Mellemlægs-successer

Vi har allesammen brug for nogen succes-oplevelser med jævne mellemrum.

Jeg har ihvertfald.

Med meget jævne mellemrum.

Måske har jeg større behov for at have nogen succes-oplevelser end andre?

Eller så har jeg en alt for kort hukommelse?

Måske begge dele?

 

Lige nu og lige her sidder jeg og tænker, at jeg aldrig, aldrig har succes med noget som helst.

Mine undervisningsrapporter er elendige og jeg sidder og håber, at den, som skal læse dem, kan forstå, hvad jeg mener.

Hvis vedkommende ikke forstår, hvad jeg mener, kan det i værste fald gå ud over de elever, som jeg så amatør-agtigt har forsøgt, at beskrive.

Undervisningsplanerne, som også skal afleveres til PPR, syn’s jeg også virker tynde og intetsigende.

Som om jeg slet ingenting har planlagt og det lidt som jeg rent faktisk har planlagt, er umådeligt dårligt planlagt.

Inderst inde og hvis jeg tænker rigtigt grundigt efter, ved jeg dog godt, at jeg gør en forskel.

Måske ikke hver dag og hele tiden, men mine elever udvikler sig i den retning, som er planlagt.

I en positiv og glædelig retning.

Lige nu, mens jeg sidder her i mit lille sorte hul, har jeg dog mest lyst til at dække hullet til, indefra/nedefra og vente på, at det hele går over.

Næ! Nej! Og overhovedet ikke!

Sådan spiller klaveret bare ikke hjemme hos mig. Det skal det ikke have lov til.

Op af hullet og tjek tingene efter:

Er mine skriverier nu også så forfærdelige??

Næ! Nej!

Jeg tænkte ved mig selv igår: så må jeg aktivt gøre noget for at give mig selv en succes.

Jeg vil lære at hækle!

Vil jeg!

Og jeg fandt et fint lille stykke, at øve mig på.

Godt nok trævlede jeg op et par gange eller 10, men tilsidst lykkedes det. Jeg ville have en smule succes uanset om Ballerinaen mente noget andet eller ej.

Nu har jeg fået hækleriet til at lykkedes een gang til, sådan bare for at bevise overfor mig selv, at det ikke var begynder-held.

Mellemlægs-stykker.

Eller hvad sådan nogen nu hedder.

Servietter er det jo ikke, men sådan nogle, som man kan lægge mellem sine tallerkner, så de ikke skramler rundt og laver skår i tallerken-glæden.

Er der overhovedet nogen, som bruger den slags stykker mellem tallerknerne nu om dage?

12 af dem i forskellige farver og så kan vi holde fest.. eller?

De gjorde mig ihvertfald i bedre humør, for de gav mig en følelse af succes.

Mere skal der ikke til.

 

Nu vil jeg sætte mig ned med en varm kop te og kigge mine rapporter og planer igennem. Oveni har jeg lovet at lavet en slags “status-opgørelse” for min klasse og den er så godt som færdig.

Og den er faktisk ikke så ringe endda, den opgørelse.

Jeg har været med til at give eleverne en følelse af succes.

Ikke hver dag og ikke hele tiden.

Men jeg er med til at minde dem om, at de rent faktisk kan noget og at de har succes med jævne mellemrum.

 

Og ballerinaen, som er skyld i mit lille fald ned i et sort hul??

Den ligger smidt på gulvet bag sofaen og skammer sig.

Det har den faktisk også grund til, men inden jeg ser mig om, har jeg samlet den op og.. øøøh.. trævler op eller fortsætter eller…

(Danske Rubens smager forøvrigt godt.)