onsdag den 31. oktober 2007

Flygt!

Så du ikke udsendelsen, kan du læse lidt om den her og her og her og her og her og læse om, hvad andre mener om udsendelsen! Sidder og er lidt forgræmmet over udseendelsen "Flugten fra Grønland", og tillader mig at brokke mig her, og ikke på brokkebloggen. Her sidder jeg på min blogadresse dag efter dag, og fortæller om det Grønland, jeg og min familie (og mange, mange andre) lever i, -den virkelighed vi ser og oplever, som er så langt fra de billeder, der blev vist i udsendelsen. Nej, jeg er i allerhøjeste grad godt klar over, at der er mange mennesker, alt for mange, der lever under de forhold, der blev beskrevet og vist, da jeg jo er underviser i specialklasseafdelingen, hvor nogen af eleverne kommer fra meget dårligt socialt stillede familier. De børn kan fortælle, gør det ofte, men ikke gerne, om de muligheder eller rettere mangel på samme, de vokser op under, og jeg kan jo konstatere, at mine egne børn lever under meget anderledes vilkår end deres. Mine børn er ikke vidner til vold og slagsmål og de eneste politi-folk, der kommer i vores hjem, er min svorger og min søster, der begge er ansat ved ordensmagten (Ja, nu er min søster så under uddannelse i DK), Mine børn får mad hver dag, har varmt tøj at tage på, og får hjælp til deres lektier, hvis de har brug for det. Det er ikke alle børn forundt. Jeg tilhører ikke den højtlønnede del af den grønlandske befolkning, men hverken jeg eller min familie mangler noget.. Skal jeg sige gudskelov for det?! Nej! Jeg nøjes med at sige tak. Min sociale arv er en medvirkende årsag til at jeg tog en uddannelse, at jeg lærte at løse mine konflikter på en god måde, at jeg tog ansvar for mig selv og mine handlinger. Men mange mennesker lever et liv, der er præget af vold, misbrug, alkohol, hash og seksuelle krænkelser, og disse mennesker har hverken overskud eller mange muligheder for selv at bryde de mønstre de er havnet i. SÅDAN ER DER OGSÅ MANGE, MANGE MENNESKER, DER LEVER I DANMARK, men de danskere, der kommer op til Grønland er mennesker, der har en uddannelse, og som har mulighed for at skabe sig et godt liv, både her og andre steder! Der kommer ikke mange ufaglærte udlændinge herop, og derfor ser vi stort set kun veluddannede, velfungerende danskere, og måske det er her hr. L.E. Johansens aversion mod "fordansketheden", danskere og Danmark kommer ind i billedet?? Ja, jeg kan kun gætte, formode, gisne og ærges over den misforståede stolthed iblandet en arrogance, der kun kan måle sig med den jeg så hos fru K. Espersen forleden aften i TV-avisen, som den hr. L. E.Johansen udviste. Der er mange ting i fortiden, danskerne ikke ligefrem kan være stolte af, men at det udelukkende er danskernes skyld, at vi i den grad har verdensrekord i incest, selvmord og alkoholindtagelse, kan jeg ikke tro. Vores folkevalgte politikere bør og skal tage et vist ansvar for at det går som det går.. kikke sig selv i øjnene og spørge sig selv om, de nu også forvalter den magt og indflydelse, vi vælgere har tildelt dem, til fordel og gavn for alle i Grønland. Ser hr. Johansen og de andre folkevalgte ikke de børn, der i den grad trænger til hjælp og omsorg fra samfundet. Børn, der fortjener en lige så god start på livet som hans egne og de andre politikeres børn, og som vi som omgivende samfund har et fælles ansvar overfor? Jeg er glad for at nogen tør at løfte sløret for, hvordan livet også leves i Grønland, men jeg, en halvgrønlænder, vil til stadighed skrive om min hverdag, så de der vil, orker og har lyst kan se, at det godt kan lade sig gøre (endda for rigtigt mange) at leve et ganske almindeligt liv, der måske endda til forveksling kunne minde om en ganske almindelig gennemsnitlig anden verdensborgers liv.

5 kommentarer:

