Så har man hørt det med!
Det tør udenfor på den mest trælse og enerverende måde med blæst og varmegrader, der slår over i frost og kulde.
Hverdags-glimt fra Sisimiut i Grønland
Det tør udenfor på den mest trælse og enerverende måde med blæst og varmegrader, der slår over i frost og kulde.
Indsendt af Dortheivalo kl. 19.01.00 0 kommentarer:
Jeg vil gerne lige give dig muligheden for at se Ulriks spændende 360 graders billeder.
Det er næsten som at være der selv.
Du navigerer rundt ved at bruge din mus eller din finger på pad-en.
Det siges at hvis du har nogle 3D briller og ser billederne på en tablet eller mobilskærm, så får du effekten af 3D.
Jeg har ikke prøvet, men måske du har nogle 3D briller og kan prøve?
Der er det her billede fra ACRs start
Arctic Circle Race 2016 Start
og så er der det her fra campen, hvor Kronprinsen kommer i mål:
Crownprins Frederik finish day 1
og hvis du kigger efter, kan du faktisk også se mig. Jeg står allerbagerst i billedet med en lyseblå dunjakke med en skrigende grøn vest over dunjakken. Jeg står og fotograferer
Og hvis du nu er til noget helt andet, så kan du se noget snescooter-film her:
QAMUTERALAAT from ANTROFILM on Vimeo.
og noget droneflyvningsfilm over Sisimiut.
Indsendt af Dortheivalo kl. 20.00.00 0 kommentarer:
En helt igennem forrygende weekend er for alvor ovre nu.
Vi var først tilbage i hverdagen med arbejde, madpakkesmøring og almindelig aftensmad i tirsdags.
Både Jan og jeg var godt brugte, men det er på den der fede, gode måde, hvor vi har mødt mange dejlige mennesker.
Mennesker som på den ene eller anden måde har deltaget i Verdens Hårdeste skiløb.
Det har været løbere; det har været frivillige og det har været tilskuere.
Vi har vidner til en masse mennesker, som har været igennem een af deres livs største oplevelser.
Nogle har deltagere var med for at vinde eller for at få en god placering, mens andre var med for at gennemføre.
For andre var det en pilgrimstur, hvor sindet, tankerne og sjælen var med på løjpen til en massiv udrensning og hvor personlige grænser blev rykket både den ene og den anden vej.
Det var en oplevelse at være med på sidelinien og opleve det hele.
Der var mange følelser i spil hele tiden og mange af disse følelser var ikke til at skjule for nogen.
Hvorfor skulle de også det?
Vejret kunne ikke have været bedre de første to dage, hvor der var høj solskin, blå himmel, næsten ingen frostgrader og fin sne.
Den sidste dag, om søndagen var vejret overskyet og indimellem blæste der en kold vind, men humøret hos både tilskuere og de mange frivillige hjælpere både på ankomst-arenaen og ude på sporet kunne ikke have været bedre og løberne fik al den opmuntring de kunne få.
Jeg ventede især på at se Arne komme i mål.
Først kom Kronprins Frederik
i mål. Han kom i mål i fin stil.
Hele byen, eller ihvertfald næsten hele byen var nede og tage imod ham, da han krydsede målstregen og han fik en stor, varm velkomst med hurra-råb og klapsalver, som stadig må ringe i hans ører?!
Han gav interviews og smilede tålmodigt til fotograferne og alle dem, som ville have en selfies sammen med ham.
Man kan sige mange ting om Kronprinsen, men man skal ihvertfald ikke sige, at han er afvisende og fjendsk.
Han stillede op til samtlige, der ville fotografere ham eller fotograferes sammen med ham.
Jeg så jo med fra en stor del af sidelinien, da jeg jo var ude og skulle fotografere løberne og jeg beundrer ham for hans tålmodighed.
Den ser til at være noget nær uendelig.
Han gav sig tid til hver enkelt, smilede og var høflig overfor alle og jeg garanterer dig, at der var mange.
Mange, mange gange nåede jeg at tænke: “ giv nu manden lidt fred!” Men han fik det vist aldrig rigtig.
Ude i campen var han på lige fod som alle andre.
Han gik rundt blandt de andre løbere i bamsestøvler og joggingtøj med sin kop hængende og med lige så uglet hår som alle andre.
