Mens rokken hviler

Der er en piblen og en rislen udenfor af sne, som smelter, små vandløb og små bække af smeltende vinter.

 

Vi vil have båden i vandet  og det skal helst være i går, for i dag er der sejlvejr og jeg ville da rigtigt gerne lige have været ude og snuse til den salte havluft og nydt bølgernes vuggen.

Jeg slår mig til tåls og ved at der er en tid til hver ting, men tiden er altså også inde nu til jolle-sejllads og hav-liv.

Min rok er på arbejde.

Ikke på overarbejde, for hvis jeg går for hårdt til den, kan det mærkes i min ankel, som bliver øm og senerne bliver hævede, så stille og roligt.

Selve garnet, som bliver spundet bliver ikke noget at råbe hurra for.

Jeg er ved gud ikke særligt god til det og jeg bliver ligesom ikke rigtigt bedre, men man kan jo heller ikke være verdensmester i alting.. altså ikke fordi jeg er verdensmester til nogen ting, men spinding er bare ikke noget, som jeg ikke bliver bedre til uanset, hvor meget jeg øver mig, men sjovt er det og fascinerende at strikke af selvspundet garn, som endda er moskusuld, som min ældste har samlet til mig.

Der bliver taget nogle omgange på rokken og så stopper jeg mig selv igen inden jeg får seneskedehindebetændelse i anklen, så stikketøjet skrider ualmindeligt langsomt fremad, men jeg slår tålmodigheds-knappen i bund og øver mig i ikke at  have noget mellem hænderne hele tiden.

Dét er lidt svært, men også lidt godt.. tror jeg.

I disse dage har vi Daniel boende.

Både hans far og mor er ude og rejse og det er rigtigt hyggeligt at have ham hos os.

Han synes måske vi er lidt kedelige, men desværre for os og måske heldigvis for ham, er det kun til på fredag, hvor hans far vender tilbage.

Tåge og smeltende sne

Nå, men heldigvis smelter den der lille halve meter sne, som faldt natten til i går, jo ganske hurtigt, til min store fornøjelse.

Al den sne, som smelter, afgiver jo en masse fugt og det er ret dekorativt, hvis ellers der ikke var så rodet under den sne, som smelter, men det er det sædvanlige problem heroppe: at blæsten / efterårsstormene hvirvler affald fra dumpen rundt i hele byen.. Alt det affald, som ikke når at blive brændt af i forbrændingsanlægget.

Ydermere roder folk jo vanvittigt udenfor deres huse og jeg ville, hvis jeg havde noget at skulle have sagt, lave en konkurrence i byen hvert år, hvor det hus/blik/ område i byen, som var flottest, vandt en god præmie og oveni give bøder til de husejere, som ikke kunne finde ud af at rydde op og udvise en rimelig orden og få ryddet op på deres regning, men jeg har ikke så meget at skulle have sagt og bestemte jeg forøvrigt noget som helst, var jeg jo selv forpligtiget og det er nok det, som er galt her i byen!?

Men jeg krummer tæer og skammer mig, når jeg kører en tur rundt i byen og ser alt det rod og ser, hvordan folk tilsyneladende er bedøvende ligeglade med, hvordan der ser ud omkring deres boliger og hvordan, der ser ud i byen og jeg ærgrer mig, for jeg er tvunget til også at se på deres rod; om jeg vil det eller ej og endnu mere pinligt er det, når vi forsøger at sælge vores land til turister for landet storslåede skønhed og vi så fremviser alle de små lossepladser som vores bolig- udenomsarealer ligner!

Nå, men tågen langs med fjeldsiderne er fin og dampen fra den smeltende sne er fascinerende og jeg skal vel i grunden bare nyde de der små naturoplevelser, som det jo er. 

Mandag

Siden i går nat har jeg døjet med mavesmerter, kvalme og fæle opkastninger, så kræfterne var lidt små i morges da jeg vågnede, men jeg tænkte at det hele ville blive bedre, når jeg bevægede mig og fik noget andet at tænke på, så jeg drog på arbejde.