  1. Nu så jeg desværre ikke udsendelsen, men - godt brølt!

    Hilsen
    Mette

    SvarSlet
  2. Jeg så udsendelsen og mener, at der var mange tabubelagte emner, der blev belyst på en måde, som "almindelige" mennesker ikke ser. Jeg har været i det grl.politikorps og har med egne øjne set bagsiden af medaljen. Det er da rigtigt, at der er enorme sociale problemer. Bare se hende den fulde kvinde, hvis barn blev hentet af soc.vagten. Man kan allerede nu spå hvilken fremtid hendes lille datter får, hvis der ikke straks gribes ind. Jeg blev dog lidt ked af at se, at der blev lagt så meget ansvar over på den grønlandske folkeskole. Som om det var lærernes skyld, at der var så få elever, der gik ud af folkeskolen med et brugbart resultat. Der har længe hvilet en slags barnepigementalitet i det grønlandske samfund, hvor alle bare frasiger sig ansvar og kaster ansvaret ud på lærer, pædagoger, politikkere og hele samfundet, med begrundelsen om, at det også er danskernes skyld, det går så elendigt. Hvornår og hvordan kan vi grønlændere lære, at tage ansvar for os selv og vores børn? Og hvordan kan vi overhovedet forlange, at befolkningen skal tage ansvar for noget, når polikkerne gang på gang render fra ansvaret (puisiskandalen, lejer-til-ejer-skandalen, Hawaii-tur, repræsentationskontoskandalen og meget mere).
    Jeg tror simpelthen ikke på, at der findes mennesker, der har til hensigt, at bringe et barn til verden, med henblik på at ødelægge dets liv. Måske er det lidt naivt tænkt, men det ligger vel i menneskets natur, at man vil beskytte og passe sit barn, så godt som man nu kan. Og når man nu skal gå videre med begrebet: "så godt som man nu kan", er det jo en forudsætning, man som forælder også er stærk nok til at kunne opdrage et barn og give det styrke og ansvarsfølelser mm. Men det man ofte ser - eller det jeg har set i min tid hos politiet - var at forældrene magtede ikke deres børn, da de selv tumlede med så mange problemer. Måske skulle man på een eller anden måde "coache" eller "selvudvikle" forældrene, så de fik styrke, selvtillid og ansvarsfølelse, som derigennem kunne hjælpe dem til at få en uddannelse, arbejde og et fornuftigt liv, både for dem selv, men også deres børn. Lidt ligesom, når man læser emergency-folderen i flyet, der viser, at den voksne først selv skal tage iltmasken på, inden barnet med den voksnes hjælp får iltmasken på. Men dermed ikke sagt, at man ikke skal gøre noget for børnene her og nu. Det skal man helt klart også. Men jeg tror, at man må prøve at uddanne forældrene til at være forældre og ikke bare fratage dem ansvaret og pasificere dem. Men om forældrene frivilligt vil gå med til det, har jeg ingen anelse om. Men om evt. kunne kræve at folk, der får bistand, ikke bare hæver et beløb hver 14.dag, skal aflægge x antal timer om ugen til forældreundervisning. Her kunne man have psykologer, alkologer, sundhedsplejersker, pædagoger, terapeuter, lærere og lign. med som undervisere. Jeg ved ikke om det lyder for smart og fancy, men det mit bud på, hvordan man evt. kunne prøve at løse nogle af problemerne, hvis man da vil løse dem.... Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved hvordan man skal vurdere om hvem der i givet fald skal have en forældre uddannelse.
    ...ps! det er ikke min hensigt, at lyde "kloge åge-agtig". Jeg synes bare ikke, at man kan tillade sig at kritisere, uden selv at komme med konstruktive løsningsforslag.
    mvh

    SvarSlet
  3. Dudi, du har da fuldstændig ret! Jeg kan kun tilføje, at jeg ved hvem jeg ikke stemmer på til valget, for politikerne, som laver love og bestemmelser, skal og bør gør det nemmere at hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. Det er også godt, at bagsiden af det flotte glansbillede Grønland nogengange bliver fremstillet som, blev vist. JO! Og jeg giver dig ret i, at det altså ikke kun er lærernes skyld, at eleverne går ud af skolen med knap brugbare resultater. Der er så ufatteligt mange ting, som udsendelsen burde have gravet lidt dybere i, og for at tydeliggøre den store sociale forskel, der også er heroppe, burde der have været vist nogle flere repræsentanter fra de forskellige samfundslag... men udsendelsen var jo for kort..der burde være mange flere! OG vis dog også gerne nogle ganske almindelige menneskers liv, så vi ikke bliver fremstillet udelukkende som sociale tabere eller stenrige, bedrageriske, koldblodige pengetørstige pampere!

    SvarSlet
  4. Hej Dorthe
    Det er godt at læse din blog om hverdag i Grønland - på en anden måde end den beskrevne i TV-programmet. Jeg kan kun sige Godt skrevet - også til Dudi.
    Mit kendskab til Grønland er - endnu - kun på afstand. I programmet blev det beskrevet som om der kun er 2 muligheder enten rig politiker i millionhus til billig penge ELLER socialt belastet i boligblokke. Rart at se der ER andre muligheder - uden at forklejne problemerne.
    Bliv endelig ved med din dejlige Blog.
    KH Siffe

    SvarSlet
  5. Hej dortheivalo. Jeg forstår godt du blev vred. Desværre viser den type udsendselser kun en brøkdel af virkeligheden ,og det er jo producenten der afgør hvad der skal vises.Det VAR et meget negativt billede, og det var nok også meningen ,men man "glemte " at samle op på alle "normale" familier. Og ja den slags foregår desværre allevegne. Godt du tør sige fra.
    Dorthe fra slangerup

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding