Den første sne
Vi ved jo godt at sommeren ikke varer evigt.. desværre.
Hverdags-glimt fra Sisimiut i Grønland
Vi ved jo godt at sommeren ikke varer evigt.. desværre.
Indsendt af Dortheivalo kl. 10.25.00 0 kommentarer:
Det der køkkenskabs-vaskeri og rengøring, er vist noget af det mest kedelige og utaknemmelige man kan give sig til at lave en lørdag, men nogen gange skal det jo gøres.
Det er et stykke arbejde, som ingen lægger mærke til, er blevet gjort og medmindre man fortæller om det selv, vil ingen andre end jeg opdage, at det er sket, tror jeg.
Det er bare så møg-kedeligt, men nu kan jeg læne mig selvtilfreds tilbage i sofaen og vide med mig selv, at skabe og skuffer (pånær 2 af skufferne) er rene.
Allerede i formiddags begyndte de første forløbere til stormen at ankomme byen.
De slog smut om hushjørnerne og fik løse plastikposer til at lette og hvirvle til vejrs.
Skyerne formede sig dramatiske på den stålgrå himmel og varslede ringe sejlvejr, så vi kunne lige så godt tage en kop kaffe mere og hælde sæbe i spandene og forberede os på at få hængepartierne i hjemmet overstået.
For mit vedkommende var det så skuffer og skabene, der trængte til at blive tørret af og for Jans vedkommende var det en skyde-dør, der skulle sættes op.
Vores hus er gammelt og vægge, gulve og lofte står ikke helt i vinkel mere, hvis de da nogensinde har gjort det, så det er med lodder og trisser, der skal repareres, renoveres og istandsættes og alligevel kan de skæve hjørner ses og mærkes.
Vi vælger at synes at det er charmerende.. hvad kan vi ellers mene?
Da skufferne var tørres af og skydedøren lukket, aftensmaden spist kørte vi ud i stormen for at se på havet.
Jeg lover dig, at der er gang i den.
Det regner til og med, så det er vist meget fint, at vi blev hjemme.
Da jeg steg ud af bilen for at tage et billede af det oprørte hav,
blæste det så meget, at jeg ikke kunne holde kameraet helt stille, så billederne blev lidt rystede.
Man kan måske fornemme på billederne, hvor meget det blæser?
Apropos vores ikke helt vinkelrette hus: det piver lidt og ryster lidt, men der er lunt og godt og ikke at forglemme de rene skuffer.
Hav en god søndag
Jeg filmede lidt med min mobiltelefon og mit lille klip kan ses her
Indsendt af Dortheivalo kl. 22.50.00 2 kommentarer:
I dag afholdt skolen det årlige motionsløb.
Det blev afholdt i det dejligste solskinsvejr, hvor temperaturen var perfekt til at løbe i og der ingen myg var.
Jeg løb kun rundt og tog de sødeste billeder af eleverne, der løb, gik, luntede og alt derimellem.
Vores skoles elever løb ialt 2765,6 km og de lærere, som valgte at løbe sammen af eleverne løb samlet 120 km.
1.-3. eleverne løb de 639,6 km og 4.-10.kl-erne løb 2126km samlet.
Det svarer til at de små hver løb 6,6 km og at de store, –altså dem fra 4. kl og op gennemsnitligt løb hele 10,37 km.
Dét synes jeg altså bare er få vildt flot.
Der var nogle af eleverne, der virkelig fik rendt nogle kilometer til.
Da jeg efter arbejdstid kørte hjem, kørte jeg en tur omvej og tog ud og så på horisonten.
Vi skal ikke i hytten denne weekend på grund af meget dårlig vejrudsigt for i morgen.
Det bliver for risikabelt at have en båd liggende for anker et eller andet sted, så det mest sikre er at blive hjemme.
Min fornuft synes jo, at det er okay, men indeni er jeg ærgerlig og synes det er helt vildt træls, for jeg kunne så godt bruge min weekend ude i det fri, hvor der er højt til loftet og hvor lydkulissen er naturens egne og hvor luften højst er forurenet af små fugles prutterier og fjeldets efterårs dufte.
Men deroppe på udsigtspunktet Nasiffik, hvor man kan se næsten til Canada og hvor du kan næsten kan se jorden krumning, kunne man også se de to skibe, der er ved at lægge vores søkabel ud, så vi kan få mere internet for pengene.
Jeg glæder mig, for så vil jeg kunne se nogle film på nettet i de weekender, hvor jeg er tvunget til at sidde i sofaen og ikke kan sidde i hytten.
Måske kan du se Tele Post egne billeder '>her. Det er nogle billeder de har lagt på deres facebook-side, så måske virker linket, måske ikke.
