Ligner jeg måske een, som er rig og som trænger til at blive lettet for værdier et par gange om året?

Jeg ved ikke, hvad jeg havde i tankerne i morges, da jeg landede på arbejdet.

Måske er det mest sandsynlige, at jeg slet ingen tanker havde, for jeg glemte både min pung og min mobiltelefon i min jakkelomme nede i garderoben.

Der skal nøgle for at komme ind i lærernes garderobe og døren smækker, når vi lukker døren, så i virkeligheden burde jeg vel ikke engang bekymre mig om mine jakkelommers indhold?

Det er kun lærerne og vikarer, som har nøgle til garderoben.

 

Men ikke desto mindre kom jeg først i tanke om min pung og mobiltelefon kl 11.20 og gik ned til garderoben, hvor jeg låste mig ind og konstaterede, at jeg havde lagt min mobil i en anden lomme end jeg plejer.

 

Jeg er et rigtig indædt “det plejer jeg"-dyr, som har nogle så fasttømrede rutiner og vaner, at det nærmer sig uhyggeligt.

 

Min pung var der ikke og jeg gik godtroende og naivt ud for at dele fagforenings-bladet ud kl 13.30 sammen med min kollega..øh, eller det vil sige.. gik og gik.

Bilen kunne heller ikke i dag, ligesom i går, starte, så jeg måtte igen ulejlige min stakkels far, som igen i dag trak mig halvvejs gennem byen, hvor min bil kom hostende, spruttende, jamrende og meget lidt samarbejdsvilligt i gang.

Om varm, sveden gearkasse lugter godt? Nej, overhovedet ikke.

 

Da jeg efter at have hustands-omdelt forenings-bladet ville ud og handle, tog jeg hjem for at lede efter min pung, men den var altså bare ikke at se nogen som helst steder hjemme, så tasker, lommer, skuffer og hvad ved jeg blev gennemsøgt inden jeg igen tog op på skolen for at lede.

Uden held.

Jeg styrtede rundt som en skoldet skid og fortalte rengørings-damerne om mit problem og bad dem om, at holde udkig såfremt og hvis..

Om mit dankort ringede jeg til banken og fik spærret og politiet blev adspurgt, om de havde fået indleveret min meget genkendelige pung og alle de steder (i virkeligheden ikke så mange, – jeg er jo vanedyrenes for-moder), hvor jeg har færdes siden i går efter middags, inklusive Brugsen og posthuset ledte jeg ved.

Nul resultater.

Paniktankerne om kørekort, dankort og alle de andre mærkelige kort, som jeg fylder min pung med kredsede rundt inde i mit hoved som fluer og så ringede rengøringsdamerne fra skolen:

de havde fundet min pung.

Jeg kørte tilbage på skolen og der, bag et toilet, som jeg bestemt ikke har været inde på hverken i går eller i dag, lå min pung, bevidst gemt.

 

Alle mine kort var der og det eneste, som mangledes var mine mønter.

Og min barnlige tro på, at mine medmennesker ved, hvad der er mit og dit.

 

Jeg ved det godt: jeg nærmest beder jo om, at blive bestjålet, når jeg lader min pung blive i min jakkelomme i vores aflåsede garderobe-rum..bestjæl mig!

 

Hmmmffffrrrrr arghhhhrggggrrr.. jeg noget nær hader min godtroenhed, naivitet og ubesudlede tanker for tiden.

Og en lillebitte smule dem, som stjæler fra mig.

 

Jeg tror det bedste om folk, selvom de gang på gang på gang både lyver mig op i ansigtet, stjæler direkte op af min lomme og hvad ved jeg.

Nå!

I morgen skal jeg ringe til banken og få genåbnet mit dankort og iøvrigt huske på, at for nogen kan respekten for andres ting tilsyneladende kan ligge gemt under en nyfødt babys lillefinger negl.

Hvis den da overhovedet eksisterer?

 

Smågnaven, lettere modløs og uden mere kamp-evne inviterede jeg Jan på Taseralik.

Goddavmandøkseskaft!

Jeg inviterede, men lod ham betale.

Sandwichen gik for at være aftensmad, for jeg orkede bare ikke at skulle rode rundt med gryder, pander og madlavning.

 

Et par måger, som jeg besluttede mig for, var dumme, blev fotograferet.

Nogen skulle det jo gå ud over, selvom tyveriet også denne gang endte i fryd og gammen.

Og så kørte vi den lange vej hjem for at køle af og for ikke at tage de grimme tanker indenfor.

Min strikkelyst er imidlertidig ude af drift, så jeg har pillet lidt ved Jans billede istedet.

Her er originalbilledet, som blev taget i går aftes:

Hans eneste kommentar til billedet var, at han lignede een, som har kørt halm ind hele dagen.

Og her er billedet udsat for mit knap så lyse humør i aften:

 

 

I morgen er en ny, ubrugt dag, men i dag vil jeg have lov at surmule lidt.