fredag den 21. november 2008

Dyreliv og fløjtespil

Jeg lovede at fortælle om aftenens koncert i går, men hvad kan man næsten sige andet end at det var verdensklasse og uden sammeligning. Jeg vil også tilføje at der er laaaangt fra min elskede cd med "den danske mafia", men måske ikke så langt fra min lige så elskede samling og ofte hørte "Adiemus" , men jeg lytter jo også til alt det indimellem, og når min klasse arbejder selvstændigt med skriftlige opgaver, spiller jeg meditationsmusik lavt i baggrunden og har stearinlys tændt. Når jeg en sjælden gang glemmer meditationsmusikken, husker mine elever (spec. kl) selv på det. Det var bestemt ikke de toner der lød, da jeg startede og de kun lyttede til rap, hård metal og andet ungdommeligt. Men Michala og Hanibal er måske værd at tage med i klassen engang??! MEN hvad der fik mig op at ringe i går, var at der rundt om hele vores hus og endda klods op ad vores hus, var harespor og lort. I dag, i den nyfaldne sne, er der igen harespor, og jeg håber at se den. Vores naboer til begge sider havde set den drøne omkring vores hus, og den har siddet nede foran een af vores vinduer og puttet sig. I går fløj en stor, gammel havørn tæt forbi bilruden, da Lena og jeg var ude for at hente grene, og i dag nåede jeg endda at få kameraet op af rygsækkens dyb og forevige jagtfalken, der sad på lygtepælen og så flot ud. Jo, der er dyr omkring os og jeg nyder det.

torsdag den 20. november 2008

Grønland i dag

Og forresten har jeg tegnet et abonnement på dette magasin. Det var lidt småpeb'ret, men hold fast et spændende blad med flotte fotos og interessante artikler. Det første magasin lå til mig i postboksen i dag, og jeg glæder mig til at ligge mig under dynen med det og nærlæse og nærstudere det. Lækkert.

Puuuuha, endelig endelig fik vi sol, og næsten, men kun næsten sommerstemning. Uden vind, uden slud, men med frost, som bed kærligt i kinder og fingerspidser. De timer, hvor solen gæstede os, drønede Lena og jeg ud i fjeldet..okay, drønede er måske så meget sagt, for vi gik i sne til minimum skridtet, og indimellem var det svært at tage det næste skridt, men vi fik vores grene, som allerede er omsat til en krans til Lena a la min. (Det er min på billedet. Lena har endnu ikke fået sin op at hænge, men sikkert snart)Min krans hænger over sofabordet året rundt med skiftende pynt passende til årstiden. Lige nu er den en lysekrone med prismer i alle skygninger.. om et par uger kommer der røde julekugler i alle mulige størrelser.

Om en godt og vel en halv time sidder vi nede i Taseralik og lytter til Michaela Petri og Lars Hannibal. Mere om det senere.

onsdag den 19. november 2008

Hovedpine og trods

Det sker ikke så forfærdeligt tit, men i morges havde jeg den mest infame hovedpine. Jeg stod op, smurte madpakker- også til mig selv, klædte mig på, bryggede min daglige termokande med grøn te og forsøgte at ignorere hovedet, men pinen bankede på fra indersiden og accepterede ikke mine forsøg på at ignorere den. Der var ikke meget at gøre og jeg måtte ringe og melde afbud til arbejdet. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg kun 1 elev i disse dage, da de andre er i praktik og her til middag kunne min kollega fortælle mig over telefonen, at min enlige elev, heller ikke var dukket op, så der kan ikke have været mange, der har savnet mig i dag. Måske det ikke engang blev bemærket, at jeg var væk? Formiddagen tilbragte jeg i en forvirrende drøm, hvor alle mulige oplevelser stod i kø for at blive bearbejdet og vendt endnu engang, og da jeg vågnede op imod middag, var jeg lettere forvirret over tid og sted. Endnu et par pamoler er blevet slugt og strikketøjet har fået et par enkelte omgange. Det nye kamera har været vendt og drejet et par gange i hånden, og jeg har styret lysten til at smide det tværs gennem rummet, eller endnu værre/bedre udover altanen. Det svarer lidt til at få foræret en splintrende ny og skinneden Jaguar og så ikke have hverken kørekort eller i det hele taget kunne køre bil. Jeg har lyst til at skrige, for alle, der har en smule forstand på fotografering har sukket misundeligt, når jeg har fortalt, hvilket kamera jeg har vundet (fået gratis) og det ligger bare totalt uvirksomt hen og samler støv herhjemme. Der er to muligheder: 1.enten sælger jeg det (og evt. køber et andet) 2. jeg lærer at bruge det! Jeg er mest stemt for det sidste, men det kræver jo, at nogen lærer mig det? Eller ihvertfald det grundlæggende. Jeg evner ikke at lære noget, ved at lytte eller kikke i en manual, og det kræver jo oceaner af tid, hvis jeg skal lære det ved at bruge det. Tænk på alle de billeder jeg tager, som næsten med det samme kan slettes og ofte er muligheden for at fotografere motivet jo kun eksisterende i få øjeblikke. Det burde ikke være noget dilemma, men jeg bruger for meget tid på at ærgre mig over det. Nu vil jeg sætte mig foran vinduet og meditere på de mange millioner snefnug, der daler ned, og glemme mine ærgelser, for de er ubrugelige, unyttige og ukonstruktive!
Der er godt nok ikke mange farver derude. Det er sort eller hvidt. Verden er hyllet ind i tætte snebyger og levner ikke plads til sprælske farver. Der kommer et par vindpust med jævne mellemrum. De varsler kraftigere vindstød, storm måske? Måske skulle jeg tænde et par stearinlys, trodse kulden og skrue endnu mere op for radiatoren og glæde mig over at vi får hvid jul (fnis..det gør vi jo altid)

tirsdag den 18. november 2008

Humør-piller

Jeg fik et par solide og meget stærke humørgivende, opløftende og bekræftende piller af Anjoe i dag. De fik smilet skruet på og lyste op midt i det stadigt dårlige vejr. Jeg fik kræfter til at hive mig selv op i nakkehårene (efter at have taget mig en solid morfar i eftermiddag) og efter aftensmaden dyrkede jeg den gode stemning. Når der nu er meterhøje bunker af sne, og det fryser konstant udenfor, kan jeg gøre noget selv..tænkte jeg og smuttede under den varme bruser, hvor kroppen blev skuret og skrubbet, til jeg var varm og rød og ualmindelig ren. Håret blev vasket og forkælet. Efter badet smurte jeg et tykt lag selv-bruner i ansigtet og duppede frisk, let og sommerlig parfume under hagen og bag albuen. Det skal nok kunne bilde mig ind at livet er let som en varm sommerdag midt i ferien, og ellers ikke klikker jeg tilbage til de uvurderlige piller og fantaserer lystig over dette. Nu vil jeg kaste mig tilbage i sofaen med strikketøjet og min grønne te, mens jeg glæder mig til Wallander.