Uundgåeligeheder

Vi ved det vel alle et eller andet sted.

Uanset, hvor umage vi gør os, skal vi afsted en dag.

En dag slipper vi håndtaget, slipper grebet, stiller træskoene, slår stiften, himler, kradser af, tar’ billetten, drager bort, forlader denne verden, sover ind, hiver skruen op af vandet.. eller med andre ord, dør.

Jeg har hørt, at det skulle være en ganske dyr fornøjelse at blive lagt i en præsentabel kiste af træ.

Eller fornøjelse er måske ikke ligefrem det rette udtryk i denne sammenhæng, men hvad jeg vil frem til er, at det er det eneste vi med sikkerhed ved om vort liv: Vi skal væk herfra en dag.. desværre.

Lige nu ville jeg holde fast, til jeg hang i det yderste af mine negle, -jeg ville stædigt holde fast, for jeg er glad for mit liv.

Det er vist sagt et par gange før, men det kan ikke siges for tit.

Når jeg engang, mæt af dage, liv og glæder, lukker mine øjne for sidste gang, håber jeg ikke, at min afslutning bliver til for meget besvær.

Meget kan man gøre selv og jeg har læst et sted for mange år siden, at vi, af hensyn til vores kære, bør forberede så meget så muligt selv.

Det kan være arverets-spørgsmål, salmer, der skal synges, stedet, hvor dine jordiske rester skal lægges, tøj du vil iføres eller nogle helt andre ting.

Jo mere du har nedfældet på papir, så det kan dokumenteres jo bedre står de efterladte stillet. De kan sørge i fred uden at skulle rode rundt i din garderobe og gruble over om du vil iføres dine badebukser, din brudekjole, din natkjole, dine Lewis eller noget helt andet.

De behøver ikke nødvendigvis at skændes om dine regninger, dine håndører, din guldkæde med lykke-amuletten eller huset, båden, bilen eller andet efterladt.

Dine efterladte ved, hvad du ønskede, at der skulle synges ved din sidste afsked og hvis du har været rigtigt godt forberedt har du måske endda skrevet et par ord til dine kære?

Så langt er jeg ikke kommet.. endnu.

Jeg er lige fyldt 46 år og jeg regner med, at jeg har levet det halve af mit liv.. sådan rundt regnet.

Mit håb er, at jeg har masser af tid endnu til at forberede hvem, der skal arve mine udtrådte hjemmesko, mit konfirmations-ur, hvilke sange og salmer, der eventuelt skal synges, når jeg skal kremeres (håber, at der bliver mulighed for det her i Sisimiut, når den tid engang kommer) og at der bliver så lidt som muligt, at tage stilling til, når min tid er, for mine efterladte.

Nu må du ikke tro, at jeg sådan render rundt og tænker på mit endeligt i tide og utide.

Langt fra, men indimellem stopper jeg op og glædes over livet. Og indimellem bliver jeg så en anelse trist over, at det hele engang slutter.. sådan midt i al min glæde.

Nu har jeg meldt Jan og mig ind i ligkiste-foreningen.

Det koster 100 almindelige, danske kroner om året, at være medlem.. /at spare sammen til sin kiste.

Så behøver mine efterladte ikke tænke alternative løsninger udi papkasser og brugte bæreposer for at spare en almindelig, hvid trækiste, væk.

Det skulle nemlig være en ganske dyr forteelse for de efterladte, at komme af med.. så at sige, den afdøde, hvis du forstår, hvad jeg mener.

 

P.S: Måske skulle der laves en tilsvarende hjemmeside på grønlandsk og til folk, som bor i Grønland, som denne?

Hvem melder sig?