torsdag den 24. oktober 2019

Lige inden vinteren

Jan havde en eller anden form for efterårsferie i sidste uge.

Måske ville det være mest passende at kalde det en forlænget weekend,  ligesom min efterårsferie også kun bestod af 3 ekstra dage oveni i weekend.

Jeg klager skam ikke over de ekstra dage, hvoraf den ene faktisk var en bonos-feriedag, da vores kursus-afholdere ikke kunne nå frem.
Det, som var lidt træls og som vi på ingen måde var herre over, var at Jan skulle på kursus mandag og tirsdag, hvor jeg havde fri-dage og at han havde fri onsdag, torsdag og fredag, hvor jeg skulle på kursus.
Jan valgte at tage med een af sine kollegaer ind til vores hytte for at gå på rype-jagt.

Der var ingen ryper, men der var masser af hygge at hente og de havde nydt det med en dram, kaffe og afslapning


Der var dårligt vejr om fredagen, så Jan og jeg tog over i kulturhuset, hvor der var åben scene og næste dag, havde havet lagt sig, blæsten tabt pusten og solen tittede frem.



Der var gamle, brugte store bølger derude på havet endnu, men vi listede os afsted og da vi rundede fjordmundingen, var fjorden stille, solen skarp og luften frisk.


Der var ny-sne helt ned til vandkanten.


Dagene bliver hastigt kortere og kortere og der er ikke meget at give sig til, når mørket sænker sig over fjeldet.
Intet tv og kun hinandens selskab.


Det er meget naturligt at gå tidligt i seng og måske endda også for tidligt.

Vi har en lille højtaler i hytten, som vi tilslutte vores mobiltelefon og vi har en enkelt solcelle, så vi kan lade både telefon og højtaler op og ydermere giver den lille solcelle også lys til de 4 små LED- lamper vi har sat op.

Jeg strikker og drikker te og Jan læser og slapper af.
Jan kan sidde lige så stille og slappe af med ingenting.
Jeg misunder ham lidt den evne.


Jeg skal helst have noget mellem hænderne og allerhelst producere noget, men jeg øver mig i at lave ingenting, men jeg er ikke så god til det.. endnu.

Vi læser bøger, når vi går i seng.
Vi går tidligt i seng. Faktisk går vi nogengange for tidligt i seng.. i weekenden vågnede jeg allerede ved midnatstid og følte mig udsovet, men da jeg fik tjekket klokken og kunne konstatere at dagen end ikke var helt forbi, fik jeg lagt mig igen og heldigvis faldt jeg i søvn igen.

Skal du tisse om natten, skal du ud.
Udenfor.
Ud i nattekulden og i weekenden blæste det en anelse oppe fra fjeldet, som var pakket ind i ny sne og vinter-forventninger, så der var koldt om de bare ben, som jeg smuttede ud med.
Måske var det forskellen mellem nattekulden og lune dyne-varme, som nu driller blæren og minder mig om, at det måske er en bedre idé at klæde sig lidt på inden jeg smutter udenfor næsten nøgen i sneen i bare ben og termo-gummistøvler?
Rigtigt dumt, men let og bekvemt.
Når man render ud, når man ikke at mærke at der er koldt og det er måske også bare en myte, at man får urinvejsinfektioner, snue, forkølelser og lignende, når man bliver kold?


Som sædvanligt føltes det af alt for lidt da vi forlod hytten og det smagte af mere, men hverdagen skal passes og faktisk skulle Jan rejse om mandagen.

Han er på Sjælland disse dage, men kommer hjem i morgen mens jeg stadig er på arbejde.
Der har været usædvanligt stille, mens han har været væk.
Der er stille når vi kun er os to, men der er endnu mere stille når der kun er mig.

Katten har holdt mig med selskab og jeg har netflixet og rodet med mit garn.


I morgen, når jeg kommer hjem fra arbejde, er Jan tilbage og jeg forestiller mig, at hvis vejret er til det, pakker vi en madpakke og sejler op til hytten, hvor vi lader skuldrene falde på plads og nyder det, som bliver een af de sidste weekender i hytten på denne side af jul.. der er så småt ved at komme ny-is på vandet og snart fryser fjorden til.




onsdag den 9. oktober 2019

Palindromdato 9102019 eller lidt om årstidsvemodighed

I weekenden var vi som sædvanligt i hytten, men vi fik en lidt anderledes tur, end vi plejer.
Vi kom derind i nogenlunde fint vejr om fredagen midt på dagen.

Vejret var fint, lidt køligt men slet, slet ikke i nærheden af, hvad det ellers plejer at være og ydermere er der jo absolut ingen sne og fjeldet ligner det, som plejer at dukke frem af sneen om foråret: et brunt fjeld uden farver,



men om foråret er der sneklatter rundt omkring og det er der jo ikke nu.. eller det vil sige, at vi om lørdagen, da vi gik op i fjeldet for at se om der var ryper eller harer først fik lidt regn, som vi så besluttede vi ikke gad, at gå rundt i og derfor gik forlod ved at gå ned og tilbage til hytten.

Vi fik sat vand over til te og smurte os nogle gode rugbrødsmadder da vi kom ind i hyttevarmen og jeg ringede over satellit-telefonen til min søster, for at høre til vejret ude ved kysten.
Hun kunne fortælle, at havet var skummende hvidt og at der blæste kraftigt ude hos dem og rådede os  på det kraftigste til at blive, hvor vi var.. det var vi jo ikke specielt kede af, så vi kunne læse i vores bøger resten af dagen, drikke noget mere te, kigge ud på vejret, der slog rigtig om og blev dårligt med sne, regn, slud og meget kraftig kuling og der blev rusket i vores lille hytte, men vi hyggede videre med god aftensmad og pandekager til endnu en kop te.



Der blev meget, meget mørkt om aftenen, så søvnen indfandt sig helt naturligt og jeg sov fra stormens larmen.

Vi vågnede til et sneklædt landskab, som dog hurtigt smeltede.


Om søndagen lagde vinden sig, jeg havde ikke mere garn til det sjal, som jeg strikker på og bogen var  læst færdig, så vi vaskede op, ryddede op og pakkede sammen.

Jeg følte, at jeg havde været væk længe og været i en helt anden verden, da jeg låste døren og trissede ned mod jollen.. lidt vemodigt, for jeg ved jo at sæsonen lakker meget hurtigt mod enden og at det snart er tid til at låse rigtigt af og vente på at der kommer is på fjorden, så vi kan køre derud.
Dagene bliver kortere og kortere og selvom der ikke rigtig er kommet sne eller frostgrader endnu, så er det ellers sen-efterår og meget snart rigtig vinter.

Jan og Jesper ville have været inde og hente Jespers telt og lejrudstyr i går, men der blæste en kraftig østenvind inde i Amerloq, så de måtte vende om og sejle tilbage i går.
Telt og lejrudstyret skulle stadig hentes og da Jan har sent fri dag, tilbød jeg at jeg kunne tage med.
Der var en anelse bølger da vi sejlede ud, men de lagde sig mere og mere, som vi sejlede først ind ad den ene fjord og videre gennem den næste.













Alting gik fuldstændigt gnidningsfrit og vi fik pakket hans lejr sammen, ærgret os over at vi ikke bare kunne blive i det gode solskinsvejr, men skulle hjem inden det blev mørkt


Vejrudsigten for weekenden ser ikke for spændende ud og mit garn er ikke kommet.. endnu.
 måske er jeg ovre i, at jeg skal have spundet noget uld selv.. hundeuld fra egne hunde?
Og bage nogle boller og varme noget kakao?
Måske..


søndag den 29. september 2019

Weekend-taknemmelighed

Nogen gange må man bare være vikar for sig selv og det valgt jeg at være for mig selv i torsdag og i fredags.. ikke at forstå, at jeg ikke lavede noget eller at det jeg leverede ikke ville kunne tåle et tjek, men jeg kørte altså på dampende og da jeg kom hjem i torsdags, var der udsolgt og jeg kunne bare klaske sammen og kunne så ikke mere.

I fredags var  jeg en anelse friskere, men bestemt ikke rask, men jeg var på arbejde og det gjorde godt begge dage at komme ud og komme blandt andre mennesker.

Jan og jeg havde aftalt at hvis jeg var frisk til at tage afsted, ville vi tage afsted og op i hytten.
Om jeg er snottet herhjemme eller om jeg er skvattet i hytten, er lige fedt, men jeg vil ikke have feber eller være mega-syg, så jeg mærkede efter og om eftermiddagen tog vi afsted og ankom hytten i det fineste vejr.

Vi tændte godt op i ovnene, tændte for en masse hyggelige stearinlys, lavede skoldhed te af frisk vand fra elven og vi nød roen og stilheden; jeg med mit strikketøj og Jan med noget læsestof.

Der bliver mørkt ude i fjorden.


Ikke bare lidt mørkt, men rigtig, rigtig mørkt, hvor der ikke er andet kunstigt lys end det lidt vi selv laver.

Og så er der jo rig mulighed for at se nordlys, hvis der er noget, for det bliver så ikke forstyrret af kunstigt lys.



'



Der var lidt fredag aften og jeg nåede da lige at få et par billeder inden det forsvandt igen.

