Tankevækkende gaver

For rigtig lang tid siden fortalte jeg dig, at jeg drømte og det endda, efter min smag var alt for meget, alt for livligt og alt for trættende.

Der er sågar altid musik i mine drømme. Nogen gange sange jeg kender og nogen gange bare musik, som jeg aldrig har hørt før. Masser af musik og farver.

 

Kan du huske at jeg har fortalt det?

 

Det kunne een af mine faste læsere.

I fredags modtog jeg en bog af min faste læser.

 

En drømmetydningsbog, som hedder “drømmetydning for begyndere” af Else Relster.

Jeg har allerede læst en hel del i den.. Startede fra allerførste side og læser mig langsomt igennem.

Bevidst langsomt, for jeg har en utrolig dårlig vane med at læse for hurtig og i denne sammenhæng er jeg meget bange for at misse noget vigtigt.

Og inden jeg kommer alt for godt i gang  med at fortælle om mine oplevelser med bogen, vil jeg fortælle en anden ting, for jeg tror, at tingene hænger sammen.

 

Min kollega, som jeg har omtalt et par gange, som også er min veninde, har været top-idrætskvinde og spillet meget håndbold. Rigtig, rigtig meget og meget, meget længe.

Det gør hun ikke mere og lige som alle os andre har hun et par kilo, som hun gerne vil smide.

Det har nogle af hendes gamle håndbold-kammerater også.

Her i Sisimiut kører der i 5 uger en slags konkurrence, et projekt, hvor man er en masse grupper, som konkurrerer mod hinanden i at tabe sig.

Der er ialt 48 kvinder (ingen mænd) som har tilmeldt sig.

Tilsammen vejer vi 48 kvinder 4,5 ton.

Fire og et halvt ton.

Hvad giver du?!

Det svarer til, at vi gennemsnitligt vejer 95 kg hver.

Der er ingen i min gruppe, som så består af min veninde/kollega og hendes veninder, som vejer over 90 kg.

 

Faktisk har jeg tabt mig 6½ kg siden starten af december.

Man kan ikke se det og ingen har lagt mærke til det udover min badevægt og mine bukser.

Jeg er glad og jeg håber, at jeg kan tabe mig mellem 5-10 kg. så min BMI ligger midt i normal-området.

Jeg ved med mig selv, at det er alle de små søde ting, som jeg putter i munden, som har givet mig en årlig vægtøgning på ca 1½ kg siden jeg mødte Jan i det tidlige forår i 1993.

Alt det unødvendige og overflødige mad, som jeg, for hyggens skyld spiser i utide og at jeg spiser af helt andre årsager end af sult.

Det synes jeg også der skal være plads til i ny og næ, men ny og næ er ret så ofte hos mig og det har jeg forsøgt, at skære ned på.

Faktisk var det ikke bare i ny og næ, men en indgroet og dårlig vane.

Jeg vil begrænse mig og holde lidt igen og det har da givet bonus i form af de 6½ kg. indtil nu.

Nu håber jeg, at jeg i kraft af konkurrencen kan tabe mig ca 5 kg mere over de næste 5 uger og meget gerne holde vægten.

Jeg ved, at de 5 kg er højt sat og at påskeægget, påskelammet og påskefridagene kommer lige lukt ind som en forstyrrende og distraherende faktor, men jeg vil forsøge at holde fokus.

Det er nemmere at holde fokus, når man er sammen med andre og når man har et mål.

 

Nå, men det var så her at min nye bog kommer ind, for i går morges, lige inden jeg vågnede, drømte jeg den mest livagtige drøm, hvor jeg står på den ene side af vejen og venter på at komme over.

Over på den anden side af vejen står en masse gamle kvinder.

Nogle ældre end de andre og nogle så gamle, at de bruger krykker.

Midt på vejen vi skulle over, er der en slags forhindring, en slags vold af sne eller jord.

Både de gamle damer og jeg starter overfarten af vejen samtidig og da jeg når forhindringen, kan jeg se, at een af de gamle kvinder, som bruger krykker, har svært ved at komme over volden.

Jeg standser op og opmuntrer hende til at fortsætte..

Hun smiler med sit meget rynkede, men glade, smilende ansigt og kommer over ved hjælp af mine opmuntringer.

Jeg vender mig om efter hende og råber: “ Kan du nu have det godt” og så vågner jeg.

Jeg håber, at min drøm betyder, at jeg har hjulpet mine gamle vaner over og nu kan fortsætte ad en ny vej?

Måske betyder drømmen noget helt andet for jeg er kun kommet knap halvvejs i min spændende bog.

Har du et andet bud?

Her til aften var “min” gruppe ude og power-walke.

Især power.. sveden løb mig ned ad ryggen, selvom det fryser 17 grader og mine hænder dunkede af mit rask-rullende blod i årene, da jeg kom hjem.

Ude på gåturen var der som bølgende, farverige serpentiner nordlys spredt udover den smukkeste dyb-blå himmel, hvor stjernerne blinkede muntert.

Lige netop den blå, som er mere blå end noget andet, er så flot, smuk og fantastisk.

 

Nu fortjener jeg, at komme ned og sidde med mit strikketøj, mens jeg meditativt funderer over de livlige, mange, farverige drømme, som kappes om, at rulle over mit indre film-lærred natten igennem hver nat uden at der kommer en endegyldig forklaring om morgenen.

 

De kommede dage er jeg lidt væk, lidt fraværende og måske lidt distræt.

Jeg har igen i år sagt ja og meldt mig som frivillig fotograf til ACR, som bliver skudt i gang på fredag. (og vores vanlige mangeårige logerende er ankommet idag for at deltage. Det bliver spændende at følge hende igen i år)

Det er med vanlig præstations-angst og mindreværdsfølelse, at jeg kommer til at stå ved sporet og trykke på udløseren, mens jeg håber på, at de andre, som også skal fotografere ikke griner mavemusklerne i smadder, når de ser mine ynkelige forsøg på fotografering. Kryds nu lige fingre for mit kamera

 

Og så vil jeg lige tilføje, at jeg bliver så ydmyg og taknemlig helt ind i hjertet, når jeg bliver betænkt med opmærksomhed af folk, som jeg ikke engang kender i det virkelige liv.

Det er så bevægende, at jeg næsten får dårlig samvittighed over at modtage gaver.

Jeg føler, at det er så ufortjent, at jeg som får så meget i løbet af en ganske almindelig dag i form af smil, venlighed, sød opmærksomhed og ikke mindst via bloggen; søde mails, dejlige kommentarer og rosende anerkendelse, ydermere skal have gaver. TAK skal I allesammen have og ikke mindst tusind tak til dig Karin, for at sende mig den spændende bog.