Mit land

Har du forresten set denne side?

http://www.mitgroenland.dk/

På nethinden og på himlen

Jeg har stadig mange af de nye 1. klasse elevers ansigter printet ind bag nethinden.

Den der nervøse, glade, spændte og forventningsfulde stemning de udstrålede sidder stadig inde bag brystkassen på mig og jeg smilede helt automatisk, når jeg så et par små størrelser i skolegården i dag.

Jeg håber virkelig, virkelig at de har fået en god start på folkeskolen.

Jeg synes simpelthen de er så søde, så søde, så søde

 

Og jeg gad godt vide, hvad denne lille dreng er ved at fortælle. Det ser interessant ud

 

Og hvad man denne søde, lille purk, er kommet i tanke om?

 

Og ham her har garanteret enten hørt sin far fortælle om årets rensdyrjagt eller måske endnu bedre, været med ham afsted?!

 

Og hvem kan stå for så sød en lille pige i grønlænderdragt? Jeg kan ihvertfald ikke. Mit hjerte smelter og knæene bliver lidt bløde.

 

Og prøv lige at se på denne herlige dreng og læg mærke til de glade øjne. Altså! Jeg er solgt!

 

Og udstråler denne søde knarjt (knægt) ikke lidt eftertænksomhed? Han ser ihvertfald helt vildt sød ud.

 

I dag, efter at mine elever var gået hjem, holdt jeg møde med mine kollegaer og mens vejret skiftede fra høj varm solskinsvejr til overskyet og faktisk meget koldt vejr, smøg en stor haloring sig om den sol, som forsvandt.

Prøve

Jan fik en iPad mini før sommeren... Af mig og nu har jeg installeret blogger-app en

Jeger igang med en cardigan i en flot grøn

Tre i et indlæg

Det, der med at få fotograferet færdigt strik, har glippet et par gange, men i dag tog Sara og jeg os sammen.

I sommer, omkring d. 2. juli blev jeg færdig med “gåseøjne” for anden gang.

Første gang fik jeg strikket den i noget hårdt og træls bomuldsgarn, som gjorde at den fine bluse lynhurtigt mistede sin facon og blev slatten de forkerte steder.

Jeg er vild med mønsteret på maven, så jeg købte noget bomuld/uld i Garnudsalg og jeg har brugt 182 gram i farven “rullesten” og strikket på pind nr. 3.

Jeg overvejer stadig om jeg skal istrikke ærmer, men det haster jo heldigvis ikke.

Opskriften til “Gåseøjne” finder du i bogen “Sommerstrik” af Annette Danielsen

 

 

 

Liselotte sendte mig hele to herlige coner af det overlækre silke/uld garn, som jeg også strikked min søsters kjole i og jeg strikkede, som det første, da jeg kom tilbage fra ferie en cardigan fra bogen “Suværen strik” modellen “Agnes”.

Bogen, havde Jan bestilt til mig og var en dejlig gave og og cardiganen var lige til at gå til, men jeg fortryder lidt at jeg ikke strikkede knaphuller hele vejen op, så jeg kan lukke helt af.

Jeg strikkede med to-tråde af garnet og hvis jeg ikke husker forkert på pind nr 4½ og i størrelse M.

Cardiganen vejer inklusiv de tre knapper 263 gram.

Garnet er gennemlækkert, især efter vask, hvor det bliver lækkert blødt og hvor silken giver en flot glans. Jeg er vild med det garn.. hverken mere eller mindre.

 

 

 

Måske kan du huske at jeg fortalte at jeg strikkede en Cecilia?

Jeg strikkede den i det blødeste baby-angora, som lagde sig som små kildrende, bløde fjer på min hud og jeg er altså hardcore uld-bruger og kan have næsten al uld direkte på huden, så den babybløde angora kildede mig så meget, at jeg slog masker op til en ny sidste søndag i den lækre silke/uld fra Liselotte og det kan jeg altså anbefale.. Jeg strikkede med een tråd og på find nr 4 (eller var det 4½?) og den vejer sølle 118 gram.

(Den bløde angora kan nok bruges hvis jeg har noget under)

 

Måske, måske ikke har jeg strikket ribben for kort?

