Lyset forude

Det var slet ikke i går, men først i dag.

Filminstruktøren

“Kan det gøres bedre, skal det gøres bedre” og udfra den devise, trævler jeg nu op til “rib-kanten”. Måske lidt helt op?

 

ØV ØV ØV, at jeg ikke gjorde det for flere timers strik siden, da jeg opdagede det.

 

Inde i mit hoved kørte der en fin film med mig i hovedrollen:

Jeg gik rundt om juletræet med al sin pynt i overovermorgen med glade, velfriserede, velduftende, artige og tålmodige børn i hænderne, mens jeg sang rent, højt og meget smukt, en tårefremkaldende julesalme, mens alle smilede taknemligt til mig, julegavere lå under det smukt funklende juletræ i fint indpakningspapir og brede sløjfer, som jeg delte ud til de glade, tålmodige, artige, nybadede, nyfriserede børn… iført min vest, der til forveksling kunne minde lidt om een, som ihvertfald julemandens kone, godt kunne tænkes at gå i og alle blev glade og tilfredse med de gaver, som de havde fået.

Jeg ved ikke helt, hvor børnene skulle komme fra og hvis der var nogen, så var de nok hverken tålmodige eller særligt lykkelige eller taknemlige for min skønsang rundt om det juletræ, som plejer at se ud som det har gjort de sidste, mindst 20 år og under det ligger der aldrig julegaver, for de ligger i nogle sorte sække, der er gemt væk ude i bryggerset indtil dansen om træet er overstået og som en oftest skidt udklædt julemand deler ud i hast.

Båndene er som regel ikke brede, for gaverne er oftest pakket i en forretning og jeg tvivler på, at julemanden, hvis han fandtes, havde en kone,- for hvem ville frivilligt være gift med en gammel, tyk mand med langt usoigneret fuldskæg, som aldrig gik i andet end sit røde kluns, kravlede rundt på folks tage, havde en irriterende og larmende ho-ho-ho-latter, kun arbejdede en måned om året og som ikke ejede en anstændig bil, men kørte rundt i en åben kane i den kulde og som folk i al almindelighed hverken troede på eller såede tvivl om.

Så den vest…

 

Jeg ved ikke, om jeg vitterligt troede på, at fejlen ville rette sig selv, hvis jeg ignorede den.

 

Til de af jer, som ignorer en (strikke-)fejl i håb om at det ordner sig selv, kan jeg oplyse, at der kun går kostbar strikketid fra og at der bliver mere at trævle op, samtidig med, at du slider unødigt på garnet.

 

Som et plus kan siges, at jeg har øvet mig i at strikke vrang masker, retmasker og tælle til mindst 200 og nogen og firs… altså hvis jeg skal sige noget.

Det har jeg lidt en fornemmelse, at jeg bliver nødt til. Ihvertfald overfor mig selv!

 

Som endnu et plus kan jeg også tilføje, at jeg har været beskæftiget med noget, som ikke generer andre og at jeg har fået meget ud af mit garn ved at strikke det to gange.

Nå, men så ved du jo, hvad jeg laver de næste mange timer og sålænge jeg sidder med to tilspidsede pinde og en rulle garn mellem hænderne, laver jeg ikke andre ulykker.

 

 

Nu kører der en hel anden film rundt inde i mit hoved.

En lidt mere realistisk film, hvor jeg pakker en pakke op, som jeg selv har pakket og som indeholder en vest, som jeg selv har strikket og har ventet alt for længe med at strikke til mig selv i indbildt angst for, at jeg ikke kunne.

En tese, som jeg i denne første omgang ikke har kunne modbevise. Men næste gang! Lige om lidt kører det bare!

 

I min egen indre og lidt mere realistiske dogmefilm, ser jeg mig selv iført vesten, som har en knap, lavet af en meget gammel narhvaltand. (hvis altså jeg lige kan huske, hvor jeg har gemt knappen) Knappen har siddet i en taske for en menneskealder siden, men det gør den jo ikke mindre pæn og den vil virkelig klæde vesten, som vil klæde mig utroligt meget, når jeg engang efter nytår skal på arbejde igen.