Om det er det dybe mørke, som ikke bliver forstyrret af små kunstige lyskilder eller om det er stilheden, som nærmest larmer i ørerne eller om det er den friske luft eller kombinationen af det hele blandet med den indre ro, som jeg finder derude, der gør, at jeg faldt i søvn og sov i hele 6 sammenhængende timer, ved jeg ikke.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så mange sammenhængende timer i træk og det var så fantastisk.

Vi gik en tur op i fjeldet.



Jeg var jo stadig ikke rask, så det gik langsomt og på vej op ad fjeldet, hostede, harkede og snottede jeg, som var jeg betalt for det, men vi kom op og kom omkring.

Vi sad længe på forskellige udsigtspunkter og nød udsigterne, stilheden, storheden, efteråret milde vejr og at vi har muligheden for at opleve al den skønhed.

Jan skød en hare, som skal tilberedes en af dagene, langsomt og med gode råvarer til.




Og så nød vi lidt mere af det hele deroppe i fjeldet, hvor man befinder sig i en tidslomme, der står stille og hvor du er fuldstændigt afsondret fra omverden. På det gode måde.

Ingen kan komme i kontakt med dig og du befinder dig i det store ingenting og alting og er kun dig.
Det er både fascinerende og lidt skræmmende.

Da vi kom ned i hytten igen, drak vi te, spiste knækbrød og nød at vi ingenting skulle og at vi kunne gøre med resten af dagen, som vi lystede. At være ejer af sin egen tid. Sådan havde jeg det.


Mit liv her i byen blev helt uvirkeligt og føltes langt væk.


Tidligt på aftenen blev vi pludseligt pakket ind i tæt, tæt tåge og midt i al tågen kom nordlyset hvirvlende og det så helt uvirkeligt ud og så forsvandt tågen næsten igen.




Det er ret usædvanligt med tåge på denne årstid.
Der har været meget varmt, taget årstiden i betragting og farverne på fjeldet er underlige.. ligesom når sneen smelter om foråret og fjeldet titter frem.

Jeg nåede lidt ud og få et par billeder af nordlyset inden vi igen blev pakket ind i tæt tåge.

Da vi gik i seng, var mørket massivt og ligge der i det totale mørke med kun de fjerne lyde af lidt stille bølgeskvulp og en næsten udtørret elv, der risler bag skrænten og det gjorde det til en speciel oplevelse at falde i søvn, men det gjorde godt.

I morges var luften tæt af tåge og der var rimfrost på jorden, taget og trappen.



Vi bryggede kaffe til tonerne af Carl Nielsens: "tågen letter", spiste spejlæg og Jan fik en morgendram.

Vi sad så i stilheden og fulgte tågen, der delvist lettede, bølgede frem og tilbage og endelig gav op og lettede.






 Det er første gang vi har set en sæl inde fjorden, så vi blev noget overraskede.

Vi sad og kiggede på de 4 toppede skallesluger-hunner, der svømmede rundt nede foran hytten



og som havde afløst gråænderne, der lå der i fredags, da vi kom og da kaffen var drukket og opvasken klaret, måtte vi pakke tingene og gå ned til jollen.

Nede foran jollen fik jeg øje på en sæl.



Den lå ca 15-20 meter fra vores jolle.


Vejret slog om og bølgerne var pænt store på den sidste del af turen hjem og vi nåede i havn inden det begyndte at regne rigtigt.



De indre batterier er ladet op og influenzaen er næsten-næsten, jaget væk.




Vi føler en stor taknemmelighed over muligheden for at kunne have disse flotte oplevelser.

onsdag den 25. september 2019

Garn-genbrug

Da jeg skulle afsted til Danmark til tandlæge, var jeg så anspændt, så nervøs og så stresset at jeg helt glemte mit strikketøj.
Der manglede 4 pinde inklusiv aflukning.
Jeg var nærmest i panik, da jeg skulle afsted og var så tæt på helt at aflyse det hele, fordi det var så uoverskueligt for mig, men jeg kom afsted og overlevede alle de frygt-scenarier, som jeg havde stillet op for mig selv.

Da jeg var ankommet Århus og ventede på at komme til tandlægen, købte jeg nogle nøgler garn og startede ellers op på "Nurmilintu-sjalet" Jeg strikkede forkert første gang og blev næsten færdig med det anden gang, men det fængede bare ikke, så jeg trævlede det op og kastede mig ud i "Keltiske knuder"
Jeg ved ikke helt hvor mine tanker har været, men jeg var stort set færdig og manglede blot 1/2 time til at kunne lukke af, da det slog mig at det så helt forkert ud.


Det skal jo ikke bue op på midten  og så trævlede jeg op.. igen.

Det er noget vildt lækkert garn, så jeg spekulerer lidt over, hvad jeg vil strikke af det, når nu jeg ikke vil gentage mine forrige forsøg. (jeg har 3 nøgler) og så kan jeg da glæde mig over, at det sjal, som jeg glemte herhjemme kunne aflukkes og at det ser fint ud.


