Hovedarrangøren

Så sluttede en dejlig, fantastisk weekend, som blev tilbragt i solen, ude i naturen og helt efter mit hoved og efter min smag med mennesker, som sætter pris på akkurat det samme som mig; nemlig udeliv.

 

I rigtigt, rigtigt mange år var der ting, som gjorde, at jeg ikke kom nær så meget ud, som jeg ville.

 

Der var et hjem, der skulle passes, nogle børn, der skulle ses til, et arbejde at passe, vejret, svigtende mod og hvad der nu ellers kan være, men de sidste par år, var jeg faktisk selv, min egen største bremseklods.

Det var blevet en vane at jeg gik hjemme og gloede alt for mange weekender ud ad vinduet, ærgrede mig og ikke kom med, men de sidste par uger har jeg ladet rod være rod, ladet vasketøjet blive i vasketøjskurven og kigget den anden vej, hvis jeg fik øje på snasket på overskabene.

Jeg har tørret det værste skidt af, lagt det værste rod væk, så jeg vidste at jeg kom hjem til et hjem, som var til at holde ud.. selv for mig, men den grundige rengøring, lader jeg altså lægge til en dag, hvor vejret er dårligt og jeg gider at tage mig af det.

 

I weekenderne har jeg fri fra arbejdet, børnene er ikke længere børn og så snavset er mit tøj nu heller ikke.

Hvis der er rodet, så må jeg rydde op en anden dag, for det liv, som jeg holder allermest af, foregår udenfor i naturen i den friske luft, gerne i solskin og sammen med hyggelige mennesker.

 

Jeg er ladet op og er klar til endnu en uge, for jeg har en weekend at se tilbage på, som var så god, så hyggelig og så givende, at mine mentale batterier er ladet op.

Det var sådan det var engang og det er sådan det skal være igen!

 

 

Nu er der taget hul på det gode liv og det hul skal ikke lukkes til igen.

Jeg vil kræve, ikke mindst overfor mig selv, at der skal planlægges nogle flere af den slags weekender, for de giver glæde og energi.

Der skal ryddes ud og op i alt som giver det modsatte af glæde og energi.. og det er jeg også startet på, for jeg er hovedarrangør i mit eget liv og det må jeg ikke glemme.

Har du haft en god weekend??

Det håber jeg.

 

Og jeg kan bevise at jeg har været ude i solen hele weekenden:

Forårshyggepasning

Min svoger Jesper havde gæster i sin hytte fra i går af og deres gæster har to piger på 7 og 3 og de besluttede næsten i sammen øjeblik, de så mig, at vi skulle være venner.

Det tilbud kunne jeg ikke afslå.

 

Det er ikke alle mennesker man falder i hak med uanset om det er børn eller ej.

I bund og grund handler det jo om personlighed og det har børn jo også en del af.

De bærer jo præg af de voksne, som de omgiver sig med og jeg vil næsten påstå, at de er som spejle af deres omgivelser.

 

Disse to piger afspejlede ro og harmoni.

Ingen råben og skrigen og krav om at være i fokus og centrum konstant.

Jeg har mine helt egne hjemmestrikkede teorier om, hvorfor man oftere og oftere ser børn, som enddog i en “høj” alder ikke har lært nogle sociale spilleregler og derfor kan være svære at omgåes.

 

 

De var stille, rolige og var til at samtale med og vi fik mange, lange dybsindige samtaler i dag, da jeg sammen med Jan, tog tilbage som lovet og besøgte dem i Jespers hytte.

Da Jan og jeg ankom i dag, var Jesper faktisk taget afsted på en hundeslædetur og pigernes forældre gik og hyggede sig sammen med deres børn.

 

Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at have to små børn og tilbød, at passe dem, hvis forældrene gerne ville ud og lufte hundene og have lidt alene-tid på deres hundeslæde.

