Lykkens pamfilius

Jeg vidste bare at dagen ville blive ekstra god i morges, da jeg åbnede min mailboks og kunne konstatere, at der endnu engang og som altid var hjælp at hente i webstrik. Sagen var den, at jeg igår eftermiddags blev linket videre til et Clapotis sjal/stola som jeg med et halvt øje kunne se, at jeg bare måtte strikke, og da jeg spurgte i webstrik efter en opskrift meget sent i går aftes (midt nat i DK) var der allerede positiv respons tidligt i morges, og jeg kunne glad printe et kommende sommerprojekt ud. Den gruppe er simpelthen guld værd, og især når jeg sidder laaaaangt væk og er kørt fast i et projekt og ikke kan komme videre, ved jeg at der altid er gode råd, vejledning og hjælp at hente der. ALTID! Jeg glæder mig allerede til Clapotis-sen. Da jeg så fik fri fra arbejde, og kørte om posthuset, lå der de bestilte rundpinde, både en turbo og en lace. Dem glæder jeg mig også til at få gang i, -fx til min møbius, som også er et sommerprojekt. Vel hjemme, gik jeg og hyggede mig med Sara, strikkede et par pinde på mit strikketøj og forberedte aftensmaden, da Jan pludselig dukkede op. Jeg havde forventet ham meget, meget senere hjemme, men forskellige omstændigheder osv osv gjorde at han var hjemme og et enkelt blik på hinanden og vi havde bestilt en vognmand. Vognamanden havde ikke en nær så heldig dag som mig, for han præsterede at køre fast nede ved jollen og skulle have en kollega i gummiged til at hjælpe sig op igen, og det kommer han sikkert til at høre for i morgen under den første kaffepause, før han kunne løfte jollen op på sit lad, køre ned til havnen, hvor jollen blev søsat. Jeg har og får sikkert aldrig nerver til at stille og roligt at kikke på at vores jolle (-r) hænger frit i luften. Jeg forestiller mig alverdens katastrofer og kender mig selv godt nok til at vide, hvordan jeg vil håndtere katastroferne, hvis de indtræder. Jeg bliver ikke sjov at være sammen med. Men ingen katastrofe indtraf,- tværimod. Motoren startede med det samme og Jan og jeg kunne sejle ud og se byen fra vandsiden. Det var bare SKØNT! At mærke havluften i ansigten og komme væk fra lydene, byens støv og høre bølgernes skvulpen. En eller anden havde haft held med sit ammasset-net og det bliver vores tur senest i weekenden! At nogen af mine kollegaer så lige ringede og spurgte om Jan ville have en fryser-fuld gammelt kød til sine hunde, gjorde bestemt ikke dagen ringere. At min dag har været god og heldet har forfulgt mig i dag, ville jeg gerne takke arrangøren for, hvem det så end er....I får tak allesammen