Reflektions-tid

 Jeg er i gang med en leder-uddannelse.

Det er iflg dem, der er i gang med at uddanne os ikke et kursus, så jeg øver mig i at sige at det ikke er et kursus, men en uddannelse.

 Jeg fik afsluttet første modul forrige uge og hvis jeg selv havde kunne vælge, ville jeg gerne have haft tid til at reflektere.

 Faktisk mangler jeg desperat tid til at reflektere og fordybe mig i tingene, tankerne, følelserne og livet i al almindelighed, men sådan er tilværelsen ikke skruet sammen. 

Sådan fungerer det ikke. 

Jeg bilder mig ind, at der var mere tid til at tænke tingene igennem før og at der var mere overskud og energi til at sætte sig ned og tænke over, hvad der foregik inden man gik videre i tilværelse og livet.

Når Jan og jeg er ude i hytten og når vi når at få en dag eller to, oplever jeg at vi kan nå at sætte hastigheden lidt ned.

At vi kan nå at tænke lidt over alting og fordybe os i nogle af de mange, mange tanker vi har, især i denne tid, hvor vi står ved nogle livs-overgange, som både er skælsættende og livs-forandrende.

Jeg har kastet mig ud i nogle helt andre retninger på mit arbejde, hvor jeg er blevet trin-leder på et trin, som jeg aldrig har været på før (4.kl-7.kl) og derfor er jeg på leder-uddannelse.

Mine børn er flyttet hjemmefra og selvom de stadig kommer hjem til os i deres ferier, så er de under uddannelse og når de engang er færdige, så går de i gang med at skabe deres egne hjem og egne liv. 

Det er vemodigt og jeg er stadig igang med at vænne mig til tanken om , at de ikke kommer hjem og bor hos os permanent igen sådan som det var engang, men jeg glæder mig også usigeligt over hvor godt det går med dem alle tre.

Jeg er stolt helt ind til benet over, hvor godt de tackler deres liv. 

Da jeg var i deres alder, var jeg nybagt mor, men jeg var helt rundt på gulvet og jeg følte ikke, at jeg havde styr på ret meget, men det er nok også en anden historie, men gør ikke stoltheden over mine unger mindre.

Min fars sygdom (demens) gør også at mine tanker cirkler rundt og rundt og i virkeligheden trænger til at blive efterset, men når jeg sidder i stilheden uden forbindelse til andre end mig selv, så kan jeg gribe de flyvske tanker, hale dem ind og kigge dem efter i sømmene, rette dem op og ind, og lægge dem i de rette skuffer.

Når hverdagen kører med skemalagte timer, uddannelse,  møder og pligter, så kan det være svært at få indhentet de der tanker, inden de løber fra dig og kører af sporer foran mig, så jeg øver mig i at afsætte tid til reflektion og eftertanker, for det fungerer bedst for mig.

For andre hjælper det at snakke med andre i et væk, vende og dreje hver en lille tanke og følelse, men for mig er det bedst at få lov at tænke lidt i stilhed og senere vende tankerne med fx. Jan.

 Jan er den bedste at til at vende mine tanker og følelser, til at rette dem ind eller ud, op eller ned. 

Nogen gange skal jeg formulere tankerne eller følelserne et par gange inden han helt ved, hvor i hvilken retning de skal sparkes hen og så er det jo godt at vi har kendt hinanden så længe og været igennem så meget sammen, at vi ikke behøver så mange ord og så meget følelsesmæssig gestikuleren inden vi kan hjælpe hinanden på vej.

Mandag til fredag er hektiske og forjagede og når jeg når fredag eftermiddag har jeg bare lyst til at rulle mig sammen og klynke og så er det at jeg er taknemmelig for, at kunne tage ud i hytten, hvor stilheden er total og hvor ingen kan forstyrre mine tanke-rækker.

Jeg får re-sat det meste og kan klare en uge mere.

Det går jo ikke i længden så jeg skal finde et leje, hvor der også i hverdagen er plads til at nyde hverdagen og især med tanke for at om ganske kort tid, må vi lukke ned for for vinteren.

Indtil da er jeg taknemmelig over at jeg har muligheden for at samle energi, overskud og kræfter til hverdagen.

Jeg ved ikke om det gav mening? Måske skulle jeg have tænkt lidt mere over det inden jeg skrev det ned

Den der tomme rede

Det der med at børnene rejser tilbage til deres eget liv.. det burde jeg jo være så glad for.
Et liv, som de selv er i gang med at opbygge, stable på benene og etablere.

