søndag den 21. april 2024

Hvad kan jeg bidrage med?

Vi lærer gennem hele livet, siges der og vi kan jo være mere eller mindre  bevidste om det vi lærer og være mere eller mindre bevidste om, hvem der lærer os det. 

Vores primære omsorgspersoner i vores allertidligste barndom var vel vores første lærere, vores nærmeste familie, personalet i diverse institutioner og skoler, venner og omgangskredse lærte os også både noget praktisk og noget om tilpasning og adfærd.

Stadig tilpasser vi os og lærer, hvordan vi skal gøre ting. 

I min lille lukkede verden kæmper jeg lige i dette øjeblik med min bærbare og søger hjælp hos de unge mennesker omkring mig og der lærer jeg; eller forsøger at lære både det tekniske, men også af deres arbejdsmetoder og hvordan jeg selv kan forsøge at løse mine problemer næste gang.

Jeg har med tiden lært, hvor jeg bedst kan søge hjælp og jeg har nogenlunde lært, hvordan jeg skal formulere mit problem for at gøre mig forståelig.

At være mor til et barn med et fysisk handicap har lært mig, hvordan det offentlige system fungerer og ikke fungerer og jeg har med tiden lært og lærer stadig, at min verden og andres verdener ikke altid vender den samme vej og at tingene nogengange skal gøres på helt andre måder for at få succes i det store og små.

De sidste mange år har jeg sat mig for at lære, at styre mine tanker.

Vi har jo alle et mylder af tanker inde i vores hoveder, som kan rode rundt og blive kaotiske. 

Det er jo ganske normalt, men jeg har aldrig været god til at organisere de negative tanker, så de ikke farver de gode og positive tanker og så de ikke helt overtager magten.

De der mange klicheer om at " at hvad du fokuserer på, bliver din virkelighed" , at "parkere sine tanker" irriterede mig i lang tid, men da jeg begyndte at læse lidt om det og forsøgte at lære lidt om at tænke noget om sine egne tanker, og også gøre noget ved dem, kører jeg de der selvsamme klicheer inde i mit hoved.

Jeg har lært nogle teknikker, men jeg er endnu ikke dygtig, men jo mere man øver sig, jo bedre bliver man jo som sagt bedre.


I de sidste minimum 5 år har jeg lært af min fars demenssygdom. 

Ikke ret meget om selve sygdommen, som jeg dog også har lært lidt om, men det jeg mest har bidt mærke i er, hvordan det påvirker min måde at tænke på.

Og jeg er blevet bedre til at skelne mellem vigtigt og ikke vigtigt.

Jeg lærer,  hvor forskelligt man kan reagerer på alvorlige kriser og hvor lidt eller meget, der skal til for at knytte eller adskille forhold.

En kliché, som jeg dog aldrig rigtig har kunnet forholde mig til, er den om at "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere".

Jeg føler mig bestemt ikke stærkere mentalt, selvom jeg er nået ud på den anden side af min første ungdom og er langt inde i mit voksenliv. 

Jeg er blevet mere følsom og sensitiv og tårerne kommer lettere. 

Jeg røres og påvirkes meget lettere end før og føler bestemt ikke, at jeg er blevet stærkere og bedre til at fx. at holde tårer tilbage.


I går var jeg ude hos min far på plejehjemmet. 



Min mor havde fortalt, at der var en frisør derude, som var i gang med at klippe og ordne de gamles hår.

Frisøren havde været der siden min mor var der ved 14-tiden, og da jeg kom ud på plejehjemmet ved 19-tiden, var hun akkurat lige blevet færdig med at klippe min fars hår. 

 

Han var blevet så fin og jeg blev så dybt berørt, da jeg hørte at frisøren i sin fritid, ikke bare i går, men også tidligere har klippet og sørget for de gamles hår ganske gratis. 

Der findes tilsyneladende stadig mennesker, der uden at skulle vise det, fortælle om det, tage selfies eller på anden måde at skulle promovere sig eller drage fordel af det, eller for egen vindings skyld gør noget, gør noget.

Overalt, hvor jeg ser mig omkring.. også når jeg ser indad, så starter vi vores sætninger med jeg, jeg og jeg. 

Det handler næsten altid om mig, mig selv, jeg og mine. 

Hvordan vi henleder opmærksomheden hen på os selv på den ene eller den anden måde. 


Det er vel nærmest bevist, at når vi gør noget godt for andre, er i ( positive) fællesskaber, tilsidesætter os selv og indgår i sociale sammenhænge, hvor vi sammen løfter og støtter, får vi overskud og energi. 


I går så jeg et menneske, der gjorde noget for andre. 

Hun gjorde det, hun var god til at og brugte det for at glæde og gavne andre. 

Jeg blev rørt af frisørens gode gerning og hendes samfundssind og tænker på, hvad jeg kan gøre for andre. 


(billederne er "bare" mobilbilleder)

Måske noget så simpelt som at hilse, stoppe op og smile til de gamle på plejehjemmet kan gøre en forskel, eller at melde sig som frivillig, som besøgsven eller noget helt andet, kan gøre en positiv forskel i andres liv og dermed også i dit og mit?



onsdag den 17. april 2024

Helt af sig selv

 Hej igen.

Tak for jeres hjælp. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men nu kan jeg også se min blog. 

Det er hverken hver eller hver anden dag, at jeg kigger forbi, men to gange i år, hvor jeg tilfældigvis har kikket forbi, har jeg ikke kunne finde bloggen og den skriver, at der ikke er forbindelse til serveren.

Jeg har prøvet ad omveje, genveje og smutveje, men ingen af vejene har virket. 

Vejen til at lægge billeder ind på sædvanlig vis, virker stadig ikke og dette er lidt besværligt og det gav da lige anledning til at prøve sig frem og prøve noget nyt og prøve sig frem.


Faktisk nåede jeg at skrive til google, som åbenbart står i ledtog med blogger, men jeg fik ikke svar, men en anden sød blogger, skrev til mig, at jeg havde fået kommentarer og det kunne jeg så også se i min mailpost.

Men nu kan jeg se den og det har I andre åbenbart kunnet hele tiden. 

Tak for hjælpen.

Jeg håber, at det vil fortsætte med at virke og faktisk håber jeg også lidt at jeg kan komme ind i vanen med at skrive lidt dagbog igen. 


Jeg ville være lidt ked af at miste min dagbog gennem et helt årti; faktisk mere end et årti og det har da sat nogle tanker i gang om, hvordan jeg kan sikre mig.

Har I andre gjort noget?








søndag den 14. april 2024

Hej derude

 Hej derude.

Er der nogen, som gider/ vil lægge en kommentar, hvis de/ du kan se mit opslag?

Jeg kan ikke selv komme ind på min blog og se den og kan ikke finde ud hvorfor



fredag den 12. april 2024

Underlig opførsel

 Det er altså meget underligt, man / jeg så ofte ikke selv kan gå ind og se bloggen. 

Der står at der ikke kan oprettes forbindelse. 

Jeg prøver at skrive et par sætninger for at se om det kan oploades.

Hvis nogen ved, hvorfor det sker igen og igen,  må de/ du da gerne give mig et praj



fredag den 29. marts 2024

Påskemusik

 I rigtig mange år tog jeg det som det naturligste at jeg var med som frivillig til både det ene og det andet. Jeg tog billeder under ACR og for Arctic Sounds. 

Så sker der et eller andet, man er syg eller man kommer ikke med af en eller anden grund og så får man lidt smag for den frihed, der også er ved bare at være tilskuer og uden forpligtelser.

De sidste par år har jeg kun meldt mig, som frivillig til musikfestivallen og til forskel for de andre år, har jeg på forhånd sagt, at det ikke er alle koncerterne, som jeg kan fotografere til. Det er fint, for det giver lidt luft til også at mærke at der er feriedage og at der kan slappes lidt af. 

Nu er det jo ikke anstrengende at være frivillig på den måde, men jeg har brug for at kunne disponere mere frit over min tid for øjeblikket.

I onsdags kørte vi ind til nogle musikere, der har taget den lange tur på slæde fra Kangerlussuaq og herud med overnatninger undervejs, hvor de har skrevet musik sammen. 

( klik på linket og læs om turen )

Vi kørte ud til den hytte, som de lå i i onsdags. 

Jeg var med for at tage billeder, Laura var med som chaffør for hende, der skulle lave indslag på de sociale medier og vi var i alt  6 scootere. 


Der var overskyet og på fjeldtoppenen var der tæt med skyer, sne og white-out, men vi havde en god tur, hvor musikerne spillede og sang de sange, som de havde skabt i fællesskab på turen for os.





I går skulle de selvsamme musikere ankomme byen og jeg kørte dem i møde for at kunne tage nogle billeder af dem på slæden, og vejret var bare så godt.








Et par timer efter deres ankomst, kunne vi tage plads i kulturhuset Taseralik og høre deres fine sange een gang til.



Jeg ved ikke om det kommer til at ske, men især een af sangene, håber jeg bliver indspillet, så man kan høre igen og igen.


Vi fortsatte med at lytte til musik på Råstofskolen, som under musik-festivallen, naturligvis er omdøbt til School of Rocks.





Du kan gå ind på Arctic Sounds facebook-side og se flere billeder, se og høre indspilninger og måske mærke stemningen, som er hyggelig og god og hvor det emmer af musik og glade mennesker