Influenza-rekord

Jeg jagter vist min egen kedelige hale for tiden.

Jeg sidder ihvertfald med talemåden: sund sjæl i sundt legme i hovedet og forsøger at være lidt optimistisk og positiv, men det bider sig selv i halen for mig.

Det er ikke meget ved at have haft influenza så mange gange på et år.
Eller overhovedet.

I februar, da jeg var i Nuuk med min far på Dr. Ingrids Hospital, var jeg mega-syg med feber og snot, øm hals og smertende muskler. Jeg blev nødt til at holde mig på benene både fordi jeg skulle være der for min far, men også fordi jeg jo boede hos andre og ikke kunne ligge der og være til besvær med min sygdom.

Det gentog sig i april, hvor jeg også var nedlagt med de selvsamme symptomer og i juni gik jeg så også og skrantede, men dog ikke så slemt,-der kunne jeg holde den kørende med pamoler.

I juli blev jeg så lige smittet med akkurat de selvsamme influenza-symtomer, som jeg havde tidligere og i august nåede jeg lige at få ondt i halsen og miste stemmen i en lille uge. Ikke særligt smart, når man bruger sin stemme på arbejdet.

Nu skriver vi så september og jeg har lige været igennem en mega-træls tandbehandling, som så bliver  efterfulgt af en voldsom influenza.

Jeg har feber, har ondt i samtlige muskler, er stoppet i næsen, fryser/sveder, ru i halsen, øjnene løber og er så træt at jeg næsten ikke kan holde sammen på mig selv.

Det føles ikke helt retfærdigt, at jeg skal rammes af influenza så mange gange på et år.

Selv når jeg er på ferie, tager jeg vitaminer og en ekstra D-vitamin, jeg ryger ikke, drikker ikke, kommer udenfor og holder mig moderat i gang.

Jeg spiser sundt, er hygiejnisk, vasker hænder og skifter tøj dagligt, børster tænder og reder hår og køber ikke plastik -indkøbsposer og alligevel så er jeg den første, der lægger mig med influenza og den som bliver hårdest ramt.

De fleste af gangene kan man holde den kørende med pamoler, men denne her er træls.

Det er 2.dag jeg er sygemeldt og ligger hjemme i min seng.

Sent i nat/tidligt i morges blev jeg nødt til at stå op og tage pamoler og sprøjte næsen igen igen med zymelin.

Jeg drikker ingefær-afkog med citron og honning, tager både strepsils og Halls, holder fødderne varme og forsøger at tænke mig rask.

Min tørn er taget i dette år med hensyn til forkølelse og influenza og hvis du har gode råd til hvordan jeg holder mig rask udover det jeg allerede gør, så giv mig endelig besked

Hele sidste uge var jeg træt, men tænkte at det måske bare er mit dårlige søvnmønster, som var trættende, men i fredags kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt frisk.

Vi blev hjemme, sad i sofaen og så lidt fjernsyn, drak te og var lidt ubeslutsomme om vi skulle tage i hytten om lørdagen, - for vejret og vejrudsigten så ikke for spændende ud, men så kunne vi da spise brunch med Jans bror og drikke morgenkaffe i andres selskab og ud på eftermiddagen blev vejret så fint at vi besluttede at vi ville sejle ud til hytten.

Når man har gået inde hele ugen, er der ikke noget bedre end at kunne komme ud i weekenden og frisk luft, tænkte jeg, ville være godt for min træthed.


Inde i fjorden var vejret meget fint og der var en stilhed så ren og klar.




Det gjorde godt at sidde på min sædvanlige stol med udsigten over fjorden med en dampende varm kop te og bare være til.
Trække vejret og vide at verden drejer rundt uden at du behøver at blande dig.


Om søndagen gik vi op i fjeldet for at se om der skulle være en enkelt rype eller hare.

Der var lidt tåge, men det holdt sig akkurat væk og var blot et dekorativt indslag i helhedsbilledet..

og apropos: billeder.. så er jeg altså ikke særligt begejstret for kvaliteten af lumix-billederne.
(Det er altså dét værd at tage sit "rigtige" kamera med næste gang)


Vi havde et par dejlige timer i fjeldet, hvor vejret var mildt og man kunne mærke solens sidste varme stråler.



Vi sejlede hjem igen og jeg havde troet at jeg havde fået skubbet den der mærkelige træthed fra mig, men om mandagen, da jeg gik hjem fra arbejde måtte jeg bare kapitulere og lægge mig.

Her ligger jeg så og undrer mig over, hvorfor jeg tilsyneladende rager alle influenza-sygdomme, forkølelse og snot-sygdomme til mig, når jeg gør så meget for at holde dem på afstand.