Trist

En af vores bekendte, som pigerne har dyrket taekwon-do med, valgte i sidste uge at afslutte sit liv. En dejlig, glad og ung mand, som ikke benyttede alle os, der hellere end gerne ville have hjulpet ham, hvis han havde bedt om hjælp. Hvis, hvis og hvis. Det er svært for mig, at forstå, at nogen vælger livet fra. Faktisk bliver jeg gal på dem, som vælger den løsning, for den sætter de nærmeste i så frustrende og traumatisk en situation, at det kan være svært at forstå, hvordan de kommer videre. På den anden side, ved jeg da også godt, at det er en sidste og desperat handling i afmagt og fortvivlelse. Uanset dødsårsag, bliver jeg udmattet af begravelser. Jeg er udmattet indeni, og det gør ondt indeni, for de efterladte. Og især, hvis de er blevet efterladt på den måde, som vores bekendt efterlod sine nærmeste på. På så dejlig en dag som i dag, hvor solen skinnede fra en fuldstændig blå og skyfri himmel, sad jeg med ambivalente tanker og følelser i kirken. Efter kirkegangen og begravelsen på kirkegården, kunne jeg fortsætte mit liv med et pædagogisk råds-møde på skolen, og da jeg endelig kunne slippe ud i dagen, solen og den friske, klare luft, ville Johannes bekræfte, at "Jo", på byens kunstnerværksted var de begyndt at lave anderledes og mere "brugbar" husflid. Han ville vise os dét, som han havde set, og vi tog med ham på kunstnerværkstedet, der befinder sig på havnen. Kunstneren selv kom ud og fortalte, at hans husflid var særdeles efterspurgt af især udenlandske turister, som mente at "kunst-genstandene" kunne bringe held og styrke til ejeren. Der var også husflid af den mere gængse art, og det blev naturligvis også studeret. Der blev smilet og grint, og udenfor, nede på isen var en fanger i gang med at flænse en ny-fanget sæl. Ham ville jeg også ned til. (Sæl-kraniet er bestemt ikke nyt. Det har været festmad for de sultne måger i et stykke tid)Jeg kom med lidt hjælp ned på isen, hvor jeg kunne fotografere og sludre med fangeren, der fortalte, at der havde været hvidfisk/hvaler inde i fjorden i nat, om det dejlige vejr og den pragtfulde sejllads han lige havde været ude på. Hmmm... mig misundelig? Nej, overhovedet ikke :-O Jo! Jeg glæder mig til at komme ud på havet igen. Glæder mig til at mærke havluften, havduften og friheden derude. Jeg glæder mig og ser frem til det! Johannes bød på sen eftermiddagskaffe, og deres hjem bærer præg af, at de forbereder bryllup om ganske kort tid. Aftenen er stadig ny. Den skal bruges langsomt med de sidste rækker hækling på "klokkeblomst", og tankerne kan rode rundt indimellem hinanden inden de forhåbentlig finder hvile og rette plads, for plads, dét skal de have!