henter noget af det uld, som jeg har sat fast i tørresnoren, som jeg forestiller mig, at de bruger til isolering af deres reder.

Jan kan desværre ikke altid høre fuglekvidren og fuglefløjtene pga sin tinitus, men jeg glæder mig over al den kvidren, fløjten og summen af liv, der udspiller sig for os et par meter fra vores sofaer.

For små 14 dage siden, kørte een af mine venner og jeg rundt med vores kameraer. Vi havde snakket om, at der blev så stille på fotograferings-siden, når alle de store begivenheder var slut og ovre og at vi alt for ofte glemte at finde kameraerne frem i hverdagen.

Vi havde snakket om at mødes en gang imellem og finde noget at fotografere sammen, så vi drog ud og vi håbede at finde de gæs, som havde slået sig ned for at hvile vingerne i byen.

Sandsynligheden var lille, men vi var heldige at finde nogle andre. Vi går ud fra at det var nogle andre; for antallet var anderledes og disse stod et helt andet sted.

Vi kom forholdsvis tæt på og med et godt zoom-objektivt, kom vi endnu tættere på, men de var urolige allerede inden vi kom og lettede ret hurtigt, for at forsvinde ud i den lyse maj-aften.

Vi har forsøgt at holde hinanden op på, finde noget at fotografere hver dag/ hver uge, men det løber en anelse ud i sandet hele tiden, så vi har ellers allieret os med nogle andre, men hverdagen fylder og tager det meste af den der kostbare tid, som jeg er begyndt at værne lidt ekstra om.

Een af de andre, som vi har sat lidt i stævne, har lavet en instagramprofil, som vi gerne skulle forsøge at fylde med vores øvelser og vi er startet lidt op.

Måske jeg skulle bruge lidt tid på at skubbe lidt til de andre. 

Det er tid givet godt ud, når man er i fællesskab med nogen som kan udfordre, lege og har samme interesser