Han fik lov til at sidde nogenlunde uforstyrret noget af tiden sammen med dem, som han løb sammen med og spise og sludre, men der gik altså ikke mange minutter, hvor han så igen skulle smile, være høflig og være tålmodig med folk, som ville fotografere eller fotograferes sammen med ham.
Han kom i mål og blev modtaget af både byens borgmester og det meste af byen og stemningen var høj og festlig, men det var altså intet at regne for, da Arne kom i mål ganske kort tid efter.
Han blev heppet på allerede da han kom til syne ved den lille bakkekam og stemningen nærmede sig euroforisk da han sammen med sine to hjælpere, Lars og Henrik krydsede målstregen.
Der kom nogle hjælpere løbende til og løftede ham op i luften og der blev råbt hurra for ham og hujet.
Pressen var der øjeblikkeligt og Arne var, om ikke ligeså tålmodig som Kronprinsen, så mere tålmodig.
Da Arne var blevet kørt hjem til hotellet, hvor han kunne få et varmt bad og hvad løberne ellers gør, når de kommer i mål, gik jeg og tænkte på H.C. Andersens eventyr om “Nattergalen”.
Når folk mødte hinanden kunne den ene sige “Ar” og den anden fuldendte med “ne”..
Eller det var måske ikke helt så grelt, men jeg kunne høre mange samtaler, hvor Arne var hovedpersonen og der var ingen tvivl om, at han var en stor helt og at han nyder meget, meget stor respekt både blandt de andre løbsdeltager og i lokalbefolkningen.
Jeg er også fan af Arne og hans team. De er stærkt inspirerende.
Hvis du er interesseret i løbstider og andre fact vedr. Arctic Circle Race, kan du finde informationer på deres hjemmeside.
Som sagt fik jeg taget nogle billeder, men jeg havde ikke fået “underskrevet” mine billeder da min computer og vores internetforbindelse drillede, så nu kan jeg ærgre mig en smule over at det er en af de andre fotografer fra holdet, som krediteres for de billeder der er brugt i BTs artikel, hvor billede 1
(forsidebilledet/overskriftbilledet) billede 4,
billede 5,
og billede 10
er taget af mig.
Jeg ved ikke om Aqqalunnguaq er ked af, at han står som fotograf på dem, for han tager meget anderledes billeder end mig.
Vi har jo arbejdet som frivillige og får ikke noget for vores billeder, så ingen har tjent noget ved dem, men det var da sjovt for mig at se at mine billeder er blevet brugt så meget.
Et enkelt af mine billeder, blev også vist i Aftenshowet i mandags og nu har jeg så fået skrevet mit navn ved mine billeder på ACRs facebook side, så det ikke skal ligge de andre fotografer til last.
Nu sker der jo andre ting i byen end Arctic Circle Race, men det fylder ganske meget i mit hoved, dels fordi jeg jo skal være færdig med alle billederne og fordi jeg har næsegrus stor beundring for folk, som deltager i løbet.
Måske er det derfor at en anden stor begivenhed drukner lidt for mig?
Næsten sammenfaldende er der Arctic Sounds festival her i lille Sisimiut.
Som du måske næsten kan regne ud, så er Laura dybt involveret i den arktiske musik-festival.
Jeg har oversat en ganske lille smule for festivalen og fra i dag af, skal vi have musikere indlogeret hjemme hos os.
Der er koncerter rundt om i byen, både store og små, arrangerede og impulsive. Jeg har endnu ikke været rundt eller opsøgt musiske oplevelser i byen, men jeg blev mindet om begivenheden ude i Arctic Circle Race på denne sjove måde
Der er workshops for musikerne og for lokalbefolkningen, som skulle få lyst og det er lidt sjovt at se byen skifte ham. I sidste uge var det sportsfolk med farvestrålende tøj og fancy solbriller der dominerede bybilledet, hvor det i denne uge er musikere med guitartasker på ryggen der fylder meget i gadebilledet.
Deres facebookside er også offentlig, så du kan følge med, hvis du har lyst.
Så vidt jeg kan se, har jeg overhovedet ikke lagt nogen som helst billeder fra sidste års Arctic Sounds Festival ud.
Jeg tog en skam ellers en masse og nogle af dem har jeg lagt ud på min instagram-profil, hvor de ligger ret langt nede på listen.
Derudover summes der overalt i byen over den fine og også tiltrængte svømmehal som A.P. Møller Fonden har doneret penge til der skal bygges her i Sisimiut.
Den skal ligge inde i fjeldet og det bliver så spændende at se det færdige resultat.
