Ovenpå en weekend

Der trues med demonstrationer og hvad ved jeg.. fordi man er lidt tavs. (Dudi, altså!)

Grunden til stilheden har været, at der har været så meget.

Vi har været til konfirmation både lørdag og søndag.

Jo, jo!

Her i Sisimiut bruger man stadig at overhøre de kommende konfirmander om lørdagen i en bibeltekst og om søndagen bliver de så konfirmeret.

Om lørdagen er der kjole og habit, hvor man om søndagen har nationaldragt på.

Både Jan og jeg var i kirke både lørdag og søndag, da det var Jans gudbarn, som skulle konfirmeres.

Vejret viste sig fra sin kedelige, kolde side, men sådan er vejret jo oftest i maj-måned: Afvekslende, ustadigt og aldrig til at forudsige..

I kirken søndag formiddag sad jeg alene nede på een af den bagerste rækker.

Der blev varmt og da nadveren startede, listede jeg stille udenfor og nød den meget friske luft.

I min barndom kunne vi fra kirken se ned til mine bedsteforældres hus.

Det står ikke mere, men hver gang jeg kikker i den retning, forventer mit øje stadig at se huset.

(Pæsten brugte iøvrigt noget af sin taletid på prædike-stolen til at gøre os allesammen opmærksomme på, at fotografering under gudstjenesten ikke var tilladt.

Det var altså også tiltrængt, at blive mindet om det for nogle.

Der blev både fotograferet med blitz og uden.

Mobil-telefoner, som ikke var slukkede og videokamera, der snurrede lystigt.

Måske er det mig, som er lidt for blufærdig med den slags, men jeg vil da mene, at når det står så højt og tydeligt både udenfor og indenfor kirken, endda på flere sprog, at man ikke må fotografere, så skulle det da være til at forstå!

Jeg synes, at lige akkurat  kirkegang og tro er noget privat, som bør respekteres, men i denne digitale tidsalder synes intet helligt mere. Alt bliver gladeligt smidt på facebook og er du rigtig (u-) heldig bliver du til og med tagget.

Jeg sad engang til en begravelse, hvor en flok turister havde forvildet sig ind i kirken.

De filmede på livet løs og mit fokus blev fuldstændigt fjernet fra den kirkelige handling og flyttet over i tanker som:

“Nå! nu skal jeg, en moderne, kristen eskimo vises frem i et amerikansk/tysk/italiensk what ever hjem “ sådan begraver de deres døde” akkurat ligesom os i den vestlige verden-agtige-noget-tanke og en jul oplevede jeg det samme og fik lyst til at forlade gudstjenesten.

Nogen steder i nogen situationer, synes jeg godt, at vi allesammen kan holde vores tekniske vidundere slukket, lukket og i lommen, selvom det hverken er forbudt eller ulovligt.

Kaldes det ikke takt og pli?!

Eller er takt og pli noget andet i dag end da jeg var yngre??

Har grænserne virkeligt rykket sig så meget, at jeg er helt galt på den?

At vi også stille og roligt, kan tage vores højt-grædende skrig-balloner af nogle børn under armen og gå hjem, så andre kan få sig en nogenlunde stille og hyggelig gudstjeneste, hvor man kan høre præstens formentligt gennemtænkte prædiken, synes jeg også, at vi skylder, dem som også har fundet vej ned til kirken.

Det kan støde nogen og måske flere end vi tror.

Jeg er ikke mere troende end hverken din nabo eller dig, men jeg er både døbt, konfirmeret, gift i en kirke og har fået døbt alle mine tre børn.

Vi beder ikke bordbøn, aftenbøn eller går i kirke hver søndag, men jeg har respekt for andre, som gør.

Vi lever jo heldigvis i et demokratisk samfund, hvor vi selv kan vælge, hvad vi vil tro på.

Men at gøre kirkegang og andres tro til underholdning.. Måske ikke ligefrem respektløst, men ihvertfald tankeløst efter min opfattelse.

Nå!

Det var da vist et sidespring af de seriøse, men hvad mener du forøvrigt?)

Lørdag efter konfirmations-kaffemikken tog jeg med min mor over i Taseralik, som var stuvende fuldt af mennesker.

Der var folkelig underholdning med sang, trommedans/maskedans og folkedans.

(Og jeg spørger stadig om lov til at fotografere under koncerter, teater mm og har fået lov til at tage disse billeder apropos.)

Jeg prøver at være alsidig og komme til så mange forskellige slags underholdning som muligt.

Jeg bilder mig selv ind, at det udvider min horisont og sætter mig bedre i stand til at vurdere, det som jeg kan lide. Måske handler det også en lille smule om, at jeg er så nysgerrig og vil se, hvad der foregår?

 

Søndag aften var vi til spisning for konfirmaden.

Der blev serveret god mad og jeg fik luftet mine røde sko. Det sker ikke så tit, at jeg har anledning til at klæde mig så fint på.

 

Nu er vi tilbage i almindelig hverdag.

De dage, som der er flest af.

Og jeg synes godt nok at der er rigtig mange af dem for tiden.  Altså hverdagene.

Jeg trænger til ferie, nye indtryk, nye oplevelser, inspiration og ikke mindst afslapning. 

Der er godt en måned tilbage til vi rejser sydpå. Og jeg glæder mig!

Jeg tror ikke, at jeg er særligt sjov at være i nærkontakt med for tiden, men nu ved du så lige hvorfor