Ankomst

Så kom vi så langt, (spørgsmålet er om du når gennem hele indlægget, for det er laaangt og tungt??) selvom det holdt hårdt. Meget hårdt endda. Vi var så fuldstændig planmæssige, da vi forlod vores hjem i Sisimiut at vi traditionen tro, drak en kop kaffe på Sømandshjemmet efter at have afleveret vores bagage og vores flyver gik til tiden uden nogen udsving af nogen slags. Vejret var næsten grædefærdigt dejligt, men vejrudsigten havde lovet skidt og trøstesløst vejr, så jeg sparede mine ærgelser, for jeg er så slem til at ærgre mig over alt hvad jeg forlader og synes aldrig helt, at jeg har fået nok hverken af Sisimiut og omvendt heller ikke, når jeg vender næsen hjem igen synes jeg, at jeg har fået nok af Danmark. Denne gang holdt jeg, hvad jeg lovede for mig selv, nemlig ikke at ærgre mig. Vi ankom til Kangerlussuaq fuldstændigt efter planen, og Simon stod for enden af trappen til flyveren og tog imod os. Et hurtigt kram til velkomst og et hurtigt kram til afsked, for tiden var knap og ikke at ødsle med. Danmarksmaskinen gik næsten og kun næsten efter planen, for da vi nåede østkysten, hvor vi havde siddet næsten bagerst i maskinen i skiftevis høj varme og delvis kulde, meddelte flyets kaptajn os, at nu vendte han flyet mod Kangerlussuaq igen, så en mekaniker kunne se på den fejl, der gjorde at temperaturen i kabinen var ustabil. For os var der ingen ko på isen, for vi havde tid nok at give af. En hel dag for at være præcis, inden vi skulle aflevere Laura i Kastrup igen for at sende hende mod Sydengland med EF Sprogrejser og som hun i øvrigt havde glædet sig inderligt og voldsomt til. Vi landede flot og sikkert på Kangerlussuaqs landingsbane og der sad vi så i næsten to stive klokketimer, da der blev meddelt os over højtaleren at pga. personalets hvile og arbejd-stids-bestemmelser eller hvad sådan noget nu hedder, kunne de ikke lette maskinen uanset, hvad udfaldet på mekanikerens anstrengelser på flyet fejl blev. Hmm.. Jan var noget rød i ansigtet af indestængt utålmodighed og hans 40 årige kindtænder knirkede og knagede noget under det hårde bid. Vi blev hentet af nogle busser, samtidig med at al information ophørte. Vi stillede os ligesom alle de andre i kø, og fik udleveret en nøgle til, viste det sig, et noget alternativt værelse på den anden side.. altså ikke på hotellet. Der var to senge, og eftersom vi var 4 rejsende mangledes der yderligere to senge. Efter et par personlige henvendelser fik vi lovning på to yderligere opredninger, som dog udeblev og udeblev og udeblev. Vi var pirrelige og sikkert fordi vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden kl 07 om morgenen og kl nu var 17, var vores, især Jans tålmodighed nærmest ikke eksisterende. Da vi omsider havde fået noget tørt grillkylling og ledsaget med nogle lettere slatne pommes frites alt sammen skyllet ned med blåt saftevand, kunne vi tænke sammenhængende, nogenlunde fornuftige tanker. Der blev indgået aftaler med Simon om inspektion af hans nye, lille lejlighed, hvor vi kunne spise nogle pizza og indvie hans ny-indkøbte gamle sofaer og sofabord. Stemningen svang sig op i et tåleligt niveau og vi gav hotelpersonalet tid at løbe på til opredning af de to lovede sovepladser til os. Da vi kom til vores værelse, stod der stadig kun to senge og efter 3-4 telefonopkald (der er et stykke vej at gå og bussen havde tilsyneladende indstillet sin kørsel for dagen) fik vi et værelse mere med to senge, og vores lykke var næsten gjort. Dog bekymrede morgendagens første transport, nemlig: hvordan kom vi over til terminal-bygningen med to børn og 4 store tasker, hvis der ikke gik en bus og der kun er to taxaer som 245 andre rejsende også gerne ville benytte? Heldigvis og tilfældigvis holdt bussen udenfor, da Jan var nede for at hente en nøgle til det andet værelse og buschafføren kunne venligt oplyse os, at bussen ville afgå kl 06 næste morgen med Danmarksrejsende, da flyet skulle afgå efter planen kl 08.15. Godt at vide! Overtrætte og mætte af ærgrelser, lå Jan og jeg på hver sit værelse, søvnløse. Op kom vi og af sted gik det med bus, hvor buschafføren over bussens højtaler morgenfrisk kunne meddele os, at flyet vi skulle med var udsat til kl 09. ”Fint nok” nikkede Jan og jeg til hinanden. Bare vi når at komme frem inden Laura skal af sted, så skal alting nok gå.. tænkte vi, stadig opstemte og ferieberusede, glade. Lettere forsinket kom vi ud i flyveren, der skulle transportere os til Danmark og