Måske, hvis jeg tabte mig de sidste 6 kg. (De sidder noget bedre fast end de andre kg.) ville den sidde bedre eller måske skal jeg bare pille afslutningen op og strikke 5-10 cm mere?

Måske er den også fin som den er og måske gør det ikke noget at den ikke helt dækker det nederste af maven?

Under alle omstædigheder er det et flot mønster, hvis man er til lace og opskriften finder du i “mere feminin strik” af Lene Holme Samsøe, hvis opskrifter jeg bliver mere og mere glad for.

1 skoledag

År efter år efter år.. jamen, vel noget, der ligner 20-22 år, har jeg, når jeg har hilst på mine egne kommende elever velkommen tilbage til skolen og igen har sendt dem hjem, stået og set på de nye elever, der skal begynde i 1.klasse.

Heroppe starter eleverne i 1. klasse, når de er ca 6 år og de starter som skoleelever og ikke som børnehaveklasses-elever.

Elever fra 2. klasse og opefter får fri umiddelbart inden de nye 1. klasser starter og derfor har jeg mulighed for at smutte ud i skolegården for at se på alle de små poder, der trykker sig ind til deres forældre, lidt utrygge, lidt spændte, lidt nervøse, glade og så måske ikke så glade alligevel.

Små poder, som måske er lidt vemodige over at forlade den velkendte dagplejemor eller børnehaven, men som på den anden side har glædet sig og set frem til at kunne kalde sig selv for skole-elever?

Jeg bliver så rørt indeni, når jeg står og betragter alle børnene.

Deres ansigter røber deres usikkerhed og deres nervøsitet, deres forventningsglæde og deres stolthed over at skulle starte i skolen.

Jeg kan som tidligere skrevet ikke huske ret meget fra min egen første skoledag, men jeg ved, at hvis det var mig, som skulle slippe den hånd, som holdt i min og skulle gå hen over den store skolegård, alene og hen til mennesker, som jeg ikke rigtigt kender og mens en horde af folk kiggede på mig, ville jeg måske ikke klare det.

Jeg ville ihvertfald ikke være så modig, tapper og selvsikker, som rigtig mange af de små mennesker er, når de alene og med mange, manges øjne går hen over skolegården for at sætte sig ved siden af deres kommende klassekammerater.

Mit hjerte smelter og krøller sig sammen til en blød klump indeni mig, når jeg står og ser på alle de små nye ansigter, som tager hul på deres folkeskole-karriere og jeg krydser fingre og tæer for at de får så mange gode oplevelser og så mange successer som overhovedet muligt.

Jeg kan ikke vælge et billede ud, så jeg bombarderer dig med billeder fra i da og jeg håber at jeg har fanget bare lidt af det, som jeg så og som gjorde at mine øjne var lige ved at svømme over.

 

Uuuh…

Det hjælper at få øjenkontakt med en anden pige

Og så er det knap så slemt1

 

Bedstemødre, mødre eller mostre måske, iført nationaldragt, kigger spændt og stolt på poderne:

 

Skepsis, nervøsitet, glæde, utryghed, usikkerhed… hele følelsesregistret er vist repræsenteret.

 

Der er godt at kunne få øjenkontakt med mor og far

 

 

Drengen til højre har scoret en mønt og glemmer for et par minutter sted og sted

 

 

Åååh det er dejligt at få øje på et velkendt ansigt i flokken, der står og kigger på een

 

 

Det er spændende, hvad folkeskolen har at byde på

 

Det kræver mod og selvsikkerhed at gå op til de andre børn

 

Og hvis man er lidt genert i forvejen kan det være svært være midtpunkt

 

Der blev fotograferet og filmet på livet løs

 

Og det er også spændende at se, hvem man skal gå i klasse med

 

 

Familien er klædt i det fineste tøj

Og jeg gad godt vide, hvad han hvisker til sin kommende klassekammerat

Det er godt at have fars hånd at holde i

 

Og gad vide, hvad de har fået øje på?

 

 

Smil og forventnings-glæde

 

 

Og bliver de da ikke snart færdig med at råbe navnene op??

 

En dreng i de fineste isbjørneskindsbukser

 

Nogle af de små mennesker så så glade og forventningsfulde ud

mens andre var så seje, så seje

Og elever i de større klasser kiggede på oppe fra