Hvad farve er du i dag?

Jeg har været orange/gul/grøn denne weekend. Mere end jeg plejer.

 

Jan kom med blomster til mig i går aftes.. som en slags kompentation for det dårlige sejlvejr og farven på blomsterne er lige mig.

Det kan faktisk ikke blive mere mig, end lige akkurat den farve, eller måske skulle jeg sige de farver? Og det ved Jan mere end nogen anden.

 

Jeg vender altid tilbage til orange, gul og grøn og dybrød uanfægtet, at fx. grøn ikke altid klæder mig.

 

Jeg er vild med de farver og når det til og med bliver givet i form af blomster, så kan jeg ikke blive andet end glad.

 

Jeg er også meget glad for uld.

100% uld og når det bliver kombineret med farven orange, så er det kun ekstra godt.

Brugsen havde tilbud på 100% uld-plaider i dag og deriblandt var der plaider i orange, så hele to stk. kom med mig hjem og de skal lægges i mit sofa-hjørne og varme indeni og udenpå.

Indimellem svøber jeg mig i andre farver som fx. sort, grå eller turkis, men de orange, gule, grønne og dybrøde farver har altid været mig og lidt ekstra i denne weekend.

 

Hvad farve har du været denne weekend?

Skatte-jægeren

Kan du huske, at jeg fortalte, at farfar i sommer havde sine venner med herop til Sisimiut?

Farfars venner boede i mine forældres hus og de har derfor mailet en smule frem og tilbage til hinanden.

De kender ikke hinanden, andet end at de har hilst på hinanden og nu er kommet på mail-korrespondence med hinanden.

Jeg tror ikke, at farfars venner har haft nogen som helst anelser om, hvad det ville bringe med sig, da de scannede en artikel fra Jyllandsposten op til os og min far.

Der var skam både scannet billeder og tekst ind i mailen og min far printede straks det hele ud og nærlæste… og blev bidt.

Måske skulle jeg starte med at fortælle, at selvom min far er 71 år, opfører han sig ikke altid derefter.. Aller-oftets har jeg ham mistænkt for, at være fantasi-mæssigt gået i stå omkring 4-7 års alderen og da der til og med var udpeget nogle punkter på det fine kort, som også var scannet med for den store, grønlandske skat, som ikke har nogen økonomisk værdi, men har en historisk interesse, fandt min far sin metal-detektor/minesøger frem.

Dét satte jo tanker og fantasier i gang hos nogle af os (ihvertfald for een på 71 år), om spændende skatte-jagt, hvor vi graver kasser op fra forlængst forgangen tid og historiske dufte vil åbenbare sig for os, når kassen med en masse interessant forsigtet blev lirket op af den grønlandske jord.

Om overskrifter i ind-og udlandske aviser og om at blive belønnet behørigt for de historiske klenodier.

 

Jow, jow.. og selvfølgelig har legebarnet en mine-søger.

Den skaffede han sig engang på en auktion, da min søster under en del drama, tabte en kostbar ørering på deres græsplæne i sommerhuset og almindelig søgning ikke gav resultater.

Øreringen blev ikke fundet, men det blev så meget andet og minesøgeren blev fundet frem til den store skattejagt i dag, som vi allesammen blev “inviteret” med i.

Hvad sjov er der at lege, hvis man skal lege alene??

Og naturligvis troppede vi op til den store skattejagt, hvor forbipasserende nok må have tænkt nogle tanker hen a la Anders And og co.

 

Der blev bibbet i ørerne på dem, som gik rundt med minesøgeren og der blev gravet ivrigt og både rustne søm, gamle ølkapsler og en enkelt spændende og meget, meget rusten dåse, blev fundet.