 

Det ville de forfærdeligt gerne, så jeg fik mulighed for at trisse rundt med de to piger, nyde stilheden sammen med dem og vi forsøgte os med lidt isfiskeri på fjordisen,

fik vendt alverdens småting i det varme solskin, mens vi sad op ad hytte-gavlen

og inden vi overhovedet var færdige med at få snakket færdig, var forældrene tilbage igen.

Det er så hyggeligt med sådanne nogle børn og det er så givende at høre deres vinkler på tilværelsen og høre hvordan de opfatter, hvad der foregår omkring dem.

Jeg nød det og hvis jeg ikke gætter helt forkert, så nød de to søde små-tøser også de korte timer, som vi fik i solskinnet.

Jeg fik nogle søde billeder af dem, men jeg har ikke indhentet tilladelse af forældrene til at vise dem frem, så ..og jeg fotograferede stort set ikke andet, så du får Jans billeder i dag.

 

 

Mine egne piger ville ikke med.

Laura skulle på arbejde og Sara ville hellere blive hjemme.

Ærgerligt, som interesser kan ændre sig, når man når teenage-årene, men jeg tror, at det er normalt og jeg satser på at de engang, når hormonerne har lagt sig lidt mere til ro, vil med os ud igen, hvor der hverken er internet, mobiltelefondækning, ingen høj, dunkende musik og hvor påklædningen er af praktisk karakter.

Indtil da kan jeg jo nyde, at jeg stadig møder børn, som er langt ude naturen og som, som en naturlig del af deres opvækst lærer at værdsætte det simple liv, ro og stilhed.

Dejligste dag igen

Den ene dejlige dag efter den anden.. ligesom jeg troede, at i går var rigtig god, så bliver gårsdagen afløst af en endnu dejligere dag.

Min svoger skulle ind til sin hytte i dag og han kunne sagtens køre ned af nedkørslen til fjorden selv, men det ville være noget bedre, hvis han havde noget vægt at lægge ovenpå bremsetovene, som er de tykke tove, som man smider ud om hornene på slæden, så den bliver bremset noget.

Jan havde først fri kl 16 og det kunne sagtens lade sig gøre at vente på ham og at jeg så kørte ind og hentede Jan med snescooter senere.

Som jeg har fortalt et par gange, så lider jeg næsten uhelbredeligt af fobi mod nedkørsler, men uanset om jeg valgte at køre med snescooter eller med Jesper, som dødvægt, så skulle jeg ned ad stejle bakker og da jeg vågnede i morges havde jeg valgt at uanset, hvilken form for fartøj, som jeg skulle sætte mig op skulle jeg ned og så kunne svoger få lov at vælge om han vente på sin bror eller om jeg skulle køre med.

Han valgte at ville køre tidligere og det blev derfor mit lod at agere vægt og tak for det!

Jeg var hunderæd og led vel nærmest af dødsangst da svoger lod slæden tippe ud over kanten og køre de ca 350 højde meter ned i noget, som i min verden var lodret.

I den virkelige verden var det skuffende udramatisk og den kontrollerede nedstyrtning var overstået, uden at jeg havde hverken tisset i bukserne, skreget min angst ud eller grædt højlydt. Jo! Jeg var ræd og holdt meget, meget fast, men jeg er ret så stolt over, at jeg var med, så min fobi/angst i øjnene og ved selvsyn kunne konstatere at fornuften havde ret i at der ikke var noget at være bange for.

Da vi kørte på fjordisen og nærmede os svogers hytte, kunne vi på afstand se Jan komme kørende på snescooteren.

Der blev grillet lækkert mad, da svogers venner kom med deres to, søde og hyggelige børn og kl blev 22.30 inden vi igen kunne træde ind over vores egen dørtærskel, mæt af endnu en fanstastisk dag.

Vejrudsigten ser god ud igen i morgen, så vi vil gentage vores succes med udelivet og jeg glæder mig allerede helt vildt.

Billederne kommer ikke i kronologisk orden, men som du kan se har vi haft et fantastisk vejr og som du også kan se, er der ikke lagt fra glade hundesmil til de selvsamme viser tænder og markerer deres plads i hierakiet.

Et øje-blik

Et øjeblik!

