At skabe minder #5 uden fangst

At vi ikke har kunnet tage ud og overnatte eller blive væk i længere tid, har også betydet at vi har taget andre og nye steder hen denne sommer.

Og nye steder, har også betydet at vi har set nye ting.

Lige efter at Laura var kommet, var der en aften, hvor der var havblik og solen skinnede.

Der var gammeldags sommer, som indbød til en tur langt ind i fjorden, hvor vi sjældent kommer.

Vi kastede lidt med fiskestang og fangede absolut ingenting, men fik en dejlig aften, hvor sjælen fik lidt sol og lidt fred og hvor vi kunne sænke skuldrene ned og trække vejret i dybe drag.

Sidste sommer brændte hele dette enorme område og meget mere end det, som ses og det var et mareridt, som gav noget, der ligner et kollektivt traume for mange i byeb og hvor vi alle drømte om massiv regn , som dog ikke kom. 

(https://www.qeqqata.gl/Nyheder/2019/07/brand%20ved%20kangerluarsuk%20tulleq?sc_lang=da)

Det gjorde brandfolk dog fra byen,  andre byer og beredskabsstyrelsen fra Danmark.

Området er stadig stærkt præget af sidste års brand og der kommer nok til at gå flere årtier inden alle spor efter branden er væk.

Vores tur ind til bunden af fjorden var dog smuk og var med til at opveje de triste, tunge tanker, som jeg havde i den periode, hvor alting var kaotisk, svært og uvist med min far.

At fiske uden at fange noget, kan faktisk være noget af det mest beroligende, man kan foretage sig.. ikke at skulle ordne og rense fisk bagefter, men alligevel stå og kaste snøren i vandet, spoler ind mens man følger blinket, som kommer nærmere og nærmere og kaste det ud igen i en lang gentagelse.

At skabe minder #4 Udsigter

Hmmmm denne dejlig udsigt.

Faktisk har jeg lagt det første af billederne, -den med alperoserne i forgrunden, som mit baggrundsbillede/skrivebordsbillede på min computer, da det vækker minder om en dejlig, rolig og afslappende dag sammen med Jan.

Der er omkring 650 meter op til toppen og man skal over elven, som kan være svær at passere, hvis det fx har regnet, men helt oppe på toppen, hvor vi så rypeparret, som gjorde alt for at aflede os, var der skønt.

Skønt, fordi jeg gik med Jan i hånden og at vi intet skulle nå.
Skønt, fordi jeg en stund kunne slippe bekymringer, tanker, tankemylderet og kunne gå og lade tanker og følelser flyde let og ud og væk.
Det er guld værd.

Jan kan sige akkurat som en rype: http://www.ravdo.se/rypelyd.htm

De gjorde alt for at lede os i en bestemt retning, så jeg har dem mistænkt for at de nok havde en rede i nærheden.

Der var heldigvis tid til at lægge lidt på maven og kikke på de små arktiske blomster, der jo aldrig bliver ret meget højere end at de lægger helt nede ved jorden

Een af de dejlige dage. Tak for den.

At skabe minder #3 blomster og nye færdigheder

Jeg elsker at lægge på maven og kigge på de små arktiske blomster.
Der er ikke så mange i min omgangskreds, der synes at det er fedt at kigge på mine blomsterbilleder, men jeg elsker at makrofotografere dem
Der er noget beroligende ved at kigge på makroblomsterbilleder, hvis du spørger mig

Nåe jo og så har jeg faktisk for første gang nogen sinde denne sommer, lært at lave tørfisk og det er blevet en succes, så det skal jeg gøre igen.. masser af gange mere

At skabe minder #2 Assaqutaq

I løbet af sommeren, tog vi en hurtig beslutning om at vi kunne sejle ind til Assaqutaq og spise aftensmad.
Vi besluttede hurtigt at aftensmaden sagtens kunne bestå af en købt sandwich og en medbragt kande te, en rulle kiks og en sodavand.
Det vigtigste var at komme ud og opleve noget.
Vi ville benytte muligheden for at være sammen og for at opleve noget af sommeren.

Der var tåget noget af tiden og der var lidt køligt, men det var utroligt hyggeligt.
Jeg er ikke så god til højder og da jeg ovenikøbet heller ikke kan svømme, var det meget grænseoverskridende at gå over broen inden i Assaqutaq.
Ikke at jeg behøvede, men da jeg så den, besluttede jeg at jeg ville overskride een af mine egne små grænser.

Mine knæ rystede og mit hjerte hamrede voldsomt, mine hænder svedte og jeg tænkte forfærdelige tanker rigtig mange gange mens jeg meget, meget langsomt og helt krampagtigt krabbede mig over hængebroen.. først frem og så tilbage.