Vi har jo et udendørs svømmebad, som er åbent fra slutningen af juni til ca starten af september. Det er ikke særligt stort, men det har været med til at rigtig mange børn og unge har lært at svømme under ordentlige forhold.
Jeg selv har aldrig fået lært at svømme.
Det ærgrer mig rigtig meget for jeg ville rigtig gerne kunne. Nu bliver der måske mulighed for det.
I dag har jeg sygemeldt mig fra arbejdet.
Har du nogensinde haft ondt eller andet sted igennem længere tid?
Jeg har hovedpine hver dag.
Det har jeg haft siden starten af oktober.
Jeg forsøger at abstrahere fra det og lever med det, men nogen dage er det svært.
Måske når jeg er træt?
Måske når jeg har sovet dårligt.
Nogen dage gør det bare mere ondt.
I nat og i morges gjorde det det mere ondt end ellers. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde overskud til at skulle stå op og lade som om at alt var okay i morges.
Det trykker og klemmer og det er lidt svært at koncentrere sig om noget som helst andet end om smerterne i hovedet.
Sådan er det nogle dage og sådan var det så i dag.
Jeg har forsøgt at tage noget smertestillende, men det virker ikke rigtig.
Jeg slapper af, laver absolut ingenting og skubber alle tanker om, at jeg bør og skal gøre dette og hint, væk.
I dag skal jeg altså bare forsøge at leve med den der infernalske hovedpine, som ikke rigtig vil slippe.
Mit blodtryk ligger stadig lidt for højt. Det ligger mellem 150 og 177 og jeg får ikke noget for det.. endnu.
Jeg er lidt imod, at tage piller, som måske fjerner et symtom på et eller andet, som jeg ikke ved hvad. Jeg ved ikke om man fra den ene dag til den anden kan få et forhøjet blodtryk? Jeg ved ihvertfald bare, at mit blodtryk var rigtigt, rigtigt fint indtil det lige pludseligt og som lyn fra en klar himmel pludseligt ikke var det.
Jeg ved naturligvis godt at man skal tage et forhøjet blodtryk meget alvorligt, men lægen sagde, at der ikke var noget i vejen for, at jeg ikke fik blodtryksnedsættende piller.. endnu. Vi giver det et par måneder mere og hvis det stadig ser ud som det gør, så er der ligesom ingen vej udenom.
Jeg er skrevet op til undersøgelse hos en neurolog og jeg ved næsten ikke, hvad han/hun skulle kunne undersøge mig mere for, for jeg er blevet undersøgt på kryds og på tværs og der er intet unormalt fundet. Tværtimod. Alt andet end hoved og blodtryk ser så fint ud, at man skulle tro, at jeg var ivrig motionist og sundsorienteret kost-fanatiker. Nå, men i dag skal altså overståes med tålmodighed og en accepteren af, at jeg kan mærke indersiden af hovedet lidt for meget.
Jeg mangler at strikke et par ærmer på en kjole.
Det havde jeg håbet at kunne gøre snart, men min tennis-og golfalbue beder om fred, så det får de og ærmerne må vente lidt.
Her et par mobilfotos fra weekenden.
Langt dernede, bagved og til venstre for den miderste “knold” ligger Sisimiut.
Der sker noget hele tiden her i byen og hvis man gider, orker og har lyst, kan man opleve noget hele tiden.
Der er “Åben scene” hver 3. fredag i måneden, der er Arctic Circle Race hvert år, der er masser af aftenskole-tilbud, der er “gør-maj-sundere” hvert år, der er sportsforeninger i hobetal, et aktivt kulturhus med café, museum, biograf, der er strikkecafé på Sømandshjemmet hver onsdag aften og skulle du få lyst til kaffe og te med hjemmebagte kager eller ordinær aftensmad kan Sømandshjemmet også lægge hus til det i dagstimerne alle ugens dage, der er den fineste langredsløjpe næsten inde i byen, der er en lille lift, som er gratis for børn, hvor der øves og trænes bl.a snowboard og Tøsebakken, hvor den lille lift er, er også stedet, hvor der køres kurebræt og nede på Nalunnguarfik/ Spejdersøen, er der et pænt stykke, hvor der er skrabet sne af søen og hvor du kan stå på skøjter og så skal jeg ikke glemme at nævne, at du jo kan køre hundeslæde, snescooter og tage ud i baglandet til Alanngorsuaq, hvor der er en stor (større end den lille, men lille i forhold til de store skisportssteder i udlandet) ski-lift, hvor du kan køre alpin og om sommeren kan du vandre, næsten så langt du orker, på de markerede vandrestier, vandre på Palasip Qaqqaa/ Præstefjeldet eller op på Nasaasaaq/Kællingehætten, sejle, fiske eller deltage i de mange sommeraktiviteter, som også år efter år bliver stablet på benene og det er altså udover det, som du selv kan finde på og der er ganske mange aktiviteter at finde på her.
Jeg forstår ganske enkelt ikke de mennesker, som synes at der er for lidt at give sig til her i byen. Der er så meget, at jeg bliver nødt til at prioritere hele tiden.
Lige nu prioriterer jeg at vende tilbage til min hverdag med arbeje, madpakkesmøring og almindelig aftensmad og en hovedpine, der larmer mere end ellers.. den kunne jeg så sagtens have undværet.
Hav en god dag
Indsendt af Dortheivalo kl. 14.34.00 3 kommentarer:
Jeg har mødt rigtig mange seje mennesker i mit liv.
Seje på hver deres måde.
Jeg synes for eksempel at det er vildt sejt, når nogen melder sig til Arctic Circle Race og jeg synes det er vildt sejt at gennemføre alene den første dag, som ofte lægger på omkring 50 km i distance.
Etapen i dag var fx. på 56,6 km.
Det er sådan set slemt nok bare at skulle gå den distance på lige landevej i godt vejr, men det er altså 56,6 km. i meget, meget kuperet terræn, hvor du kommer op i ca 500 meters højde og hvor du virkeligt skal knokle.
I dag var vejret virkeligt godt.
Vi havde høj, høj solskin og kun ganske få minus grader og næsten ingen vind.
Det betyder altså ikke at der var vindstille og sol alle steder, for nogen steder lå løjpen bag et fjeld, hvor der var skygge og hvor der blæste lidt, men alt i alt var vejret så fint, som det overhovedet kunne blive.
Faktisk var det optimalt og kunne ikke blive bedre.
Jeg kørte rundt på min traktor af en snescooter og syntes faktisk indimellem, at der var lidt langt.
Jeg syntes også at der var stejlt både op og ned og hvis du ikke siger det til nogen som helst, vil jeg gerne indrømme, at jeg var lidt bange for at køre både op og ned på nogle af de mest stejle steder.
Det var ikke farligt nogen som helst steder, men jeg er lidt en kylling, når opkørslerne/nedkørslerne bliver for stejle.
Jeg tænkte så på, at løberne i dag, når jeg selv blev lidt små-bange, skulle gå op ad bakkerne på deres smalle, tynde ski og de også skulle enten køre eller gå ned på selvsamme smalle, tynde ski og bremse, holde balancen og hvad har vi.
Jeg skulle jo såmænd bare holde lidt i bremsen og lade motoren gøre arbejdet.
Løberne løb fra post til post og selvom der var tilmeldt hele 231 løbere, så var de jo indimellem helt alene på løjpen.
Alene med deres tanker, deres træthed og skulle pep-talke sig selv videre, videre, videre.
Jeg synes altså det er så vanvittigt sejt, når de gennemfører bare en enkelt dags etape, men prøv så lige at forestille dig at skulle gøre det som blind!
I dag spændte Arne Christensen sine ski på sine fødder og sammen med to hjælpere, satte han i gang med alle de andre.
Arne er blind og han skal derfor have hjælp med at forblive på løjpen og derfor har han to hjælpere med.
Den ene kører foran ham med en højtaler på ryggen, som han snakker igennem.
Han fortæller om den løjpe, som de kører på og dirigerer Arne og Arne følger efter.
Bagved kører der en anden hjælper, som skal kunne træde i hjælper 1s sted. Det er vist et krav fra løbets ledelse, at der skal være to og det er jo også fint.
Jeg fulgte i Arnes spor noget af dagen i dag og han løb i fin stil og virkede oplagt og frisk.
Altså nu er det sådan at jo ældre jeg bliver, jo lettere rørt bliver jeg.
Mine øjne kan fyldes fuldstændigt og aldeles, når jeg står nede på arenaen/ ude i campen og ser den ene løber efter den anden komme i mål efter de hårde strabadser, men jeg skulle godt nok tage mig selv alvorligt i nakken i dag, da jeg fik øje på Arne og hans to hjælpere, der i sikker stil løb i mål.
