Grynede dage

Min dag har været præget af mange-artethed.

En masse ting, som skulle nås og som blev det.

Et par billeder, som billedteknisk afspejler, at jeg ikke har haft ro nok på til at stå stille, vurdere og tage stilling.

De er lidt rystede, lidt kornede og lidt skæve.

Solen har været oppe omend,

at solfangerne på Højskolens tag ikke kunne række ned efter den og fange dens stråler

og til aften blæste der lige nok til at kameraet ikke kunne holdes i ro på stativet.

Skidt.

Nogen dage står knivskarpe, mens andre er lidt kornede, grynede og gemmes væk… hvorfor så ikke også billederne?

Da jeg var yngre, sagde jeg ret ofte: “man må kende farven hvid, for at kunne definere farven sort”

Så frem med de dårligere dage, så vi kan se de gode.. eller sådan noget i den stil.

Stenmesse-eftertanker

Een af grundene til, at jeg ikke sliber så mange sten mere er, at jeg ikke kan finde ud af at få dem indfattet.

Jeg har tyet til halvfabrikata-indfatninger, men det bliver i længden meget, meget kedeligt og ensformigt.

Jeg har nogle ideer til, hvordan det kunne have været, men mine evner rækker ikke til det.

Eller måske skulle jeg rette det til, at jeg ikke har prøvet og derfor ikke ved hvordan.

Jeg har en forestilling om plader og lodde og sjove former, men jeg trænger til kursus af een eller anden art.

Jeg har søgt lidt på nettet, men intet fundet, så hvis du hører om et intensivt sølv-/guldsmedekursus i sommeren (juli) 2011, så giv mig venligst praj.

Jeg har en bunke sten, som trænger til at blive indfattet for at blive færdige.

Jeg havde en brøkdel af nogle af de halvfærdige ting med på messen og de lå foran min slibemaskine, så folk kunne mærke de glatte sten og se farver, former og udtryk.

(denne sten er samlet op fra vejen og har et hul foroven til en øsken)

 

(Denne satellitsten har hul til et øsken, så jeg kan trækken lædersnøre igennem)

(det bliver lidt trivielt i længden med et hul til lædersnøre)

Jeg har forsøgt med rensdyrtak

og jeg indfattet et par enkelte i kernelæder, men jeg forstiller mig fx. at disse sederitter kunne være sjove i kobber/messing og i et lidt råt udtryk.

Jeg er vild med sederit, som har et dybt skær, er svær at slibe og som i virkeligheden er så sart.

 

Mine små månesten fra Ivittuut, som jeg også er ret vild med, kunne være pæne, hvis de kom i selskab med lidt sølv

og jeg har nogle rå nuummitsten, som jeg ikke engang er gået igang med endnu, da jeg ved, at jeg bliver nødt til at stoppe processen, når sten er slebet og vi når til indfatning.

I dag havde jeg min grønne sodalit ring på.

Indfatningen er halv-fabrikata, men halskæden, også i grøn sodalit er planslebet (i hånden på et spejl og med pulver.. the hard way) og som jeg føler hører med til ringen, er indfattet i en tynd lædersnøre og ørestikkerne er sat på en stik.

Jeg gad godt noget andet og mere spændende.

 

 

Man bliver iøvrigt beskidt af at slibe sten

 

Og så skal jeg lige tilføje, at alle stenene er her fra Grønland… og nej, hvor er det svært at fotografere sten på den måde.

Stenmesse lørdag

Så blev døren til årets stenmesse åbent i dag kl 12.00 på Bygge-og Anlægsskolen.

Både dag og i morgen står dørene åbne for sten-interesserede og jeg håber, at der i morgen, når der samtidig er uddannelsesmesse i selvsamme bygning kommer flere mennesker. Mange, mange flere mennesker!

 

Stenmessen har været meget tyndt besøgt i dag og selv om der i forhold til andre år er meget færre udstillere, er der rigeligt at se på. Jeg er foreksempel vild med Palles sølv-/guldsmede arbejde i grønlandsk 24 karat guld

Der er sten fra hele verden og som det larmende islæt (arbejdende værksted) sidder jeg og sliber sten under hele messen.

