“Spiser I sælspæk til aftensmad” og hvad får en gennemsnits-grønlænder tiden til at gå med en onsdag aften?

Nu er det ikke så ofte eller så tit, at jeg viser min egen hjemmelavede mad.

Det er vist ganske almindelige retter, der bliver serveret herhjemme, så der er vist ikke så meget at skrive om og så alligevel, når jeg tænker efter.

Vi bor jo dør om dør med naturen og maden fanges ofte selv.

I søndags fiskede jeg jo lidt inden vi nåede helt hjem og i havn efter vores hyttetur og udover en kvarttrillion torsk, fik jeg en lille helleflynder på krogen.

Den vejede vel omkring 1½ kg og kunne ligge i den kæmpestore suppegryde uden at blive skåret op og i stykker, for vi ville bare have den kogt og uden de store dikkedarer.

Kogevandet blev let saltet og der kom en lille håndfuld tørrede kvan-frø i kogevandet for at give lidt ekstra smag.

De tørrede kvan-frø er plukket udenfor hytten i fjorden og tørret deroppe på et rent, tørt viskestykke.

Der blev kogt ris og sorte quinoa og jeg lavede en mild karrysovs til.

Det var ganske enkelt og vel i grunden ikke noget, at skrive nogen som helst steder om?

 

I går havde Jan taget en pose fars op til aftensmaden.

Fars af rensdyrkød fanget forrige weekend og jeg valgte at lave en ret, som jeg kalder indbagte æg.

Resterne af risen/quinoa-en blev blandet i farsen, som blev krydret med salt, peber, herbes d.provence og lidt morte-stødt qajaasat/grønlands post og vi fik masser af grønne ærter til.

Ganske enkelt og heller ikke noget at skrive om til nogen som helst.. i virkeligheden.

I dag fik vi hjerte i flødesovs. Et hjerte. 1!

Hjertet fra rensdyret fra forrige weekend og jeg lavede hjemmelavet kartoffelmos til af grønlandske kartofler, købt i Brugsen den anden dag.

Det er jo også en ganske almindelig ret, som ikke rykker ved den store mad-historie, men alligevel

glæder det mig meget, at den mad vi spiser, ihvertfald om aftenen og som er det måltid, der bliver brugt mest tid på både at lave, spise og nyde, er mad, som vi selv har slæbt til huse eller som er (næsten) lokal.

Sådan vil jeg helst gerne have det og derfor bliver vores frysere fyldt op til randen om efteråret.

 

 

Jeg har fået en gave af Snuffis far og Snuffis fars kollega.

 

De er heroppe og det er som altid hyggeligt og dejligt at have besøg af mennesker, som man ikke skal anstrenge sig synderligt sammen med.

Det er (ligesom vores aftenmåltider ) enkelt og ligetil og uden komplikationer.

Når lyset er til det, vil jeg fotografere min gave, men hvis du følger linket, kan du se, hvad det er jeg har fået.

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har gjort mig fortjent til så fin en gave og om jeg kan nå, at gøre mig fortjent til den, mens de er her, men jeg behøver vel ikke engang at sige, at jeg er så rørt over så fin en gave. Jeg vil strikke den langsomt.. forsøge at strikke den langsomt og strække glæden ud og tænke på både Hanne og Klaus, hver gang jeg har den på.

Farven er bare så utroligt flot og som sagt, når lyset er til det, vil jeg forsøge at fange den fine, grønne farve, som gør glad og næsten lige så glad, som tanken om, at de to sammen har stået i en garnbutik og tænkt på mig.

 

For at jeg må starte på nyt, skal jeg jo, som bekendt afslutte igangværende projekter og aldrig nogensinde før, har jeg strikket et par strømper så hurtigt.

Jans kamera har en drejelig skærm, som gør det lidt lettere at tage billeder af sine fødder. Altså af strømper.

 

Du skal være glad for, at du ikke kan se resten af mig, men med lidt fantasi kan du måske forestille dig, hvordan jeg står med den bredeste del af mig i vejret for at trykke på udløseren på kameraet, som står på gulvet.

Bestemt ikke noget kønt syn.

 

Strømperne er til Sara, som bad om et armbånd

(Jep, billederne af armbåndet er taget med et compakt-kamera og tilført både blitzlys og skygger)

og skulle armbåndet ikke leve om til de høje krav den unge dame indimellem kan stille til sin pynt, kan hun sende det tilbage for en bytter og imens trampe arrigt rundt i et par nye strømper.

Stenene i armbåndet er blå sodalit og jeg håber, at det er stort/langt nok til at nå rundt om hendes håndled.. ellers må det jo gå tilbage med posten.

 

Laura og jeg har siddet og tegnet krusseduller/doodles.

Søg på doodle på googles billedsøgefunktion og bliv inspireret, hvis du mangler krusedulle-inspiration.. det gjorde vi, men jeg mangler at lægge flere skygger på mine duller for at være helt tilfreds med dem.. og måske lidt øvelse også ville hjælpe.. hvis jeg gider, at gøre mere i den slags.

Denne på et A4 papir

og denne på et A3 papir

De hænger på køleskabet med magneter for at jeg ikke glemmer, at der skal gøres færdigt.

 

Nu ved du, hvad jeg får tiden til at gå med udover arbejde (intens for øjeblikket), lave aftensmad, gå til kor om onsdagen, pleje min mand og min Laura, savne min Sara og ærgre mig over at sommeren for alvor går på hæld.

“ Bliv hos mig sommer.. bliv! Jeg fik slet, slet ikke nok af dig og af alle de mange dejlige muligheder, som du giver mig. Bliiiiv!”

 

P.S.

Nogen morgener, som foreks. i går, var der lige tid til at fotografere de to “springvand” i Spejdersøen, som tappert forsøger at tilføre søen lidt ilt.  Det forslår vist som en skrædder i helvede, men når morgensolen smiler opmuntrende ned til dem, ser de da ganske dekorative ud.

Nu ved du, hvad jeg får tiden til at gå med og den går forøvrigt så stærkt, at jeg slet ikke har tid til så meget andet for tiden.

Den tid er en lumsk størrelse og især, når den slæber af med min tid med den fart og tager sommeren med sig.