torsdag den 23. juli 2009

Erindringslagring (I love Norge kap.1)

Sidste år forelskede jeg mig helt og aldeles i en hund. Jeg har snakket med hunden igen og fået bekræftet, at kærligheden holder. I år har jeg igen forelsket mig, men ikke i en hund. Nej, jeg er parat til at pakke tandbørsten, købe en dansk/norsk ordbog og flytte til Norge den dag i morgen. Vi kørte fra København, som min eremit/eneboer-mentalitet ikke harmonerer særligt godt sammen med, i torsdags. Den første tankstation vi stoppede ved, var i Sverige og min rædsel for at skulle til at øøh-bøøh’er og “undskyld, det forstod jeg ikke”, lod mig tilbage i bilen, mens de andre frejdigt gik ind og købte drikkelse og pastiller. Sara fik drillet mig så meget med mit manglende sprog-øre, at jeg tændte for radio-Norge og anstrengte mig lige indtil i morges, for at lære. Hmm det var et sidespring. Mens vi trillede gennem Sverige for at nå Norge, forvandlede landskabet sig langsomt, fra at være næsten flad til at blive mere og mere dramatisk. Ved et held i uheld, havnede vi i en forkert kø omkring Oslo. Magen til flot natur omkring en hovedstad skal man da lede længe efter, og det skulle kun blive bedre. Jeg tror jeg nåede at sige (på dansk): “Neeeeej, hvor er det fantastisk 10 gange i timen”. Tunnellerne var ikke fantastiske som sådan, men det var nogen steder fantastisk landmåler arbejde, der lå bag, uden at jeg skal kloge mere i det, end sige, at jeg er imponeret over arbejdet. Den første nat nåede vi lidt øst for Hønefoss, hvor vi fandt et udmærket hotel, hvor vi fik en tiltrængt seng og ikke mindst et bad. Udsigten var åndeløs smuk og det hele tegnede bare godt. Og behøver jeg forresten at fortælle at der var sol de første dage??n10Da havde vi også kørt ca 10 timer. Jeg er fuld af beundring for mine to dejlige piger, der ikke en eneste gang spurgte: “ Er vi der snart” eller hvornår..” eller på anden måde udtrykte utålmodighed. De havde deres bøger med og ellers skrålede de sammen med mig i kor på den eneste CD vi havde. Iøvrigt en cd, som vi havde købt på en tankstation. Jeg lover dig, at jeg kan alle teksterne udenad, ligesom pigerne også kan skråle med på begge cd-erne i søvne. Jeg er fuld af Norge-indtryk, så du får mere de kommende dage.. så er du advaret! I morgen er det Saras fødselsdag og grunden til at vi er kommet hjem fra dejlige Norge en dag før beregnet. Du kan se nogle af mine billeder (nøøøj, hvor har jeg savnet mit eget kamera. Det ligger stadig i Viborg) lige her.Nu vil jeg forsøge at sove.. kl er snart 2 dansk natte-tid, men du slipper ikke for det billede, som ligger på indersiden af mine øjenlåg og som har siddet der i to døgn. Du får det nok et par gange mere.. så du er advaret.22(Vi befinder os i næsten 1610 mtrs højde og skal ned ad denne snoede vej, hvor to biler lige og kun lige akkurat kan passere hinanden. Hårnålesving og ekstra low gear, tungen lige i munden og indeklemte hvin fra mig..)

2 kommentarer:

  1. Hej Dorteivalo
    Velkommen i klubben, jeg er også fuldstædig forgabt i Norge, og når jeg ser dine skønne billeder får jeg et sug af længsel i maven efter Norge igen. Min mand og jeg var sidst i Norge 4 korte dage i pinsen i år - alt for lidt, jeg vil gerne af sted igen men det lader sig desværre ikke gøre lige nu.
    Glæder mig til at høre mere om jeres oplevelser.
    Mange hilsner
    Sonja L

    SvarSlet
  2. Yes! Vi skal lave en klub med Norgefiler/Norgelovers. Jeg vil være formand!

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.