Når misundelse er en grim ting og man indrømmer det for åben skærm

Jeg har været mere end almindelig hidsig.

 

Som du sikkert kan huske, har vi to gamle snescootere, der har set meget, meget bedre dage.

 

De er begge så gamle, at de nærmest må betegnes som fund for samlere.

 

Jeg var ikke den entusiastiske samler hverken i går eller i dag af gammelt lort, for nu at sige det lige ud.

Vi har jo den gamle traktor af en gammel Yamaha V-MAX på 600 ccm og så købte vi jo Dudis lille hidsige dame, som er en let enmands sag, en Polaris XCR 700 ccm.

 

Yamahaens batteri var helt død.

Det døde sidste år, men den kunne trækkes i gang.

Det trænger til en udskiftning, for sådanne nogle har også begrænset levetid.

 

Det var lige hvad Jan så gjorde i går i samme sekund som han fik fra arbejde. Altså starte Yamahaen.

 

Han havde en aftale med nogle af sine kollegaer om, at de skulle køre ud i Jans tvillingebrors hytte og overnatte og mens min far og jeg stod og panglede med Polar-utysket igår, aftalte Jan og jeg at han skulle tjekke fjordisen og dens konsistens, tykkelse og bæredygtighed, mens han kørte ud af fjorden, for at se til vores hytte her til formiddag og hvis isen var god, skulle jeg følge efter på Polar-møgdyret.

 

Jeg stod rimeligt tidligt op i morges.

Faktisk sov jeg af hækkenfeldt til, vågnede hvert andet øjeblik, faldt i en urolig søvn og vågnede så igen og igen og igen og igen, for til sidst at give helt op og forlod sengen, som ikke havde levet op til forventningerne.

 

Jan ringede over iridium-telefonen ved 11-tiden i formiddags. Glad og det tror pokker.

 

Han stod i hytten i den højeste solskin, i den dybe stilhed og i de smukkeste omgivelser.

Isen var god og hytten hyggelig.

 

Jeg tror, jeg gjorde alt inklusive at tilkalde både min far og en af mine mandlige venner og tage imod vores nabos ihærdige hjælp med snescooteren, men lige meget hjalp det. Den gav ikke slip på sin koma.

 

Polar-svinet ville ikke så meget som hoste lidt forventning op til mig og mens min hidsighed fik arbejdet sig op til uanede højder, kunne jeg konstatere, at bilen heller ikke ville starte. Møg-dag!

Nøj, hvor fik både bil og snescooter spark, bandeord og trusler hældt over sig.

Det hjalp på bilen (det var relæet, som drillede, men den startede med et forurettet snøft og host)

 

Snescooteren skal hives igang og med al det hiveri, der både blev til i går og sammenlagt med al hiveriet i dag, tror jeg at min skulder og arm i morgen kan måle sig med en vis Hr. Arnolds, i hans velmagts dage. Den blev altså bare ikke hevet i gang i dag.

 

Sjældent har jeg været hidsig så længe, men efter at have strikket et par håndfulde blondetakker på babysvøbet, er hjertet faldet ned i normal takt igen, de røde hidsige knopper har fortaget sig og blod-ansamlinger i begge øjne er ikke længere til at se.

Min højre fod kan godt mærke de spark, den uddelte i dag på både scooter og bil og min venstre hånds fingre har stadig form som snescooter-trækhåndtaget og jeg tror næsten, at det nederste af mine fingre på indersiden bliver blå i morgen.

 

Jan kom hjem sent i eftermiddags.

Forsøgte at hive i snoren på Polarissen et par gange, men vi er enige om, at den nok skal ind og have varmen, før den overhovedet vil give slip på den kedelige koma, som den ligger i lige nu.

 

Jeg har set på Jans alt for hyggelige billeder af hans fredag aften, hvor der blev indtaget så meget alkohol, at han ikke har været meget i stand til at tage sig synderligt af min frustrede-misundelses-surhed, som han blev mødt med, da han kom hjem.

Det er ikke særligt sjovt at være sur/misundelig på nogen, hvis de ikke tager sig af det, kan jeg så hilse og sige og hvis sandheden skal frem og det skal den vel, under jeg ham, at han har haft det godt. Sådan her bagefter at jeg har ladet mine frustrationer sejle ned ad ryggen af ham.

Han så det totalt flotte nordlys ude i fjorden, hvor intet kunstigt lys forvrænger oplevelsen, mens han indåndede den friskeste vinterluft og han får fred til at ligge på sofaen, hvor han skiftevis blunder eller går rundt i stuen med tømmermands-rastløshed, men i morgen vil jeg jage med ham, så han kan finde et sted at stille snescooteren ind til optøning, for jeg vil også ud til hytten, – snart og helst i formiddags