Da Arne gav sin hjælper et langt, varmt og dybfølt kram i dag, jeg synke rigtig mange gange og blinke helt vildt.
Jeg skulle bide mig selv i kinden og tale med høje bogstaver til mig selv indeni, for jeg blev simpelthen så rørt og oveni er jeg så fuldstændig fascineret af Arnes åbenlyse viljestyrke.
Han er så åbenlyst sej og så fuldstændig forbilledlig.
Jeg havde den ære, at have Arne på besøg hjemme hos mig i onsdags.
Både Jan og jeg havde lovet at vi ville hjælpe den film-fotograf, som er med Arne og som filmer hans tur herop og hans løb.
Arne og hans to hjælpere var med,-selvfølgeligt var de det og efter at have set og oplevet Arne, er jeg fan.
Hold da helt op!
Han gennemførte dagens etape på 7 timer og 56 minutter.
Han var træt.
Det er alle, som kommer i mål.
Det er verdens hårdeste langrendsløb.
Og det smukkeste, men stadig det hårdeste.
Arne syntes også at det var nogle hidsige bakker og han var træt, sagde han, da han kom i mål. Det kunne man nu hverken se, høre eller mærke på ham.
Han ville have tørt tøj på og have noget at spise, ligesom alle de andre.
Jeg tror jeg ville ønske at blive kørt hjem i et varmt bad og få låst min dør udefra, hvis det var mig, som havde været på ski i dag over 56,6 km. i den løjpe, som Arctic Circle Race havde lagt for deres deltagere, men Arne tænkte på morgendagen og planlagde at han nok hellere måtte få smurt en solid madpakke, så han ikke udelukkende skulle køre på frosne boller og chokolade, energidrik og varm solbærsaft.
Altså hvis ikke at det er sejt, at have mod på morgendagen, som man ved bliver om ikke lige så hård som dagen i dag, så endnu hårdere, så ved jeg i grunden ikke, hvad..
Jeg har tjekket og jeg kan se, at hans facebook-profil er offentlig.
Jeg tror godt, at du må kigge ind forbi og følge med i hans løb/ deltagelse i verdens hårdeste langrendsløb.
Han er den første blinde nogensinde, der har deltaget og det er faktisk 20. gang i år at det bliver afholdt, så det er jubilæum og Arne, synes jeg, er med til at markere jubilæet på smukkeste vis.
Han viser, at hvor der er vilje og især,hvis der er nok af det, så kan selv et hård løb gennemføres.
Jeg ønsker Arne god tur både i morgen og i overmorgen og håber, krydser fingre og beder til at han får den smukkeste, flotteste og bedste oplevelse her i Sisimiut og i Arctic Circle Race-løbet.
Nåeh jo.. jeg vil altså heller ikke glemme at tilføje, at hans hjælpere de er godt nok også gjort af noget specielt stof.
De kører jo også løbet, men samtidig skal de koordinere og sampasse deres løb, så det passer til Arnes, snakke hele vejen for at fortælle om løjpen, holde humøret højt hos sig selv og hos Arne og vice versa.. som om det ikke er nok at gennemføre bare selv og uden at skulle tage hensyn til andre end sig selv..
De er godt nok inspirende for almindelige dødelige mennesker.. hele det der Team Blind
Nåeh og så var der også andre ligeså seje deltagere:
Og så er der forøvrigt et eller andet galt med mit kamera.
Cirka hvert andet billede er sort, det kan ikke fokusere og så fryser det fast-agtigt hele tiden. Jeg skal lige have det tjekket i morgen ellers er der ikke rigtigt andet at gøre end at stille sig op på tilskuerrækkerne og lade kameraet blive i tasken.. hvis altså du undrer dig over uskarpheder, underlige farver og andet skidt
Indsendt af Dortheivalo kl. 00.33.00 1 kommentarer:
Jeg ved det godt.
Jeg spammer jer med billeder af is-igloen.
Den er altså pænere i virkeligheden og langt mere farverig, men det er svært at få det hele med på billederne og det skifter hele tiden sammen med dagslyset/aftenlyset.
Jeg tog ud på en tur på snescooteren i eftermiddag efter mine sidste timer på skolen og jeg nød det virkeligt gode vejr.
Frosten bed i næsen og nappede kinderne og luften var så skarp og frisk og stilheden og skønheden var så overvældende.
Der var en del aktivitet nogen steder inde i baglandet, men andre steder var jeg helt alene og kunne nyde ensomheden, mens jeg nød den enestående skønhed, som vi er omgivet af.
