Hovedpine og trods

Det sker ikke så forfærdeligt tit, men i morges havde jeg den mest infame hovedpine. Jeg stod op, smurte madpakker- også til mig selv, klædte mig på, bryggede min daglige termokande med grøn te og forsøgte at ignorere hovedet, men pinen bankede på fra indersiden og accepterede ikke mine forsøg på at ignorere den. Der var ikke meget at gøre og jeg måtte ringe og melde afbud til arbejdet. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg kun 1 elev i disse dage, da de andre er i praktik og her til middag kunne min kollega fortælle mig over telefonen, at min enlige elev, heller ikke var dukket op, så der kan ikke have været mange, der har savnet mig i dag. Måske det ikke engang blev bemærket, at jeg var væk? Formiddagen tilbragte jeg i en forvirrende drøm, hvor alle mulige oplevelser stod i kø for at blive bearbejdet og vendt endnu engang, og da jeg vågnede op imod middag, var jeg lettere forvirret over tid og sted. Endnu et par pamoler er blevet slugt og strikketøjet har fået et par enkelte omgange. Det nye kamera har været vendt og drejet et par gange i hånden, og jeg har styret lysten til at smide det tværs gennem rummet, eller endnu værre/bedre udover altanen. Det svarer lidt til at få foræret en splintrende ny og skinneden Jaguar og så ikke have hverken kørekort eller i det hele taget kunne køre bil. Jeg har lyst til at skrige, for alle, der har en smule forstand på fotografering har sukket misundeligt, når jeg har fortalt, hvilket kamera jeg har vundet (fået gratis) og det ligger bare totalt uvirksomt hen og samler støv herhjemme. Der er to muligheder: 1.enten sælger jeg det (og evt. køber et andet) 2. jeg lærer at bruge det! Jeg er mest stemt for det sidste, men det kræver jo, at nogen lærer mig det? Eller ihvertfald det grundlæggende. Jeg evner ikke at lære noget, ved at lytte eller kikke i en manual, og det kræver jo oceaner af tid, hvis jeg skal lære det ved at bruge det. Tænk på alle de billeder jeg tager, som næsten med det samme kan slettes og ofte er muligheden for at fotografere motivet jo kun eksisterende i få øjeblikke. Det burde ikke være noget dilemma, men jeg bruger for meget tid på at ærgre mig over det. Nu vil jeg sætte mig foran vinduet og meditere på de mange millioner snefnug, der daler ned, og glemme mine ærgelser, for de er ubrugelige, unyttige og ukonstruktive!

Der er godt nok ikke mange farver derude. Det er sort eller hvidt. Verden er hyllet ind i tætte snebyger og levner ikke plads til sprælske farver. Der kommer et par vindpust med jævne mellemrum. De varsler kraftigere vindstød, storm måske? Måske skulle jeg tænde et par stearinlys, trodse kulden og skrue endnu mere op for radiatoren og glæde mig over at vi får hvid jul (fnis..det gør vi jo altid)