søndag den 22. februar 2009

Bryllupsplaner

Den opmærksomme læser vil vide, at min søster skal giftes til april. Det betyder, at vi har travlt med at få orden og styr på vores grønlænderdragter. For godt og vel 18 år siden fik jeg ordnet mine kamikker fordi jeg skulle giftes, og hvis de kunne fortælle, ville de fortælle om dengang jeg ung og naiv og meget godtroende forelskede mig i en lige så ung fyr. Der skulle ikke så meget til dengang, og dengang syntes jeg, at jeg var ufatteligt heldig, at han overhovedet ville mig, da jeg jo var enlig mor til en lille dreng med et alvorligt handicap, som krævede en del og som fortsat skulle gennemgå en del udover, hvad andre børn normalt gennemgår. Den unge fyr og jeg indledte et stormfyldt forhold og vi havde mod og lyst til tilværelse til trods for at han skulle på uddannelse i Danmark. Der blev sendt mange breve frem og tilbage mellem Danmark og Sisimiut dengang og lykken syntes som forseglet for hvergang jeg modtog et brev, men pludseligt og uden varsel, blev jeg ringet op en ligegyldig mandag eftermiddag af den unge fyr, som kort og godt meddelte mig, at vores forlovelse hermed var ophævet. Forklaring fik jeg aldrig. Nøøj, hvor var jeg ulykkelig..næsten en hel uge, og min veninde lagde ører og skuldre til, og da min planlagte, men aflyste bryllupsdag oprandt engang i september, gik min veninde og jeg i byen og fejrede dagen. Vi legede, vi dansede brudevals til een eller anden ligegyldig diskomelodi, vi blev hønefulde, havde en fantastik aften, hvor vi dansede, grinede og fjollede. Jeg var som sagt ung, og der gik ikke mange tanker til, så var jeg ovenpå og med mod på livet igen. Jeg opregnede fordele og ulemper ved min situation, hev mig selv op ved næsehårene, så jeg igen stod på mine ben og gik glad og ufortrødent videre i livet, lidt klogere og mindre modtagelig for forelskens giftige pile. Heldigvis for mig, kom Jan jo forbi, stoppede op, og han var modtagelig for mine invitationer, forventningsfulde affyring af amors pile, og havde mod og lyst til at dele dagene med Simon og mig til trods for, eller var det på grund af de udfordringer, Simon og jeg kunne give hans liv?? Jan står til stadighed og heldigvis ved min side, og mine kamikker er blevet brugt i mange andre sammenhænge siden da, og jeg havde så fine, næsten ny-restaurerede kamikker til mit bryllup et par år senere. Der er rendt meget vand i elven siden dengang, et par børn og et par bløde, store og tildels overflødige kilo er der også kommet til, så derfor skal både kamikker og bukser udvides og ordnes, så de igen passer mig, så jeg igen stolt (stadig godtroende og naiv) kan iføre mig min grønlænderdragt/nationaldragt til Lena og Johannes bryllup til april. Lenas ældre (en ældre) veninde, som heldigvis er dygtig med sine hænder, og som kan det gamle, men næsten glemte håndværk at lave og ordne grønlænderdragten, er i gang med både Lenas og min.

5 kommentarer:

  1. Sikke en smuk men også grusom historie om dit bryllup eller mangel på samme. Vidste ikke du havde en handicappet søn, men kan jo også se at han er voksen på dit fotogalleri og handicap eller ej- så fylder de ikke på samme måde som børn.
    Jeg kan ikke lade være at tænke på, at specielt i Grønland er det jo fuldstændig forfærdeligt, hvis de gamle håndarbejdstraditioner ikke holdes i hævd. Det vil jo underminere traditionen med jeres fantastiske grønlænderdragter, hvis ingen kan huske hvordan man udvider- syr dem ind og ud, garver skind og knipler kamikborter eller hækler eller hvad den enkelte nu forestrækker. Jeg håber du får den på plads til brylluppet. Kh Karin

    SvarSlet
  2. - mine øjne svider og de er vandfyldte og umulige at se med.
    Men det er på den fede måde:-)

    SvarSlet
  3. Jamen Gitte dog..hvis det havde været en film, havde jeg måske også skullet have kleenex-erne frem, men det er bare en historie fra det virkelige liv, og har intet med hverken Hollywood, men..hvor ville jeg ønske at der bare engang imellem var violinmusik og stortrommer i baggrunden, når jeg oplevede noget stort :-) Karin, jeg har tre børn og de fylder hver på deres måde. Det er dejligt og de giver hver noget, da de jo er så forskellige. Jeg håber også at min dragt bliver færdig

    SvarSlet
  4. Arnaq kusanaq, godt du har fundet lykken <3

    Dorte Zeeb

    SvarSlet
  5. Ilumut Dorte.. Lykken findes altid og nogen gange endda lige om hjørnet. <3 2 Y 2

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.