onsdag den 18. juni 2008

Søvnmangel

Vi fik rimeligt tidligt fri fra arbejde i går, Jan og mig, og da vi havde fået de små-ærinder vi skulle, drønede vi ned til jollen og afsted. Havet var spejlblankt, så det var helt surrealistisk at sejle på det. Det kunne indimellem være svært at se, hvad der var op og hvad der var ned. Det var ekstremt lavvande, og da vi kom længere ud, var der mere stille end stille. Alt var tyst og ikke engang havets dybe åndedrag var til at høre, og vores hjerter og sjæle faldt i en dyb meditativ ro, som ihvertfald for mit vedkommende var tiltrængt. Nogen steder var der flere meter bredde bræmme af tang. Underligt som det nogengange slipper fæstet til land/havbund/kyst uden at det har været uvejr..eller det har været længe undervejs?!Det var helt Edvard Hopper-sk. På hans malerier ser tiden altid ud som om den er gået fuldstændigt i stå. Sæler så vi ikke mange af selvom det var for dem vi tog ud, og de få vi så, slap med livet i god behold, til trods for at magnum-kuglerne susede om ørerne på dem. Vi fik ikke brug for denne nissik/fangstkrog.Da det begyndte at små-regne, syntes jeg ikke det var sjovt længere. Er der noget jeg ikke kan lide, så er det kold regn i ansigtet, ned ad nakken og i håret. Det er næsten ligeså slemt når regnen er sne. Badr! Lige inden vi nåede i havn, dukkede mindst to store pukkelhvaler op lige foran os. Når de brød havoverfladen og sendte deres blåst op i luften, flænsedes den tavse lydmur, og kunne vi se ruerne og algerne, der lever og vokser på deres tykke hud. De var enorme og det var intessant at iagtage, hvordan de i mindre og mindre cirkler svømmede rundt, sikkert for at indfange deres mad...lige bortset fra at vi lå i midten af deres cirkler..jeg blev bange og ville bare væk, til trods for, at Jan forsøgte at overbevise mig om, at de ikke er farlige. Det er de muligvis ikke, men de er store og mystiske og virker ikke som af denne verden. Min mor inviterede på fuldstændig og aldeles friskfanget ørred, som smagte så englene sang. Hun kan tilberede næsten hvad som helst og få det til at smage som i de bedste restaurenter. Efter aftensmaden kunne jeg ikke dy mig og sejlede ud igen. Der var stadig helt stille og solen slog smut mellem skyerne. Der var ingen andre både at se nogen som helst steder og det eneste jeg kunne høre var mit eget hjertes langsomme slag. Efter et par timer uden at se noget som helst dukkede der en sæl op, som jeg fik ramt. Desværre var den tynd og sank inden jeg nåede at få den op. Jeg fik sagt:"Satans og helvede" rigtigt, rigtigt mange gange (jeg var alene og der var ingen, der kunne høre at jeg bandede), inden jeg fik kameraet op for i det mindste at have et bevis på at jeg havde ramt.. (rødt blod i havet)Slukøret tog jeg hjem kl 01 og i dag fik vi ikke friskfanget sælkød, men forårsruller fra Brugsen og pastasalat, men næste gang...næste gang, sååå... (nu ved I hvorfor jeg går rundt med sorte rande under øjnene, er lidt bleg under det delvist solbrændte ansigt, fryser lidt og er lidt groggy..mange nætter uden ret meget søvn!)

2 kommentarer:

  1. Øv, sikke et uheld med sælen, hvor ville den ha smagt godt.
    Jeg er også ret ørredsulten, men nu kommer jeg jo snart hjem.
    Næste gang du fanger en sæl, skal jeg nok ordne skindet ;o)

    Lena

    SvarSlet
  2. en sejltur kunne være super. Vi skulle have været afsted med Silas' børnehave til Egholm, hvor vi også skulle sejle en lille tur, men et dårligt øje og endnu dårlige skadestuebehandling (med 5½ times ventetid) forhindrede os. Jeg tror også, at jeg snildt kunne indhalere en hel ørred - også bare i naturel version - uuuhm.... Glæder os til vi ses. K

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding