Rejsefeber

Inden dagen igen er omme er vi på vej sydover. Vi nåede at være med til den fest vi var indbudt til. Det var en fin fest med god mad og god stemning som blev holdt på højskolen. Over os, udenfor, cirklede en stor ørn og en ravn forsøgte forgæves at cirkle med den, men måtte se sig slået.

Senere i dag, er det os, der befinder os i de luftlag, og vi glæder os.

Forandring?

Dagene går hurtigt med ingenting og alting. Jollen er kommet på land igen, og ligger trygt og godt foran vores hus. Jan har travlt med at sikre hundene, så de bliver nemme at passe for ham, der skal gøre det, og der indgåes aftaler om pasning af fisk og fugle, planter, bil, hus og hjem. Jeg bliver helt træt i mit hoved over alt det jordiske gods, jeg vil sikre, bare fordi jeg skal være væk i en lille måned, men sådan er dét jo, når man bliver ældre, småborgerlig og sat ;-) Der var engang, hvor man puttede sin tandbørste i lommen og drog afsted, glad og naiv og med troen på at verden bestod, akkurat som da man forlod den, når man vendte hjem fra sine eventyr. Gad vide om de turister, som byen nærmest er blevet besat af, har gjort sig de samme tanker som mig, inden de landede her i min verdens smørhul? At min verden ikke er helt den samme, når jeg kommer tilbage om en lille måneds tid, ved jeg med sikkerhed, for der bliver gravet, asfalteret, bygget og gjort ved, og så er det trods alt godt at kirken i Sisimiut er så uforanderlig, som den er, og at alt var genkendeligt, da den i dag lagde rum til endnu en konfirmation. Det var fuldstændigt, som da jeg selv blev konfirmeret for snart et halvt liv siden. (Jeg lavede iøvrigt en lidt anderledes penge-gave-buket, til konfirmanden, så lidt forandring undergår selv jeg også... indimellem)

Jeg vil gå i bad og håbe, at jeg kommer forandret ud af badet med lange, slanke solbrune og hårfri lår, flad, hård mave, skinnende bølget og velplejet hår på hovedet, glat, stram hud overalt på kroppen og i ansigtet, og smukke, stærke og velformede fødder, og gå glad til konfirmationsfest i noget næsten nyt tøj...(eller) måske kommer kommer den samme gamle og velkendte Dorthe også bare ud af badet..men det er et forsøg værd.

Ferie

Selvom tågen ligger og ruller frem og tilbage langs byen og sender en isnende kold vind ind over land, oser der af ferie på gaden.. Det er ihvertfald sommer, når der kommer fremmede skibe af denne slags her til byen. Der findes stort set ingen (!) sejlskibe i Grønland, og et syn som dette er lidt af et særsyn.

Vi får lidt småtravlt i dag eller rettere Jan får lidt småtravlt i dag med at få jollen op på land igen og hentet hundefoder. Passene er fundet frem, bopælsattester, billetter og rejseforsikringerne er klar.

Endelig

Endelig kom dagen, hvor klokken ringede ind, og især ud for dette skoleår.Dagen startede i tæt tåge, som vi nærmest skulle skære os igennem for at komme op på skolen for at være med til afslutningen. Heldigvis brændte solen tågen af og nordenvinden holdt den væk resten af dagen, så skolens flag kunne slå sine hjørner, glad og kærligt om flagstangen. Jeg har virkelig glædet mig til denne dag, og må ærligt indrømme, at det har været mere end hårdt at skulle være bare i nærheden af entusiastisk eller engageret de sidste par uger, når pligten kaldte om morgenen. Nu venter der flere uger uden andet på tapetet end afslapning, forhåbentligt masser af varme og sol og familiens hyggelige selskab. Stod det til mig, sad vi i flyveren i dette øjeblik på vej mod varmere himmelstrøg ligesom min mor.