Lena blev hele 3 teltpløkke rigere og vi andre fik en masse frisk og kold luft, hvorefter hele holdet af skatte-søgere blev inviteret hjem til det 71-årige legebarn, der ikke er slået helt af banen endnu, for som han selv konkluderede, var det for ukonstruktiv en eftersøgning af skatten, vi havde foretaget os i dag og måske skulle der være brugt mere en 1-1½ time på at lede.

Vi blev budt på både doghnuts, hindbærsnitter

 

og varm kaffe efter den første skattejagt og jeg kan endnu engang konstatere, at alder ikke har så meget at gøre med, hvad der står på fødselsattesten og at det er sjovt at lege selvom man er nået forbi de 4-7 år.. og måske er vi andre, der omgiver visse 71-årige

lige så fantasifulde, når vi hopper med på ideen om, at det naturligvis er lige netop os, der graver en spændende, historisk skat op lige udenfor vores hoveddør (næsten) op.

P.S: Vi kunne se på Skype, at Jans far var online og ringede ham op.

Klokken var omkring 00.30 farfars tid og vi undrede os lidt over, at han stadig var oppe.

Han besvarede vores opkald og vi spurgte, som vi plejer, hvad han laver.. øøh, han dansede vals sammen med sin veninde i stuen..

FÆDRE!

Fredag aften i hjemmet med tætte tanker

Heroppe i Grønland, kan vi ikke altid planlægge en aktivitet.

Slet ikke, hvis aktiviteten indebærer at man skal ud eller rejse.

Vi er i langt højere grad end i andre lande, underlagt vejret og det skyldes ikke at vejret er mere ustadigt end andre steder i verden (det føles nogen gange sådan), men at hvis du skal nogen som helst steder hen, skal du enten sejle eller flyve.

Der er også en anden væsentlig faktor, som spiller ind og det er de enorme afstande, der er heroppe.

 

Rent hypotetisk: Hvis jeg havde planlagt, at jeg ville gå op på toppen af Præstefjeldet i dag efter fyraften, skulle jeg stadig have vejret med i min planlægning og i mine tanker og tage vejrsigten seriøs.

Selvom turen op til Præstefjeldet i sneglefart højst vil tage mig 3 timer med indlagte lange pauser, så kan det godt gå hen og blive lidt kritisk, hvis vejret overrasker med fx. slud eller kraftige vindstød.

Fjeldet ville blive meget glat og selvom du næsten hele tiden kan se byen, kan du stadig komme i en fare-situation.. hvis du var meget uheldig.

 

 

Vi har valgt at blive hjemme denne weekend.

Vejret lige efter  middag var sådan set fint nok, men vejrudsigten for søndag, hvor vi gerne skulle sejle hjem igen, tegnede ikke godt og der er ingen grund til at sætte liv og lemmer til for at komme enten ud eller hjem.

 

Det er fascinerende holde ferie i fx. Danmark, hvor du bare kan sætte dig ind i din bil, et tog eller en bus og blive transporteret fra det ene sted til et andet sted og det endda efter en udførlig plan, hvor selv minutter tæller med og kan blive til irritations-monenter for nogle, hvis de ikke bliver overholdt.

 

 

Vi har ingen store forkromede planer om at foretage os noget specielt i denne hjemme-weekend i civilisationen, men jeg tænker i strik, tv og varm te.

 

 

Og så tænker jeg en hel del over, at det præcis i dag er to år siden at farmor døde.

Der går ikke mange dage uden, at hun bliver nævnt eller tænkt på.

Vi savner hende stadig og synes, at det er uretfærdigt, at hun ikke fik lidt flere gode år, at leve i.

 

For næsten 15 år siden fik hun brystkræft og var igennem hele møllen med fjernelse af bryst, kontroller, rekonstruktion af brystet og de alt for mange tanker, som følger med sådan en sygdom. Oveni døjede hun med eksem-psoriasis på fodsålerne, som gjorde huden tynd, når det var bedst og åbne, smertende sår, når det var værst.