Jeg burde glæde mig over, at de ikke hænger fast herhjemme og lader sig oppasse af deres mor.
Jeg burde være så glad for, at de har vokset sig modne og selvstændige, men det punkt er jeg overhovedet ikke nået til.. endnu.
Inderst inde ved jeg godt, at det er egoistisk og

Jeg græder snot og gør det i mængder, som er meget umodent. Faktisk det ret modsatte.

Følelsen af at blive ladt tilbage; ikke i stikken, men bare forladt, sidder derinde i hjerte-kulen og stikker som en irriterende lille torn, der ikke lige lader sig rive ud.

Reden føles så gabende tom og oveni så står jeg tilbage med en følelse af, at nu er min mission udført, mit arbejde gjort og opgaven afleveret.

Måske er det sådan en form for "Roskilde-blues" som har svært ved at forlade mig, som har bidt sig fast, klistret sig fast som en etikette på et marmelade-glas, der ikke så let lader sig tage af og jeg kæmper en stille, indre kamp for at vende følelsen af forladthed til det glædelige at mine børn, har gode, interessant og meningsfulde liv, hvor de tager ansvar, er selvstændige og klarer sig selv.

Laura tog tilbage til Nuuk i lørdags, hvor hun først skal deltage i noget musikfestival i Qooqqut, hvor hun skal spille med nogle andre og også spille alene med sit eget musik.

Hun fortsætter sine studier efter i juni at have bestået sin bachelor i antropologi.

Den sommerferie som hun holdt her, blev jo meget langt fra den som vi havde alle havde håbet på.
Vi hutlede os igennem sommeren med alle følelserne udenpå,- nogle mere end andre og forsøgte at få det bedste ud af ikke det værste, men ud af kaos og noget trist.
Vi er alle forstående.
Vi er alle med på, hvad der lige skete og vi er alle med på, at det hverken kunne være anderledes eller at gøres på andre måder, men de massive forandringer, der skete/sker bragte jo uorden i nogle trygge vaner, som vi skulle forholde os til og så kunne sommerferien ikke se anderledes ud end den kom til.

Måske gjorde det derfor lidt ekstra ondt inde omkring den torn, som allerede sidder inde i hjerte-kulen, da Laura i lørdags steg ombord i flyveren og fløj tilbage til Nuuk?

Heldigvis nåede vi en hyggelig fredag aften, hvor det først så ud til at vi bare skulle være os to; Laura og jeg, da Jan sejlede ind i hytten sammen med sin bror og Sara og hendes kæreste tog ud for at spise fint, men min søster Lena sagde: "ja tak" til at spise det mad, som Laura lavede til os inden vi alle tre, tog ned i kulturhuset Taseralik for at høre Frederik Elsner og Ole Kristiansen holde en intim-koncert.

Jeg savner allerede Lauras tilstedeværelse, at vid at hun er lige omkring, men jeg siger ikke det ikke højt.

Måske kan det fortrænges væk?

Måske det føles lidt mindre, hvis jeg lader som om, at hun bare er ude for at mødes med nogle af sine venner og snart er hjemme igen og måske det føles lidt som om hun er her, hvis jeg lader være med at tænke på det, men der sidder en lille djævel på min skulder og hvisker at Sara og Max også rejser lige om lidt og minder om den der dumme følelse, som jeg har så svært ved at vende til noget mere brugbart og konstruktivt.

Er jeg den eneste mor, der har det sådan eller er det almindeligt?

Mosser og lav

Mos, lav og andre planter.

Tanker om tanker

På facebook har jeg igennem i hvertfald i et år, fulgt Niels Moestrup og det er ikke fordi jeg læser hans oplæg/statusopdateringer ord for ord.

Jeg læser overskrifterne og skimmer nogen gange teksterne.

Den sidste tid, har jeg dog fundet større inspiration i hans facebookopdateringer og især hans opdatering om "overtænkning", bekymringstanker og negative antagelser, fik mig til at stoppe lidt op og tænke mig lidt om.

Sidste forår, var jeg på en smagsprøve til et kursus, som jeg havde håbet at komme på, men som jeg desværre ikke kom på.

Gennem foredrag og oplæg, som jeg har deltaget i, er det blevet gentaget, at (groft og populært sagt) at vi er, hvad vi tænker.