HJÆLP

Jeg er fra flere sider blevet, temmeligt kraftigt endda, opfordret til at deltage i en foto-konkurrence, men præstations-angsten er slået ud i lys lue hos mig sammen med nogle ubrugelige mindreværdskomplekser. Hvad jeg til gengæld sagtens kan bruge, er hovedpræmien, som er en rejse til Danmark for to, og hvis jeg skal have en chance, er der ikke så meget at gøre end at indsende et eller flere billeder. Har du et bud på, hvilket / hvilke billeder jeg skal indsende? Jeg har jo gennem det sidste års tid taget en del, så hvis du har lyst og tid, må du gerne scrolle igennem min blog og billedalbums og være med til at vælge for mig. Har du et bud, kan du sende mig en mail eller skrive det i kommentaren nedenfor. Hvis du mener at det vil være for ydmygende for mig, må du også gerne skrive dét til mig ;-) I kan se nogen andre indsendte billeder her og her (Nej, jeg har ikke haft mod til at indsende re for ydmygende for mig at indsende et billede, er du også velkommen til nogen endnu)

Byen vrimler med turister. Det er sådan set godt nok, hvis bare de smider en masse dollars, euro og kroner i vores butikker i de få timer, der er afsat til at besøge Sisimiut. De er meget let genkendelige med deres turkisblå-jakker, når de går med deres store fotografiapparater, kikkerter og sjove hatte op og ned ad hovedgaden. De fotograferer os og vi fotograferer dem. Jeg er nysgerrig og kikker hver gang efter deres motiv, når de sigter med deres store fancy og sikkert dertil-indkøbte kameraer, for at se om de har set noget, som jeg har overset som lokal bys-barn. Om under en uge, går jeg rundt og er vaskeægte turist i Danmark med kamera, et halv-svedent Dankort og store øjne, der let bliver over-stimuleret.

Hval-spring

Jan og jeg tog ud og sejle i dag. (Jan får så mulighed for at fotografere mig da jeg ikke både kan skyde og fotografere..jeg hader at blive fotograferet)Vi så to ensomme sæler, der dog ikke søgte vores selskab. Vores selskab var heller ikke ligefrem af den hyggelige slags, og vi mistede da også fuldstændigt lysten til deres selskab, da vi ude ved fyr-øen kunne se mindst to kæmpestore pukkelhvaler, der sprang op af vandet og man kunne se deres enorme kroppe fuldstændigt slippe vandet. I lang tid kunne vi se deres store luffer, der vinkede ivrigt i havoverfladen. Vidste du at de gør det for at fange fisk? Jeg gik og troede at de kun spiste krill. Jeg var godt klar over, at især pukkelhvalhannen har en imponerende sang, og jeg har endda nogle cd-er med deres sangDet var så imponerende og smukt, og jeg har aldrig set noget lignende, selvom jeg mange, mange gange har set hvaler. Da vi sejlede tættere på for at fotografere, var de væk. På vej hjem så vi to andre pukkelhvaler, der svømmede i ring. Deres haler var flotte med deres hvide tegninger og deres blåst var enormt, og selvom jeg ivrigt forsøgte at fotografere dem, var det svært..(så er det at kameraet er for langsomt både til at tage det enkelte billede og til at fokusere) men jeg så dem, nød synet og har gemt billederne på bagsiden af mine øjne sammen med alle de andre smukke synsindtryk, jeg fik i dag.

Sct.Hans

Bådeforeningen tændte traditionen tro et kæmpe sct Hans bål som lokkede mange, mange mennesker til. Der var snobrød til børnene, grill-pølser sodavand og ganske forfærdeligt, efter min mening party-musik til..hyggeligt og lige som dét skal være. Vi kom, traditionen tro da bålet var brændt næsten ned, men fik så heldigvis nogle billeder af qajaq-roere i modlyset og den tætte tåge over hav. Det så også flot ud over kirkegården med tågen og modlyset, så det billede skal I også have.