Så fik hun dårligt hjerte og sukkersyge og skulle døje med det, men nåede at komme ud på den anden side af de kontroller for brystkræften, hvor tanker også blev sat i gang.

For to år siden var både hun og farfar heroppe til Saras konfirmation og jeg kan huske, at hun sagde, at hun var træt og at det nok var sidste gang, at hun var heroppe.

Hun nåede lige at komme til pigernes kusine konfirmation i august for to år siden, inden noget så simpelt som en byld i tarmene sendte hende på sygehus for sidste gang.

Det gik stærkt og vi var slet ikke forberedt på at det var det, som skulle tage vores farmor fra os.

 

 

Hun er een af de mennesker her i verden, der altid var levende interesseret i, hvad vi lavede, havde oplevet og som ville høre det hele ned til mindste detalje.

Og hvor er der dog mange ting, som jeg gerne ville have delt med hende, fortalt hende og glædet mig over sammen med hende.. fx. hendes børnebørn, som klarer sig så godt, vores hytte, vores gode liv…

Hun valgte sine kampe og kæmpede dem så som den tapreste, stædigste kriger og meget, meget sjældent hørte vi hende beklage sig over de dårlige kort hun fik tildelt, hvad sundhed angår.

Hun er i vores tanker, især i dag og hun er stadig et meget savnet mennesker i vores verden.

Og jeg vil tænde et lys, sende hende en ekstra tanke, når jeg lige om lidt sætter mig over i min sofa med strikketøjet i hænderne og en varm kop te, mens vinden udenfor larmende, suser om husets hjørner.

Møg-vejrudsigt

Det er torsdag og vejrudsigten ser elendig ud for weekenden.

Jamen, så må vi jo se om vi kan finde ud af at holde “stor-by”-ferie.., men skulle det vise sig, at vejret er noget andet end storby-weekend, så vil du altså ikke kunne se mig for køl-vand

Og nu regner det gudhjælpemig igen.. som om vi ikke har fået nok!

Godt man ikke er lænkehund!

Hvad ellers?

Vi kom til at grine under aftensmaden..

Jeg har fået en mail fra Jyllandsposten med artiklen om Sara og vi kom til at snakke om, hvordan de mon havde fundet frem til mig, hvortil Laura svarede: “De har nok bare googlet :”Saras mor”.

 

Hahaha.. prøv at google: Saras mor

Samspil og samsang med en søster

Det er altså guld at have en søster, når man har behov for en skulder at læne sig op af, hælde vand udaf ørerne overfor og når man skal klappes trøstende på hovedet.

Det lyder af meget, men det var i virkeligheden ikke alverden og måske kun fordi jeg stødte på nogle mennesker, der var helt og aldeles socialt tonedøve.

Jeg vil ikke prale af, at jeg har socialt total gehør, hvad takt og toner angår, men når det er skingrende, pivende og helt uden melodi, bliver jeg træt i mit indre øre og skal have en mental øre-vask, er det dejligt og rart at have en søster, som gider at slå tonen an og

Mine søstre og jeg synger ikke altid de samme salmer, men det er rart at få bekræftet om tonen, takten og rytmen er helt hen i den blå luft, at blive be-eller afkræftet i sin skønsang.. hvis du forstår, hvad jeg mener.

Verden blev vendt et par gange og bagefter kunne jeg drage ud i den store verden og konstatere, at ikke bare den indre sol, men også den ydre er ved at bryde igennem de tykke, grå og tætte skyer, som har været dominerende de sidste par dage.

 

I går aftes, da det blæste og regnede allermest, kunne vi nede på havnen se at et stort sejlskib havde lagt til og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde mit kamera med, så i morges huskede jeg det og tog derned, kun for at konstatere, at det var blevet flyttet og jeg ikke kunne tage de nær-ere billeder, som jeg gerne ville have haft.

Hmmm.. du får et billede af alligevel. Skibet hedder:” Rembrandt van Rijn” men google fortæller intet om det, selvom jeg var så nysgerrig at tjekke det i går aftes.