Væk med Hollywood-filmen inde i mit hoved og ind med noget social-realistisk dokumentar-agtigt noget.

Jeg starter lige forfra og rigtigt og denne gang læser jeg endda opskriften, som er til for det samme.

Som om, jeg lader mig slå ud af at skulle trævle op.. næ, det er skam noget jeg gør med al mit strik. Vel nærmest et kendetegn for mit strikkeri!

 

 

Og så kom Laura endda i dag.

På årets korteste dag.

Den dag som skulle være den dag, hvor der er mindst dagslys og hun lyste min dag op.

Min juleferie startede også i dag og den skal nydes ligeså meget, som Lauras tilstedeværelse skal nydes og det er enddog meget.

Og næste gang jeg hiver kameraet frem, når hun ikke at skjule sig..

Jeg vil have et godt og ordentligt billede af hende, som jeg kan kigge på, når hun rejser mod syd igen og jeg skal undvære hende i endnu et halvt år.

Hun er allerede at finde på musikskolen og mens jeg venter på hende, vil jeg pille op, trævle op, starte forfra på julemandens kones vest.. nåååe, på min arbejds-vest anno 2012

Om 15 timer!

I morgen kommer Laura. I morgen.

Jeg nåede at hente et lånt keyboard til hende, støvsuge det meste af huset, gøre badeværelset rent og hjælpe Jan med at vaske køleskabet og ikke mindst have besøg af et par glade småbørn og deres forældre.

Nu skal der slåes nogle timer ihjel med noget strik, TV, i morgen en halv arbejdsdag inden jeg kan hente Laura i lufthavnen.

Grønlandsfly, vejret, teknikken vover bare lige på at forsinke, udsætte eller på anden måde forhindre Lauras ankomst i morgen ved middagstid.

Der bor en bager…

Normalt gør jeg intet ud af julen.

Næsten ingenting.

En julestjerne kommer op, lidt pynt hist og pist,

en juledekoration kommer på bordet og hvis tiden er til det, kan jeg finde på at bage pebernødder med børnene.

Altså dengang de var børn og ikke teenagere.

 

At bage hørte IKKE julen til, herhjemme.

Alle de steder, hvor vi kommer, bugner der af julebag af enhver tænkelig slags og alle steder bliver man jo nødet, så man næsten vender vrangen ud på sig selv.

 

Af een eller anden grund fik jeg dog pludselig lyst til at bage jule-småkager selv i år.

Det er aldrig sket før.

 

Måske fordi, at Laura er på vej?

Måske fordi, at jeg ved, at een af mine venner kommer forbi i julen og ønsker god jul?

Måske fordi, at jeg har nået den alder, hvor jeg bliver nødt til at begynde at øve mig, hvis jeg skal nå, at blive ekspert inden jeg bliver 80?

 

Uanset grunden gik jeg i køkkenet,

fik tændt ovnen i dag og fik bagt den kæmpestore brunkage-dej jeg lagde sammen igår sammen med klejne-dejen til en halv million småkager.

 

Det er første gang,  jeg bager brunkager selv og hvis jeg selv skal sige det (og nu der ikke er andre, der siger det, må jeg jo hellere sige det selv), er det blevet intet mindre end rigtig gode.

 

Jeg fik også bage en stak vaniliekranse.

Der blev forsøgt med en sprøjtepose, men det endte i sørgeligt grat-værk, så jeg rullede og formede.

Der er nogen, som er så heldige at eje en Kenwood-køkkenmaskine med tilbehør og hele svineriet og så er der så os andre, der var dumme nok til at købe en cremefarvet Kitchenaid, bare fordi den var på bud og kostede lidt mindre end Kenwooden.

En fin maskine med retrolook og den rigtige udstråling, men efter min mening, absolut kun til pynt.

Der er set meget kønnere vaniliekranse før.. faktisk tror jeg ikke, at der er set så mærkeligt udseende vaniliekranse som mine tidligere, men jeg lover dig, at de smager godt.

Opskriften er farfars legendariske og næste år, vil jeg sørge for, at have den helt rigtige vaniliestang, så smagen træder frem og igennem og ikke som nu, gemmer sig bag smørret, sukkert og melet.

 

Sara blev smittet af bage-iveret og fik trillet kokoskugler og smagte kun på et par enkelte, så dåsen er ganske fyldt.. endnu.

 

For første gang nogensinde har jeg også kogt klejner.

Jeg er overhovedet ikke glad for det med kogende olie, men det skal ligesom til, hvis klejnerne skal bages helt færdige.

De fortjener bestemt også et stort bifald, hvilket både Jan og jeg så gav dem.

Ikke dårligt af en første-gangs-klejnemager.

Dåserne er genbrug, men den store måtte Jan ud i byen og købe i dag, da brunkagerne blev ved og ved og ved med at vælte ud af ovnen.

Købe-dåsen (det lyder lidt frækt!?) er altså meget stor.. Jeg stillede forrige uges rødvinsflaske ved siden af, så du kan se, hvor stor den er

Og dåsen er næsten fyldt helt op til randen.

 

Jeg ved ikke, hvad man siger, der hvor du kommer fra? Noget med, at når der er to søndage i en uge?

Her siger vi, når noget er så usandsynligt, at vi ikke forventer, at det vil ske: “Når ravnene bliver hvide” og det bliver de efter al sandsynlighed meget snart, for Jan har også bidraget til kagedåsefyld.

Han bagte dollarkager i går og familien valfartede til vores hjem.

Dollarkagerne var vellykkede, fyldt med store generøse chokoladestykker, var knasende og søde.

Jan var tilfreds. Faktisk så tilfreds, at han har lovet en gentagelse engang i fremtiden.

Nu er ravnene jo begyndt, at få hvide fjer, så måske det sker snart?

Måske han ligefrem bliver bidt af at stå i køkkenet, måle mel og sukker op istedet for at stå med opvaskebørsten i hånden, når jeg har bagt. Måske vi snart og efter små tyve år bytter roller?

Måske?

 

Der blev også bagt en gufguf-kage til i morgen.

Vi skal til begravelse. Een af vores venners kone, som jo også var vores ven, er død, efter lang tids sygdom.

Jeg ved ikke hvordan man gør andre steder, men heroppe holder man en slags kaffemik efter begravelsen og alle som har tid og lyst, hjælper til med at bage kagerne til kaffen.

Det har jeg naturligvis, selvom jeg langt hellere ville have bagt i en anden anledning.

Den er endnu ikke delt, fyldt op med fyld eller pyntet, men det må gøres inden jeg går i seng.

 

 

Som du kan forestille dig har jeg stået i køkkenet hele dagen og noget af aftenen med.

Mine fødder er ømme, skuldrene trætte og hænderne knastørre af al den håndvask.

Jeg er noget nær hysterisk med at vaske hænder, når jeg laver mad og så bliver hænderne fuldstændigt udtørrede.

Mit hår lugtede som en uhygiejnisk pølsevogn af al det klejne-olie, så nu er det vasket og hænderne cremet ind.

Mon ikke fødderne trænger til at komme lidt op mens strikkepindene får sig en rundtur?

Og mens jeg ventede på småkagerne kunne jeg jo ikke lade være:

Og jajajaja.. tysk er bare ikke mit sprog!

Nå, men så denne da:

VO5

Pludselig kommer jeg i tanke om den grønne VO5 shampoo.

Kan man mon få dem endnu?

Måske var det kalejdoskoperne og gamle barndomsminder, der aktiverede hukommelsen?