Den er, altså naturens skønhed, fuldstændigt åndeløs smuk på denne årstid og jeg ville ønske for alle ude i verdenen, at billetpriserne herop var mere menneskelige, så alle kunne opleve det, som er min hverdag, bare en gang i deres liv.
Jeg ville utroligt gerne dele og vise frem og jeg ville ønske at det især var det, som vi heroppe var kendt for og som man talte om.
Tiderne er vist ved at skifte og jeg tror at de fleste mennesker ude i verden ved, at vores verden heroppe er noget mere varieret og alsidig end bare det der kedelige ry, som hang over os for ganske få år siden.
Vi er så meget andet og mere end misbrug, druk, kønssygdomme, omsorgssvigt og hvad har vi og jeg håber, at jeg er med til.. bare en lillebitte smule, til at give et andet og mere nuanceret billede af livet heroppe i Grønland.
Jeg sad lige så stille på scooteren i eftermiddags og var stolt. Og glad. Og taknemmelig.
Allermest taknemmelig. Over at bo så smukt og dejligt et sted.
Følelsen af taknemmelighed voksede da jeg kom tilbage til byen og alle de mange, mange mennesker, der har vanvittigt travlt med at gøre klar og forberede det store løb i morgen.
Verdens hårdeste langrendsløb. Jeg ville mene at det er verdens hårdeste og smukkeste løb.
Løberne kommer ud og omkring de smukkeste og mest spetakulære udsigter overhovedet. Når de når frem til drikkeposterne bliver de mødt af de mest engagerede og glade frivillige du kan finde.
Folk knokler røven ud af bukserne for tiden. De tager ferie fra deres jobs i denne uge eller knokler efter arbejdstid og de gør det gratis og med det største smil på læben.
Der er et sammenhold blandt de frivillige, som jeg ikke har set andre steder.
Folk, som ikke kender hinanden og som ikke normalt har berøring med hinandens verdener, arbejder sammen i en atmosfære, som er så givende, positiv og energigivende at man faktisk bliver lidt afhængig af det.
Man savner hinanden når Arctic Circle Race er ovre og man glæder sig til næste år, hvor man igen kan gøre lidt gavn og nytte men mest af alt igen kan være en del af det.
Jeg håber (og tror) at løberne mærker energien fra de frivillige og mærker det fælleskab, som der er i frivilligkorpset før, under og efter løbet. Dét tror jeg. Det er jeg faktisk sikker på.
Du kan læse om løbet både her og her, men allermest ville jeg ønske at du kunne være her selv og opleve det.
Hvad helikopteren har med det hele at gøre?
Overhovedet ingenting.
Den stod bare lige så fint ude i lufthavnen i dag og jeg ville sådan ønske at piloten havde spugt mig om jeg ville med en tur op og flyve.
I min barndom og ungdom, fløj man jo ud af byen med helikopter. Det var før vi fik den lange fine landingsbane.
At flyve helikopter er en oplevelse. Det er sjovt og hvis du spørger mig; langt mere sjovt og oplevelsesrigt at flyve med sådan en S61/Sikorsky.
Nå, men jeg blev ikke spurgt, så jeg havde ikke mulighed for at sige JAJAJAJAJAJAJA tak!
Dette var min udsigt i dag, mens jeg sad
og nød livet og tænkte store og små tanker, som endte med, –også i dette indlæg svulstigt.
Det kan formentligt klikkes større så du kan se det i større format
Nå jo, så er ham her jo kommet.
Han har sammen med de andre været i kirke, traditionen tro, før løbet i morgen.
Der er formentligt/forhåbentligt artiker om løbet i Sermitsiaq under hele løbet.
Indsendt af Dortheivalo kl. 00.14.00 0 kommentarer:
Velkommen og TAK fordi du kikkede forbi!Denne blog vil indholde lidt om
alt hvad der rører sig i mit liv: hverdagsbeskrivelser, og stemningsbilleder fra mit meget almindelige, -men
gode liv. Den vil hovedsageligt fungere som en dagb(l)og, en scrapb(l)og og som erindrings/-mindeb(l)og. Det er altid hyggeligt at få en hilsen, så hvis du har lyst, må du
gerne sende mig en. Har du også ris eller (især) ros, så er du også velkommen
til at sende mig et par ord på denne mailadresse: dortheivaloljensen @ gmail.com