 

 

Efter en dag som i dag, havde jeg bare lyst til at se nogen, som jeg ikke kendte på forhånd og det blev så til disse hoveder:

Punkterede fordomme?

Der har på P3 været et program i dag hvor fordomme om grønlændere er blevet drøftet, endevendt og diskuteret.

Jeg ville gerne have hørt udsendelsen, men jeg har været til møde på det tidspunkt, hvor udsendelsen kørte.

Da jeg søgte udsendelsen på DR. kom der nogle andre udsendelser frem (nej, jeg hørte dem ikke over nettet, da det ville blive vanvittigt dyrt. Vi betaler det hvide ud af øjnene for internettet) her og her.

Kommentarerne under een af artiklerne/udsendelserne.. altså! Man kan vælge enten at grine eller at græde, for seriøst kan det altså ikke tages som.

Nu lige før, kunne man se og høre (vi kunne så af een eller anden grund ikke høre) Julia Berthelsen og Nukaaka Coster-Waldau i DR1s aftenshowet drøfte det sammen emne og jeg nåede lige at se og høre dem sige farvel med et smil og har har fuld af tillid til, at de gjorde det godt og punkterede nogle af de mange fordomme, der er om grønlændere?!

 

Selvom min blog ikke fylder alverden derude og ikke har mange hits, mange læsere eller noget som helst, så håber jeg at de få, som kommer forbi denne adresse,får punkteret nogle fordomme (hvis de / du har nogle) om Grønland og grønlændere også?

Det ser virkelig ud til regn

De har lovet masser af regn og vi har allerede fået en del af det i løbet af dagen og de har også lovet masser af blæst. Dét har vi til gengæld ikke fået så meget af.. endnu. (De er DMI)

I morges vågnede vi til en flot sol-opgang,

 

men himlen var kun blå og høj et par få timer, inden skyerne overtog.

Jeg synes godt nok, at vi har fået en del regn på det sidste og jeg kunne altså godt undvære, bare lidt!

.. “ Det ser virkelig ud til regn..”

Mandags-aftensmad

Som tidligere nævnt, spiser vi ganske almindelig mad heroppe.. meget af det, ligner højst sandsynligt det du spiser?

Om morgenen tager Jan en pose mad op af fryseren, som så tør op i løbet af dagen.

Engang da børnene var små, lavede jeg madplaner, men alt for ofte, kunne jeg ikke lige få fat i de ingredienser, som skulle bruges eller et eller andet gik galt så madplanen gik i vasken.

Den eneste plan vi har nu, er at Jan tager en pose et-eller-andet op af fryseren om morgenen og så laver jeg det om aftenen.

 

Det er ofte kød eller fisk, som vi selv har fanget, men tilberedningen af fx. rensdyr-kød er ikke meget forskellig fra at tilberede fx. kalvekød eller vildt-kød fra fx. Danmark.

Vi har både stege, småkød og fars af vores selvfangede rensdyr.

 

Torsk derimod, er jo det samme, næsten overalt i verden og der findes et hav  af opskrifter på nettet, hvis man er løbet tør for nye tilberednings-ideer.

Jeg laver meget ofte min torskepande og det gjorde jeg så også i dag.

Den ret er så nem at lave og kan laves så utroligt flot, når man gør sig umage med pyntningen, at den burde laves noget oftere.

Har du mulighed for at skaffe dig noget billigt torskekød uden skind og ben, burde du prøve at lave denne ret en dag.

 

Jeg brugte:

 

600 gram torskekød uden skind og ben

4 dl jasmin-ris

6-7 dl koldt vand

2 hele løg skåret i små tern

en del karry

salt

ca 2½ dl piskefløde

en lille potte frisk persille

og (i det her tilfælde og fordi der ikke var andet) 500 gram små, sølle coop-rejer.