Jeg tog på arbejde, men kun for at opdage at jeg langt fra var frisk nok til at arbejde og med overhængende fare for at kaste op ud over katederet, måtte jeg meget hurtigt kapitulere, kaste håndklædet i ringen og pakke skoletasken sammen igen og overlade undervisningen til en afløser.

Det tog mig en krig at komme hjem igen, for udover at vågne op til kvalme og slaphed, vågnede vi også op til 1/2 meter sne.

Jeg lod bilen stå i morges, da jeg gik afsted til arbejdet og måtte så gå hele vejen hjem igen.

Det tog lang tid, for jeg måtte stoppe op flere gange, tage mig sammen for ikke at brække mig og fortsætte i langsomt tempo.

Nu ligger jeg i min seng igen og synes at det hele er lidt kedeligt. 

Jeg har købt nogle e-bøger, som må udgøre dagens underholdning, hvis der er energi til det og dagen tages i små bidder for ikke at ryste maveindholdet for meget. 

Indtil videre er yoghurten blevet nede/ inde og der synes jeg såmænd godt at den kunne blive liggende. 

I går fik jeg 4 fine Bodum glas-termokrus af mine dejlige børn i morsdagsgave og de bliver brugt til skoldhed te i dag.

Det kan kun hjælpe at drikke grøn te af fine krus når man har det, som jeg har det i dag!

Hav en god mandag

En hyggelig morfar dag efter dag

Det ser så hyggeligt og fredeligt ud, når Sara og katten ligger arm i arm på briksen i stuen og tager sig en fælles morfar.

De ligger tæt og de ligger længe og hverken den ene eller den anden er til at få ud af den andens arme før aftensmaden står på bordet.

Jeg hygger mig ved synet og glædes over at der midt i madlavningsmusikken, skranken med gryder og skeer, kan findes ro og fred til en lille lur

Rust og gammel kærlighed, udlængsler og indbildninger

De der overgange, som i virkeligheden ikke varer så længe, men som alligevel fylder så utroligt meget, når jeg vil ud, varer i min verden alt for længe.

Hvis jeg vil ud og køre i baglandet er det med stor fare for at blive mere end almindeligt våd, at synke dybt ned i en suppe af kold, klam og tung sne, som nærmest ikke kan betegnes som sne mere, orker jeg i grunden ikke.

Båden står stadig på land og der er i grunden heller ikke så meget at sejle ud efter lige for øjeblikket.

Der er hverken fisk eller sæler og isen ligger stadig inde i fjorden, så jeg ikke kan sejle ind til hytten.

 

Der er lyst næsten hele døgnet og lige nu står solen højt på den skyfri himmel og jeg burde jo sådan set bare være glad for at der er lyst, der ikke er koldt og især, at der ingen myg er, men jeg er rastløs og har lyst til alting og ingenting.

Jeg trænger til ferie, hvor jeg oplever noget andet, ser noget andet og møder nogle andre.

Kender du den der følelse, hvor der næsten ingen hvile er i kroppen og du vil alting og det skal helst være lige nu?

Den følelse har siddet i min krop i denne uge og derfor er det mere end kærkomment at vi ikke skal møde på arbejde hverken i morgen eller i overmorgen.

Jeg ville gerne have brugt denne meget lange weekend på at opleve noget andet end hverdagen og noget andet end, hvad jeg plejer, men vilkårene er ikke til det, når man bor, hvor jeg bor.

Det koster mere end en firelænget bondegård at rejse her i landet, så må søge andre oplevelser i mindre format.

Jeg tog mit kamera på nakken og kørte lidt rundt i byen i dag sammen med Sara for så i det mindste at forsøge at finde glæden ved at fotografere.

Jeg tabte lidt lysten og gnisten til at fotografere for et år siden eller to (hvilket jo tydeligt afspejles på bloggen) og den sidste tid, har jeg faktisk savnet den der gnist, så jeg tænkte at den måske kunne findes et sted mellem smeltevandsløbene, mudderhullerne og al det affald, som dukker frem af sneen.

Det viser sig at jeg har tabt, ihvertfald noget af lysten til at fotografere bag en gammel rusten container, så der blev den samlet op.

Nu havde jeg jo fundet lidt af gnisten og lysten bag en gammel, rusten container, så jeg tænkte at jeg hellere måtte lede lidt videre og kigge bag nogle andre containere.

Motivet har jeg taget et par gange før, men det synes jeg jo ikke gør noget.

Det er jo nye rustpletter og nye containere, nye krakeleringer og nye tanker, som dukker op og flytter du dig bare en lillebitte meter til den ene side eller til den anden side, så falder lyset jo anderledes og skaber nye billeder, som skal tages.

Faktisk fandt jeg lidt af gnisten til min tabte fotograferingsglæde for lidt længere tid siden, for jeg skal sammen med 4 andre hænge nogle billeder op i kulturhuset i juni.

Overskriften er “portrætter” og det er, for mig, ret udfordrende/skræmmende, men også sjovt

Vi skal hver især bidrage med 3 portrætbilleder og de andre er vanvittigt dygtige til at fotografere, så jeg har stået på tæer for at forsøge at nå op i højde med dem.

Det sker vist ikke, men jeg har udvalgt mig mine 3 billeder og er nu mere end almindeligt nervøs for at lade dem hænge side om side med de 4 andres billeder.

Skæbnen vil så også at jeg har mistet originalbilledet til et af de billeder, som jeg absolut gerne vil have op og hænge og det kan derfor ikke printes større ud end 30X45 cm. Jeg kunne selvfølgeligt tage et nyt, men udtryk og stemning kan jo ikke gøres om, så jeg accepterer at sådan er det nu engang. Jeg har haft gang i panderynkerne for at beslutte mig for de sidste to, men i sidste uge fik jeg skudt nogle billeder, som jeg vist godt kan være bekendt og som ikke falder helt til jorden.

Jeg har fået en fin, fin aftale med Billedbutikken om lidt rabat på udprint, som vi, der skal udstille, selv skal sørge for.

Udprint i de størrelser er ikke billige og når der så kommer fragt oveni herop til, koster det jo pludseligt mere end hvad jeg tænker jeg har lyst til at ofre på at hænge til offentligt skue, hvis du forstår hvad jeg mener.

Billedbutikken har forøvrigt været så ualmindeligt hjælpsomme med service og hjælp til, hvor store billederne kan laves og alt det der tekniske, som jeg ikke har den store forstand på, så jeg har da i det mindste det mindre at tænke på og have nerver over.

Du slipper ikke for at høre om det når tiden er inde og jeg viser med garanti billederne og så slipper du heller ikke for at høre om hvordan det er gået og alt det der.

Men i dag fandt jeg endnu nogle af de der rester af glæden og gnisten ved at tage billeder og jeg vil jo rigtigt gerne finde det hele, for jeg elsker at se billeder og jeg elsker at kunne bladre tilbage i egne og familiens billeder og genopleve.

Hvis jeg havde uanede økonomiske resourser, ville jeg få nogle af disse macrobilleder af de gamle, rustne containere med den krakelerede maling, printet ud og hængt op et eller andet sted, hvor der er fint lys og hvor der er masser af plads, for jeg er vild med farverne og vild med tanken om, at disse containere måske har været rundt omkring i hele verden og fragtet spændende ting og jeg bilder mig en lille smule ind, at der sivede nogle fremmedartede og spændende dufte ud mellem krakelingerne og rustpletterne og at de har været i havne langt, langt væk herfra og hvor der måske er palmer og modne bananer, underlige insekter og hårde kokosnødder og de mænd, der har losset containernerne i bare overkroppe, har spist mad med spændende krydderier til frokost, men måske kan det også bare være at mine længsler efter at se og opleve noget andet spillede mig et puds i eftermiddag, da jeg forsøgte at genfinde glæden ved mit kamera?