Ellers må du nøjes med at se mine to billeder af skibene,
der arbejder derude på Davidsstrædet.
Jeg vil strikke lidt på et forsømt strikketøj, glo lidt DR og forsøge at lade være med at ærgre mig over, at sidde hjemme og ikke i hytten.
Indsendt af Dortheivalo kl. 20.16.00 0 kommentarer:
De der ualmindeligt smukke solnedgange vi har for øjeblikket.
Indsendt af Dortheivalo kl. 10.11.00 0 kommentarer:
“You can´t calm the storm, so stop trying.
What you can do, is to calm yourself.
The storm will pass”
Her forleden var der et meget frisk blæsevejr, som piskede havet op.
Der er noget dybt fascinerende over et oprørt hav,- altså vel at mærke, hvis man står på land, hvis du spørger mig.
For rigtig mange år siden var jeg i Skagen på Grenen kunstmuseum og se Aksel Linds malerier af hav, hav og atter hav.
Han havde malet havet i alle dens afskygninger og havde sågar været heroppe og malet hav heroppe fra med isfjelde i baggrunden.
Da Jan og jeg var på Grenen kunstmuseum, gik han rundt i sine hvide gevandter og var hyggelig, snaksaglig og rørig, så det er ret mange år siden, for han døde som bekendt i 2011.
Jeg synes, at han fangede rigtig mange hav-situationer, hvis man kan sige det sådan, på en flot og dragende måde og jeg ville ønske at jeg kunne fange havet med kameraet på bare nogenlunde samme måde, men det lettere sagt end gjort, men jeg forsøgte her forleden.
Jeg kan ikke rigtig svømme.
Måske er det fordi jeg er en lille smule bange, når jeg kommer i vandet, men jeg elsker at sejle og jeg elsker at se på havet.
Havet i alle dens afskygninger spejler så fint det, som jeg nogen gange føler indeni.
Nogen gange er der stille og roligt, mens der engang imellem er krusninger, små-bølger og uro, mens der en sjælden gang pisket op med hvidt skum og rasende brøl derinde bag pandelappen.
Jeg er blevet rigtig, rigtig god til at styre mit temperament med årene. I hvertfald udadtil.
Følelserne er stadig de samme, men jeg ved jo, at de går over akkurat ligesom havet derude også lægger sig igen, bliver blankt og roligt.
Det handler jo bare om at vente lidt og lidt mere til, og hvis det, som ophidsede mig i første omgang, stadig gør mig oprørt, så ved jeg at det er noget, som jeg skal gøre noget ved, enten ved at sætte ord på.
Det hjælper altid at gå sig en lang tur eller sætte sig ved vandkanten og se ud over havet og lade tankerne og følelserne finde deres rette plads.
Det har bragt mange tanker og følelser i bevægelse at bo sammen med sine voksne børn og indimellem har jeg næsten glædet mig til at de flyttede hjemmefra og vi kunne passe hvert vores, men tanken var næsten ikke tænkt færdig før jeg næsten tudede ved tanken om at de vitterligt gjorde det.
Altså flyttede.
Laura flyttede sidste måned til Århus.
Jeg savner hende, men jeg ved at hun har det godt og så er det knap så slemt at hun vitterligt er flyttet.
Sara bor stadig hjemme og hun er også voksen og det giver en gang imellem,- en sjælden gang, også nogle gnidninger, men vi bor i et stort hus og vi kan heldigvis snakke om tingene, så det går såmænd.
Men altså de der ambivalente følelser…
Og så er mit østrogen-niveau jo nok stærkt dalende, selvom jeg ikke i det daglige mærker noget til det.. eller er det mon dem, som gør, at jeg har alle disse urolige følelser og tanker?
Jeg ved det ikke, men det er helt sikkert, at når jeg ser ud over havet og det gør jeg jo næsten hele tiden, tænker jeg tit, at havet er en vel-voksen mor, som mig, der ikke har lært at tøjle sine følelser.
Indsendt af Dortheivalo kl. 21.56.00 0 kommentarer:
Velkommen og TAK fordi du kikkede forbi!Denne blog vil indholde lidt om
alt hvad der rører sig i mit liv: hverdagsbeskrivelser, og stemningsbilleder fra mit meget almindelige, -men
gode liv. Den vil hovedsageligt fungere som en dagb(l)og, en scrapb(l)og og som erindrings/-mindeb(l)og. Det er altid hyggeligt at få en hilsen, så hvis du har lyst, må du
gerne sende mig en. Har du også ris eller (især) ros, så er du også velkommen
til at sende mig et par ord på denne mailadresse: dortheivaloljensen @ gmail.com