Karklud

Jeg forsøgte at strikke en "clapotis" som jeg syntes var så flot på billeder, men ak og ve, hjemme hos mig så den bare rædderlig ud.Af pindene med den! Min "Møbius" ligger og venter på, at jeg kaster mig over 2. pind i diagrammet...for 117 gang, og denne gang gerne uden fejl og mangler, min "Lastrada" med en halv million masker på, får indimellem en tur hen af pinden og vokser stort set ikke, så modet og lysten til at strikke er nede på et minimum. Det er ikke første gang jeg mister modet og selvtilliden med strikning, så jeg ved at jeg kommer igen...i mellemtiden kan jeg jo bare lære noget nyt! Jeg elsker ganske enkelt at lære nyt og det er næsten lige meget, hvad det er jeg lærer, bare det er sjovt. Her til aften lærte jeg mig selv at hækle muslingemønster forskudt. Der skulle hækles kanter til mohairdjævlen og jeg er total nybegynder med en hæklenål, men den klud jeg fik startet ser fornuftig ud. Måske er den god som karklud eller vaskeklud engang??

Kedelig

Laura og Jan er igen taget ind i fjorden med nogle cencorer, og skal blive der til i morgen..Sara og jeg sidder og keder os med hver vores småting: Sara har siddet og tegnet med tuscher, og jeg har hæftet ender på en djævel af noget strikketøj/hækletøj, som har ligget alt, alt for længe og skreget på færdiggørelse...filtrende mohair bliver vist aldrig helt min favorit..men jeg er vild med farven og måske især fordi den matcher en halskæde jeg har slebet i ametyst, som jeg så også så en anledning til at gøre færdig i dag. Nogen gange er det måske meget godt at blive efterladt?!(Det er Sara, der har fotograferet mig i mohairvamsen)

Nationaldag

Ullorsiornitsinni tamassi pilluaritsi! Tilykke med Grønlands national-dag. Traditionen tro var der en masse arrangementer både indendørs og udendørs arrangeret af kommunen. Der var kaffemik i hallen med både kaffe og kage, taler og hygge, der var sangkor, taler udenfor kommunekontoret i formiddags af borgmesteren, qajaqopvisninger osv og jeg skal komme efter dig, men i år havde fisker-og fangerforeningen arrangeret "hvem-fanger-den-første-sæl" konkurrence, og det skulle foregå i tidsrummet mellem 12 og 14, dét skulle jeg bare ned og se og jeg blev ikke skuffet. Jeg kan ikke stå for den attitude, der bliver lagt for dagen ved sådanne arrangementer. I dag samledes 10 joller med hver deres håbefulde mand i, ved tanken, og de havde allesammen den dér lidt ligegyldige maske skruet godt og grundigt på. Hænderne var placeret roligt og uvirksomme nede i lommerne, og gashåndtaget blev med lige så rolige og ligegyldige miner betjent af et par af obligatoriske store gummistøvler. Resten af outfittet var vist ikke gået igennem den danske søsportens sikkerhedsråds sikkerheds-hverken kontrol eller tjek, men det blev også taget oppefra og lige-akkurat ned i lommeulden, som blev nulret igennem. For at indikere, at man ikke var påvirket af situationen blev der sludret lavmælt og næsten ordløst over rælingen, mens der med skævende blikke, blev kastet stjålne blikke ned i sidemandens båd for at se, hvad hán har af fangst-redskaber og nødudstyr. Jeg har dem lidt mistænkt for at hvis der er for meget sikkerhedsudstyr signalerer man, at man ihvertfald ikke har tjek på det med at sejle? Men hvad ved jeg om det? I hvertfald blev deres motorer slukket, og smøgerne hang fugtige og slappe med en delvis slukket glød ud af den ene mundvig og riflerne lå skødesløst henslængt et eller andet næsten usynligt sted i jollen, men helt sikkert ladt og parat?! Da starten så endelig 15-20 minutter forsinket, gik, havde de fleste af de seje gutter, svært ved at bevare masken, gassede op i havnebassinet og væk var de i den iskolde klamme tåge, hvor temperaturen modvilligt havde sneget sig op over frostgraderne, og de krappe bølger. Målstregen, hvis man kunne kalde den det, var broen, hvor de skulle lande deres fangst og i fald, at de ikke - de stakler- fangede noget, skulle de under alle omstændigheder, ligge til kl 14. Allerede efter 1½ time kom den første jolle sejlende ind i højt tempo. Vi, de nysgerrige og på forhånd imponerede tilskuere (bare det at turde at stille op til sådan en konkurrence, kan altså imponere mig!) holdt vejret, gættede ejeren af jollen og kunne imponeret se til den fortsatte attitude fangeren stadig stædigt og værdigt beholdt. Han lagde til kysten, sludrede lidt med tidtagerne og efter næsten 5 lange og seje minutter, kastede han henslængt en sæl på land, mens han nærmest undskyldende fortalte, at den første han skød, altså var sunket! Med lige så langsomme, værdige og lidt ligegyldige miner, ankrede han op 1 mtr fra land, sprang i land med en kniv, et par poser, og flænsede og parterede sælen, med så kyndige og øvede hænder, at han burde have fået en præmie for det også. Ikke så meget som en dråbe blod på hans tøj eller på jorden omkring sælen, og hver en bevægelse var hurtig og præcis og uden overflødighed. Imponerende! Nr. 2 bibeholdt stilen og kunne med slet skjult stolthed bede tilskuerne hjælpe sig med den store sæl han havde skudt og fanget, - vel at mærke stadig under 2 timer, i tåge og høje bølger. Næste imponerende oplevelse, var mine egne børn, der gav opvisning i taekwon-do udendørs med masser og atter masser af mennesker omkrig sig. De havde et "show", hvor de viste selvforsvar, og alene det at stå foran alle de mennesker og kunne bevare fokus, overblik, værdighed og samtidig kunne huske, hvad de stod der for, var i mine øjne imponerende.