Iflg. nogle nogle har vi mellem  20.000 og 70.000 tanker om dagen.
Mange af dem er automatiske tanker og vi kan ikke helt selv afgøre, hvilke tanker der dukker op derinde i hovedet, men vi kan øve os i hvilke tanker, der skal gives opmærksomhed.

At vi selv kan styre vores tanker og at vi igennem øvelse, kan bestemme over vores egne tanker.
Vi kan ikke styre alle vores tanker, men vi kan selv bestemme, hvilke tanker, som vi vil ofre opmærksomhed.

Jeg øver mig virkeligt i, -især denne periode, at tillægge mine tanke nogle andre og mere positive værdier.

 Tankerne strømmer jo til os i en lind strøm hele tiden og dem kan vi ikke stoppe og jeg har fået skudt i skoene så mange gange, at jeg selv er herre over, hvad der skal lægges i de tanker.

Desværre har jeg en kedelig tendens til at lade køre de negative og destruktive tanker køre løbsk og har alt for tit svært ved at stoppe dem og den spiral, som opstår og som tager den ene negative tanke med sig efter den anden.

Jeg ved ikke om det er sværere for mig end for andre, at stoppe tankerne, tage dem ud een for een og tjekke dem efter for kvalitet og langtidsholdbarhed.

De tanker som snurrer rundt inde i mit hoved, føles alt for ofte som vasketøjet i min vaskemaskine, når den centrifugerer for fulde omdrejninger, men jeg øver mig virkelig i at trykke på nødknappen og hive dem ud.
Apropos vaskemaskine-billedet, så er det det samme sure vasketøj, der kører rundt inde i mit hoved.
De samme ødelæggende tanker, som bliver sat over i min indre vaskemaskine og som alt for ofte får lov at køre rundt og rundt.

Niels, skriver at det  hjælper at skrive sine tanker ned, da det er med til at strukturere tankerne.
Det er jo fuldstændigt ligesom mit vasketøj, som jo også skal sorteres efter farve og kulør og måske, hvis jeg blev lidt bedre til at sortere i tankerne, kunne jeg smide de der gamle, slidt og ubrugelige tanker ud, ligesom jeg ville smide et par alt for forvaskede, slidte og grimme sokker væk?

I lørdags slog jeg tankemylderet en smule fra. Så meget som jeg nu kunne.
Jan og jeg tog op i hytten sammen med Jans bror.

Vi spiste god mad, drak en Fernet Branca menta midt imellem alting og helt uden grund og jeg lå og læste fuldstændig og aldeles ligegyldigt kærligheds-litteratur, som er tanke-blødgørende.

Nogen gange; ikke altid, hjælper det at flytte sig fysisk.

Gå et andet sted hen, gå en tur, besøge nogle mennesker, sætte sig på den anden side af bordet eller..bare bevidst flytte sig væk fra der, hvor jeg havde den kedelige tanke.
Sådan bogstaveligt flytte mig væk fra tanken og fokusere på noget andet.

Tankerne flytter jo med (og især de tanker, som du nu vælger; bevidst eller ubevidst at give opmærksomhed) og måden du tænker tankerne på, er der jo også, men bare det at komme et andet sted hen og skal gøre nogle ting anderledes, kan være med til at aflede tankerne og når de så igen dukker op, så ser de lidt anderledes ud. Bare en smule.
Måske er det bare det, at man ikke har ofret så meget tid og opmærksomhed på tanken, som gør at tanken ser anderledes ud, men det hjælper for mig.. for en stund og jeg tænker lidt mere klart, når jeg giver mig tid til at tænke på noget andet.

Det er guld for mig at kunne komme i vores hytte.
Der er hverken internet eller nogen form for telefonforbindelse.
Der er bare stilheden -naturens lyde og den friske luft.

Bare det at skulle hente vand i elven, koge vandet i en rigtig kedel over et gas-komfur og vaske op i hånden, kan være med at sætte tankerne lidt på stand-by og de har mine tanker godt af.

Og jo, derude dukker tankerne også op i en lind strøm, men de ser anderledes ud, når de skal igennem det der filter som findes derude, hvor jeg er langt væk fra det, som er årsag til dem.
Ofte er mine negative tanker forbundet med noget konkret, -nogle ydre omstændigheder, som jeg ikke kan ændre, men tankerne om de konkrete ting, kan jo ændres og det bliver de ofte, når jeg får dem lidt på afstand.