Påskekaktussen i mit klasselokale fortsætter sin blomstring.

Det har jeg ikke noget imod

Og mine elever/kollega ville også gerne have fotograferet deres øjne, men det er svært, når de er så mørke

Glad

Jeg er så glad for tiden.

Ikke bare almindeligt glad, men glad helt ind i hjerteroden, hvor glæde bliver gemt og opbevaret.

Jeg er mest glad fordi jeg har været med ude og køre hundeslæde flere gange indenfor kort tid og jeg føler, at jeg er tilbage til det sted indeni, hvor jeg fandt den uberørte glæde.

Jeg er ude og i den storslåede natur, som er lige omkring mig og som jeg er omgivet af og jeg gør det, som jeg er gladest for; nemlig at være omgivet af fredfyldt og dyb stilhed.

I vore dage, er der støj, baggrundstøj og larm konstant og hele tiden, og rigtig mange mennesker har glemt at værdsætte roen og krybe ind i stilheden, tømme hovedet helt for tanker og nyde. Bare nyde at være til og at være menneske.

At sidde på en slæde er ikke en helt stille fortagelse.

Faktisk kan du, hvis du lytter efter, høre mederne, der synger sange, når de glider over sneen og alt efter sneens konsistens og karakter, vil du kunne høre en forskellig sang hver gang du sætter dig op på slæden.

Du kan også høre hundene, som trækker vejret, poterne, der træder ned i sneen, ravnene, der skriger mellem fjeldene, sneen, der giver efter under slæden og dit eget åndedræt.

Det er så meget anderledes end at fx. at køre snescooter.. dét er nu også godt, men det er mere sjovt end det er fredgivende til sjælen at køre scooter.

Når jeg kører hundeslæde kommer jeg ind i næsten et meditativt flow; altså når jeg ikke lige skal ned ad bakker.

Jeg er så glad for tiden, for jeg har genfundet glæden og lysten til at komme med på Jans slæde.

I går kørte Jan, Sara og mig en kort tur ud til Benbrækkeren i det flotteste og smukkeste solskin.

Turen smagte af meget, meget mere, men han havde lovet sig væk til min mor i dag, så jeg plagede måske en lille smule om at komme med på min svogers slæde og han forbarmede sig over mig og tog mig med.

Dét er jeg så glad for. Lige om lidt er sneen væk og det gør ikke så meget for jeg glæder mig også til sejle-sæsonen, men lige nu ønsker jeg bare at komme med på så mange slædeture, som overhovedet muligt.

Det giver glæde til sjælen, som, uden at jeg har bemærket det, har tørstet efter komme ud mellem fjeldene, mærke solen på kinderne, luften i lungerne og den ro, som det giver at komme ud på en slæde.

 

Ikke een slædetur er ens med en anden.

Hver tur er unik.

Du har ca 6-15 levende væsener med dig, som mere eller mindre har deres egen vilje og rigtig mange ting kan ske undervejs, men når først hundene har fundet deres fælles rytme og slæde-mederne synger sin monotone sang mod sneen, så er det dyb glæde.

I dag turde jeg endda vende mig mod køreretningen ned ad en bakke og tage et billede, som jeg havde tænkt kunne være sjov at tage og jeg kunne vinke til min mor, min datter og min mand, som var på vej ud, da vi var på vej hjem.

 

Jeg er så glad for tiden.

Glad for livet lige her og nu og glad for de muligheder, som jeg har. Lige om lidt er mulighederne nogle andre og dem glæder jeg mig også til.

Billederne kommer lidt hulter til bulter og helt uden kronologi:

 

 

Dernede i det store, nærmest ingenting, ligger vores hytte:

 

Vil du have et 1.maj billede til computer-baggrund?

Du kan klikke billedet nedenunder større

Da vi var næsten hjemme, fløj en drone over vores hoveder og du kan se optagelserne her.

Jeg vinker til den/dig/jer

 

Og jeg er så glad for tiden over livet og mulighederne, solskinnet og den dejlige temperatur