vi blev nærmest euforiske, da vi opdagede at ombookningen af vores bagage, havde medført, at vi var blevet placeret på 1. kl. Nej, vi ville bestemt ikke lade nogen høre for dét. Euforien holdt os da også oppe i de 1½ time vi sad og ventede i flyveren på landingsbanen, da vi skulle vente på nogle for sent ankomne passagerer, der var forsinkede fra andre destinationer på kysten og da vi omsider lettede, champagnen i de små flasker skænket op i rigtige glas var nydt og vi omsider kunne vinke farvel efter et par timers flyvning, til Grønlands østkyst, var blodtrykket dalet til normal og humøret steget tilsvarende. Jo, det så sørme lyst ud. Glade og fortrøstningsfulde steg vi ud af flyveren i Kastrup, kun for igen at kunne vente de magiske 1½ til 2 timer på vores bagage. Min sindige, rolige jyde-mand, som kan trækkes gennem mangt og meget, var blevet trukket for langt. Hans blodtryk var lige så faretruende højt som det gale humør, og fremadrettede bekymringer om især Lauras bagage, som jo skulle videre sammen med Laura næste dag gjorde udslaget. Et par hurtigt-højt-udtalte brokkerier til henvendelsen lettede lidt på det indre overtryk, og da det endelig lykkedes dem, at få smidt de grønlands-rejsendes bagage på transportbåndet, så vi kunne hive det hidsigt til os, kunne det ikke gå hurtigt nok med at hente den lejede bil, som er flot og prangende. Normalt stopper man bare sit betalingskort ind i automaten for at bommen til det parkeringshus bilen står i, går op, men denne automat havde tilsyneladende allieret sig med både grønlands-kystens transport-uvenlige vejr, flyverens varme regulering, bagage-transportbånds-personalets manglende lyst til at lægge vores kufferter frem til os, så den slugte grådigt dankortet og nægtede bommen, så vi kunne komme ud i det Sydsjællandske trafikliv, at gå op (vi skulle til Sydsjælland) Om min jydemand bed tænderne hårdt sammen igen? Om! Efter et par nødopkald over parkeringshusets samtaleanlæg og flere parkerings-hus-vagters kilden automaten både indvendigt og udvendigt gav efter en ½ time bonus og vi blev lukket ud til egen skæbne. Jans familie havde lånt et yndigt, bedårende sommerhus til os og vi gik glade og lettede i seng, kun for at konstatere at søvnen havde opgivet os, forladt os og ikke indfandt sig hos os, så vi var noget søvndrukne, da vi om morgenen kunne konstatere at det vitterligt var det mest betagende sommerhus vi havde sovet i, og Laura satte sig forsigtigt på gyngen med morgendug på, for at svinge dagen i gang, men nåede knap at tage i snorene da, overlæggeren, en herrestor og tyk træstamme brækkede midt over. Hun nåede at flytte sig og den faldt ikke ned. Gudskelov. Hyggeligt morgenbord, varm kaffe og en times hyggeligt samvær med familien inden vi igen drog mod lufthavnen. Laura kom godt af sted, (har faktisk ringet fra England til aften i god behold og godt humør), og vi kørte af sted i adstadigt tempo mod fastlandet. I grunden uansvarlige, når man tænker på vores manglende søvn, jetlag, dårlig kost og elendige humør, men vi havde en aftale om afhentning af Silas som vi har ”lejet” i tre dage. Normalt glider jeg lige igennem, når jeg rejser uden nævneværdige oplevelser, forsinkelser eller prøvelser, så denne tur, som sikkert mange gang på gang oplever, har sat mit feriehumør lidt i slumrefunktion. Jeg er afventende, parat til at gribe de prøvelser, der måtte komme, stram i betrækket med det falske smil skruet solidt på det trætte ansigt for alle tilfældes skyld og forbeholden for ikke at blive skuffet. Nu ligger jeg i en normal seng, i et normalt hjem langt ude på Lars Tyndskids jyske marker, hvor ravnene end ikke kommer, og tror på at min kvote af uheldige sammentræf, er opbrugt. I morgen skinner solen helt sikkert, fuglene synger med sikkerhed, alle smiler til mig og hvis jeg havde spillet Lotto, havde jeg haft en stor gevinst på min kupon, det er sikkert og vist! I morgen og resten af min ferie, bliver ren paradis med røde, søde jordbær, solvarme modne kirsebær, nye danske asparges kartofler uden skræl, agurker til langt under 24,95 kr, stykket, bølgende marker, vegetarmyg, og spændende oplevelser i den danske sommer. Det er helt sikkert, for min kvote af øv-oplevelser er opbrugt for denne gang. Fra nu af går det planmæssigt og uden hverken forsinkelser, udsættelser og lige efter min feriebog!

Se de første billeder her ( min forbindelse til nettet er ustabilt så det er ikke lykkedes mig at udgive med billeder) så…