Igennem et par år har jeg sovet meget, meget dårligt; netop pga mine kedelige tanker, som ikke frivilligt lader sig stoppe og det sidste halve år, har jeg tilføjet mine søvnrytme endnu en kedelig vane, nemlig at vågne mindst een gang i timen.
Tankerne om tankerne lader sig ikke bare sådan lige stoppe.

Jeg har lært at lade være med at ærgre mig (alt for meget) over at være vågen. Ikke at få søvn nok.
Det er bedre at få lidt søvn end slet ingen.

Tankerne er knap så løbske om natten, som de har været og selv om det er fy-fy, så tager jeg nogen gange min mobil og ligger og kigger på pinterest eller noget ligegyldigt søvndyssende.

Lige om lidt tømmer jeg den gamle iPad for ligegyldigheder og downloader nogle gode bøger, som jeg kan lægge og læse, når jeg alligevel er vågen.

(en papirbog kræver en tændt læselampe og jeg vil ikke ødelægge Jans søvn.
Det er nok, at kun een af os ligger vågen)

Jeg starter på arbejdet i morgen efter en ferie, som jeg ikke fik holdt og jeg får nye og andre opgaver på mit arbejde.

Det kræver overskud og mere energi at skulle lære nyt og gøre tingene på andre måder, men min erfaring er også, at man får mere energi og overskud, når man lærer nyt og gør tingene på nye og anderledes måder, så jeg håber, at det også kan være een af katalysatorerne til at sætte skub i nogle mere givtige tanker, som kan føde nogle flere gode tanker, så det er dem, der kan køre i selvsving i stedet for de her sure, slidte og ukonstruktive tanker, som er ved at slide mig i stykker.

.. Og så melder den første katastrofetanke sig på banen: kan jeg overhovedet lære nyt, når jeg er så meget i underskud med energi og postivitet?
Ja!
'Det kan jeg, for jeg er god til at lære nyt og jeg er godt til at knokle og jeg er god til at omstille mig.. svarede jeg så den første katastrofe-tanke! NÅ!


(alle de sætninger, som starter med: jeg, er med til at definere, hvordan du definerer dig selv, har jeg læst og det vil jeg lige huske mig selv på.)


De små fugle på billederne er stenpikker-unger, som sidder ude på stenene udenfor vores hytten i overtal på denne tid.

at skabe minder #8 tungt vejr

De sidste omkring 10 dage, har det virkeligt været råt, koldt og regnfuldt.
Det er der mange fordele ved. Fx. har der ikke været så mange myg og jeg har kunnet tage mine nystrikkede sweatre og cardigan på.

Jeg var ude en enkelt gang og forsøge at indfange det tunge, våde vejr.

De hvide boligblokke bliver rykket ned en for en.
Jeg er ikke klar over om det er alle blokkene, som skal lade livet eller om de lader nogle stå, men jeg tænkere på alle de levede liv, der har været i hver enkelt hul, som engang var et hjem.
Et hjem på godt og måske på ondt.
Sikke mange minder, der må ligge mellem de vægge.

Jeg tænker på en sætte-kasse, hvor familier har opfostret deres børn, gamle har set tv, unge har haft deres seksuelle debut, børn har leget gemmeleg, store børn, der har løbet og banket på dørene og rendt deres vej, de mange måltider, der er blevet tilberedt..

De står på permafrost; blokkene, har jeg ladet mig fortælle og eftersom permafrosten jo pga klimaændringerne er i gang med at tø op, så blokkenes fundament i stykker og det ene med det andet som for eksempel nedslidning og andet.

I overmorgen starter jeg igen på arbejde. Igen.
Jeg føler mig ikke parat til det og er træt og trænger stadig til ferie, varme, sol og afslapning, men der er weekenderne at se frem til.

Jeg arbejdet i den samme bygning i 31 år.
Nogle vil måske mene at det er alt for mange og nogle gange drømmer jeg skam også om noget andet, men så dukker der nye arbejdsopgaver op og jeg er i gang igen.

Der nede er plejecenteret/alderdomshjemmet; min fars nye hjem.
Det personale, som jeg har mødt, er så utroligt hjertevarme, menneskelige og omsorgsfulde. De er rummelige, tålmodige og har altid lige lidt ekstra tid og et varmt smil til overs.
Jeg beundrer de mennesker.

Helt nøjagtigt hvad disse dukker, der står i et vindue på havnen går ud på, ved jeg ikke, men jeg synes de er lidt uhygggelige, især i dette tunge, kolde og regnfulde vejr.