Et sjældent besøg

Som du måske ved, kom Sara hjem med en kattekilling for 3 år siden.

Jeg blev ikke ligefrem ellevild, men da jeg løsnede lidt op for de stramme miner og fik kigget lidt nærmere på den efter en uges tid, hvor Sara havde båret den op og ned ad trapperne, sat den på potten, sørget for at den fik mad og vand og puslet og plejet den, kunne jeg da godt se, hvad Sara så, i katten.

Siden hen er jeg blevet enddog meget glad for Saras kat og den er mere end almindeligt glad for mig.

Den sover tæt sammen med mig hver nat, følger mig rundt i huset og kommer når jeg kalder.

De sidste par år har jeg stort set ikke været nede hos Jans hunde.

De er altså meget store i forhold til katten og måske er de også pænt store i al almindelighed. De vejer omkring 40 kg. gennemsnitlig og er bomstærke, som slædehunde jo er.

Jeg har jo så ikke været nede hos dem i meget lang tid.

 

Det har Sara til gengæld.

Hun er meget glad for dyr og takket været Sara, er hundene meget glade for mennesker, hvilket ikke er en selvfølge når man er en slædehund.

Hvis man ikke er om dem tit og ofte, risikerer man at de bliver sky og næsten umulige at komme i nærheden af.

Jans (og Saras) hunde er meget glade. Og især for Sara.

 

De trives og ser mere end almindeligt godt ud og i dag insisterede Sara nærmest på, at jeg skulle gå med ned og se hundene i dag og så kunne jeg jo passende tage mit nye kamera med.

Der er meget at lære med det nye kamera, men jeg føler at det nok skal komme.

Nu rejser Sara jo på mandag til Belgien.. helt nøjagtig Brussels, hvor hun skal være indtil juni, så der er nok andre end mig og katten, som kommer til at savne hende.

Ugeavis

Vi har en ugeavis. 

Nogle uger kigger jeg den kun løseligt igennem, mens jeg andre uger læser den.

Det er af svingende kvalitet, hvis du spørger mig, men nu blev jeg jo rent faktisk ikke spurgt.

Den kan faktisk læses online og denne uges ugeavis' link er: 

http://issuu.com/sivdlek/docs/sivdlek_nr_43

Denne uges ugeavis har fået stjernestatus.. bogstaveligt talt 

Spejling

Vi har en tyk glasplade på vores køkkenspisebord.

Selve bordet er af meget tykke fyrretræsbrædder.

Når lyset lige falder i glaspladen, spejles vinduerne og det udenfor vinduerne så sjovt i glaspladen.

Næste gang er sidste gang, sagde vi sidste gang og siger vi nok næste gang

I weekenden var vi i hytten.

Jan og jeg snakkede lidt om, om vi skulle lukke af for vinteren, hive udhalet op og tage det med hjem og glæde os til turene op til hytten til foråret, men vi satser på mindst en weekend mere på denne side af jul.

Vi hygger os vældigt, når vi er i hytten. Der bliver drukket mange, mange kopper te og kaffe og der bliver spist masser af småkager til både teen og kaffen.

Jeg får sovet rigtig, rigtig meget og får, udover en masse søvn også slappet meget af.

Det er så dejligt.

Livet er simpelt på den fede måde.

Elven er næsten frosset til.

Skal du have vand, skal du hente det i elven og når den er frosset til, skal du ud og samle en masse ren sne, som du skal tø op inden du kan brygge din te eller vaske op.

Vandet skal varmes op over gasblusset, så alting tager sin tid.

Det er i den grad back to basic

 

Denne weekend gik vi en tur op i fjeldet for at se efter ryper og harer, men der var absolut ingenting.

Det gør ikke alverden, når vejret er så godt, som det nu var.

 

Selvom det er vinter og der allerede er meget sne i fjeldet, varmede solen stadig en lille smule.

Hvad vi ikke fik af varme fra luften, fik vi så i rigelige mængder af at gå i den knæhøje sne opad.

Der er en halvtyk skope på sneen, som jeg kunne stå på i et kvart sekund inden jeg sank i. Og jeg sank altså dybt i.

 

Nogle steder lå der så til og med sten under sneen, som man ikke kunne fornemme på overfladen af sneen, så vi skulle være meget forsigtige.

Der havde været en enkelt hare, som havde løbet rundt og rundt.

Om det var af fryd eller af frustration over sneen er ikke til at vide.. mon ikke det er af det sidste?!

Jeg gik, som jeg nu gør, når jeg er i hytten, tidligt til køjs.

Et medbragt dameblad udgjorde aftenens læseunderholdning, men der gik altså ikke lang tid inden øjnene faldt i.

Ud på natten blev hytten rusket igennem af en arrig østenvind.

Jollen blev selvfølgeligt tjekket, men den lå sikkert og så kunne vi falde tilbage i den gode søvn.

 

Om morgenen får vi langsom morgenmad.

 

Det er lidt forskelligt, hvad vi laver, men der indgår næsten altid æg i morgenmaden.

Til hverdag er æg, vel nærmest at regne for ingenting, men når du skal transportere en bakke æg i en åben jolle, hvor vandet ikke altid er lige roligt, så er det nærmest luksus, når æggene alle overlever transporten.

“Arme riddere” er det jo ikke helt,- vel snarere nogle “stakkels riddere, når det bare er æg pisket med mælk, som de daggamle franskbrødsskiver har ligget i blød i og som efterfølgende bliver stegt langsomt på en pande til al æggen i brødet er gennemstegt. Der er hverken kanel eller sukker i og de bliver spist som de er uden marmelade eller andet.

Når jeg en sjælden gang laver det herhjemme, kan Sara finde på at hælde lidt sirup over.

Når æggene er spist og mens der bliver drukket endnu en kop morgenkaffe, bliver udsigten nydt.

Jeg kan bare ikke blive træt af den udsigt.

Her et sent eftermiddagsbillede:

Det er koldt at sejle på denne årstid i en åben jolle, hvis man ikke har fået klædt sig varmt på!

Nyt legetøj

Jeg har købt et nyt spejlreflekskamera.

Det var brugt, men havde kun skudt 6500 billeder og der fulgte et  24-85 mm objektiv med.

Selvom det grundlæggende er som det forrige kamera jeg havde, er det her alligevel anderledes og kræver at jeg øver mig.

Det er ikke helt forfra, men jeg føler mig en smule på glatis alligevel.

Nogle af mine objektiver skal udskiftes, selvom jeg godt kan bruge dem, så er de ikke længee optimale til det nye.