I Tivoli

Jeg har et lidt ambivalent forhold til tivoli-er, for jeg tør absolut ingenting. Ingenting, og især Laura tør det hele og vil det hele. Jan må ledsage, og han gør det da gerne, men jeg kan sidde og glo på, og ingenting andet end glo. Det er lidt spild af entre-penge, men på den anden side vil jeg jo gerne opleve, at pigerne oplever. Jeg startede da også dagen med at ville blive hjemme, men blev alligevel lokket med, og heldigvis for det, for vi mødte en af mine gamle kollegaer fra Sisimiut, midt i Tivoli. Hun insisterede på, at vi satte os sammen med hende, og naturligvis ville vi det, for vi blev da mindst lige så glade for at se hende, som hun var for at se os. Der blev lyn-snakket og det smagte bestemt af meget, meget mere, men tiden var knap, så et kram og et knus som må holde indtil næste gang. Som grønlænder møder man altid, altid folk man kender i de større byer, og vi mødte da også mine to kollegaer (fra den anden skole), som lige var kommet fra Mallorca. Det er altid sjovt at se folk man kender, i helt andre sammenhænge. Pigerne fik prøvet en masse ting, også de store og farlige ting (dét havde jeg ikke regnet med om Sara), og jeg fik set en masse. Jeg fik ikke set så meget gennem kameralinsen (hvoooor, jeg dog savner mit vante Nikon D300.. Det har jeg jo næsten fundet ud af i modsætning til lånekameraet-øv). I morgen går turen mod Norge og vi er spændt og glæder os, selvom vejret ikke lover godt. Da jeg ikke har internetforbindelse i Norge, kommer du til at klikke forgæves både på denne blog og den nye, men jeg er forhåbentligt/formentligt tilbage om en uge?! Pas godt på dig selv og verdenen, mens jeg trækker stikket ud for en kort bemærkning. (Apropos at vi altid møder grønlændere.. jeg skammer mig lidt ved at sige det, men når jeg møder/ser de stakler af nogle grønlændere, der sidder og drikker på gaden eller fx. ham, der steg ombord i S-toget, da vi kørte “hjem” i aften, så gør jeg mig umage ved ikke at komme til at sige noget på grønlandsk og er glad for, at jeg ikke ser specielt grønlandsk ud. Tænk, at jeg er så lille et menneske! I virkeligheden er det jo synd for de stakkels skæbner, der bor på gaden og som ham vi fulgtes med i aften, går og samler flasker op af skraldespandene. At jeg ikke vil kendes ved dem (bogstaveligt talt) og ikke vil anerkende dem. Skam mig og jeg skal tænke mig om! Sådan behandler man ikke sine medmennesker!)