Bekræftet

At have en blog, betyder at du/jeg er en delvis offentlig person, og det har jeg selv valgt og vælger det hver gang jeg udgiver et indlæg. Som jeg har skrevet i min velkomst i venstre side, betyder bloggen for mig, at jeg her har en dagbog, som jeg kan bladre tilbage i og mindes. Det betyder også at familien i Danmark kan følge med i vores liv og levned udover vores telefonsamtaler. At der er andre end familien, der følger med på bloggen, kan jeg se ud fra tæller øvert i venstre hjørne, for så meget familie har jeg dog ikke, medmindre de er inde ca 15-20 gange dagligt eller mere?! Jeg får indimellem kommentarer fra folk, som jeg ikke kender i det virkelig liv og dét er hyggeligt og dejligt, for det handler vel i bund og grund om bekræftelse. Bekræftelse har alle mennesker mere eller mindre brug for, og jeg får jo så rigeligt, og det glæder mig hver gang, nogen synes at det jeg gør, siger, mener eller laver er godt. Ikke at jeg bevidst gør noget for at glæde andre med henblik på bekræftelse, da jeg jo godt ved, at jeg ikke kan glæde alle, men jeg tænker da ofte over at opføre mig pænt og anstændigt. Jeg forsøger og ingen er som bekendt forpligtiget udover deres evner..Og hvorfor nu denne lange smøre?? Jo, i går aftes, da jeg havde udgivet mit indlæg, sad jeg og surfede lidt rundt og kunne ud fra min "feedjit" se at der højst sandsynligt var et eller andet, og jeg klikkede ind, søgte og fandt...og blev så smigret og stolt, at jeg bliver nødt til at dele det med jer. Store, flotte og smigrende ord om lille mig, der bare sidder her og hygger mig.. Og at jeg så i dag kunne gå hen og sige tak til Barfuss som jeg overhovedet ikke kender, (men kan komme til at kende..) men som jeg genkendte ude ved elven, for den pæne omtale, var ekstra sjovt. TAK igen! Jeg vil sådan set også sige tak for en pragtfuld arbejdsdag, hvor hele specialklasse-afdelingen var ude i fjeldet fra den tidlige morgen for at grille sponsor-pølser , spille fodbold, rundbold og hygge om hinanden, det var dejligt og bekræftede, at jeg har det rigtige arbejde.