 

 

 

Du starter med at hælde risene ud i en pande med høj kant.

Krydr med masser af karry.

Jeg kan godt lide karry og især til fisk.

 

Skær løgene i små tern og hæld over risene.

Salt ris, karry og løg.

(Det er godt med gode skarpe knive i køkkenet, men pas nu på alligevel!)

Skær fisken (som ikke absolut behøver at være torsk, men også kan være en anden fisk) i mundrette stykker og læg over risen og løgene.

Salt fisken

Hæld vand over det hele og vandet skal akkurat nå op til fisken.

 

Læg låg på og lad det koge op..

 

Når det har kogt op, skal du skrue helt ned for varmen, så risene ikke brænder på. (koger det helt tør for væde, må du gerne tilsætte et par sjatter eller to)

Så venter du.. Det skal have ca ½ time / 40 minutter.

 

 

Har du fået torskehovedet med dig hjem, kan du pille ørestenene ud af hovedet på torsken, rense dem grundigt og lime dem på en lille ørestik.

Så har du et par øreringe, som er helt og aldeles unikke, skabt af en torsk uden din indflydelse

(og jajaja.. limet på af en torsk.. den lå jo lige til højrebenet)

 

 

Når risen er kogt færdig, pisker du fløden.

Du lægger den groft klippede persille

i midten af panden, lægger rejerne rundt om

og den piskede fløde yderst.

Havde jeg haft tid og lyst og måske ventet gæster, havde jeg sprøjtet flødeskummet ud med tylpose og det hele, men i aften er det bare mandag og tiden er ikke helt til det store, så det blev, rystet i en pose til det blev stift, hjørnet klippet af og sprøjet ud.

Et groft, hjemmebagt brød plejer at gå rigtig godt til torske-retten.

Søndags-rapporten

I går morges tog Jan og jeg afsted i silende regn og pæne, bølgende bølger, som både gik op og gik ned.

Vi sejlede bare mod nord og så mod øst og så var vi fremme, hvor det stadig regnede.

Jeg hader regn, men jeg har købt et sæt regntøj, men det er ikke nødvendigt, når man sejler i flydedragt, som er sådan så nogenlunde regntæt..nogenlunde, betyder ikke tæt, men at den er så tyk, at der går noget tid inden man bliver helt våd.

Vi fik fortøjret jollen og trissede så op i hytten,

hvor ovnen blev tændt og der blev sat noget vand over.

 

Vi sad og kikkede ud på det grå triste vejr, mens hytten langsomt blev varmet op.

Sidste weekend fik jeg ikke, som jeg plejer, skrevet logbog, hvilket jeg ellers sætter meget højt på skal-listen.

Det er sjovt, at læse tilbage og vi husker også at skrive informationer ind, som kan være nyttige senere, så derfor skriver jeg.

Sidste gang kom vi lidt for hurtigt ud af døren, så jeg skrev, hvad jeg nu lige huskede og fik hjælp af Jan til at huske lidt mere.

Og nu falmer ikke skoven, men fjeldet i en grad, så det virkelig kan ses. De gyldne, røde, gule og varme farver bliver hastigt afløst af mørke og brune farver.

Som du kan se udfra billederne, var fjorden helt stille i modsætning til havet, som vi kom fra og der var så tyst og stille, at det virkede helt uvirkeligt, som om at verden var gået i stå uden at vi havde opdaget det, som om at vi var sejlet ind i en tidzone, hvor virkeligheden står stille og at de eneste bevægelser, var dem som vi selv kunne skabe og vi forsøgte at skabe så få som overhovedet muligt, som vi sad der i hytten, hvor varmen langsomt overtog den ugelange kulde i hytten og lunede kroppen op igen.

 

Da regndråberne blev mindre og der var lidt større mellemrum imellem dem (men de var der stadig) tog vi regntøjet på og drog op, op og op.