Jeg håber, at der kommer rigtig mange besøgende i morgen. Ser og ikke mindst handler sten og er med til at gøre messen til en succes for alle parter (nej, jeg sælger ingenting. Jeg skal bare larme og gerne få slibet lidt sten imens)

Selvom jeg også er til blingbling, glimmer og glitter, foretrækker jeg da helt klart den ægte vare.

Skæv fredag med lykkelig afslutning

Weekenden startede ellers noget skævt med at jeg ikke kunne finde mine briller.
Øv!
Jeg blev nødt til at tage mine gamle, uskarpe briller på og hvor sjovt er det egentlig lige at se verden med et sløret udsyn?
Dog ikke mere uskarpe, at jeg kunne se, at himlen åbnede dagen med en himmel så smuk og lovende.

I frikvarteret kom en lærer ind med en dreng på lærerværelset.
Drengen havde en mus i hånden og havde moret sig med at rende rundt, efter især pigerne, med musen i hånden.

Der var ikke ret mange på lærerværelset, der havde den store lyst til at tage musen ud af hænderne på drengen heller.. og så kan jeg sidde og undre mig over, at vi sagtens kan gå på jagt, men ikke tage en død mus i hænderne.
Jeg fik lirket den over på en serviet og fik kigget nærmere på den.
Nej, jeg rørte skam ikke ved den direkte.


I grunden er den jo ret så sød, det lille kræ.

Fredagen fortsatte ufortrødent, uanset mit slørede syn  og døde mus, -sin skæve gang;
Jan ringede og fortalte at han var kommet til at knække nøglen i tændingslåsen på min jolle.. Og stumpen kan ikke tages ud, sådan lige!
Hvad jeg sagde??
Jeg undlod at sige noget, for jeg havde efterhånden ikke mange pæne ord tilbage i mig, så hellere tie! Dét var jeg så heller ikke specielt godt til.. men jeg prøvede!
Måske som kompentation, var Jan kørt hjem og havde fundet mine briller og det hjalp da også en hel del på mit verdenssyn, som blev mere positivt og venligt stemt.
Sent på eftermiddagen drog familien i samlet flot op til Knud Rasmussens Højskole, hvor Laura, sammen med to veninder havde tilmeldt sig en talent-konkurrence.

Mod betaling kunne vi spise med og vi fik en lækker, lækker fiskemousse og til hovedret den møreste, lækreste og mest velsmagende rensdyrkølle med overordentlige gode flødekartofler.
Til maden var der både hvidvin og rødvin og veltilpasse og mætte, kunne vi sætte os til rette på tilskuerrækkerne og lade os underholde.
Og underholdt dét blev vi.
Med komik,

sang, rap, breakdance og ikke mindst Jan, som blev hevet på scenen, hvor han skulle give den på mundharmonika.


Det hele blev indspillet til TV og hvis Jan nu er rigtig heldig, kommer han på landsdækkende  fjernsyn på mandag



(Jeg behøver vel ikke engang fortælle, at Jan er en genert type, som hader at være i centrum af noget som helst)
Hverken Laura eller hendes veninder virkede nervøse. Hverken før eller under deres optræden.



Laura og veninderne var uovertrufne gode; Laura som sang så godt og smukt.


Veninderne var bare så dygtige på deres guitarer og ikke helt uventet (siger moderen til Laura) vandt de talent-konkurrencen.
De var ovenpå sejren, fuldstændigt oppe og køre, ellevilde, glade og stolte.

Stolt, det er jeg skam også.

Stolt over, at min datter har så meget mod at hun tør stille sig op på en scene overfor en masse fremmede og ikke mindst lade sig bedømme.
Jeg havde ikke turdet.
Det kræver mod i min verden, men de tre store piger optrådte scenevant med verdensdame-armbevægelser og attituder, som Obama ville kunne lære noget af.
Stolt over, at hun har så mange gode evner og ikke mindst, at hun evner at bruge dem.
Det er ikke alle med evner, som også får evnerne brugt.

Hvad de spillede?
De spillede denne her sang, bare lidt bedre, hvis du spørger mig

My hero!