(læg mærke til at sneen nu er helt væk..ihvertfald lige her)

Hundefodring

En kollega til Jan skulle fodre hunde med den sæl, som han havde skudt i går (og fået op i jollen i modsætning til visse andre..hmmmfh), og da de to cencorer nu var her, skulle de da se en sæl blive flænset, og hundene blive fodret og da det jo ikke lige er noget folk udefra oplever hver dag, tog vi afsted med dem. (Der er faktisk arrangerede turist-ture med det, som man kan købe..altså købe sig til oplevelsen...) De var heldigvis ikke sarte og den ene af dem, fik lov til at prøve at flænse sælen. Nu kan hun tage hjem til Danmark og fortælle at hun har flænset en sæl, og det er der nok ikke så mange i hendes omgangskreds, der har?!

Søvnmangel

Vi fik rimeligt tidligt fri fra arbejde i går, Jan og mig, og da vi havde fået de små-ærinder vi skulle, drønede vi ned til jollen og afsted. Havet var spejlblankt, så det var helt surrealistisk at sejle på det. Det kunne indimellem være svært at se, hvad der var op og hvad der var ned. Det var ekstremt lavvande, og da vi kom længere ud, var der mere stille end stille. Alt var tyst og ikke engang havets dybe åndedrag var til at høre, og vores hjerter og sjæle faldt i en dyb meditativ ro, som ihvertfald for mit vedkommende var tiltrængt. Nogen steder var der flere meter bredde bræmme af tang. Underligt som det nogengange slipper fæstet til land/havbund/kyst uden at det har været uvejr..eller det har været længe undervejs?!Det var helt Edvard Hopper-sk. På hans malerier ser tiden altid ud som om den er gået fuldstændigt i stå. Sæler så vi ikke mange af selvom det var for dem vi tog ud, og de få vi så, slap med livet i god behold, til trods for at magnum-kuglerne susede om ørerne på dem. Vi fik ikke brug for denne nissik/fangstkrog.Da det begyndte at små-regne, syntes jeg ikke det var sjovt længere. Er der noget jeg ikke kan lide, så er det kold regn i ansigtet, ned ad nakken og i håret. Det er næsten ligeså slemt når regnen er sne. Badr! Lige inden vi nåede i havn, dukkede mindst to store pukkelhvaler op lige foran os. Når de brød havoverfladen og sendte deres blåst op i luften, flænsedes den tavse lydmur, og kunne vi se ruerne og algerne, der lever og vokser på deres tykke hud. De var enorme og det var intessant at iagtage, hvordan de i mindre og mindre cirkler svømmede rundt, sikkert for at indfange deres mad...lige bortset fra at vi lå i midten af deres cirkler..jeg blev bange og ville bare væk, til trods for, at Jan forsøgte at overbevise mig om, at de ikke er farlige. Det er de muligvis ikke, men de er store og mystiske og virker ikke som af denne verden. Min mor inviterede på fuldstændig og aldeles friskfanget ørred, som smagte så englene sang. Hun kan tilberede næsten hvad som helst og få det til at smage som i de bedste restaurenter. Efter aftensmaden kunne jeg ikke dy mig og sejlede ud igen. Der var stadig helt stille og solen slog smut mellem skyerne. Der var ingen andre både at se nogen som helst steder og det eneste jeg kunne høre var mit eget hjertes langsomme slag. Efter et par timer uden at se noget som helst dukkede der en sæl op, som jeg fik ramt. Desværre var den tynd og sank inden jeg nåede at få den op. Jeg fik sagt:"Satans og helvede" rigtigt, rigtigt mange gange (jeg var alene og der var ingen, der kunne høre at jeg bandede), inden jeg fik kameraet op for i det mindste at have et bevis på at jeg havde ramt.. (rødt blod i havet)Slukøret tog jeg hjem kl 01 og i dag fik vi ikke friskfanget sælkød, men forårsruller fra Brugsen og pastasalat, men næste gang...næste gang, sååå... (nu ved I hvorfor jeg går rundt med sorte rande under øjnene, er lidt bleg under det delvist solbrændte ansigt, fryser lidt og er lidt groggy..mange nætter uden ret meget søvn!)