Vi havde besluttet os for en rute.. bare for at kikke og for at udforske, men havde også vel også hemmeligt for hinanden, eftersom vi begge var bevæbnet til tænderne, håber på at se rensdyr.

Vi fik gået og gået langt, fik set andre sten og udforsket

Vi gik på tætte tæpper af bær, ikke bare små tæpper eller spredte tæppe, men store og mange, tætte tæpper af bær

og jeg bukkede mig rigtig mange gange og skovlede bær ind, som blev nydt.

Den megen regn havde lokket svampe frem og dem var der rigtig mange af.

Jan fik set meget og set langt, men fik ikke set det, som han allerhelst ville have set,

men han fik set mig, da jeg fotograferede mig selv

Hvis han var glad for at jeg gik bagved ham og ikke foran ham, kan jeg sagtes forstå ham.

Håret blev holdt effektivt helt væk og brillerne var erstattet af et par linser, underlæben var ofte skudt frem i ærgelse over, at der ikke var noget at se i kikkerten og indimellem sagde jeg også ord, som min mor bestemt ikke har lært mig.

 

Faktisk synes jeg at vi gik pænt langt.

Ti kilometer i stærkt kuperet terræn og det helt uden at drikke eller spise noget.. for vi var så dygtige, at glemme drikkedunken og chokoladen i hytten, men der var små-elve, som vi kunne fugte drøblen i og tanken om en nutella-mad udgjorde vores madpakke for dagen, som blev tilbragt i silende, kold regn..

 

Og så kunne tanken om nutella-maden ikke holdes i ave mere og vi drog hjemad igen,

 

stadig i regn, men forinden kunne jeg da lige skyde forbi to harer, som Jan så gik efter for at vi ikke kom helt tomhændede hjem.

Sådanne en harer må have gjort sig ualmindeligt dårligt bemærket da Gud uddelte kamoflagedragter.

De lyser op som store “se-her-er-jer”-skilte i det brune landskab, hvor intet er hvidt.

 

 

Selvom farverne er falmet og dæmpede, er de stadig smukke og seværdige og se på dem, gjorde jeg med nydelse.

 

Da vi kom ned til hytten og fik det gennemvåde tøj og de sjaskvåde støvler af, fik vi varm te og den nutellamad, som vi havde drømt om og da kroppen blev varm igen, blev den træt og jeg faldt i en let søvn.

 

 

I morges vågnede vi til solen, der blidt bankede på vindues-karmen.

Vi blev vækket af solstriber og stille hav

og dagen er gået med at hente store, flade sten nede på stranden, så vi kan lave en slags sti med trædesten fra hytten og om til lokummet.

 

Nede på stranden

så jeg denne sten, som desværre er så stor, at den ikke lige er til at flytte.. for ellers havde jeg flyttet den op foran døren, som en slags velkomststen.

Og Jan og jeg lå nede i lyngen, som efterhånden var blevet tør, hvor vi nød de varme, næsten sommer-agtige solstråler, nød havet, der stille slog ind på bredden, spiste nogle flere sortebær og nød, at det stadig var søndag.

 

Og så tænker du måske: “ Hvad med Laura”?

Det tænkte jeg også mange gange i løbet af dagen i går og dagen i dag.

Jeg har snakket med hende i aften om, at hun stort set altid er alene lørdag og søndag og skal jeg tro på, hvad hun siger og ikke på min dårlige moder-samvittighed, som nager, knager og vrider sig, så nyder hun puste-rummene, roen herhjemme og at hun kan være sammen med veninderne uden at skulle slæbes med ud i fjeldet, hvor der hverken er internet, elektricitet, mobiltelefon-dækning, rindende vand eller træk-og-slip på toilettet.

Hun får som altid tilbuddet igen næsten weekend og så må jeg forsøge, at lukke munden på samvittigheden, hvis hun igen ikke vil med.

Har du også haft en god weekend?